Aarhus 2097: Kunstnergruppen Blast Theory laver dystopisk fremtidsfortælling om Aarhus by

Aarhus 2097: En tur ud i den dystre fremtid

Alt det andet Artikel Skrevet af: Chris Johansen 2017-11-01
Del på facebook
Facebook

Aarhus 2097: En tur ud i den dystre fremtid

Den britiske kunstnergruppe Blast Theory giver med det interaktive science fiction-værk 2097: We Made Ourselves Over et bud på, hvordan Aarhus ser ud om 80 år. Vi tog med ud i fremtiden.

Året er 2097. Det er længe siden, Aarhus var kulturhovedstad; en by i vækst, udvikling og fuld af liv. Nu er her goldt, øde og kun minder tilbage, om det der var engang. Store, molekylære høstmaskiner nedbryder hjem, og de dødes bevidsthed lever videre gennem data-masker, som de levende kan tage på.

Sådan forestiller kunstnergruppen Blast Theory sig Aarhus i 2097: We Made Ourselves Over, der på en hemmelig lokation blander teater, teknologi og interaktive oplevelser. Det er en dystopisk fremtidsfortælling - og jeg tog ud for at opleve den på egen krop.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Den oplyste tunnel, som førte op til pladsen med de mange spotlys.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
På jagt efter informationer i år 2097: We Made Ourselves Over.

Aarhus 2097

På det aftalte opsamlingssted bliver jeg samlet op af en tavs chauffør i en lige så tavs elbil. Eneste lyd kommer fra bilens højtalere, hvor soundtracket af dronelyde og beroligende ord fra Hedda, fortællingens hovedperson, fragter mig 80 år frem i tiden.

Jeg må indrømme, at soundtracket er en god stemningsskaber i det tavse oktobermørke – hvor skal jeg hen? Jeg skal finde en person fra fremtiden, inden tiden løber ud, og jeg skal tilbage til min egen tidsalder, har jeg fået at vide.

Vi ruller ind på en stor, åben betonplads, og her bliver jeg sat af. Jeg bliver mødt af en kvinde, der byder mig velkommen til fremtiden. Her begynder min mission. Med den start kunne jeg godt gå for at være hovedrollen i Blade Runner, når jeg at tænke.

Jeg går ind i en lang, oplyst tunnel, hvor jeg bliver iklædt en stor, gennemsigtig frakke og får udleveret høretelefoner og en GPS, der skal guide mig hen til udvalgte steder på landkortet. Høretelefonerne er min data-maske.

Heddas stemme i mine ører guider mig videre gennem tunnelen. Rør ved de oplyste, fugtige vægge, siger hun. Jeg når til en trappe, og fra den går jeg op under den åbne himmel igen. Her bliver jeg mødt af et overvældende syn. Hvad der ligner hundredevis af små lysspots lyser på den ellers store, mørke plads, som jeg skal udforske for at kunne lægge puslespillet sammen.

Jeg går rundt i oktoberkulden og afsøger landskabet. Ved bestemte steder er der lydbidder, hvor Hedda fortæller mig, hvad der tidligere er sket her. Her havde de sjove stunder i solen. Her lå det første hus, som høstmaskinerne på Heddas befaling jævnede med jorden.

Okay. Jeg bliver langsomt klogere på, hvad der er sket med den by, som jeg selv flyttede til som 21-årig. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det er sket.

Er det klimaforandringernes skyld? Har menneskets teknologiske hovmod kostet dyrt? Hvorfor har Hedda været med til at bestemme, at byen skulle jævnes med jorden?

Har vi været tynget af så meget kollektiv skyldfølelse, at det var nødvendigt at starte forfra?

Det forbliver implicit. Men manglende eksplicitering og rationale bag beslutningerne gør, at jeg har svært ved at gå helt med på præmissen, selvom scenografien er flot og giver en god følelse af at befinde sig i en forladt, måske radioaktiv zone.

Jeg har indsamlet al informationen i zonen, og jeg må videre. Hedda guider mig op i en nærliggende bygning, hvor der er lys i enkelte vinduer. Kulden har efterhånden bidt sig så godt fast, at jeg glæder mig over udsynet til at komme indenfor i jagten på sandheden.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Blast Theorys bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Blast Theory har lavet en række videoer, der udfolder historien om 2097: We Made Ourselves Over.

“Would you like some coffee and snacks?”

Blade Runner-gejsten har efterhånden fortaget sig efter kuldens indtog. Men nu sker der måske noget! Jeg går op ad trappen mod den oplyste dør, som går op, da jeg når den.

Jeg træder ind og får besked på at smide frakken og mit GPS-udstyr. Nu er jeg uden hjælpemidler. Nu er jeg on my own i den post-apokalyptiske verden, tænker jeg.

Men i et øjeblik, der føles både malplaceret og utroligt kærkomment bliver jeg dernæst budt på kaffe og snacks af en ung, engelsktalende, cyberpunket fyr. Mere alvorlig var situationen altså heller ikke.

“I would like some coffee,” svarer jeg. Og som en ellers frossen og udtryksløs Dougie Jones fra Twin Peaks liver jeg op ved kaffens smag og livgivende varme.

Derefter bliver jeg guidet ind i det tilstødende lokale, hvor jeg bliver placeret i en stor stol af træ, som vender ud mod det store areal, som jeg lige har afsøgt. Et flot syn, som man godt kan opholde sig ved længe. Heddas stemme lyder i højtalerne. Flere efterrationaliseringer om familien og byen, der dog ikke bærer hverken mig eller fortællingen frem. Finder jeg nogensinde den person, jeg leder efter?

Det er tid til at gå videre gennem bygningen. Jeg går ned af en trappe i kulsort mørke. Forneden bliver jeg mødt af en person, der beder mig tage skoene af og gå ind ad døren foran mig.

Jeg banker på. Døren bliver åbnet ind til et lille værelse.

Jeg bliver budt ind af en ung kvinde, der beder mig sætte mig ned. Belysningen er let rødlig, og værelset er varmt og beklædt med blødt plysstof over det hele.

Er det fremtiden, eller er det passé?

Hun beder mig tænke på en person, jeg holder af.

“Hvilke drømme tror du, at denne person har for fremtiden?,” spørger hun mig.

“Og hvordan kan du hjælpe personen med at nå sine drømme?”. Hun beder mig lukke øjnene og give mig god tid til at tænke over det. Jeg tænker grundigt, for jeg vil gerne give et godt svar.

Da jeg åbner mine øjne igen, rækker hun mig en gave fra Hedda. Det er en uformelig klump, der har samme vægt som et menneskes hjerte, fortæller hun. Jeg skal tage den med videre. Jeg takker hende og forlader værelset igen.

Og her slutter min mission. Jeg bliver guidet ombord på en bil, der fragter mig 80 år tilbage i tiden. Tilbage til mit udgangspunkt. Et uforløst farvel til år 2097.

Tilbage i nutiden

Hvorfor bliver verden som i år 2097? Hvem var det, jeg skulle finde? Var det i virkeligheden mig selv?

2097: We Made Ourselves Over giver anledning til mange spørgsmål, men nærmest ingen svar. Men måske det også var meningen. Kunsten kan meget – men forudsige fremtiden kan trods alt ingen.

Tak for turen.

Fakta:

2097: We Made Ourselves Over kan opleves i Aarhus til og med den 5. november.

Kunstnergruppen Blast Theory har lavet en videoserie og en app, der akkompagnerer oplevelsen.

Læs mere på www.wemadeourselvesover.com.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: