Team Teatret skildrer forfald i et hus, der skal rives ned

Forfald rammer Herning

Scene Artikel Skrevet af: Esben Holst Harboe 2017-04-10
Del på facebook
Facebook

Forfald rammer Herning

I Herning står et gammelt hus fra 1932. Det har været alt; lige fra bogtrykkeri, skjortefabrik til et rehabiliteringscenter for flygtninge. Til sommer rives det ned. Men inden murene ramler, danner huset rammerne for Team Teatrets forestilling Forfald.

På Silkeborgvej 65 i Herning står et stort gult hus med sortmalede ruder. Husets facade er slidt op og lukket om sig selv, den lille forhave uplejet og vild, og vidste man ikke bedre, kunne man snildt bilde sig selv ind, at huset var en ny rockerborg. I dette forfaldne hus spiller Team Teatrets forestilling Forfald.

Bygningen har set krig og ødelæggelse. Det har været rammen om storhed og fald. Om menneskeskæbner og forretningseventyr. Men nu er det et hus, ingen vil bo i.

Et forladt hus er ikke bare en tom skal, som irriterer vores øje. Det gemmer på historier. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle, om dem der engang boede der. Historier om lykke og kærlighed, om svære stunder og store beslutninger, om forfald, forventning og forsoning.

Forfald fortæller ét af de forladte huses historier – smukke og spændende historier fra husets fortid trækkes frem i lyset og sætter et nyt blik på forfaldets æstetik.

Foto: PR / foto: Team Teatret
Se store billeder her →
Silkeborgvej 65 i Herning er ét af de mange forladte huse i Danmark.
Foto: PR / foto: Team Teatret
Se store billeder her →
Forfald sætter fokus på forfaldets æstetik.

En præsident, der vil bygge en mur

Forestillingen tager udgangspunkt i flere slags forfald; både huset og det synlige forfald, men også i mennesket og det personlige forfald.

Instruktør Mikael Helmuth siger:

”Når jeg har arbejdet med forfald som tema, åbner det virkelig op for, hvor grelt det hele står til ude i verden, og det er både i det samfundsmæssige, men også i det menneskelige forfald. Det handler på en måde også lidt om, at der er kommet en ny præsident i verden, der vil bygge en ny mur. Vi ser, at vi lukker os om os selv mere end nogensinde før,” siger Mikael Helmuth.

LÆS OGSÅ: MENNESKER ER NOGLE FORBANDEDE AMATØRER, NÅR DET KOMMER TIL AT LEVE

Team Teatret har med overlæg valgt en eksperimenterende form til forestillingen. Mikael Helmuth forventer også at oplevelsen med at gå rundt i det forladte hus og opleve en forestilling, hvor der ikke er en scene vil kræve en del af publikum. Han regner med, at mange vil være forundrede, når de kommer ud fra forestillingen. Men han håber, at forestillingen vil få dem til at tænke over, hvad det er for en verden, vi lever i.

Han siger:

“Jeg håber lidt, at forestillingen får publikum til at tænke over de ting de læser og ser i nyhederne. Og jeg håber meget på, at de vil gå ud fra forestillingen og spørge sig selv, om det der sker lige nu i verden er noget, vi har set før, og om det er noget der nu igen at ved at gentage sig.”

Foto: PR / foto: Team Teatret
Se store billeder her →
Instruktøren Mikael Helmuth håber, at Forfald vil få publikum til at tænke over, hvad det er for en verden vi lever i.
Foto: Esben Holst Harboe
Se store billeder her →
Har vi før set det, der sker i verden lige nu?

Troværdigt skuespil helt tæt på

Undervejs i forestillingen bevæger publikum sig igennem 20 af husets 25 rum. En af de største udfordringer ved at spille skuespil i en masse små rum er, at publikum og skuespillere nærmest kommer til at ånde hinanden i nakken. Det har Mikael Helmuth taget som en god udfordring.

”I begyndelsen af 70’erne oplevede jeg som barn totalteater ude ved Gladsaxe Teater, hvor publikum gik rundt mellem skuespillerne i forestillingerne. Jeg syntes, det var vildt fascinerende, og det har altid været min drøm at have publikum helt tæt på,” siger han og går helt tæt på for at illustrere, hvor tæt det hele bliver.

”Men den tæthed gør jo også, at man skal granske sig selv både som instruktør og skuespiller, for hvor troværdig kan jeg være som skuespiller en halv meter fra mit publikum, når jeg ikke har den store scene og lyset?” spørger Mikael Helmuth.

 

 

Foto: PR / foto: Team Teatret
Se store billeder her →
I Forfald bevæger publikum sig igennem 20 rum i det forladte hus.
Foto: PR / foto: Team Teatret
Se store billeder her →
Under forestillingen kommer publikum og skuespillere nærmest til at ånde hinanden i nakken.

For at imødegå manglen på lys og scene, er det derfor afgørende for Mikael Helmuth, at der fra første møde mellem skuespillere og publikum er god kemi.

”Når du spiller skuespil så tæt på, som vi gør her, handler det om at skabe en god kontakt mellem figuren og publikummet, og det skabes lige fra det øjeblik, hvor de møder Anders Cornelius Zoffmann (hovedpersonen i stykket). Det er utroligt vigtigt at publikum bliver fortrolige med ham og virkeligt godt kan lide hans figur, så han kan få dem med rundt i huset,” siger Mikael Helmuth.

To år om at finde den perfekte ruin

Forestillingen har været to år undervejs. Den største udfordring har været at finde et faldefærdigt hus med charme og en historie, der bare ventede på at blive fortalt. For selvom der så ud til at være mange huse at vælge mellem, var nogle huse for medtagede, andre simpelthen for kedelige. Undervejs nåede nogle ellers perfekte huse til projektet også at blive revet ned.

”Det tog rigtigt lang tid at finde huset her. Når man får en opgave som den her, tænker man ”Nå ja, jeg har set masser af huse i forfald”, men pludselig er de der ikke mere. Der stod et hernede langs Silkeborgvej, som har stået her siden 1950erne, som vi også var oppe i, men to dage efter besøget blev det revet ned,” siger Mikael Helmuth.

LÆS OGSÅ: I TYSKE FILM ER FORTIDEN ANDET END ET KOLLEKTIVT SKYLDKOMPLEKS

Alle de rum, publikum går igennem har deres egen karakter, fra en klinisk hvid foredragssal, til et knaldrødt værelse, hvor bamser og tøjdyr hænger på væggene.

”Rent skuespilsmæssigt har vi haft mulighed for at bruge mange teknikker i dette stykke. Samtidig har vi også kunnet være ekstremt kreative med scenografierne. Vi skal jo opføre en scenografi til de 20 værelser, modsat en normal forestilling, hvor vi kan klare os med én. Det har været muligt at gøre lige, hvad man har lyst til med huset. For det skal rives ned, når forestillingen er forbi,” siger Mikael Helmuth.

Forestillingen er stadig under udvikling. Ifølge Mikael Helmuth, er de nok først helt klar med forestillingen små 24 timer inden, at showet går løs.

Fakta:

Forfald har premiere den 12. april og spiller frem til den 6. maj.

Se spilletider på Team Teatrets hjemmeside.

Forestillingen opføres som en del af kulturfestivalen Offroad 2017.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: