Menu
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få de seneste kulturnyheder, artikler, interviews og portrætter.

Ny triennale på ARoS skal sætte aftryk i Europa

Gigant udstilling på ARoS skal sætte aftryk i Europa

Kunst og Udstillinger Artikel Skrevet af: Marie Nyeng 2017-04-11
Del på facebook
Facebook

Gigant udstilling på ARoS skal sætte aftryk i Europa

Kunstmuseet ARoS vil med sin nye stort anlagte triennale sætte et aftryk i et Europa, som ifølge museumsdirektør Erlend G. Høyersten ændrer sig i en forkert retning. Første del af triennalen bugner af store internationale kunstnere

Det begynder at krible i rejselysten hos kunstinteresserede for at besøge Venedig, Kassel og senere på året Istanbul. Det er forår, men det er også snart biennalesæson. For udenforstående lyder det måske som interessante rejsedestinationer, men i kunstverdenen er de tre byer titler på de største kunstbegivenheder: Venedig biennalen, kvadrienalen Documenta i Kassel og den nye sværvægter indenfor internationale superudstillinger Istanbulbiennalen.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
I den tyske fotograf Thomas Struths billeder, møder naturen os som en mur.
Foto: Marie Nyeng
Se store billeder her →
Paul Delvaux Le rendez-vous d'Ephèse fra 1973.

Kunstmuseet ARoS melder sig nu også på banen i den internationale verden af kæmpe udstillinger med deres Triennale The Garden - End of Times, Beginning of Times. Triennale betyder på dansk en udstilling, som vil finde sted hvert tredje år.

Læs også: RODEN TIL ALT ONDT... - De 7 døssynder: en essayserie

Ny kunstinstitution i Danmark

Triennalen er en ny kunstinstitution i Aarhus, og man kunne spørge, om museet ikke er stort nok, som det er. Museumsdirektør Erlend G. Høyersten siger: “Der er plads og behov for en triennale, hvor man kan præsentere kunsten på en ny måde.”

Den første udgave af triennalen The Garden er delt op i tre afdelinger The Past, The Present og The Future. Den 9. april åbnede The Past på ARoS på to af museets etager.

Læs også: DE MANGE KØNS MUSEUM

Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Edvard Munchs Vinter ved Nordstrand fra 1900-01.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Med første del af den tredelte triennale viser ARoS udviklingen af menneskets forhold til naturen.

Historiske supernavne


Temaet i ARoS’ triennale er haven og menneskets forhold til naturen. Det er et velvalgt tema, da det er noget, alle vil kunne forholde sig til.

De fleste biennaler, triennaler og kvadrienaler beskæftiger sig med menneskets vilkår lige nu og præsenterer samtidskunst. ARoS er et museum med en historisk forpligtelse, og derfor gør de noget andet. De åbner triennalen med et historisk perspektiv, hvor de med 400 hundrede års højdepunkter indenfor naturskildringer viser menneskers forhold til naturen.

Det gør de med værker af kunsthistoriens helt store navne som Caspar David Friedrich, Edvard Munch, Paul Gauguin, Pierre-Auguste Renoir, Emil Nolde, Max Liebermann, Max Ernst og René Magritte.

På udstillingens ene etage går man gennem historiske skildringer af naturen, hvor man møder barokkens svulstige haveideal, den engelske have og Flora Danicas nøjagtige gengivelse af naturen. Erlend G. Høyersten har også taget maleren Nikolai Astrup med sig fra Norge, hvor han er en af de store. Han importerede planter til Norge, som han brugte i sine malerier i begyndelsen af det 20. århundrede.

Læs også: Interview forfatter Jesper Wung Sung - MENNESKER ER NOGLE FORBANDEDE AMATØRER, NÅR DET KOMMER TIL AT LEVE

Foto: Marie Nyeng
Se store billeder her →
Erlend Høyersten i Richard Longs A Crossing Place fra 1983.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Meg Websters Solar Grow Room fra 2016.

Europæisk kulturhovedstad og et europa under pres

ARoS har valgt at lancere triennalen i år, hvor Aarhus også er Europæisk kulturhovedstad og de ser den som et bidrag til det kunstneriske økosystem i Danmark og Norden. “Den er et forslag til, hvad vi kan gøre for kunsten, for at den kan få den respekt og plads, som den fortjener,” siger Erlend G Høysten.

Han ønsker at ARoS med Triennalen både kan spille en rolle i kunstverdenen men også i samfundet.

Dette perspektiv bliver tydeligere i udstillingens anden etage. Der hvor museets vartegn Boy plejer at sidde, møder man Per Kristian Nygårds skulptur Not Red But Green, som er en bakke med græs. Hele denne etage fokuserer på nutidens forhold til naturen og på, hvordan vi ikke kan styre den.

I Diana Thaters værk står vi midt i det forladte område omkring atomkraftværket i Tjernobyl. Her har naturen fået lov til at være vild siden den store ulykke i 1986. Når man går ind i værket, er man omgivet af levende billeder af vild natur. Og man ved, at naturen kun er vild, fordi mennesker har været nødt til at forlade området, fordi de ikke kunne styre atomkraften.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Per Kristian Nygårds Not Red But Green har indtaget Boys plads.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Olafur Eliasons Beauty er en menneskeskabt regnbue, som man kan gå igennem.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Darren Almonds Sometimes Still er meditativ og uhyggelig.
Foto: PR-foto / ARoS - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Diana Thater tager os med til den vilde natur ved Tjernobyl.

Kunst: Uundværlig del af samfundet

Det overvældende i naturen spiller også hovedrollen i Darren Almonds Sometimes, som også er en stor videoinstallation. En munk løber rundt i en japansk skov syv døgn i træk uden søvn for at opnå genfødsel. Værket er skræmmende og foruroligende, mens det samtidig er mystisk og meditativt. Munken løber messende afsted i hvidt tøj i den mørke nat, mens lyse træstammer flakker rundt omkring på de mange store skærme. Naturen er noget helt andet på denne etage end på den første. Nok kan den være fascinerende, som Olafur Eliason skildrer det i værket Beauty, men den er først og fremmest noget, vi kun kan forsøge at kontrollere.

De efterfølgende to dele af ARoS triennale, The Present og The Future, vil senere på året blive vist i byrummet og langs stranden. Når kunsten bliver flyttet ud af museet, vil den politiske dimension i ARoS’ projekt sikkert komme til at fylde endnu mere. Erlend G Høysten mener, at kunsten rent politisk er under pres, og at Europa bliver mere og mere polariseret, mens kulturinstitutioner er lette ofre for nedskæringer. Han siger:

“Vi ønsker derfor at gøre kunsten til en uundværlig del af samfundet, for hvis institutionerne sidder og venter for længe, så kan det være for sent for vores legitimitet, relevans og plads i samfundet. Med triennalen vil vi sætte et aftryk i et Europa, som desværre ændrer sig i en forkert retning.”

Fakta:

Triennalen The Garden har tre dele. De kan ses på følgende tidspunkter:

• The Past (på ARoS): 8. april til 10. september 2017

• The Present (i byrummet): 3. juni til 30. juli 2017

• The Future (langs kysten): 3. juni til 30. juli 2017



ET UDVALG AF KUNSTNERE I THE PAST:

Nicolas Poussin, Claude Lorrain, Antoine Watteau, Jacob Isaacksz. van Ruisdael, John Constable, Caspar David Friedrich, Edvard Munch, Paul Gauguin, Pierre-Auguste Renoir, Maurice de Vlaminck, Emil Nolde, Max Liebermann, Ernst Ludwig Kirchner, Paul Klee, Max Ernst, Jean Arp, René Magritte, Giorgio de Chirico, Robert Smithson, Joan Jonas, Richard Long, Diana Thater, Meg Webster, Olafur Eliasson, Damián Ortega, Darren Almond og Pamela Rosenkranz.

Se mere på ARoS hjemmeside

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg Kulturmagasinet Fine Spind på Facebook