Katinka om alt det pomfritter kan fortælle og drømmen om at være musiker PORTRÆT-INTERVIEW

Katinka: “Jeg ved jo, at jeg kan noget. Men jeg synes stadig, det er lidt bims”

Musik Artikel Skrevet af: Jannie Elisa Fjorside 2017-11-11
Del på facebook
Facebook

Katinka: “Jeg ved jo, at jeg kan noget. Men jeg synes stadig, det er lidt bims”

Katinka Bjerregaard har altid samlet på ord. Sammen med sit band, som også hedder Katinka, har hun markeret sig på den danske musikscene med tekster, der emmer af følelser og levet liv. Hun bruger sine dagbøger i sine sange og har altid brug for at kramme - når først hun har besluttet sig for, at hun ikke synes folk er nederen

Der skal ikke ret mange bidder til, før det begynder at gå galt. De tykke rugbrødsskiver kan hverken holde sammen på sig selv eller på den bastante gedeosteskive i midten. Katinka afbryder sin strøm af ord, der handler om netop dém: ordene, og hvordan hun samler på dem. Hun kigger ned på sin rugbrødssandwich med en mine af fornærmet forbavselse. Utroligt, som den skide sandwich driller! Nogle bidder senere, hvor det meste er blevet til smulder, kulminerer hendes frustration i et lavmælt udbrud, som en minigejser, der pludselig sprutter op ad jorden og suger sig i sig selv igen. Men på intet tidspunkt ser hun sig om efter en gaffel.

For Katinka kan bedst lide fingermad.
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Katinka Bjerregaard har altid samlet på ord.
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Katinka blotlægger sig selv i sine tekster.

Kulturmagasinet Fine Spind møder sangerinden Katinka Bjerregaard på en køligblå efterårsdag, hvis himmel matcher øjnene bag hendes lette sølvgrå brillestel. Dagen føles åben, som om lyset har brudt hul i den forpupning, efteråret har sat i gang. Vejret passer godt på det indtryk, interviewet efterlader af mennesket bag frontfiguren i et af tidens nye store musiknavne. Det er indtrykket af en ung kvinde, som har brug for at forpuppe sig i ting, minder og ord, men som hele tiden bryder op og endnu ikke har fundet roen i at have en hverdag. En ung kvinde, som blotlægger sig selv i sine tekster, fordi blotlægningen er hendes eneste værn mod, at andre kommer for tæt på.

For flyvsk til tredje sal

Kvartetten Katinka består af guitarist og musikproducer Simon Ask Ladekarl, Marie Hageltorn Christiansen på kor og keyboard, Tobias Pedersen på trommer og Katinka Bjerregaard, der føder bandets sangtekster og giver dem lyd med sin ukulele og en stemme, der bølger fra varm fløjlsblødhed til klar metallisk klang. En følelse af absolut dybtfølthed.
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Katinka har tatoveringer som minder.
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
I mange år virkede drømmen om at blive musiker som en illusion for Katinka.

Bandets debut-EP, I Røntgen, udkom i 2014. Det følgende år vandt bandet DR’s talentudviklingsprogram KarriereKanonen. Siden fulgte EP’en Lufthuller i 2016, og dette forår udkom de med deres første album, Vi er ikke kønne nok til at danse. Før debutpladen kom på gaden, blev bandet kåret som ’Årets håb’ med kritikerprisen Steppeulven, og få timer inden Katinka mødes med Kulturmagasinet Fine Spind, er hun blevet nomineret til en Danish Music Award i kategorien ’Årets sangskriver’.

”Jeg synes stadig, det er lidt fiktivt det hele. Det her med, at man kan blive ramt af at synes, at man selv er for fucking nice og lidt mister jordforbindelsen, det tror jeg ikke, jeg er bygget til. Jeg ved jo godt, at jeg kan noget, men jeg synes stadig, at det er lidt bims,” fortæller Katinka.

At successen kan føles skør og på grænsen til det uvirkelige for den 26-årige sangerinde, skyldes måske, at drømmen om at blive musiker i mange år forekom som en illusion. Barndomshjemmet på Christianshavn var et hjem med plads til løsslupne teenagefester, et hjem med udstoppede dyr og et krybbespil, hvor hovedrollen indtages af en surmulende pingvin-figur – men stadig et hjem, hvor livet som musiker virkede for højtflyvende for familien på tredje sal.

”Begge mine forældre er journalister, og mine to brødre har læst på universitetet. Egentlig har mine forældre altid været sådan, at man skulle følge sine drømme, men det med at blive musiker virkede nok for urealistisk. Det tog mig ret lang tid at finde ud af, at det var dét, jeg skulle – jeg troede, jeg skulle have en uddannelse for at være menneske. I starten var mine forældre sådan: ”nåårh, du har lavet et nummer!”, fortæller Katinka og twister sin stemme, så man ikke er i tvivl om den skepsis, hun hørte i sine forældres stemme dengang.

”Men altså – nu roser de, når der er noget at rose for. Vi har talt lidt om det siden. Jeg tror bare, de skulle forstå, hvad det var, jeg lavede, og det har undret mig, for de er så fucking nice forældre. Men især min mor – hun skal liiiige se tingene lidt an først.”

Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Det tog Katinka ret lang tid at finde ud af, at musik var dét, hun skulle.
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Katinka er nomineret som årest sangskriver til Danish Music Awards.

Du er nok nederen!

Det er begrænset, hvor meget Katinka kan – eller vil – bebrejde forældrene deres umiddelbare skepsis. Både fordi de er ’for nice’, og fordi hun genkender sig selv i sin mors forsigtighed.

”Når jeg møder et menneske for første gang, tænker jeg automatisk: ’Du er sikkert nederen!’. For eksempel da jeg var på højskole – efter noget tid fandt jeg ud, af de andre havde syntes, jeg var vildt arrogant i starten. Men jeg var jo bare usikker. Det er sådan en forsvarsmekanisme: Hvis du synes, at jeg er nederen, så har jeg allerede tænkt det samme om dig,” fortæller Katinka.

Kender man til Katinkas sang- og tekstunivers, glider ens tanker automatisk hen på sangen ’Idioter’, hvor hun med skarp fuldt blottet vrede flænser forestillingen om den rummelige folkeskole, om børns uskyldighed og om indbildt velment overpædagogik. Og hun nævner da også folkeskolen som ét af de steder, hvor hendes skepsis over for andre blev grundlagt og forstærket.

”Allerede dengang syntes jeg, at jeg oplevede, hvordan mange kan finde på at udnytte en relation.”

Længere ind i problematikken når vi ikke, for Katinka suser videre. Det er også et værn; den hurtige snak og historierne, eksemplerne, der flyder fra hende i en velvillig strøm, før for mange spørgsmål når at falde.

”Jeg har meget brug for omsorgsbekræftelse – for kropsligheden og den fysiske bekræftelse. Jeg er jo vokset op som ene pige, og det har ikke været så dårligt, faktisk,” siger Katinka med et eftertænksomt smil, der hænger i den ene mundvige.

”Jeg har nogle meget tålmodige storebrødre, og tålmodighed er vigtigt, når man er sammen med mig, for jeg har hele tiden mine følelser uden på mig. Men jeg er måske blevet mere ekstrem af, at der altid var så mange mænd. Jeg ved ikke, om mine brødre har tænkt over det, men jeg har altid brug for at kramme, lige meget om jeg har bollet hele natten, er i kærestesorg eller er glad. Det giver den der følelse af: ’Nu er jeg her!’”

Behovet for den fysiske, umiddelbare og præsente rodfæstning, et kram kan give, er måske ikke overraskende at have for en ung kunstner, der turnerer landet rundt og i måneder ad gangen bor i sin håndtaske. Men det er ikke kun behovet for at mærke, hvor hun er nu og her, der fylder for Katinka. Tingene – flyers fra koncerter, hun har spillet, kort fra veninderne, tørrede planter fra bedstemorens have, hendes bøger, mikro-samlingen af udstoppede dyr, Kim Larsens autograf, træhunden og plastic-akvariefisken, hun har haft siden barnsben, og som var hendes eneste kæledyr ved siden af vildkatten, som hun elskede, selv om den år efter år gav hende lopper i sommerhusferien – alle de ting er ikke blot minder, men fysisk bevisbyrde for, at hun har været bestemte steder. Og været noget for nogen.

”Det er også derfor, jeg har tatoveringer – det er alt sammen minder.”
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Katinka vil hellere have pomfritter end blomster og det er det mange gode grunde til.
Foto: Line Svindt
Se store billeder her →
Det var med ordene, at musikken begyndte for Katinka.

Alt det, pomfritter kan fortælle

Katinka dykker ned i sin taske og hiver en lille, petroleumsblå bog op; hendes nye digtsamling. Hun bladrer lidt i siderne, stopper op på side 19, og giver sig til at fortælle:

”Det her billede, for eksempel, det er en træhund, jeg altid har haft, og som betyder noget for mig.”

’Et hus af krop’, hedder samlingen, som udkom i september på Forlaget Neurose. Et hus af krop, eller et hylster, måske, hvor mange manifestationer af krop er samlet. For det er ordene også for Katinka: Fysiske manifestationer.

”Jeg samler på ord – har altid samlet på ord, som smager godt,” fortæller hun og viser de seneste eksempler, hun har noteret i en af sine utallige dagbøger.

Denne her er lyserød med et mønster, der ligner små guldfjer. En sirlig pigethed, der ikke rigtig passer til kvinden, der føler sig bedre hjemme i brune bodegaer end i velfriserede omgivelser, og som hellere vil have pomfritter end blomster af sin kæreste (for så ved hun, at han forstår hende: forstår, at hun ikke kan lide alt det prætentiøse, forstår, at hun bedst kan lide simpel mad og altid har lyst til salt, fordi hun næsten altid har tømmermænd. At han forstår og accepterer, at hun endnu ikke er faldet til ro i at have en hverdag med hjemmeaftener, og at kærligheden ikke skal have for store armbevægelser, for det er svært nok at have tillid til, at han ikke er psykopat, fordi han vil hende og kun hende).

’Nikotinnegle’, er et af ordene i dagbogen. Og hvad det bliver til, hvad ordet afføder, ved hun ikke endnu.

”De ord, jeg samler på, er ord, som jeg føler, har en større rundkreds, hvor der kredser noget andet. Og på et tidspunkt, finder jeg ud af, hvad de vil sige.”

Drømmen om et krybbespil

Det var med ordene, at musikken begyndte for Katinka. Allerede som barn samlede hun på dem – høstede dem, når hendes far sang højt fra ’Lystige viser og sange’, skrev rim og remser ned i sine dagbøger uden at have en anelse om, hvorfor hun gjorde det.

At ordene vil hende noget, kan man mærke. Hun synger med en rumlighed og dybde, med en kropslighed, som er meget mere end en stor stemme. Måske er det derfor, at hun trods sin unge alder allerede har markeret sig som fortolker af flere sværvægtere inden for dansk musik og poesi; senest med sin fortolkning af Sebastians ’Du er ikke alene’ til uddelingen af Tine Bryld-prisen i oktober, med sin danske fremførelse af Sort Sols ’Let Your Fingers Do The Walking’ og med forestillingsrækken ’Væbnet med vinger’, hvor hun gennem musikken fortolker digte af Michael Strunge.

Ordene vil noget med Katinka, og hun vil noget med dem. Men diktere, dét vil hun ikke.

”Jeg har det ikke sådan, at folk skal forstå mine tekster præcis som mig. Det ville jo være fucked up, hvis folk fik præcist det samme ud af mine tekster, som jeg har tænkt eller følt. Det er mere befriende, hvis folk fortolker – hvis der er noget, andre kan bruge til noget, så har jeg jo gjort det godt nok... - eller, så har jeg gjort det godt. ”

Vi er ved at runde af. Der er gået en time, og Katinka er allerede småforsinket til det næste interview. Hvordan krybbespillet, hun så brændende ønsker sig, kommer ind i samtalen, husker jeg ikke. Men det har noget at gøre med det, at hun er flyttet sammen med sin kæreste, og at det nye hjem har brug for et krybbespil. En stadfæstelse af, at det er et hjem.

”Jeg er vist ved at bygge rede,” siger Katinka og kigger ud på den lyseblå dag.

Da vi siger farvel, giver hun et kram. Og jeg tænker, at det forhåbentlig betyder, at hun ved, jeg ikke synes, hun er nederen.

Fakta:

Bandet Katinka har netop udgivet julesangen De juleløse holder jul.

Katinka Bjerregård er nomineret som “årets sangskriver" til DMA - Danish Music Awards,  som bliver udddelt den 12. november

Bandet Katinka består foruden Katinka Bjerregaard af guitarist og producer Simon Ask, Marie Hageltorn Christiansen ( kor og keyboard) og bassist Lucas Rundblad. Gruppen udsendte i 2014 debut-ep'en I røntgen. I 2015 vandt Katinka DR's talentudviklingsprogram KarriereKanonen. Før debutpladen kom på gaden, blev bandet kåret som ’Årets håb’ med kritikerprisen Steppeulven

Bandet kan opleves her

15. november: Tobakken  Esbjerg
16. november: Maskinhallen Frederikshavn
17. november: VoxHall Aarhus
18. november: Katinka + support: Arbirk KulisseLageret Horsens
23. november: Slagelse Musikhus og Badeanstalten
24. november: Templet Kongens Lyngby
29. november: Store Vega København

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: