Interview med Madame Nieslen om identitet, kunstnerlivet og litteratur

Jeg er først og fremmest bare et menneskeligt væsen

Litteratur Portræt Skrevet af: Marie Nyeng 2017-05-18
Del på facebook
Facebook

Jeg er først og fremmest bare et menneskeligt væsen

Han var engang Claus Beck Nielsen, så var han død, og så var han en udsendt fra Das Beckwerk. Madame Nielsen er en kunstner, der sætter hele sit liv og mange udgaver af sin egen identitet på spil

Madame Nielsen sidder i solen på Store Torv i Aarhus. Han eller hun, eller måske bare madame har netop skiftet fra den røde kjole, som han havde på, da han holdt en oplæsning for lidt siden til en mere afdæmpet nydelig jakke og nederdel. Læbestiften er stadig på plads på de smalle læber.

Som Madame Nielsen sidder der, er hun et kvindeligt væsen, en kunstner og forfatter, men også en musiker og et teatermenneske. Det er nu tre år siden Madame Nielsen udgav sin første bog som Madame Nielsen, Invasionen. Nu er hun aktuel med bogen Det højeste væsen, som er en kærlighedsroman. Men der var også en Nielsen før Madame manifesterede sig for verden.

Der var en Claus Beck Nielsen, der var en hjemløs Nielsen uden personnummer, og der var en begravelse på Assistenskirkegården. Efter det var der firmaet Das Beckwerk. Med andre ord har mennesket og kunstneren, som sidder der i solen, et helt spind af identiteter og kunstnerisk liv bag sig.

“Jeg siger aldrig, at jeg er kunstner. Jeg er selvfølgelig forfatter, når jeg skriver, og jeg er kunstner, når jeg former og formulerer. Men jeg er først og fremmest bare et menneskeligt væsen. Jeg er ikke medlem af en eller anden fagforening eller en eller anden bestemt scene. Det er absolut et bevidst valg.”
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Madame Nielsen spiller ikke en rolle, men undersøger sit potentiale som kunstner og menneske.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Madame Nielsen tilhører ikke en bestemt gruppe og afsky vi-følelser.
Madame Nielsen virker perfektioneret ned til mindste detalje i sin fremtoning. Og det skyldes nok netop, at Madame ikke er en påtaget rolle for hende.

“Jeg har ikke påtaget mig nogen identitet. Jeg tager selvfølgelig tøjet på udefra, men det gør jeg, fordi jeg kunne se, at der var et kvindeligt potentiale i mig. Det har jeg altid fået at vide, at der var. Da jeg var ung, troede folk jo, at jeg var bøsse. De tog det som en selvfølge, fordi jeg var sådan en feminin dreng; spinkel, køn og følsom.

Jeg insisterer bare på at udfolde det potentiale, jeg har, og lege med de muligheder, jeg har. At folde dem ud og undersøge dem og give mig hen til dem for alvor og med begejstring og glæde og sorg,” siger Madame Nielsen.

Det mest sølle er vi-følelse

Det er dog slet ikke sådan at Madame Nielsen føler sig som en kvinde i en mandlig kunstners krop. Hun er bare konstant i gang med at undersøge sit kunstneriske udtryk i verden, selve verden og sin egen måde at være i den på. For hende handler det aldrig om at komme til at høre til et bestemt sted.

“Jeg synes, at noget af det mest sølle er mange menneskers hang til at tilhøre en bestemt gruppe. Det kan også være de transseksuelles ønske om at være transseksuelle og de homoseksuelles interesse i deres eget homoseksuelle miljø. Alle de der underseksuelle grupper, som er kommet, er sådan en luksussamfunds-forkælethed.

Men vi må ikke glemme, at der er nogen, der ikke har lov til at udfolde et seksuelt potential, som de har, og det skal de selvfølgelig have lov til. På den måde skal der fandeme være frihed i verden.”
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Madame Nielsen holdt i begyndelsen af maj forfattergudstjeneste i Sankt Lukas Kirke i Aarhus.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
I 2015 besluttede Madame Nielsen at foretage en klassisk europæisk dannelsesrejse og vandrede gennem Europa til Danmark.
Madame Nielsen er helt sin egen og insisterer på at være det både som menneske og kunstner.

“Jeg vil ikke være med i en eller anden gruppe. Jeg er meget skeptisk overfor alle de her vi-følelser, fordi vi-følelser altid skaber en eksklusion; et de.

Der er dem, der siger “vi forfattere”. Det kunne jeg aldrig finde på at sige, jeg synes, det er noget mærkelig noget at sige, for så begynder folk også tit at udtale sig på andres vegne. “Vi forfatter, vi er jo meget enspændere.” “Vi forfattere, kan jo godt lide,” eller “hvordan vi forfattere arbejder.” Jeg arbejder sådan, som jeg arbejder.”

Hvad gør man efter sin egen død

Madame Nielsen har i meget høj grad blandet sit kunstneriske udtryk, sit arbejde, sin identitet og personlige historie sammen.

“Da jeg var en ansat i Das Beckwerk, var jeg jo ligesom ansat på fuld tid i livstid. Hvis jeg var på toilettet, var det også en del af værket. Og jeg vidste aldrig, hvornår det ene holdt op, og det andet begyndte.

Nu er det måske lidt anderledes. Men der er ikke klare grænser i mellem mit liv og mit arbejde.”

Opløsningen af Madames egen tidligere identitet kulminerede, da hun eller han erklærede sit oprindelige jeg, altså Claus Beck Nielsen for død.

“Da troede jeg også selv i lang tid, at jeg var død. Så fandt jeg ud af, at det ikke holdt, for der åbnede sig sådan et overtrosrum.

I den tid det varede, var det dejligt paradoksalt, at jeg stod, og tydeligvis var der, mens jeg sagde, at jeg ikke var der. Det var fint, men det må bare holde op på et bestemt tidspunkt, ellers bliver det også bare en identitet.”
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Alting må hører op på et tidspunkt - også et menneskes identitet.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Madame Nielsen er interesseret i mødet med andre mennesker.
Madame Nielsen mener, at den kulturelle offentlighed i Danmark er så indskrænket og konservativ, at det er svært ikke at komme til at hænge fast i en bestemt identitet eller rolle.

“Jeg forsøger bare hele tiden at flytte mig en lille smule. Nu er jeg Madame Nielsen, og det ønsker jeg at være til mine dages ende, så nu må vi se, hvordan det går med det,” siger hun, mens hun samtidig afslører, at hun er i gang med at undersøge, hvordan det måske kunne være at være en sort kvinde.

“Jeg kan godt lide de der gråzoner, at være i dem - også i mit møde med mennesker. Noget at det spændende ved at møde mennesker som et uvist køn og som et uvist væsen er den usikkerhed, som jeg skaber. Den er på en eller anden måde provokerende, fordi den kalder menneskene frem.

Den kalder reaktioner frem. Får menneskene til at reagere, så der opstår en kontakt, et møde, og det er det møde, jeg er interesseret i.”

At være midaldrende er for kedeligt

Madame Nielsen er en gammel dame, selvom hun er født i 1963. Det der med at være midaldrende er simpelthen for kedeligt. Godt nok mener hans/hendes 6,5 årige søn, at når far tager læbestift på, så er hans far en ung dame. Men som kunstnerisk væsen mener Madame Nielsen selv, at hun mere er i familie med den gamle Karen Blixen eller Suzanne Brøgger end med en ung kvinde.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Madame Nielsens anden bog som Madame Nielsen hedder Det højeste væsen.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Madame Nielsen forsøger ikke at være eller at lyde som nogen andre end sig selv, selvom man måske kunne tro det.

“Der er slet ikke noget forsøg på at lyde som Karen Blixen. Den Afrikanske farm er fantastisk, men jeg synes hendes fortællinger er rædselsfulde. Sproget i dem er rædselsfuldt. Jeg har ikke lyst til at skrive sådan. Det er hendes person og hendes karakter og de fantastisk ting, hun har gjort med sit liv, som jeg er meget inspireret af.

Med Suzanne Brøgger er det mere komplekst, fordi hun har udfordret hele historien og forestilling om kvinde og køn og magt og afmagt på en måde, der aldrig har kunnet passe ind i en skabelon. Det er den store inspiration. Når jeg skriver, forsøger jeg aldrig at lyde som nogen som helst anden.”

I Madame Nielsens seneste bog Det højeste væsen fortæller den mandlige hovedpersom om sit forhold til en solodanserinde og afhopper fra det kommunistiske styre i Rumænien.

Solodanserinden er kommet til København, hvor hun vil genoptage sin dans og være en del af den Kongelige ballet. Men det lykkes ikke. Hun er simpelthen af en anden skole, og derfostår hun uden på noget tidpunkt at have truffet et velovervejet valg om at flygte fra Rumænien nu i et nyt land uden sin kendte identitet.

Madame afbryder indimellem fortællingen, som også er vævet ind i beskrivelser af Nicola Ceausescu, som var Rumæniens kommunistiske leder fra 1965-1989. Madame Nielsen svæver på den måde over historien som en dekadent farmor.

Og en farmor er netop, hvad Madame Nielsen minder sig selv om. “Jeg minder mig om min egen farmor, og at minde om sin egen farmor betyder, at man både er gammel og gammeldags."

Fakta:

Claus Beck Nielsen, som Mdame Nielsen var engang, blev født i 1963. Er både forfatter, dramatiker, skuespiller og måske bare totalkunstner-

Blev uddannet ved forfatterskolen i 1993 og School of Stage Arts fra teatret Cantabile 2.

Har lavet soloforestillinger som Andy Warhol (opført i flere lande) (1995) og Teaterslagteren (Kaleidoskop, 1999) samt Ci-vi-li-sa-tion, opført på Det Kongelige Teater i 2000.

I 2000 erklærede Claus Beck-Nielsen sig død og blev til Claus Nielsen, en mand uden personnummer og hukommelse. Det skete med stor mediedækning og er siden beskrevet i selvbiografien Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003).

Læs mere om Madame Nielsen og tidligere Nielsner på:

The Nieslen Movement

Das Beckwerk Museums hjemmeside 


Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: