Yoko Ono på Charlottenborg - fred, kærlighed og kunst til alle

Yoko Onos drømme om fred

Kunst og Udstillinger Artikel Skrevet af: Julie Lystbæk-Hansen 2017-11-02
Del på facebook
Facebook

Yoko Onos drømme om fred

Kunsthal Charlottenborg genopliver med den aktuelle Yoko Ono Transmission udstilling budskaber om fred og kærlighed. Samtidig reaktualiseres Yoko Onos værker i det offentlige rum, og sætter dermed fokus på hendes centrale rolle i at gøre kunsten tilgængelig for enhver

Tresserne og halvfjerdsernes budskaber om fred og kærlighed kan i dag virke som naive reminiscenser af en svunden tid. Og på mange måder lever den aktuelle Yoko Ono Transmission udstilling på Charlottenborg op til eventuelle fordomme om den tids tro på ”peace and love”. Her er drømme om fred gennem kærlighedens og fællesskabets forløsende kraft formidlet i enkle budskaber.

Sætningen ”War is over”, som i dag nok mest er kendt som undertitlen på et julenummer, er malet med kæmpe typer på bagvæggen af det lille område, der udgør udstillingen. To lokaler, et mindre og et stort, viser fragmenter af Yoko Onos konceptuelle og performative kunst, mens museets foyer, trappeopgang og toilet også er inddraget til visningen af værker.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, ‘Yoko Ono Transmission’. Detalje, Kunsthal Charlottenborg, 2017
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, ‘Yoko Ono Transmission’. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017.

Fluxus interaktion

War is over eksisterer stadig som en international fredskampagne i dag på imaginepeace.com, og nogle af kampagnens budskaber er under udstillingsperioden spredt over hele landet. 900 busstoppesteder er udsmykket af billboards med budskaber som ”DREAM”, ”FLY” og ”FEEL” i tråd med dengang i 1969, da Yoko Ono og John Lennon lancerede slogans med budskabet ”WAR IS OVER! IF YOU WANT IT Happy Christmas from John & Yoko” på billboards i storbyer over hele verden. Desuden optræder Yoko Onos værker i udstillingsperioden på frimærker fra PostNord, i aviser og i radioen på Radio24syv.

At værkerne gøres tilgængelige for offentligheden på den måde er helt i tråd med 1960’ernes Fluxusbevægelse, som Yoko Ono var en central drivkraft i. Fluxus markerede sig netop ved at træde uden for den traditionelle kunstscene og interagere med den omgivende verden i form af happenings, der blandede forskellige udtryksformer og medier. Fluxus gjorde radikalt op med kunsten som produkt til fordel for kunst som en måde at kommunikere og interagere på.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, ‘Yoko Ono Transmission’. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, ‘Yoko Ono Transmission’. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017.
I Yoko Onos tilfælde betød det, at hendes værker ikke kun blev skabt af hende selv, men i ligeså høj grad af hendes publikum, som hun inviterede til at deltage i og være med til at skabe værkerne. Et berømt værk er ”Cut Piece” (1965), hvor publikum blev opfordret til at klippe stykker af tøj af en passiv Yoko Ono. Videodokumentationen af den performance kan man finde på udstillingen på Charlottenborg.

Yoko Ono rykkede også ved ideen om, hvad kunsten er i forhold til værdi og tilgængelighed. Hun producerede og producerer stadig den dag i dag, såkaldte multiples – masseproducerede værker, som kunne og kan erhverves for ganske få penge. Ud fra samme tankegang har hun skabt merchandise til flere af sine udstillinger, som publikum kunne tage med sig derfra.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, ‘Yoko Ono Transmission’. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, 'Wish Three', 1990 – 2017. Installation view, Kunsthal Charlottenborg.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, 'Wish Three', 1990 – 2017. Detalje, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Photo by Anders Sune Berg
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, ‘Yoko Ono Transmission’. Detalje, Kunsthal Charlottenborg, 2017.

Arkiv over en drøm om fred

De to rum på Charlottenborg er derfor kun en del af udstillingen og fortællingen om Yoko Onos kunst og aktivisme, som den har udspillet sig siden 1960’erne og frem. Her er print og tryk af forskellig art udstillet på borde og vægge. Annoncer, flyers, pladecovers og drejebøger for de forskellige konceptuelle værker fylder rummene. Seks skærme viser seks forskellige film, blandt andet fra en af de berømte Bed-Ins for Peace, hvor Yoko Ono og John Lennon inviterede pressen ind på deres hotelværelse og fra sengen talte om fred.

Og ja, det er svært at komme uden om John Lennon, når man taler om Yoko Ono. De skabte da også flere værker sammen og iværksatte War is over kampagnen, der spillede en vigtig rolle i at sætte en stopper for Vietnamkrigen. Udstillingen cementerer dog, at der i den grad også var en Yoko før John, hvis altafgørende drivkraft var at gøre kunst til en interaktiv, inkluderende og i sidste ende fredsskabende praksis. Det dokumenterer udstillingens mange udklip, mens værkerne på gader og stræder demonstrerer det i praksis.
Foto: Ivor Sharp. ©Yoko Ono
Se store billeder her →
John Lennon og Yoko Ono i deres Montreal Bed-In.
Foto: PR-foto / Kunsthal Charlottenborg - Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Yoko Ono, “Toilet Thoughts Film No. 3”, 1968/1997. Poster. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017.

Fakta:

Yoko Ono Transmission kan opleves på Kunsthal Charlottenborg og ude i det offentlige rum frem til 18. februar 2018.

Om Yoko Ono:
Yoko Ono er især siden YES Yoko Ono, det verdensomspændende bog- og udstillingsprojekt skabt af Japan Society i New York i 2001, for alvor blevet anerkendt som en af det 20. århundredes helt store skikkelser i samtidskunsten. Dette har bl.a. resulteret i, at hun i 2009 blev tildelt Guldløven på Venedig Biennalen for sit livslange arbejde.

Siden da har hendes retrospektive udstilling YOKO ONO. HALF-A-WIND SHOW, organiseret af Schirn Kunsthalle i Frankfurt, i løbet af 2013-2014 været vist på en række store museer blandt andet Guggenheim Bilbao og herhjemme på Louisiana. I 2015 åbnede hun udstillingen One Woman Show på Museum of Modern Art i New York, mens hun i 2015-2016 havde større udstillinger på Museum of Contemporary Art i Tokyo, Faurschou Foundation i Beijing samt en større retrospektiv udstilling på Musée d’art contemporain i Lyon.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: