Pubertet og overtro | ny bog | Kofod og Kjærgaard

Pubertet og overtro

Litteratur Artikel Skrevet af: Mathilde Hoeg Boisen 2014-12-10
Del på facebook
Facebook

Pubertet og overtro

Er umulige pubertetsunger i virkeligheden trolde? En ny bog om den svære overgang fra barndom til voksenliv tager udgangspunkt i bornholmsk folketro

Dennis Gade Kofod og Anna Margrethe Kjærgaards Skifting er en usædvanlig billedbog. Den er mørk og dyster og handler om pubertet og om at føle sig anderledes. Dens store billeder er holdt i grønne toner og teksten er minimalistisk. Og så handler den om den bornholmske folkemyte om skiftingen. En skifting er et forbyttet barn. I bornholmsk folketro mente man, at et barn, som lå uden opsyn i vuggen, kunne blive skiftet ud med en trold af de underjordiske. Barnet ville så være en skiftning. En umulig unge, som var helt anderledes end de andre børn. Den eneste løsning var at sætte barnet ud.

I skifting møder vi Ellen. Ellen har svært ved at spise, og så leger hun ved den store høj i skoven, der hvor hendes mor har sagt, at hun ikke må gå hen. Fortællingen om Ellen rammer dybt med sætninger som “Ellen slår moren i ansigtet” og “Ellen kan ikke elske” . Bogen er skrevet af Dennis Gade Kofod med Anna Margrethe Kjærgaard som illustrator. De er begge fra Bornholm og har fundet inspiration i øens myter og fortællinger; “Jeg har altid selv været betaget af de myter og sagn, der er her på øen,” fortæller Dennis Gade Kofod.

En dyster udvikling
Bogen har et simpelt dystert udtryk, med korte sætninger. Billederne er holdt i en lys grøn nuance med masser af sort, hvilket giver en helt særlig stemning. Den er nærmest syg og ulykkelig, som på første side, hvor Ellen sidder med nedslået blik og har svært ved at spise morgenmad. I baggrunden er en radio og en kaffekop, og Ellen har ingen mund. Fortællingen om Ellen opstår i sammenspillet mellem tekst og billede. Når Ellen leger ude ved højen og møder en pige, viser billedet en sort skikkelse, der leger tagfat med hende. Man får en fornemmelse af, at der foregår noget overnaturligt og dystert.
Foto: Anna Margrethe Kjærgaard
Se store billeder her →
Skiftning er en dyster bog om overgangen fra barn til voksen.
Foto: Anna Margrethe Kjærgaard
Se store billeder her →
Forfatter og illustrator har arbejdet sammen i hele produktionen.
Det er ikke tilfældigt, at tekst og billeder spiller så godt sammen. Bogens to forfattere har arbejdet tæt sammen under skrivningen. Bogen er bl.a. lavet med blyantstegninger og tryk og efterfølgende behandlet på computer, hvilket gjorde det nemt at arbejde på bogen i fællesskab.
Det overraskede forfatteren og illustratoren, hvor meget man kan flytte hinanden. “Det var ikke blevet den samme tekst, hvis jeg først havde skrevet den alene, og Anna bagefter havde illustreret . Teksten og billederne er kommet meget tættere på hinanden, uden at de siger det samme.” siger Dennis Gade Kofod. Anna Margrethe Kjærgaard tilføjer “vi var sammen om bogen fra start til slut, og det krævede total åbenhed begge veje.”

At tegne en sindstilstand
Anna Margrethe Kjærgaard har tegnet billederne til hovedsætningerne i bogen som store og dystre øjeblikke, der supplerer Dennis Kofod’s enkle tekst. “Jeg prøvede at give et indtryk af Ellens sindstilstand uden nødvendigvis at gå konkret ud fra det skrevne. Jeg forestillede mig, at jeg var hende, og tegnede, hvad jeg mærkede eller så med hendes øjne,” fortæller Anna Margrethe Kjærgaard. Tegningerne har også rykket ved bogens tekst. Selvom bogen og myten om skiftingen altid har været dyster, så gjorde tegningerne teksten endnu mere dyster. “Anna Margrethes illustrationer fik mig til at dyrke det dystre,” siger Dennis Kofod.
Foto: Pr-foto
Se store billeder her →
Dennis Gade Kofod har altid været fascineret af bornholmsk folketro.
Foto: Pr-foto
Se store billeder her →
Anna Margrethe Kjærgaard bor og arbejder på Bornholm.
Og det er dystert. Det dystre ligger især i bogens antydninger, hvor man ikke får svaret hverken i teksterne eller i billederne, men i samspillet mellem dem får man en historie om en pige, der føler sig udenfor. Når Ellen bliver skubbet af drengene i skolegården, ser vi en høj mørk mur uden ende og et nedløbsrør, der løber ud i en rist. Det illustrerer på fornem vis, hvordan det er at føle sig nedtrådt og indespæret af ens jævnaldrende i skolegården. Ellen arbejder hårdt på at genfinde kontrollen, mens der er noget ildevarslende i billederne; en skade der optræder igen og igen, vand der løber ukontrolleret fra en hane, og Ellen der leger tagfat med et lille sort væsen, der siger “Jeg er din søster.”

Bogen som samtale
Tekstforfatterens og illustratorens tætte samarbejde er blevet til en unik dyster fortælling, der giver et intimt indblik i, hvordan det er at blive voksen og at føle sig anderledes. Bogen vil være et godt udgangspunkt for en samtale om, hvordan det er at føle sig udenfor.

Dennis Kofod fortæller, at de med bogen gerne ville undersøge, hvordan mennesket kan føle sig fundamental fremmed for den verden, det er havnet i. “Sammenligningen mellem myten om skiftningen og transformationen fra barn til teenager lå lige for,“ siger han.

Ellen takler spiseforstyrrelser og mobning og søger tilflugt i en høj ude i en mørk skov. Anna Margrethe Kjærgaards illustrationer fremhæver, hvordan små hændelser kan føles som store, og hvordan store hændelser knap nok kan mærkes, som når Ellen slår sin mor, og det vises ved en væltet kaffekop. Her får man en fornemmelse af, at hun alligevel har kontrol over, hvem hun er, og hvem hun kan blive. Eller er hun blot en skifting, et umuligt barn? Ifølge Dennis Kofod er det er en del af bogens pointe, at det er uafklaret, om Ellen er en skifting. “Men idet hun dårligt hører til i vores verden, så ligner hun jo en. Resten er op til læseren.”

Skiftning er udkommet på forlaget Jensen og Dalgaard

Se flere af Anna Magrethe Klærgaards illustrationer her: http://www.amkjaergaard.dk/


Læs mere om Dennis Gade Kofoed her: http://dennisgadekofod.dk/

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: