Zadie Smiths Swing Time - en bog om identitet og manglen på samme

Zadie Smiths Swing Time - en bog om identitet og manglen på samme

Litteratur Artikel Skrevet af: Marie Nyeng 2017-08-18
Del på facebook
Facebook

Zadie Smiths Swing Time - en bog om identitet og manglen på samme

I dag udkommer Zadie Smiths bog Swing Time på dansk. Det er en bog om at tabe sig selv, mens man er opslugt af at definere verden omkring sig

★ ★ ★ ★ ★ ☆

I den ikke så mondæne del af London finder to piger sammen. Til en dansetime bliver de to piger tiltrukket af hinanden som magneter og derfra, kommer de til at dele deres barndom med hinanden. En stor del af tiltrækningen skyldes ifølge hovedpersonen, at hun og pigen Tracey har nøjagtig samme brune hudfarve.

Mens Traceys balletsko er af upraktisk fascinerende satin og snøret med bånd omkring anklerne er hovedpersonens af grisefarvet læder og holdes fast på foden med en bred elastik. De bor i de samme boligblokke, har samme etniske ophav, men som balletskoene antyder, er der ellers mest forskelle mellem dem.

Navneløs hovedperson

De to piger deler drømmen om at blive danser og bruger eftermiddagene sammen på at nærstudere dans i gamle musicalfilm. Men det er kun Tracey, der har talent for dansen - hovedpersonen er platfodet og mest optaget af andre danseres sorte kroppe, sort musik og af, hvad det vil sige at høre til og være fri.

Traceys mor serverer usunde færdigretter, faren er aldrig hjemme, og når Tracey finder på lege, er de fyldt med drama og scener fra et liv, der ikke er for børn.

Hovedpersonen derimod bor sammen med både sin mor og far. Moren er konstant begravet i bøger og sin universitetsuddannelse, mens faren er familiemenneske.

Vores navnløse hovedperson bliver undervejs voksen, tager en uddannelse i medier på et universitet, bliver ansat på en tv station og senere assistent for en verdenskendt popstjerne langt væk fra boligblokkene.
Foto: PR-foto / Rosinante & co - Dominique-Nabokov
Se store billeder her →
Zadie Smiths Swing Time sætter betydningen af venskab i perspektiv.
Foto: PR-foto / Rosinante & co
Se store billeder her →
På mange måde er Swing Time en bog om at tabe sig selv.

Sendt afsted til Afrika

Arbejdsgiveren fører hovedpersonen til Afrika, fordi popstjernen har fået en idé om at frelse en del af verden ved at oprette en pigeskole i en fattig landsby.

I Afrika kommer hun for første gang i flere år til at gøre ting alene, uden konstant at være sammen med sin arbejdsgiver i hendes hus, hendes privatfly eller i hendes studie.

Hovedpersonen er nu først i 30’erne uden egentlig at være andet end assistent og en fjern datter. Venskabet til dansetalentet Tracey går i opløsning i teenageårene, som man også som læser forventer. Hovedpersonens møde med livet i landsbyen i Vestafrika sætter hendes liv i perspektiv. Her er mennesker, som hun knytter sig til. Men relationerne bliver umulige, og det afslører hovedpersonens mangel på at have sit eget liv.

En fantastisk bog om at leve uden sig selv

På mange måde er Swing Time en bog om at tabe sig selv, mens man er opslugt af at definere verden omkring sig.

Kapitlerne veksler mellem at foregå i voksenlivet og i barndommen. Bogen er sat sammen af spring mellem et arbejdsliv, hvor hovedpersonen ikke har nogen fritid eller noget hjem – og hendes barndom. På den måde opstår der en vekselvirkning, der tydeligt fremhæver de oplevelser, som former et liv. Eksempelvis er scener fra skolegården beskrevet både med et barns uskyldighed og den voksnes ironi. Små detaljer får lov til at stå frem som de sensationelle oplevelser, de er for et barn, mens de bliver sat i perspektiv, når den voksne hovedperson skildrer sit liv.

Alle oplevelserne i Swing Time er fortalt med dialoger, som sætter sig fast og lever videre, når man lægger bogen fra sig.

Hudfarverne på bogens karakterer og det engelske klassedelte samfund er bagtæppe for alle overvejelserne om at være på en bestemt måde eller ikke at være på en bestemt måde.

Swing Time er en enestående bog om identitet og manglen på samme.

Fakta:

Zadie Smiths bog Swing Time udkommer 18. august på forlaget Rosinante

Zadie Smith er født i 1975 og er selv vokset op i London

Hun fik et stort internationalt gennembrud med romanen Hvide tænder i 2000

Hendes bøger er oversat til 31 sprog
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: