Turnéaktuelle Kira Skov bearbejder sorg over tabet af Nicolai Munch-Hansen med nye sange

Kira Skov: Nye sange til Nicolai er et skridt videre

Musik Portræt Skrevet af: Chris Johansen 2017-09-15
Del på facebook
Facebook

Kira Skov: Nye sange til Nicolai er et skridt videre

Sangerinden Kira Skov har netop taget hul på sin første musikalske turné efter tabet af ægtefællen Nicolai Munch-Hansen tidligere i år. Vi har mødt hende til en snak om at skabe mening ud af det meningsløse og om, hvor stor en hjælp musikken er i den proces

“Når noget så meningsløst sker, har man behov for at skabe en eller anden form for mening ud af det. Der er en nødvendighed i det. Og det kan måske blive en lille sejr over døden”.

Kira Skovs ord er alvorlige, triste, men alligevel klarsynede og latent optimistiske. Det samme gælder for blikket i hendes øjne.

I slutningen af februar skete det ubærlige. Dét som ingen skuldre kan bære. Nicolai Munch-Hansen, Kira Skovs mand, døde blot 39 år gammel. Både i musikken, på scenen og i privaten var de livspartnere. Og sammen har de sønnen Morgan på fem år.

Efter den pludselige tragedie blev alt forståeligt nok sat på standby. Også Kira Skov og Maria Fausts album In the Beginning, der er indspillet i en forladt, estisk kirke og skulle være udkommet i februar, fik udskudt sin releasedato til maj måned. Samme måned tog de to for første gang ud for at spille sangene fra albummet, der bærer nærmest profetisk mørke og melankoli i både sangtekster og musikkens jazzede og messende klang.
Foto: Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Sangerinde Kira Skov er for tiden på turné med pianist Nikolaj Hess.
Foto: Foto: Anna Petri
Se store billeder her →
Kira Skov og Nikolaj Hess spiller både Kira Skovs egne numre og covernumre af bl.a. Billie Holiday og Bob Dylan.

På landevejen igen

For tiden danner Kira Skov dog musikalsk duo med pianisten Nikolaj Hess, som hun har kendt gennem adskillige år og tidligere arbejdet sammen med. Sammen spiller de rundt om i landet frem til begyndelsen af oktober. Og faktisk føler Kira Skov, at det hjælper hende gennem sorgen at være på turné.

“Mig og Nicolai arbejdede sammen, spillede musik sammen, rejste sammen, levede sammen. Det er en amputering på alle niveauer, at han ikke er her mere. Men det føles godt og rigtigt at spille koncerter igen. Det er en stor del af mig, som altid har været der, så det giver en følelse af, at noget af mig stadig er intakt. Der er noget, der ikke er gået i stykker. Og det tror jeg er en vigtig følelse at have, når man står i så stor en sorg,” fortæller Kira Skov.

Konceptet for turnéen er enkelt: Nikolaj Hess spiller klaver, og Kira Skov synger. Et intimt og nærværende live-setup, hvor både egne sange og covernumre fremføres i afpillede, men stærke udgaver.

“Det er en anden disciplin at optræde på den her måde. Man kan komme meget mere ind i sangenes historiefortælling, når man skræller så meget væk. Normalt er der så mange effekter og lyde, man kan gøre brug af, men det kan vi ikke gemme os bag her,” siger Kira Skov, der foruden egne numre også synger sange af blandt andre Leonard Cohen, Billie Holiday og Bob Dylan på turnéen.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kira Skov og Nikolaj Hess fremfører et intimt og nærværende live-setup.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kira Skov har skrevet nye sange til og om sin mand, Nicolai Munch-Hansen.

Måtte skrive nye sange til Nicolai

På turnéen når Kira Skov og Nikolaj Hess forbi København, Odense, Aalborg og en række af landets mindre byer. Også Aarhus har haft besøg, hvor det den 6. september var Skt. Lukas Kirke, der blev forvandlet til koncertsal.

I kirkens smukke, lyse rum fremførte duoen sange, der rørte ved hele følelsesregistret. Få formår som Kira Skov at skabe stemninger og billeder med sin stemme, og med den mørke, let hæse vokal bliver man taget fra tilrøgede jazzklubber til sorgen og savnets mørkekamre, men også til håbets lysninger.

På turnéen lader hun helt nye sange få plads på sætlisten. Numre som Soul on the Ceiling og The Basement er skrevet som smukke hyldester til og for nu afdøde Nicolai Munch-Hansen.

Og det tog ikke Kira Skov længe at indse, at hun måtte skrive de nye sange.

“Det kom meget hurtigt til mig, at jeg skal skrive sange til Nicolai og om ham. En skrev jeg hos Nicolais forældre, hvor jeg sad i det soveværelse, vi altid sad i. En anden kom til mig, efter jeg var taget alene ud på landet for at skrive koncentreret. Jeg har tit været der alene, så på den måde var der ikke nogen, der manglede. Men det blev mere og mere intenst, fordi ensomheden og følelserne langsomt trådte ind,” fortæller hun.

Kira Skov siger også, at det har en form for helende effekt på hende at skrive de nye sange.

“Jeg tror, det er meget vigtigt at gå ind i sorgens rum og give det den opmærksomhed, det skal have. Sangskrivningen kan også være en fremdrift i dig selv, som du værner om og plejer, når du står i sorgen. Det er en måde at give mening til det meningsløse på”.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
I Skt. Lukas Kirke fremførte Kira Skov bl.a. de nye sange Soul on the Ceiling og The Basement.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kira Skov siger, at det midt i sorgen har en helende effekt på hende at skrive og fremføre de nye sange.

Var dét virkelig det?

For Kira Skov er det altid specielt at give koncerter som den i Skt. Lukas Kirke. Der opstår en særlig ambiance i kirkerummet, mener hun. Men derudover er hun faktisk ikke tæt knyttet til den danske folkekirke.

“Jeg vil ikke sige, at jeg er kristen. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret, og jeg har aldrig følt det presserende at skulle forholde mig til tro før nu. Men jeg har kontakt med en præst, og man kan vel kalde ham for min sjælesørger, for jeg har brug for at snakke med nogen om det hele i et større perspektiv,” fortæller hun.

Hun er blevet mere spirituelt søgende efter mandens død. Særligt fordi det er så svært at forestille sig, at dét bare var det.

“Hvordan kan man elske på den måde og have så meget energi sammen, og så pludselig er den ene væk for altid? Det kan jeg ikke forstå. Men jeg har heller ingen svar på, hvor han så er”.

I sin søgen efter svar åbner Kira Skov også op for, at fortællingen om verden kan være en helt anden end den, hun er opvokset med her i Danmark. Hun har blandt andet læst meget i Den tibetanske dødebog, som er en buddhistisk tekst, der fungerer som praktisk vejledning ved dødsfald og sikrer, at den døde blandt andet får hjælp til at erkende sin situation og vejledning til sin reinkarnation.

“Jeg er generelt interesseret i, hvad folk tror. Noget af det dragende ved Den tibetanske dødebog er, at den rummer en meget anderledes livsanskuelse, end vi typisk har her i Danmark. Tankerne i den er fascinerende. Og det giver mig en trøst og et håb, at der er så mange måder at anskue livet på og være i verden på. Man kan tage alting op til revision, når man bliver kastet ud i en livskrise af den her kaliber,” siger Kira Skov.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kira Skov er blevet mere spirituelt søgende efter sin mands død. Bl.a. læser hun i Den tibetanske dødebog.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Til december tager Kira Skov i studiet med John Parish for at indspille et nyt album.

Nyt album indspilles til vinter

Tidligere har Kira Skov indspillet album så forskellige steder som Island, i en canadisk skov og altså senest i en estisk kirke. Og hun mener, at der er meget kreativitet at hente i at opholde sig væk fra vante omgivelser eller i et smukt rum som kirkerummet.

“Man isolerer sig og er fuldstændig i skabelsesprocessen. Man kan forsvinde fra alt, der ellers fylder noget, og det virker godt for det endelige resultat”.

Og snart starter en skabelsesproces igen. Hun har allerede skrevet flere sange til og om sin mand, og når turnéen er færdig, bliver de sidste færdiggjort. Derefter er det planen, at Kira Skov til december skal indspille et nyt album med John Parish, som tidligere har produceret flere af hendes soloalbum.

“Jeg har sørget for at lave en plan. Det er en måde at have noget at se frem til på. Det føles vigtigt for mig at lave den plade, og jeg tror, det bliver godt at få alle de følelser og den historie placeret et sted og lagt ned i en kasse. Jeg tror, det bliver et skridt videre for mig”.

Fakta:

Kira Skov fik sit gennembrud med bandet Kira and the Kindred Spirits, som eksisterende fra 2001-2007. De nåede at udgive tre album.

Hun udgav sit solo-debutalbum The Rain Train, the Meadow, the Freeway and the Shadows i 2008. I alt er det blevet til fem soloalbum, senest May Your Mind Explode a Blossom Tree fra 2015.

Det er desuden blevet til flere musikalske projekter sideløbende med solokarrieren, blandt andet albummet The Cabin Project fra 2014 med Marie Fisker og senest albummet In the Beginning med Maria Faust fra 2017.

Kira Skov og Nikolaj Hess kan fortsat opleves på følgende spillesteder:

15. september – Huset, Aalborg (huset.dk)
16. september – Rampelys, Silkeborg (rampelys.dk)
17. september – Sønderborghus, Sønderborg (sonderborghus.dk)
21. september – Nygadehuset, Åbenrå (nyhadehuset.dk)
22. september – Tobaksgaarden, Assens (tobaksgaarden.dk)
23. september – Tøjhuset, Fredericia (tojhuset.dk)
23. september – Kulturstationen, Vanløse (kulturstationen.kk.dk)
28. september – Badeanstalten, Slagelse (slagelse-musikhus.dk)
29. september – Gjethuset, Frederiksværk (gjethuset.dk)
30. september – DR Koncerthuset, København (drkoncerthuset.dk)
1. oktober – DR Koncerthuset, København
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: