Icelandic Love Corporation Love Conquers All! på Aros

Spå, tramp og føl til kærligheden overvinder alt

Kunst og Udstillinger Portræt Skrevet af: Anne Harbo Frandsen 2016-11-15
Del på facebook
Facebook

Spå, tramp og føl til kærligheden overvinder alt

På udstillingen Love Conquers All! på Aros med værker af den islandske kunstnertrio The Icelandic Love Corporation skal du mærke din krop for at forstå kærlighedens budskab

På femte etage på Aros står en klassisk rød retrotelefon. Engang imellem løfter en nysgerrig besøgende røret, trækker den gammeldags drejeskive rundt med en finger. Og et par gange i løbet af dagen ringer telefonen fra Island. En af de tre kvindelige kunstnere vil diskutere et større emne, for eksempel magt eller fællesskab, med dén besøgende, der tør løfte røret.
“Det handler om modet til at handle og skabe dialog,“ fortæller museumsinspektør og kurator på udstillingen, Maria Kappel Blegvad.

Foto: PR-foto AROS Aarhus Kunstmuseum
Se store billeder her →
Fra udstillingen Love Conquers All! af Icelandic Love Corporation på AROS
Foto: PR-foto AROS Aarhus Kunstmuseum
Se store billeder her →
Icelandic Love Corporation / Eirún Sigurðardóttir, Jóní Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdóttir

Vær din egen spåkone

På en væg i udstillingslokalet hænger værket Crystal Carpet. Det er store, firkantede tæpper med klaser af røde, gule og grønne nylonstrømper. Når du kommer tættere på, ser du en krystalkugle af den slags, som spåkoner har, fastmonteret på et af tæpperne. Og nu skal du være spåkone.

“The Icelandic Love Corporation vil have folk til at gøre sig tanker om fremtiden. Som beskuer kan man selv rejse temaerne. Kan vi for eksempel leve anderledes i forhold til vores miljø? Bliver vi bedre til at gå i dialog i fremtiden?”

De tre kunstnere udtænker deres værker sammen og har som grundregel, at de ikke afslører, hvem af dem, der har fået idéen. Sammen er de stærkest. Inspiration til tankerne om fællesskab og kærlighedens kraft henter gruppen fra hippietiden. Kliché, tænker du måske, men for kunstnertrioen er det ikke tilfældet: Humanismen er ved at forsvinde. Derfor er kærligheden vigtigere end nogensinde før.

“Magt, frygt og grådighed bliver drivkraften, når der opstår konflikter. Det forværrer kun tilstandene, skaber splittelse og vrede og medfører i værste fald krig. Det skal udstillingen løsne op for. Vi skal udfordre det negative verdenssyn og skabe dialog,” forklarer Maria Kappel Blegvad.
Foto: Frederik Alsing Carlsen
Se store billeder her →
Fra udstillingen Love Conquers All! af Icelandic Love Corporation på AROS
Foto: PR-foto AROS Aarhus Kunstmuseum
Se store billeder her →
Fra udstillingen Love Conquers All! af Icelandic Love Corporation på AROS

Leg med - det er sjovest

Ligesom med Onophone, den røde telefon, og Crystal Carpet, involverer de fleste værker på udstillingen publikum. I Treasure får du et glimt af noget større bag to kæmpemæssige spejle - men kun hvis du hopper på trampolin. Her skal du selv tage del i kunsten for at forstå den.

“Man skal låse kroppen op”, forklarer Maria Kappel Blegvad, “man må ikke kun være i hovedet.” Af samme grund går de fleste besøgende rundt i strømpesokker, stærkt opfordret af et skilt inden for døren.

“Energien skal strømme helt nede fra tåspidserne og op til hovedet,” uddyber Maria Kappel Blegvad.
Foto: PR-foto AROS Aarhus Kunstmuseum
Se store billeder her →
Fra udstillingen Love Conquers All! af Icelandic Love Corporation på AROS
Foto: PR-foto AROS Aarhus Kunstmuseum
Se store billeder her →
Fra udstillingen Love Conquers All! af Icelandic Love Corporation på AROS

Med fødderne solidt plantet

I det ene hjørne af udstillingen forvandles publikum sammen til et kanonkor af begejstrede steppere. Det er værket Desire. Klak. Klak. Klak. Ingen rytme, kun uafstemte og prøvende bevægelser hen over det lille dansegulv. Snarere en trampen end en dans. Engang imellem vandrer en nyankommen ind og standser forbavset op: Han bliver suget ned, begge fødder plantes solidt.

The Icelandic Love Corporation har forsynet stepskoene med magneter. Stepperen trækkes automatisk ned mod dansegulvet, der er lavet af metal.

“Det knytter også an til vores forestillinger om kærligheden, der pludseligt kan forvandles. Værket skildrer en sådan stærk kraft. Universet ændrer sig hele tiden, og vi er påvirket af det,” fortæller gruppen i udstillingskata-loget.


Fakta:

Udstillingen Love Conquers All kan opleves på AROS fra 1. oktober - 22. januar 2017.
Læs mere om udstillingen her
Kunstnergruppen Icelandic Love Coporation består af Eirún Sigurðardóttir, Jóní Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdóttir. læs mere omden her: The Icelandic Love Coperation

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: