På Louisiana rejser udstillingen Being There spørgsmål om vores liv i den digitale tid

Det digitaliserede menneske: Her og dér og ingenvegne?

ArtikelKunst og UdstillingerSkrevet af: Jannie Elisa Fjorside18. dec 2017

På Kunstmuseet Louisiana kan man lige nu opleve udstillingen Being There, som rejser spørgsmålet: Er vi her, eller er vi her netop ikke, fordi vi hele tiden skal være på i vores digitale tidsalder.

Dørene skyder op med et sug, og fra den lyse trappenedgang træder du ind i et rum klædt i mørke. Længere fremme, indrammet af sorte, draperede klæder, stirrer en ung kvinde på dig. En kvinde, som var. Eller – var hun?

Det er menneskets væren, og hvad der sker med os i den digitale og teknologiserede verden, som ti internationale kunstnere reflekterer over i udstillingen Being There på Kunstmuseet Louisiana. Først, altså, med Bunny Rogers’ installation Leda (Painted and Erased), hvor portrættet af en ung, afdød kvinde er sat i scene i kulisser inspireret af en amerikansk tegneserie. Spørgsmålet er, om mindet om den afdøde kvinde og det hyldede liv er lige så overfladisk som de flade tegneseriekulisser, eller er hun placeret dér som et billede på noget, der trods alt var ægte? Hendes billede er flankeret af to blomsterkranse, hvis duft er lige så syntetisk som deres mættede mørklilla farve, samt af en basketballkurv på hver side. På gulvet markerer blå tape en basketball-bane, der ved første øjekast også kunne ligne grundridset af en kirke; er det hele – livet, døden, sorgen og måden, vi mindes på – en leg?
 
Lonely! Dét ord går igen mange gange i mødet med avataren Dave i installationen Ribbons, som er kunsteren Ed Atkins ode til kødelighed og forgængelighed.
Foto: PR-foto / Louisiana
PHIL eksisterer, og PHIL eksisterer ikke. Han er en avatar, der ligner en for nyligt afdød skuespiller, og med et liv, der udelukkende findes i cyberspace, kæmper PHIL med at finde sit eget originale jeg.
Foto: PR-foto / Louisiana

Tematiseringen af tilværelsens overfladiskhed fortsætter med installationen Living Downstream af Louisa Gagliardi. Mere mørke, og portrætter af mennesker, som aldrig har været levende. De er skabt digitalt, malet på computer og printet ud, og deres marmorerede, linjeløse kopihud er en stærk kontrast til de levende blyantstreger, der gemmer sig i lanterne-aftegningerne, som hænger mellem malerierne og lyser rummet op. Går man helt tæt på lanternerne, ser man mennesker danse, man ser én klatre på stige og én køre på cykel ad en snørklet sti. Man mærker lyset.

Dette er ikke Amazonas!

Mens udstillingens første værker synes utvetydigt dystre, er det sværere at få greb om stemningen i eksempelvis Hannah Levy’s Untitled. En kæmpe-baguette ligger og flyder som i en verden af Dali, mens to mintgrønne tingester – snoede stolerygge med påmonterede fuglefødder, eller er det i virkeligheden levende væsner uden hoved? – spadserer hen over gulvet. Værket emmer af humor, måske kærlig ironi og, trods designets elegance, en vulgaritet så tyk, at man næsten kan skære igennem den; sidstnævnte kommer for alvor til udtryk gennem en video i installationen, hvor et stykke hverdagsteknologi i bogstaveligste forstand smelter sammen med kroppens kødelighed.

 
 
En japansk hoogram-popstjerne og en usynlig kvinde er blandt de eksistenser, der gør PHIL selskab i hans hyperlinkede univers, og som reflekterer over, hvornår man kan tale om egentligt at være til.
Foto: PR-foto / Louisiana
Being there - og her er jeg; i værket A Year Without A Summer lader Dora Budor beskuerne forme sit værk - askenedfaldet, der langsomt dækker de opstillede Verner Panton-moduler fra 1960erne, udløses af de lydbølger, der registreres fra dem, der går gennem
Foto: Jannie Elisa Fjordside
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Menneskets og naturens modellering af teknologien – og omvendt – er også et tema for Dora Budor, Pamela Rosenkranz og Ian Cheng. I førstnævntes Year Without A Summer er man som beskuer med til at forme værket gennem en teknologi, der registrerer rummets lyde og langsomt udløser et fald af aske.

I Rosenkranz’ Anamazon er en gigantisk ’myretue’ af et jordprodukt fra Amazonas tæmmet af fire hvide søjler under et klinisk lyst grid af blå og grønne LED-lys. På lydsiden er rummet mættet af fuglelyde, optaget i Amazonas og afspillet baglæns, men med jævne mellemrum afbrydes tropesangen af en mekanisk kvindestemme, der skal minde én om det samme, som værkets titel røber: ’Anamazon’ spiller på det græske ’anabasis’, der betyder ’march’ eller ’felttog ind mod land’ – her et felttog, hvor naturen har inspireret til navngivningen af verdens største handelsmaskine, som på samme måde også sætter sit aftryk på naturen. En interessant sproglig krølle på værkets titel er, at ’an’ også kan tolkes som den græske benægtelse, med andre ord: dette er ikke Amazonas.

 
 
 
 
 
På tur i en pseudo-skov med træer uden kroner. Skovgængerne er her ikke for at opleve naturen, men for at opleve sig selv i jagten på en naturoplevelse.
Foto: Jannie Elisa Fjordside
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
I en skov en hytte lå, men Lake Anticipation af Lizzie Fitch og Ryan Trecartin er ikke en hyttetur, som man kender dem; sterile kontorreferencer møder natur.
Foto: PR-foto / Louisiana - Anders Sune Berg

Det besværlige menneske og alle dets virkeligheder

I Ian Chengs Emissary Sunsets the Self tages menneskets forhold til naturen og dens økosystem op i et videospil. Det er designet til at spille sig selv – og mens computerspillets hovedfigur indtager et fremmed økosystem, kan man så stå og fundere over, hvad der sker, når mennesker gør sig selv overflødige, og om et spil overhovedet er et spil, hvis der ikke er nogen udvendig ’kraft’, der styrer det – og, hvis et selvstyrende spil ikke kan kaldes et spil, om det så er blevet til sin egen lille autonome virkelighed.

Sin egen ’hyperlinkede’ virkelighed har også avataren PHIL. Beskuerne møder PHIL på en stor fladskærm i værket Hyperlinks or It Didn’t Happen af Cécile B. Evans. Heri ligger en dobbelt tolkning, der har rod i ordets etymologi; en ’skærm’ er noget, der både kan gemme og afsløre, skriver museumsdirektør Poul Erik Tøjner i forordet til kataloget, der er udgivet i forbindelse med udstillingen. Netop dét forhold tumler avataren PHIL med – han deler sin frustration over ikke at kunne finde ind eller tilbage til sit originale selv.

Videoen, hvori man også møder en række andre figurer, kræver tid og tålmodighed. Mister man den, har PHIL heldigvis stadig sig selv som publikum; udtryksløst, men med evig tålmodighed, stirrer hans egen buste ned på videoaftrykket af bustens engang kødelige ophav og følger med, mens aftrykket forsøger at forlige sig med, hvem han egentlig er.

Fakta: 

Being There kan opleves på Louisiana frem til den 25. februar 2018.

Kunstnere og værker på udstillingen:

BUNNY ROGERS (USA, 1990)
I installationen Leda (Painted and Erased) iscenesætter Bunny Rogers et selvbestaltet minde for en afdød highschool elev. Kunstneren skaber et billede af en kollapset virkelighed mellem en fysisk og en virtuel eksistens ved at koble et fladt tegneserieunivers med en række genstande i detaljeret håndværk. Værket er lavet til udstillingen.

LOUISA GAGLIARDI (Schweiz, 1989)
Installationen Living Downstream illuderer en nattescene, hvor en række malerier af lanterner og tavse menneskeskikkelser indgår. Gagliardi maler i computeren, printer derefter malerierne ud, hvorefter hun påfører dem forskellige lag af stoflighed. Værkerne er lavet til udstillingen.

IAN CHENG (USA, 1984)
I Emissary Sunsets the Self følger vi et væsen, der uophørligt og uden ende navigerer i en ukendt og uforudsigelig verden. Det er en live-simulation. Det vi ser, opstår idet vi kigger på det – og viser sig aldrig på lige samme måde igen. Med kunstnerens egne ord er det som ”a computer game that plays itself”.

DORA BUDOR (Kroatien, 1985)
Værket Year Without A Summer (Panton’s Diversion) forbinder sjældne readymade Verner Panton-moduler, designet i 1960’erne, med et askefald, der langsomt dækker modulerne. Askefaldet udløses af en teknologi, der registrerer besøgendes lyde i rummet. Værket er lavet til udstillingen.

CÉCILE B. EVANS (USA/Belgien, 1983)
I værket Hyperlinks fra 2014 møder vi en række væsener, der kun lever i computeren: en japansk hologram-popstjerne, en fobiramt youtuber, en usynlig kvinde og en række andre skikkelser. Hovedpersonen er avataren Phil, som til forveksling ligner en berømt og afdød skuespiller.

HANNAH LEVY (USA, 1991)
I Hannah Levys fire værker (tre af dem lavet til udstillingen) er kroppen koblet med maskinen. Værket Untitled viser en silikoneafstøbning af et sæt iPhone-høretelefoner i nærbillede, som et par hænder kærtegner. Det antager næsten karakter af en seksualundervisningsvideo, da såvel høretelefonernes farve og form som hændernes behandling af dem giver klare associationer til det kvindelige kønsorgan.

ED ATKINS (Storbritannien, 1982)
I Ed Atkins’ installation Ribbons er det kroppen, der er i centrum – en ode til kødelighed og forgængelighed, beskrevet ved hjælp af glatte, digitalt frembragte billeder. Her møder vi Dave, en avatar, der synes fanget i en skærsild af gentagelser og kedsomhed.

PAMELA ROSENKRANZ (Schweiz, 1979)
Anamazon (Into the Land) kombinerer et gitter af et kraftigt grønt og blåt LED-lys, der indhyller og overvælder beskueren sammen med lyde fra Amazonas regnskov, spillet baglæns på Amazon Echo højtalere, samt en stor bunke jord, terra preta, oprindeligt et særligt frugtbart jordprodukt fra Amazonas. Værket er lavet til udstillingen.

LIZZIE FITCH / RYAN TRECARTIN (begge USA, 1981)
Lizzie Fitch og Ryan Trecartins installation Lake Anticipation er et landskab, hvor sterile kontorreferencer er koblet med et naturlignende, træbevokset miljø. Det danner ramme om en film, hvor vi følger forskellige grupper i et forladt frimurertempel, hvor de næsten uafbrudt snakker og kommenterer det, de (ikke) oplever.

 
 
 
 
 
 
Facebook
Del på facebook

Jannie Elisa Fjorside

Skribent
Se Jannies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind