Komponist Kasper Staub improviserer debutkoncert fra konservatoriet i Musikhuset Aarhus

Koncertdebutant Kasper Staub har overraskelse i ærmet til Musikhuset Aarhus' publikum

Musik Portræt Skrevet af: Chris Johansen 2017-09-20
Del på facebook
Facebook

Koncertdebutant Kasper Staub har overraskelse i ærmet til Musikhuset Aarhus' publikum

Sangskriver, komponist og pianist Kasper Staub afslutter sin uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium med debutkoncert i Musikhuset Aarhus. Til koncerten har han en særlig overraskelse til publikum

Når Kasper Staub den 26. september debuterer som komponist i Musikhusets Lille Sal, bliver det på usædvanlig vis. Publikum bliver nemlig vidne til en improviseret koncert, hvortil intet er forberedt på forhånd.

“Jeg debuterer som komponist, så jeg prøver at sætte kompositions-ideen på spidsen ved at være komponist til selve koncerten,” fortæller Kasper Staub.

Dermed er der lagt op til en anderledes koncert-oplevelse for publikum, der altså vil høre sange opstå i nuet på den særlige aften, der markerer afslutningen på Kasper Staubs uddannelse fra solistklassen på konservatoriet.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kasper Staub debuterer som komponist med en improviseret koncert i Musikhuset Aarhus.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Koncerten i Musikhuset Aarhus d. 26. september markerer afslutningen Kasper Staubs konservatorieuddannelse.

Publikum ikke garanteret god koncert

Foruden at være solo-artist, spiller Kasper Staub også i Kasper Staub Trio og bandet Lowly. De to grupper spænder vidt genremæssigt, men bevæger sig indenfor henholdvis jazz og indie pop. Til den improviserede koncert i Musikhuset Aarhus henter han da også hjælp fra to af musikerne fra sidstnævnte gruppe i skikkelse af Soffie Viemose og Steffen Lundtoft.

“Nogle gange er det godt, når man ikke er for mange i en kreativ proces. For jo flere man er, jo mindre ansvar har man. Men færre end tre ville være for begrænsende for vores muligheder under koncerten. Derfor har jeg valgt de to,” fortæller Kasper Staub.

Selv vil Kasper Staub primært spille på synthesizer under koncerten, mens Soffie Viemose og Steffen Lundtoft vil bidrage med henholdsvis vokal og trommer. De kan ikke sige, hvilken genre koncerten musikalsk vil munde ud i, og faktisk vil Kasper Staub heller ikke garantere, at det bliver en god koncert.

“Den største udfordring er, at jeg ikke kan garantere, at det bliver en god koncert. Havde jeg skrevet sangene hjemmefra, ville jeg kunne planlægge en god koncert, men det kan jeg ikke her. Min opgave er at gå på scenen med et afklaret forhold til, at det ikke nødvendigvis bliver en god koncert”.
Foto: Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Foruden solo-koncerter spiller Kasper Staub også i grupperne Kasper Staub Trio og Lowly.
Foto: Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Til koncerten i Musikhuset Aarhus får Kasper Staub musikalsk hjælp fra to af medlemmerne fra Lowly.

Allerede succes i England

Selvom koncerten kaldes en debut-koncert, er der langt fra tale om Kasper Staubs første tur på en scene. Termen 'debut-koncert' bruges kun som indikation for, at det er hans første koncert som uddannet solist i rytmisk komposition.

Gennem tiden er det blevet til mange optrædener med blandt andre Kasper Staub Trio og bandet Lowly, der allerede har givet koncerter i England og desuden udgav deres debutalbum Heba tidligere i år.

“Vores musik er måske mere eksperimenterende end det, der typisk slår igennem i Danmark. Men Lowlys lyd har ramt et publikum i England, hvor vi turnerer jævnligt. Vi spiller for helt unge mennesker og for folk på over 50 år, så det er et meget broget publikum, vi har derovre. Men det er kun fedt,” fortæller han.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kasper Staub og bandet Lowly har allerede været på flere turnéer i England.
Foto: Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kasper Staub udgav i 2016 soloalbummet Aisle Arch Attic.

Helt i orden at begå fejl

Lowly er Kasper Staubs primære musikalske projekt. Og selvom han først nu afslutter sin konservatorieuddannelse, underviser han også i musik både på Det Jyske Musikkonservatorium, Musikalsk Grundkursus i Aarhus og en musikskole.

Når han underviser, vil han gerne gøre eleverne opmærksomme på, at det er i orden at begå fejl.

“Jeg vil gerne have, at vi kan være os selv og kan begå fejl. Det er værdier, jeg gerne vil repræsentere og have mine elever til at tro på. Jeg vil gerne have, at vi kan vise, hvem vi er,” siger han.

Det ligger altså ikke Kasper Staub fjernt at opsøge situationer, hvori fejl er velkomne og sagtens kan bestå. Således også koncerten i Musikhuset Aarhus.

“Hele præmissen er, at jeg ikke har nogen forventninger og ikke er bange for at lave fejl. Der er gode chancer for, at koncerten bliver middelmådig, hvis vi ikke går helt ind i det. Men essensen af det er, at jeg ikke må have nogen forventninger”.

Fakta

Kasper Staub udgav i 2016 soloalbummet Aisle Arch Attic.

Sammen med Kasper Staub Trio har han udgivet to album. Kasper Staub danner trioen sammen med Jens Mikkel og Anders Vestergaard.

Lowly udgav tidligere i år debutalbummet Heba på det engelske pladeselskab Bella Union. Bandet består af Kasper Staub, Nanna Schannong, Thomas Lund, Soffie Viemose og Steffen Lundtoft.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: