Nukâka Coster-Waldau - menneskets forhold til naturen på Teater Katapult og Grob INTERVIEW

Nukâka Coster-Waldau, nede på jorden

Portræt-interviewSceneSkrevet af: Asger Nørkær Nielsen06. sept 2017

Man kan føle sig ydmyg over for mange ting – alt fra mægtige fjeldlandskaber til publikummet i en teatersal. Nukâka Coster-Waldau spiller hovedrollen i Human Nature på Teater Katapult fra den 7. september og på Teater Grob fra den 5. oktober

I det nyt teaterstykke, Human Nature, søger den kvindelige hovedrolle at genfinde et godt forhold til naturen og til sine nærmeste og at finde tilbage til de enkle ting i tilværelsen i en moderne verden med mange distraktioner. Rollen spilles af grønlandske Nukâka Coster-Waldau, der ofte selv føler trang til at sætte karriere og allestedsnærvær i bero og søge mod hjemlandets isnende ro.

“Det går så stærkt i livet i dag. Vi realiserer os selv, knokler på arbejdet, rejser rundt i verden. Det er stressende, med mindre man lærer at tage en timeout. Man kan få fat i hinanden hele tiden. Det er kvinden i stykket træt af, og det er jeg egentlig også. Det er måske en moderne kliché, men det er også meget sandt,” siger hun.
Nukâka Coster-Waldau spiller i Human Nature i en scenegrafi, som består af en stor sandkasse.
Foto: Jakob Helbig
Forestillingen Human Nature handler om et parforhold, hvor to forskellige forhold til naturen clasher.
Foto: PR-foto / Teater Katapult - Jens Peter Engedal

Man bliver ydmyg

Naturen har altid været tæt på for Nukâka Coster-Waldau. Som barn og ung i Grønland var den lige udenfor døren, og mødet med den bliver hun aldrig træt af.

“Naturen er så storslået i Grønland. Hvis man ikke er det i forvejen, bliver man et lillebitte, ydmygt menneske, når man står der og kan se landskabet, horisonten, fjeldene, stormene, det spejlblanke hav og hvalerne,” siger Nukâka Coster-Waldau.

I stykket Human Nature, der opføres på Teater Katapult i Aarhus, bliver det diskuteret, om vi bogstaveligt talt har mistet jordforbindelsen og derved respekten for naturen.

“Man kan ikke undgå at bruge naturen, hvis man bor i Grønland. Hvis man flyttede derop, ville man købe en riffel og tage på rypejagt, prøve at blive venner med folk med en båd eller spare sammen til en snescooter,” siger Nukâka Coster-Waldau.

Sådan er hun opdraget – vant til at færdes meget i naturen, som hun vender tilbage til, så ofte hun kan.

“Naturen kalder én til nuet – den får mig til at nyde lige præcis dét her øjeblik. Nordlyset har ikke de samme farver om to minutter. Og det er jo det, alle stræber efter i dag – at leve i nuet,” siger Nukâka Coster-Waldau.
Scenografien er i Human Nature en trækonstruktion fyldt med 9 ton sand.
Foto: PR-foto / Teater Katapult - Jens Peter Engedal
Den kvindelige hovedrolle, spillet af Nukâka Coster-Waldau arbejder som kurator på et museum, og hendes mand, spillet af Robert Reinhold, er neurokirurg.
Foto: PR-foto / Teater Katapult - Jens Peter Engedal

Smed forfængeligheden

Som kunstner har Nukâka Coster-Waldau prøvet lidt af hvert. Hun begyndte som sanger, hun har lavet film – er netop nu indblandet i et grønlandsk filmprojekt, hvor hun spiller hovedrollen Anori i en film af samme navn. Og så er der teateret. I 2006 dimmitterede hun fra Statens Teaterskole, og i 2014 var hun med til at stifte Teater Solaris, som hun trak sig fra i 2017.

Der har også været andre markante år i Nukâka Coster-Waldaus karriere. For fire år siden var hun med i stykket Strømsteder, der blev opført i både Danmark og Grønland. Reaktionerne fra publikum ændrede hendes skuespil for altid.

“Jeg fik en masse breve fra folk, der var dybt berørt af forestillingen og følte sig set og hørt, og det gjorde mig utrolig ydmyg. Tidligere kunne jeg blive meget nervøs og havde en tendens til at kigge på mig selv udefra. Men det kom jeg af med og lærte i stedet at se mig selv som et instrument til at fortælle en historie. Det var en kæmpe lettelse,” siger hun.

Forandringen blev endnu tydligere med blandt andet Teater Solaris’ stykke Brønden fra 2015.

“Hvis det betyder så meget for bare en enkelt blandt publikum, og når jeg har fået sådan en dyr uddannelse, så skal jeg fandme også tage mit arbejde alvorligt,” siger Nukâka Coster-Waldau.

Barndom smelter

Nukâka Coster-Waldau er født i byen Uummannaq i Grønland, og tager ofte børnene med til sit fødeland for at give dem de samme oplevelser, som hun selv har haft.

“Børnene nyder det. Jeg tager dem med cirka to gange hvert år. Så er vi ude og sejle, lave snemænd, sove i telt, samle krystaller, fiske og hvad vi ellers tvinger dem til.” Men det er et land, der forandrer sig for hvert minut, der går. Og det har personlige konsekvenser for de mennesker, der bor der.

“Jeg kan ikke vise mine børn min barndom, for klimaet har ændret sig ufattelig meget. Isen var jo flere meter tyk, da jeg var barn. I dag er den ustabil, der er ikke altid is på havet, hundene er arbejdsløse, fordi isen er utilregnelig,” siger Nukâka Coster-Waldau.

Sådan nogle historier kan hun mange af, men i glimt dukker fortidens Grønland alligevel op igen.

“ I år var vi på turné med Teater Solaris og Inuit Theater ved Upernavik, som ligger nordligere end Uummannaq, hvor jeg er vokset op. Der nåede det at blive minus 35 grader en af dagene. Det var fantastisk. Det var ligesom min barndom, hvor vi gik tur på isen, der knagede under os,” siger Nukâka Coster-Waldau.
Nukâka Coster-Waldau er selv vokset op med et nært forhold til naturen i Grønland.
Foto: Seth Nicolas
Kvinden i forholdet i Human Nature forsøger at finde og genetablere et balanceret forhold til naturen,
Foto: PR-foto / Teater Katapult - Jens Peter Engedal

Vender hjem en dag

Ligesom kvinden gør det i Human Nature, har Nukâka Coster-Waldau også tænkt sig at vende bylivets trængsel ryggen og flytte hjem. For kvinden i stykket er hjem et hus i skoven, mens det for skuespilleren er Grønland – også selvom hun har boet i Danmark siden 1990.

Der er også en anden grund til, at det kolossale land mod nord trækker i hende, nemlig kunstscenen. Til jul rejser hun op for at undervise skuespillereleverne på Nationalteatret, der blev dannet i Nuuk i 2011. Hun vil gerne være en del af den udvikling, der foregår netop nu.

“Der er simpelthen så mange talenter: musikere, malere, filmfolk og så videre. Den kunstneriske kultur i Grønland blomstrer helt vildt, det er fantastisk,” siger Nukâka Coster-Waldau.

Så det er både en personlig og en kunstnerisk ambition – det at flytte tilbage til Grønland?

Det er bare hjemve. Jeg har hjemve hver dag.

FAKTA:

Nukâka Coster-Waldau er uddannet fra Statens Teaterskole i 2006

Har boet i Danmark siden 1990. Bor i dag i Lyngby uden for København

Gift med den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau. Sammen har de to børn

Opvokset i Uummannaq i Grønland

Var med til at stifte Teater Solaris i 2014, men trak sig fra det i 2017

FAKTA OM HUMAN NATURE:

Medvirkende: Nukâka Coster-Waldau, Lisbeth Sonne Andersen og Robert Reinholdt.

Manuskript: Line Mørkeby. Instruktør: Petra Berg Holbek. Scenograf, kostume- og videodesigner: Igor Vasiljev. Lyddesign/kompositioner: Kristian Hverring. Lysdesign: Anders Kjems. Dramaturger: Tine Ilum, Ann Sofie Oxenvad. Dramatiker steds-specifikke lyddramaer: Julie Petrine Glargaard. Stemmer til site-specifikt lyddrama ved Oddesund: Johannes Lilleøre m.fl.

Producent Teater Katapult. Producer og kunstnerisk ledelse Torben Dahl. Projektleder Karen Nordentoft.

Spiller på Teater Katapult fra 7.-29. september og på Teater Grob fra den 5.-13. oktober

Topfoto: PR-foto / Teater Katapult - Jens Peter Engedal

Facebook
Del på facebook

Asger Nørkær Nielsen

Asger Nørkær Nielsen er ved at uddanne sig til journalist. Samtidig bruger han en stor del af sin tid på at læse bøger, se film og tv og på at tænke over, hvad kunst egentlig er, og hvad det skal bruges til.
Se Asgers artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind