Sangerinde Luna Ersahin sang Aarhus 2017 i gang, nu rejser hun ud efter ny inspiration

Tyrkiske og danske musiktraditioner smelter sammen, når Luna Ersahin og bandet AySay spiller

ArtikelMusikSkrevet af: Chris Johansen13. sept 2017

Luna Ersahin har med bandet AySay haft et 2017 fyldt med musikalske optrædener og opture. Nu drager hun til Istanbul for at sætte det hele i perspektiv og søge inspiration til ny musik.

I januars vinterkulde sang dansk-tyrkiske Luna Ersahin Aarhus fuld af varme. Først i Musikhuset med bandet AySay til VIP-åbningen af Aarhus som kulturhovedstad og efterfølgende i skønsang med færøske Eivør Palsdottir gennem byen og ned til havnen, hvor det imponerende byoptog nåede sit klimaks.

“Åbningen var meget større, end jeg troede, den ville være. Det hele var så overvældende og lærerigt, og jeg følte mig ti år ældre bagefter,” fortæller Luna Ersahin om oplevelsen.

Åbningsceremonien blev ikke blot begyndelsen på et stort år for Aarhus. Begivenheden lagde også bund for meget af det, der siden er sket for Luna Ersahin og resten af AySay. Det er blandt andet blevet til en optræden på Roskilde Festival, og til næste år udgiver AySay deres første EP.
Luna Ersahin har haft et oplevelsesrigt år med bandet AySay.
Foto: Foto: Sixten Therkildsen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
AySay har blandt andet optrådt under årets Festuge og SPOT Festival i Aarhus.
Foto: Mathias Sauer

Et musikalsk identitetsprojekt

21-årige Luna Ersahin kommer fra et hjem, hvor musikken altid har fyldt meget. Hendes tyrkisk-kurdiske far har hele livet spillet saz, og hendes danske mor guitar. Sammen har de sunget meget i hjemmet. Men det var først lige før gymnasietiden, at Luna Ersahin for alvor begyndte at forholde sig mere til den tyrkiske-kurdiske musik.

“Hvor andre normalt tager på efterskole, tog jeg på udveksling i Tyrkiet og Tyskland. Og det var i den periode, jeg begyndte at forholde mig mere til min tyrkiske identitet og begyndte at synge tyrkisk folkemusik”.

Det betyder også, at hun i dag er meget bevidst om, hvad hun vil med sin musik.

“AySay er mit musikalske identitetsprojekt. Det er et forsøg på at skabe en helstøbt lyd, man ikke vil kalde en blanding mellem to stile eller kulturer. Ligesom man ikke ser på mig og tænker, at der er en halv tyrker og en halv dansker. Jeg er et helstøbt menneske”.

I AySay smelter den tyrkiske folkemusik sammen med den moderne, vestlige lyd. Trommer, bas og guitar møder den tyrkiske saz, og når Luna Ersahin synger, gør hun det oftest på dansk, men med østlig tonalitet.

Bandet blev skabt som et projekt på Musikalsk Grundkursus i Aarhus, hvor Luna Ersahin har studeret sammen med resten af gruppens medlemmer. Hun havde allerede egne melodier, og underviser Sune Thorbjørnsen besluttede fra start af, at det skulle være et projekt for hende. Efter afslutningen på projektet var der enighed om, at bandet ikke bare skulle lægges på hylden.

“Da året var omme, spurgte jeg de andre i bandet, om vi ikke skulle fortsætte med AySay. Det var de heldigvis med på. Det sidste års tid har vi så testet, hvordan det hele lyder udenfor musikskolens regi,” forklarer Luna Ersahin.
Luna Ersahin spiller blandt andet på saz i bandet AySay.
Foto: Kio Jørgensen
Luna Ersahin er klar til at rejse til Istanbul for at søge musikalsk inspiration.
Foto: Foto: Sixten Therkildsen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Til Istanbul for at søge ny inspiration

Til sommerens Roskilde Festival var Luna Ersahin gæst hos bandet Sorten Muld, hun spillede på SPOT Festival, og under Aarhus Festuge optrådte hun for fjerde år i træk.

“Jeg spillede for fjerde år i træk i Det Turkise Telt under Aarhus Festuge. Første år sad jeg helt alene med et lille klaver, men det har heldigvis udviklet sig lidt siden da. Men koncerterne under Festugen har i sig selv været en rejse for mig,” siger Luna Ersahin.

Og apropos rejse, så står den unge sangerinde snart med passet i hånden på vej til at gå ombord på et fly mod Istanbul i Tyrkiet. Her skal hun nemlig ned for at søge inspiration til ny musik, udvide sit musikalske netværk og spille koncerter.

“Det seneste år har været vildt. Jeg kan måbende se tilbage på mine oplevelser i år, især nu hvor jeg skal rejse væk fra det hele. Men når jeg nu arbejder med at forene de to kulturer, er det også rart nogle gange at komme til den anden del og have den tæt på. Og så kommer Aske og Jakob fra bandet også ned til mig, så vi kan spille nogle koncerter,” fortæller hun.
På scenen i det Tyrkise Telt i år var Jakob Sommerlund Moestrup, Benedicte Adrian, Luna Ersahin og Aske Døssing Bendixen.
Foto: Kio Jørgensen
AySay er klar med en EP i starten af det nye år.
Foto: Kio Jørgensen

EP udkommer i starten af 2018

Og når Luna Ersahin på den anden side af nytår vender hjem til Danmark, venter der et nyt højdepunkt. Til foråret udkommer AySays første EP med seks numre, der blev indspillet i maj måned. EP'en er produceret af Basil Hogios, der var komponist og arrangør af musikken til åbningsceremonien for Aarhus 2017.

“EP'en er en samling af vores musik fra det første halvandet år, og det har været rigtigt fedt at indspille sangene sammen med Basil Hogios. EP'en kommer i starten af det nye år, og så følger vi op på den med nogle koncerter. Så må vi se, hvor den bærer os hen”, fortæller Luna Ersahin.

Og drømmene for fremtiden? Først og fremmest håber Luna Ersahin, at folk vil tage godt imod musikken, når den bliver udgivet. Hun håber også, at AySay kan blive afprøvet på flere festivaler og scener og desuden have en forenende effekt på folk.

“Det er ikke et politisk projekt, men når det er sagt, så synes jeg, at musik har en formidabel evne til at få folk til at føle sig hjemme. Og det er en ære, hvis jeg kan få en, der er uden kendskab til mellemøstlig kultur, til at føle, at den her musik er noget, han eller hun virkelig forstår. Jeg vil gerne fremhæve lighederne frem for forskellene mellem os mennesker”.

Fakta:

AySay består af Luna Ersahin, Jonas Cook, Aske Bendixen, Jakob Moestrup og Daniel Nielsen.

På tyrkisk betyder “ay” måne, ligesom “luna” gør det på latin. Bandnavnet er derfor forsanger Luna Ersahins personlige ordleg, som desuden udtales som det engelske “I say”.

Sangen Hør en stemme (Dili), der blev spillet til åbningsceremonien for Aarhus 2017, er at finde på den kommende EP fra AySay. Den udkommer på en endnu ikke fastlagt dato i starten af det nye år.

Lyt til sangene fra åbningsceremonien her: http://www.aarhus2017.dk/da/nyheder/lyt-til-musikken-fra-aabningen/15658/

Lyt til flere sange fra AySay her: https://soundcloud.com/search?q=aysay
Facebook
Del på facebook

Chris Johansen

Kulturjournalist og redaktionsmedarbejder

Chris Johansen er uddannet cand.mag. i dansk og retorik fra Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation på Facebook. Han har tidligere skrevet for bl.a. Gaffa. Foruden musik er også litteratur og film store interesser, hvor Kafka, Houellebecq og Lynch er blandt favoritterne.

Se Chriss artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind