Højskolesangbogen Det Kongelige Teater | Danmarkskanon

Kan højskolesangbogen redde os?

ArtikelSceneSkrevet af: Sofie Maj Thomsen18. dec 2016

Det Kongelige Teater leverer med forestillingen Højskolesangbogen et levende supplement til den omdiskuterede Danmarkskanon

En kold tirsdag morgen i december kan man på Københavns Hovedbanegård møde den afgående kulturminister Bertel Haarder. Han deler små hæfter ud med det endelige resultat af den Danmarkskanon, der har været undervejs længe.

300.000 danskere har hjulpet kulturministeriets embedsværk med at udpege emner som: frisind, foreningsliv og frivillighed, hygge, velfærdssamfundet, tillid, den kristne kulturarv. Vores særlige, almengyldige danske værdier, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det Kongelige Teaters bud på danskhed

Fortsætter man igennem indre by og drejer til højre ned mod Kongens Nytorv finder man en anden stor institution, der har et bud på danskhed. I det Kongelige Teater spiller forestillingen Højskolesangbogen, der handler om alle de typer, vi kender i vort land.

Vi møder evighedsstudenten, det midaldrende par på efterløn fra Høje Taastrup i det matchende joggingsæt, renovationsarbejderen fra jobcenteret, kommunalpolitikeren fra Hirtshals, livstilscoachen fra Tisvilde og den let fordrukne julemand fra Bilka. Det er nytår 2020 og denne lille forsamling ærkedanskere er de eneste overlevende efter en verdensudslettende dødbringende epidemi.
Hr. og Fru Jensen
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald

På scenen ses resterne af årets sidste dags festligheder, sølvguirlanderne glimter i siden, og konfettien ligger spredt ud på gulvet foran den tømmermændsramte, forvirrede gruppe mennesker, der stirrer blankt ud i luften mens de langsomt, men insisterende synger: ’Der er et yndigt land, det står med brede bøge’. Over dem på scenen bliver vi fortalt på skrift, at det nu står til disse otte mennesker at få Danmark til at genopstå.

Læs også: VI SKAL IKKE VÆRE BANGE FOR DET BANALE – Svantes lykkelige dag på Nørrebro Teater

Bevæbnet med blå sangbog og kulturskat

Deres våben er en blå sangbog med vores danske kulturskat på melodi, tilsat en god dosis bløde veloursofaer, kaffe på kanden, kryds og tværs, et bredt hæklet tæppe med patchworkmønster, og kolde grønne Tuborg fra Bilkaposen.
Lettere retarderet julemand fra Bilka: Den jomfruelige pacifist. Let påvirkelig og omskiftende, men grundlæggende glad og ønsker det bedste for alle. Håbløs romantiker in spe, men uden evner i den retning.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald
Vi kender alle sangene i den blå sangbog, men vi kender dem ikke, som de synges på det Kongelige Teaters scene.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald

Det kunne lyde som en hyggelig affære at få genoprettet danskheden med sådanne remedier, men selv ikke klodens sidste otte homo sapiens kan se sig fri fra livskriser, trekantsdramaer, jalousi, livslede, skænderier og ulykkelig kærlighed. Med Højskolesangbogen som ledestjerne følger vi det danske folk gennem livets op og nedture, indtil der igen findes hjem til roen med ’Vær velkommen i Herrens år’, en ny nytårsaften med håb, tilgivelse og omfavnelse.

Læs også: OVERVÅGNING TIL VI PASSER IND I SAMFUNDET


Vi kender alle sangene i den blå sangbog, men vi kender dem ikke, som de synges på det Kongelige Teaters scene for tiden. Forestillingens nyfortolkning af alle de kendte melodier giver det velkendte dybde og kompleksitet, ligesom en ny stædig fremføring af melodiernes ordlyd bevirker, at man lytter til teksterne, som var det første gang man hørte dem alligevel. Den første gang jeg så dig kan både synges muntert og hyggeligt i sofaen under en kryds og tværs, men når andet vers synges i sensuelt slowmotion af den søgende barnepige, der skaber splid hos ægteparret i sofaen, får det en anden dyster klang.

Svineavleren fra Nørre Nebel er den selvudnævnte leder. Elsker traditioner, opmærksomhed og Miss Danmark. Hader alt som står i vejen for hans plan om at vinde kronen, pigen og hele kongeriget.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald
Livsstilscoach fra Tisvilde er tidligere mor. En fortvivlet sjæl, ingen vil tage sig af. Hun leder efter livet, men finder det aldrig.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald
Sange er ikke kun sange; de er deres tempo, deres udtryk, deres situation og deres tid. Når én af de mere alvorlige og tungsindige melodier, vi har, om en rose, der skyder op af en frossen jord, synges i croonerudgave af en fordrukken julemand med en blå Bilkapose i hånden, så oplever man pludseligt noget morsomt ved den sang.

Danmarks religion er fællessang

I Italien har de pizza og katolicismen, i USA deres præsident og i Frankrig deres croissanter og paté. I Danmark har vi vores fællessang - og vores forhold til den har også karakter af noget religiøst.

Her finder vi noget af det, kulturministeren har forsøgt at samle i ti bud. Og det er ikke kun fordi, der måske ligger noget større demokratisk velfærdsagtigt i at lade sin egen stemme transcendere ud i en fælles klang, det er også det, vi synger om:

”Det er så yndigt at følges ad – livet er en morgengave, der er øller i min mave – Nina er gået i bad, jeg spiser ostemad – om lidt er kaffen klar.

Vi insisterer i vores fællessang på meningen med hverdagen og at lykken har noget at gøre med det ukomplicerede og nærværende. Måske er det derfor vi gang på gang kåres til verdens lykkeligste folk? At vi ikke forbinder lykken med noget særligt uopnåeligt?

Jeg vil enes med hinanden – og mig selv og ha’ det godt

I anden akt har julemanden giftet sig med livsstilscoachen og evighedsstudenten er blevet gravid med den middelaldrende midtvejskrisefamiliefar i joggingsættet. Hans kone i det matchende sæt er skubbet ud af sofaen og står forladt tilbage. På scenen er der kaos.

Kommunalpolitikeren slæber rundt på sin døde mor, og en forhenværende Miss Danmark ser mere og mere forslået ud, med den sorte mascara løbende ned af kinderne. Julemanden fra Bilka er dog stadig let på tå og takket være ham kan forsamlingen finde hinanden igen i en hyggelig omgang ølstafet. Der går dog ikke længe før den lurende kaos bryder løs igen, og det danske folk vrider sig i smerte på sofaerne på scenen, mens nogen af dem i vrede og afmagt smider tøjet.
Miss Danmark fra 1998 er det dramatiske dukkebarn. Ønsker, alt var ligeså lyserødt, som det var i 1998. Tror på lykke, harmoni og hygge. Bliver midtpunkt i et destruktivt trekantsdrama.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald
Der er kærlighed og sorg, liv og død, varme og kulde i Højskolesangbogens sange. De kan trøste, og de kan forene.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater – Natascha Rydvald

Til tonerne af Se nu stiger solen overværer vi det danske folk stå igennem ægteskabskriser, fødsler, ensomhed og tabte drømme. I næste øjeblik bryder forsamlingen ud i Halfdan Rasmussens Noget om helte, hvor en linje gentages: “Lad al verden slå for panden – og bekæmpe spe med spot – jeg vil enes med hinanden –og mig selv og ha’ det godt." Det danske folk er blevet genfødt og ved opvågning heldigvis blevet enige med hinanden om at alle kan begå fejl, og intet er så slemt at det ikke er godt for noget.

Læs også: DIGTEREN FESTER MED SINE FANTASIVENNER

Vi må kæmpe for det land

Der er ingen dialog og direkte tale i forestillingen Højskolesangbogen. I stedet er de næsten tre timer fyldt op med en perlerække af de kendte sange fremført på nye overraskende måder. Hviskende, råbende, i kor og i solosang - og en gang i mellem med publikum som medsangere.

Der er kærlighed og sorg, liv og død, varme og kulde i sangene. De kan trøste, og de kan forene. Én af de mest gribende symfonier på scenen er dog ikke en sang fra højskolesangbogen, men en flerstemmig, langsom og skærende udgave af Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen, side om side. Aldrig har det lydt så dybt og intenst, når nogen synger fra en sofa: “Vi må kæmpe for det land, vi er er de danske Roligans."

Danmarkskanon med levet liv

I Højskolesangbogen har vi en Danmarkskanon, en interaktiv tekst, der får det levede liv med. Kulturministeren udleverede 10 værdier på skrift på hovedbanegården for nylig, men med Højskolesangbogen (både den blå bog og forestillingen) finder vi endnu flere end dem.

I den allersidste scene regner det ned på scenen. Alligevel synger det drivvåde danske folk videre med høj røst. En sådan scene siger både noget om en ukuelig mentalitet og optimisme og om et særligt fællesskab, der består trods udfordringer udefra. I forestillingen får man glimtvis troen på det gode og følelsen af fællesskab tilbage.

De danske værdier kan præsenteres på mange måder. I det Kongelige Teater leveres et levende supplement til den omdiskuterede Danmarkskanon, med dets nuancerede og komplekse bud på både det gode og det svære i det danske liv.
Facebook
Del på facebook

Sofie Maj Thomsen

Skribent og anmelder
Sofie Maj Thomsen er uddannet cand. mag i oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet med speciale i brugerinddragelse i kulturlivet. Hun er optaget af hvordan inddragelse bruges til at forny kulturinstitutionerne og hun har blandt andet bidraget med forskning indenfor dette emne til Moesgaard Museums etnografiske afdeling. Hun har boet i Madrid hvor hun tog sit sidefag i kunsthistorie. Sofie har desuden også været involveret i landsbyudviklingsprojektet 'Kunst i Selde', samt skrevet artikler om avantgardekunstens betydning for brugerinddragelse i dag.
Se Sofies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind