Kunsthal Charlottenborg viser sociale eksperimenter under CPH:DOX

Kunsthal Charlottenborg viser sociale eksperimenter under CPH:DOX

ArtikelAlt det andetSkrevet af: Anne Møller17. mar 2018

CPH:DOX og Kunsthal Charlottenborg har samlet de nulevende deltagere fra et ekstremt socialt eksperiment i 1973. Nu får de mulighed for at vende tilbage til oplevelsen og få det sidste ord

Torsdag den 15. marts 2018 åbnede den femtende udgave af en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden, CPH:DOX. I løbet af de ti dage, som festivalen strækker sig over, har man mulighed for at deltage i mere end 700 events og opleve mere end 200 dokumentarfilm.
Foto: PR-foto / Charlottenborg - Anders Sune Berg
Foto: PR-foto / Charlottenborg - Anders Sune Berg

Sociale eksperimenter på programmet

Dette års tema er sociale eksperimenter, og det breder sig ud over hele festivalen. Det er ikke kun repræsenteret i dokumentarfilmen The Raft, som programredaktør Mads Mikkelsen betegner som dette års hovedværk, men også i en lang række andre film. Derudover har festivalen den retrospektive temaserie A Method To The Madness på programmet og endelig er der udstillingen #whatif, som kan opleves på Kunsthal Charlottenborg.

Ideen til temaet udsprang fra filmen The Raft, der er instrueret af svenske Marcus Lindeen. “De fleste ideer til programmet får vi fra de film, vi møder,” fortæller Mads Mikkelsen, der i år kan fejre 10-års jubilæum som programredaktør på CPH:DOX. “The Raft er en film, som vi har vidst har været undervejs, og vi har fulgt den i flere år,” siger han.

I mødet med folkene bag filmen begyndte snakken at spore sig ind på sociale eksperimenter, og det satte gang i noget: “Vi synes, at sociale eksperimenter har en aktualitet, som måske i virkeligheden kommer lidt bag på os,” fortæller Mads Mikkelsen.

For ham er sociale eksperimenter ikke kun noget, der var interessant tilbage i 1960’erne og 1970’erne. De har også en stor kulturel, politisk og kunstnerisk relevans i dag, mener han, og den vil de gerne undersøge.

Foto: PR-foto / Charlottenborg - Anders Sune Berg
Foto: PR-foto / Charlottenborg - Anders Sune Berg

The Raft: Et studie i vold, aggression, sex og gruppeadfærd

Filmen The Raft tager afsæt i et socialt eksperiment fra 1973. Eksperimentet var del af et videnskabeligt studie i vold, aggression, sex og gruppeadfærd, og det var ledet af en radikal, argentinsk antropolog.

Han castede seks kvinder og fem mænd, som i tre måneder skulle opholde sig på en tolv meter lang og syv meter bred tømmerflåde. Frataget al form for privatliv skulle de sejle over Atlanten, hvor alt blev filmet og ført i journal.

Men som ofte med sociale eksperimenter, gik det ikke helt efter planen, og der opstod nærmest mytteri ombord, fortæller Mads Mikkelsen. Hvordan det hele endte, kan du blive klogere på, når filmen har verdenspremiere lørdag den 17. marts.

Lørdag den 24. marts kan man opleve instruktør Marcus Lindeen bringe besætningen sammen igen for første gang over fyrre år senere. Og det ikke hvor som helst.
I forbindelse med CPH:DOX omdannes Kunsthal Charlottenborg nemlig til et internationalt festival-palads. Her har man mulighed for at opleve besætningen på en tro kopi af tømmerflåden i et filmstudie, hvor de får mulighed for at se tilbage på de tre intense måneder, de tilbragte sammen på The Sex Raft, som pressen kaldte den.

Om tilblivelsen af filmen fortæller Mads Mikkelsen: “Det, som Marcus Lindeen, har gjort, er, at han har studeret noget af det materiale og den dokumentation, som besætningen selv foretog undervejs.”
Han fortsætter: “Med rekonstruktionen af tømmerflåden giver Marcus Lindeen besætningen mulighed for at vende tilbage til oplevelsen. Han taler med dem og giver dem dem lejlighed til at få det sidste ord. På den måde er der også et politisk element i det. De går fra at have været objekter eller genstande for det her projekt til nu at være subjekter eller agenter,” siger han.

Foto: PR-foto / Charlottenborg - Anders Sune Berg
Foto: PR-foto / Charlottenborg - Anders Sune Berg

Hvad hvis vi kan bo og flyve uden fossile brændstoffer?

Kopien af tømmerflåden er en del af gruppeudstillingen #whatif, der under CPH:DOX kan opleves på Kunsthal Charlottenborg. Men Marcus Lindeen er ikke den eneste kunstner, der har fået lov til at udstille.

Kurator Irene Campolmi fortæller, at hun har udvalgt en række kunstnere, der på hver deres måde leverer interessante bud på det hypotetiske spørgsmål what if og foreslår nye måder at se tingene på.

På udstillingen kan man både opleve skulptur, installation og film, og kunstnerne tæller blandt andre internationale kunstnere som Lara Baladi, Renzo Martens og Naeem Mohaiemen.

Et af rummene på udstillingen er dedikeret til den argentinske multikunstner Tomás Saraceno. Han undersøger nye levemåder i det ‘aerocene’; en fremtid med økologisk bevidsthed og uden fossile brændstoffer.

Irene Campolmi fortæller, at man her vil kunne opleve en prototype på en af de aeroscene balloner, som Tomás Saraceno har udarbejdet. Han håber, at de en dag vil være i stand til at flyve rundt om jorden på den mest bæredygtige måde uden brug af motor.

Fakta:

Dokumentarfilmen The Raft kan opleves på følgende dage: 17. marts kl. 16.30 i Grand Teatret, 20. marts kl. 19.00 i Palads, 21. marts kl. 12.15 i Cinemateket og 24. marts kl. 14.00 på Charlottenborg.

Man behøver ikke længere bo i København for at tage del i CPH:DOX. Med DOX:DIREKTE inviterer CPH:DOX til tre aftener på biblioteker landet over med visninger af premiereaktuelle dokumentarfilm og live-transmitterede samtaler med filmskabere, forfattere og eksperter. Med ca. 100 filmvisninger fordelt på over 30 kommuner er CPH:DOX til stede i hele landet.

Onsdag den 21. marts kl. 19.00-21.45 kan man på Dokk1 i Aarhus opleve dokumentarfilmen OM AT SPISE DYR, der er instrueret af Christopher Quinn og baseret på Jonathan Safran Foers bestsellerroman Eating Animals fra 2009. Efter filmen diskuterer bogens forfatter Jonathan Safran Foer, kokken Nikolaj Kirk, dokumentarfilminstruktør Phie Ambo og fødevareforsker og prodekan på Københavns Universitet Andreas De Neergaard kødindustrien i en dansk og international kontekst med fokus på forskning, etik og politik.

Billetter kan købes via www.dokk1.dk

Topfoto: PR-foto / CPH:DOX (Still fra The Raft)

Facebook
Del på facebook

Anne Møller

Kulturjournalist og anmelder
Anne Møller er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur og Oldtidskundskab fra Aarhus Universitet. Gennem sin uddannelse har hun beskæftiget sig med både litteratur og drama, og hun har en forkærlighed for græske tragedier og kvindelitteratur fra slutningen af 1800tallet. Derudover holder hun meget af socialrealistiske forfattere som Tove Ditlevsen, Vita Andersen, Kim Leine og Morten Pape.
Se Annes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind