Tag plads i regnbuen på ARoS og oplev LightLens danseforestilling på gaden - Aarhus2017

Tag plads i regnbuen på ARoS og oplev danseforestilling på gaden

ArtikelAlt det andetSkrevet af: Clara Edgar13. juni 2017

Danseprojektet Lightlens vil få aarhusianerne til at genopdage deres by. Fra toppen af Regnbuen eller på jorden rundt om ARoS vil man kunne opleve dansere og følge deres rejse ud i den urbane scene.

På jorden rundt om ARoS vil en stor gruppe af uprofessionelle dansere bevæge sig til musik komponeret med Aarhus som inspirationskilde i opsætningen Lightlens. Danserne vil i flok bevæge sig fra startpunktet og gennem dele af byen. De vil tage deres tilskuere på en færd gennem gader og bygninger og bruge den urbane scene på helt nye måder. De vil vise dig byen, som du sandsynligvis aldrig har set den før, og gennem deres performance vil de genopfinde nysgerrigheden og glæden ved Aarhus.

Du kan nyde dem på afstand. Se dem rokke forbi dig. Følge dem fra start til slut. Opleve dem gennem regnbuens mangefarvede glas. Mulighederne er mange, men uanset, hvordan du vælger at opleve showet, vil du have mulighed for at få rykket dine grænser og ideer om, hvad byens rum kan.

Dansere ved prøverne til LightLens. Fra kickoff med Wayne McGregors dansere og lokale borgere.
Foto: Per Bille
Jasmine Wilson fra Studio Wayne McGregor og Ulla Gad fra Dansehallerne fortæller om LightLens
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Byens puls som inspirationskilde

Jasmine Wilson har arbejdet med dans i over tyve år og ser kunstformen som en måde at samle folk og presse deres grænser.

“Vi samler dansegrupper og giver dem mulighed for at blive en del af noget større. Vi skubber dem til grænsen af, hvad deres kroppe kan, og får dem til at performe væk fra den traditionelle scene, så publikums oplevelse af byens grænser også bliver skubbet,” siger hun.

Jasmine Wilson har tidligere arbejdet med Big Dance i London, hvor danserne indtog Trafalgar Square og gav publikum et spektakulært show. Ideen med at flytte dansen fra teatret og ud i byen var at give alle mulighed for at opleve, hvad dans kan, og hvordan byens arkitektur kan spille sammen med kunsten. For at få en fornemmelse for kulturhovedstaden tog Jasmine Wilson og de andre involverede på en opdagelsesrejse gennem centrum for at finde de rigtige steder til den urbane scene, de ville sætte.

“Vi gik rundt i byen for at finde steder, hvor danserne skulle performe, og uanset, hvor vi var, kunne vi se Regnbuen. Den er i sig selv et helt unikt kunstværk, og vi ville gerne smelte den sammen med vores projekt,” siger Jasmine.

Udsigten over byen gennem det røde, blå og grønne glas blev udgangspunktet for komponistens værk. Koreografien blev instrueret med tanke på publikums beskuende vinkel fra oven. Kostumerne er kreeret så danserne nemt kan identificeres på afstand. Publikum vil kunne se showet fra oven, men folk på jorden vil også kunne følge dansernes tur over fliser og græs.

Ideen er, at farver, steder og mennesker skal smelte sammen med byens udefinerbare følelse og fusionerer i en fest af liv og glæde.

Læs også: INTENS NÆRHED I PREMIERE PÅ AARHUS TEATER

Lightlens kan opleves fra Regnbuen på ARoS
Foto: Per Bille
Dansere ved prøverne til LightLens. Fra kickoff med Wayne McGregors dansere og lokale borgere.
Foto: Per Bille

Dansegrupper forenes og forener

Dansen er et samlingspunkt. En forening af musik, mennesker og sted. En sammensmeltning af individer til noget større end dem selv. Den skaber følelser hos dem, der udfører den. Den rører noget i dem, der ser den. Det er forunderligt, hvordan kombination af bevægelser og musik kan tale til os uden nogensinde at sige et ord. Det rammer noget i vores inderste og kan give os en fælles forståelse og holdepunkt.

Ulla Gad fra Dansehallerne har arbejdet sammen med Jasmin Wilson på projekt Lightlens. Hun forklarer, at det har været vigtigt for Dansehallerne at være en del af processen, for at give danske kunstnere mulighed for at udvikle sig gennem samarbejdet med den London-baserede gruppe. Samtidigt har det dannet grobund for, at dansen kan fortsætte i næste sæson, hvor der vil være shows i andre østjyske byer. Ulla Gad siger om processen:

“Vi vil gerne plante danseglæden hos folk. De kommende events bliver enkle og i mindre skala, men essensen er stadig at skabe nysgerrighed for byen og se den fra en ny vinkel.”

Bag Lightlens er en stor forsamling af komponister, koreografer, kostumierer og dansere fra forskellige dansegrupper i forskellige aldre og forskellig forhistorie med dans. På trods af forskellighederne mellem performerne, former et fællesskab sig.

Læs også: AROS VÆLTER BYEN OG NATUREN MED VERDENSSTJERNER

“De er alle sammen ambitiøse. Nogle er vant til dans. Andre er ikke, men deres engagement giver dem et fælles grundlag,” siger Jasmin Wilson.

Kærligheden til dans skaber grundlaget for et solidt fundament, som Jasmine Wilson og de andre bag projektet har kunnet bygge videre på. Med seriøsitet og ansvar er stenene langsomt blevet lagt, så grupperne er klar til at indtage stenene på Aarhus’ gader. Hun siger:

“Håbet er, at vi kan skabe noget for dem, der er med, de vil være stolte af, og se tilbage på og sige ’Jeg var en del af noget, og det var min fortjeneste, at det lykkedes.”

Jasmine Wilson fra Studio Wayne McGregor og Ulla Gad fra Dansehallerne fortæller om LightLens
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Dansere ved prøverne til LightLens. Fra kickoff med Wayne McGregors dansere og lokale borgere.
Foto: Per Bille
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Dansen starter ved foden af Aarhus. Hvor den ender, er det ikke til at sige. Men rejsen har forenet en gruppe af århusianere med passion for dans, og den vil trække alle, der ser dem, med ind i et univers af nysgerrighed og forundring. Lad dine øjne se. Måske vil du se danserne foran dig, og lade musikken overvælde dig for en stund. Måske går du derfra og er bare glad for at have været vidne til showet. Måske reflekterer du ikke videre over det og fortsætter med din dag, som du ellers ville have gjort. Men måske gør du mere end blot at lade dine øjne se – måske åbner du dem rigtigt og lader dine sanser blive vækket.

Måske går du derfra og mærker elektriciteten i dine fingre af forsigtig spænding, som vil blive ved med at knitre længe efter. Måske bliver du trukket ud af hverdagens dvaletilstand. Måske vil du begynde at lægge mærke til frisen på en bygning, solens spejlbillede i åen eller menneskene, der går imod dig på gaden. Måske.

 

Fakta:

LightLens præsenteres af Studio Wayne McGregor i samarbejde med Performing Arts Platform og Dansehallerne.
Jasmine Wilson arbejder ved Studio Wayne McGregor og Ulla Gad arbejder ved Dansehallerne.

LightLens er en del af Aarhus2017 - Europæisk Kulturhovedstad

LightLens foregår 16. – 17. juni 2017

 

Medvirkende danske koreografer i LightLens er blandt andre:

Nønne Mai Svalholm fra SVALHOLM

Mette Møller Overgaard fra MeDeHeLe dansecompany

Helene Lydom Brøndsted fra MeDeHeLe dansecompany

Ida Frost

Joy Anna Hall

Pernille Malou Konzack Sørensen

Medvirkende i øvrigt:

Artistic direction: Wayne McGregor

Music: ADSr , Written and Produced by Joel Cadbury

Film: Ravi Deepres

Costume print design: Gareth Pugh

Facebook
Del på facebook

Clara Edgar

Kulturjournalist og skribent
Clara Edgar er i gang med at uddanne sig til journalist på Danmarks medie- og journalisthøjskole i Aarhus og har en stor kærlighed for det skrevne ord. Hun nyder at omgås mennesker og få indblik i deres liv, interesser og passioner, og er fascineret af hvordan kulturen kan bruges som middel til at udtrykke følelser, og påvirke sine tilskuere.
Se Claras artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind