Ny filmfestival Super8000 i Øst for Paradis - interview med Josephine Maria Leopold

Ny aarhusiansk filmfestival Super8000 vil gentænke historiefortællingen

Alt det andet Artikel Skrevet af: Andreas Lindbjerg Nielsen 2017-10-26
Del på facebook
Facebook

Ny aarhusiansk filmfestival Super8000 vil gentænke historiefortællingen

Filmfestivalen Super8000 retter et skarpt fokus mod vækstlaget i europæisk film. Visionen er intet mindre end at udvikle og gentænke den filmiske historiefortælling.

Efter den aarhusianske festival for kort- og dokumentarfilm, Aarhus Filmfestival, sidste år måtte dreje nøglen om, har der været et tomrum for en større filmfestival med internationalt perspektiv. Det tomrum bliver i år udfyldt af den nystartede festival, Super8000, som retter sit fokus mod det talentfulde vækstlag i dansk og europæisk film, hvor den filmiske historiefortælling er i konstant udvikling.

Super8000 foregår i Øst for Paradis fra fredag den 27. oktober til søndag den 29. oktober og er en del af Aarhus Kulturhovedstads officielle program. Den er arrangeret af den alternative filmuddannelse i Aarhus, Super8, med støtte fra Aarhus 2017, Det Danske Filminstitut, Region Midtjylland, Filmtalent og Aarhus Filmværksted.

Plads til at fejle

Intentionen med Super8000 er at skabe et mødested for unge filmskabere, hvor idéer kan afprøves og testes for både kollegaer og filmpublikummet. Og der skal være plads til at træde ved siden af, fortæller festivalens leder, Josephine Maria Leopold, som selv er tredjeårsstuderende på Super8’s manuskriptlinje:
Foto: Super8000
Se store billeder her →
Super8000 er arrangeret af elever fra den alternative filmskole i Aarhus, Super8.
Foto: Super8000
Se store billeder her →
Josephine Maria Leopold er leder af festivalen og tredjeårsstuderende på manuskriptlinjen på Super8.
“Vores vision er at skabe et trygt rum for unge filmskabere fra hele Europa, hvor man kan afprøve og nytænke idéer. Vi vil gerne opfordre til at gentænke de måder, vi fortæller historier på.”

Netop derfor er Super8000 ikke en festival, som kun viser film. Som optakt til festivalen er der arrangeret to workshops for 12 indbudte filmfolk fra Danmark og Europa. Her skal de udforske filmfortællingens grundprincipper, og undersøge hvilke strenge man kan spille på for at skabe en engagerende fortælling. Det ene hold vil beskæftige sig med klassisk historiefortælling, og den anden vil fokusere på VR-fortælling (virtual reality, red.).

“Det bliver spændende at udforske, hvordan man kan bruge de forskellige mediers virkemidler effektivt. Man kunne måske forestille sig, at det var lettere at skabe sympati for en hovedkarakter i VR, fordi man fysisk sættes i dennes sted. Men det bliver vi jo først klogere på, når resultaterne bliver præsenteret om fredagen,” siger Josephine Maria Leopold.

Svært at gentænke

Til festivalens hovedprogram bliver der vist 39 udvalgte film, som er indsendt af unge filmskabere fra 20 europæiske lande. Filmene har det tilfælles, at de er innovative i forhold til narrativer, virkemidler, medier, etc. Hovedsagen er ikke, om det er hundrede procent vellykket, men at der har været en klar vision bag, siger Josephine Maria Leopold.

“Som unge filmfolk vil vi gerne undgå at kopiere de etablerede. Vi skal ikke lave de samme historier, vi skal se fortællingerne fra et andet synspunkt og vende metoderne på hovedet.”

Et godt eksempel på en alternativ tilgang til filmarbejdet kan man finde hos Super8’s søsteruddannelse i København, Super16, hvis elevers midtvejsfilm også vises under festivalen. Her har de eksperimenteret med at have flere manuskriptforfatter og instruktører på hver film, hvilket er et skridt væk fra den traditionelle arbejdsdeling med én manuskriptforfatter, én instruktør og én producer. Men Josephine Maria Leopold erkender, at det er svært at bryde rammerne og gentænke noget så grundlæggende som den filmiske historiefortælling:

“Det er skide svært at gentænke! Og vi ved jo ikke, om det overhovedet lykkes, men vi vil forsøge at sætte samtalen i gang.”

Foto: Framegrab fra filmen Nachthexen 2016
Se store billeder her →
Animationsfilmen Nachthexen af Julie Herdichek Baltzer er at finde på årets hovedprogram.
Foto: Framegrab fra filmen Rainbow Girls 2017
Se store billeder her →
Regnbuepiger/Rainbow Girls af den danske instruktør Zinnini Elkington er også på årets hovedprogram.
Lørdag aften uddeles prisen The Rethink Award til tre film, som i særlig grad er lykkes med både at være nyskabende og tro mod sin egen fortælling. Egentlig var det ikke meningen, at der skulle være en konkurrence, men “vi ville alligevel gerne fejre de film, som har haft en kreativ vision - og fuldført den”, fortæller Josephine Maria Leopold.

Børnesygdomme og et ubetimeligt afbud

Ligesom alle nystartede festivaler har Super8000 været ramt af børnesygdomme og uheldige omstændigheder. For eksempel har årets hovedtaler, Nikolaj Arcel, meldt afbud kort før festivalen, fordi han bliver nødt til at tage til Hollywood til nogle fremskudte optagelser med Matt Damon.

“Den var lidt svær at konkurrere med. Så lige nu gør vi alt, hvad vi kan for at finde en afløser,” siger Josephine Maria Leopold og erkender, at det er hårdt arbejde at starte en festival fra bunden.

“Det tager tid at få styr på sådan noget som arbejdsgange, når vi ikke har tidligere erfaringer at trække på. Og så er der selvfølgelig altid en masse lavpraktiske udfordringer. Men vi håber, at vi kan videreføre festivalen næste år, hvis det hele går godt, og så er der forhåbentlig en del ting, der kommer til at gå nemmere.”

Fakta:

Super8000 Film Festival Aarhus

Tid og sted: Den 27.-29. oktober i Øst for Paradis

Se hele programmet på festivalens hjemmeside.

Udover hovedprogrammet bestående af 39 film, vil der være premiere på årets midtvejsfilm fra Super8 og forskellige modererede debatter (se program).

Gratis Special Screening af Mens Vi Lever - Med introduktion v. instruktør Mehdi Avaz
Helt exceptionelt kommer Mehdi Avaz, som står bag spillefilmsdebuten "Mens vi lever" til Super8000 Film Festival i Aarhus, lørdag d.28/10 kl.15.30 til særvisning af filmen.

Super8000 er en del af The Big Little Film Festival, som er en gratis filmweekend for alle. Festivalen foregår fra fredag den 27. oktober til mandag den 30. oktober. Læs vores artikel om hovedfestivalen her.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: