Carl Emil Petersen er aktuel med album og turné, vi mødte ham i Musikhuset Aarhus

Albumaktuelle Carl Emil Petersen: “Sangskrivning er ofte hårdt arbejde”

Portræt-interviewMusikSkrevet af: Chris Johansen21. sept 2017

Carl Emil Petersen er aktuel med både soloalbum og danmarksturné på trapperne. Og så har han lige været på mini-turné med koncert-arrangementet Digte & Lyd. Vi mødte ham lige inden lydprøverne i Musikhuset Aarhus

Det er blot et halvt år siden, at Carl Emil Petersen og de øvrige medlemmer af det populære rockband Ulige Numre gik hver til sit. Siden bruddet har han brugt tiden på at indspille soloalbummet Natradio, der sendes på gaden den 6. oktober og følges op med en danmarksturné.

Men inden det går i luften, viede han i september måned fire aftener til arrangementet Digte & Lyd. Fire aftener i selskab med blandt andre forfatterne Naja Marie Aidt, Caspar Eric og Jørgen Leth, hvor ord og musik smeltede sammen med skiftevis oplæsning, musik og en kombination af de to. Til Carl Emil Petersens optræden var han dog blot i selskab af sin akustiske guitar.

“Jeg synes, det er enormt sjovt at spille selv. Det er en gammel, ædel disciplin, hvor det handler meget om dit materiale og leveringen af det. Der er ingen tricks, og det føles som at komme helt ind til sangens kerne,” fortæller Carl Emil Petersen, der til arrangementet både spillede sange fra Ulige Numre-repertoiret og helt nye fra det kommende album.
Carl Emil Petersen gav koncert til arrangementet Digte & Lyd i Musikhuset Aarhus den 15. september.
Foto: Line Beck
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Det er blot et halvt år siden, at Carl Emil Petersen og de øvrige medlemmer af det populære rockband Ulige Numre gik hver til sit.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

En drengedrøm at møde Jørgen Leth

For Carl Emil Petersen har det været lærerigt at finde ud af, hvilke af de nye sange, der fungerer godt live. Men også mødet med forfatterne har været spændende. Det har medfødt interessante samtaler om kunst, og særligt mødet med Jørgen Leth var en speciel oplevelse for Carl Emil Petersen.

“De er alle dygtige litterater. Det er et hårdt hold at være en del af. Inden koncerten i Aarhus spiste jeg pariserbøf med Jørgen Leth, og det var en drengedrøm at møde ham og snakke om cykelsport. Jeg har lyttet meget til ham – både hans spoken word, men også hans meninger, og jeg elsker ham også som æstetiker og debattør”.

Og selvom Carl Emil Petersen har nydt at være afsted som gruppe med Ulige Numre, synes han også, at det er spændende at være ude på egen hånd til arrangementer som Digte & Lyd.

“Med bandet var det jo lidt et eventyr, når man er nogle unge rockdrenge ude på tur. Det er oplevelser, man deler med hinanden. Men det er også sjovt at være ude på egen hånd som i aften bare med en guitar. Man skal helt selv styre slagets gang, og det er enormt spændende,” fortæller han.
Carl Emil Petersens soloalbum Natradio sendes på gaden den 6. oktober.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Albumsinglerne Liv før døden, Skærgården, Natradio og Finale på et filmset har allerede set dagens lys.
Foto: Line Beck
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Ingen regler i sangskrivning

Når Carl Emil Petersen selv skriver sange og sangtekster, er det ofte med improvisationen som katalysator. Han bliver mest inspireret af de brudstykker, han undervejs improviserer, og en melodi eller tekstbid kan sætte ham i gang med en sang og give ham motivation til at færdiggøre den.

Men ellers følger han ingen regler.

“Der er ingen regler i sangskrivning, og det gør det nogle gange lidt svært. Man skal sætte hjernen i et andet gear, hvor tankerne kan flyde frit. Men så er der også hårdt arbejde. Man hører så meget om inspiration, men jeg synes, at inspirationen kommer mest af at arbejde rigtig meget med en sang”.

Han skriver udelukkende sangtekster på dansk. Sådan var det i Ulige Numre, sådan er det på det nye album, og sådan bliver det nok også fremover.

“Vi har det sprog, vi har. Og jeg synes ikke, det er en begrænsning at skrive på dansk. Når jeg skriver sangtekster, går jeg efter at finde den rette balance mellem noget, der er folkeligt, helt nede på jorden og noget elitært. For det kan godt være irriterende, hvis man skriver i et helt andet sprog end det, folk bruger og omgås”, fortæller Carl Emil Petersen.

Han udelukker dog ikke helt at skrive på engelsk engang i fremtiden.

“Jeg tror ikke, jeg ville være god nok til det, må jeg indrømme. Jeg kan ikke selv forestille mig at udgive det, men det kan da godt være, at jeg en dag skal skrive en sang for en anden artist på engelsk”.
Til koncerten i Musikhuset Aarhus spillede Carl Emil Petersen både sange fra Ulige Numre-repertoiret og helt nye sange.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Efter albumudgivelsen tager Carl Emil Petersen på turné. Den starter 26. oktober i Hillerød.
Foto: Foto: PR-foto / PDH Music - Søren Solkær

Soloalbum og turné på trapperne

Carl Emil Petersens soloalbum Natradio udkommer den 6. oktober. Singlerne Liv før døden, Skærgården, Natradio og Finale på et filmset har allerede set dagens lys, hvoraf de to førstenævnte er produceret i Los Angeles hos The Raveonettes-frontmand Sune Wagner.

Selv håber han, at albummet bliver taget godt imod, og at folk tager sangene til sig.

“Jeg håber, den kommer til at få samme betydning som de andre plader, og at folk får tilhørsforhold til sangene, lærer dem og fortolker dem i skolen. Jeg bliver enormt stolt, når musikken kan brede sig ud og være mere end noget, der bliver spillet på radiokanalerne og YouTube,” siger han.

Og kunne man lide Ulige Numre, er der en god sandsynlighed for, at de nye sange også falder i god jord, mener Carl Emil Petersen.

“Jeg håber, at folk forstår, at det er en videreførelse af det arbejde, jeg lavede med Ulige Numre. Man kan kalde det en debutplade, men for mig er det egentlig min fjerde. Musikken er ikke meget anderledes, men jeg har haft mulighed for at producere på en lidt mere moderne måde end med det gamle band”.

Efter udgivelsen tager han på turné med start på Klaverfabrikken i Hillerød den 26. oktober. Og det er helt bevidst, at Carl Emil Petersen går efter de mindre spillesteder på sin første soloturné.

“Vi giver folk muligheden for at komme ind og høre sangene på de små steder, hvor man kommer helt tæt på. Der er en sitrende energi i at være helt tæt på et band, som jeg selv godt kan lide. Det håber jeg også, at publikum kan”.

Fakta

Carl Emil Petersen gav koncert til arrangementet Digte & Lyd i Musikhuset Aarhus den 15. september.

Hans soloalbum Natradio udkommer den 6. oktober.

Efterfølgende tager han på turné og spiller følgende steder:

26. oktober – Klaverfabrikken, Hillerød
27. oktober – Bygningen, Vejle
28. oktober – Atlas, Aarhus
2. november – Studenterhuset, Aalborg
3. november – Gimle, Roskilde
10. november – Rampelys, Silkeborg
11. november – Lille Vega, København
17. november – Tapperiet, Køge
18. november – Kulturmaskinen, Odense

Lyt til singlen Skærgården her.
Facebook
Del på facebook

Chris Johansen

Kulturjournalist og redaktionsmedarbejder

Chris Johansen er uddannet cand.mag. i dansk og retorik fra Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation på Facebook. Han har tidligere skrevet for bl.a. Gaffa. Foruden musik er også litteratur og film store interesser, hvor Kafka, Houellebecq og Lynch er blandt favoritterne.

Se Chriss artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind