Kulturby-projektet SAGN i Odder med Teitur, Andrea Pellegrini, Lydenskab, Teater Madam

SAGN: Når kunsten møder Odder

Alt det andet Artikel Skrevet af: Andreas Lindbjerg Nielsen 2017-11-16
Del på facebook
Facebook

SAGN: Når kunsten møder Odder

Teitur, Ursula Andkjær Olsen og Andrea Pellegrini har været med til at omsætte lokale historier fra Odder til musik, tekst og dans. Det er blevet til en stort opsat koncertforestilling om og til byen

På lørdag kan man i Remisen i Odder opleve 102-årige Inger Jakobsen i en intens vals med hele sin familie. Det er én af mange kunstneriske elementer i kulturby-projektet, SAGN, i Odder, som kulminerer i en stor koncertforestilling om og til den østjyske landsby.

Forestillingen er et samarbejde mellem en lang række forskellige kunstnere. Den færøske musiker Teitur har skrevet musikken til det 120 mand store kor. Forfatter Ursula Andkjær Olsen har skrevet teksterne. Operasangeren Andrea Pellegrini formidler historier sammen med lokale kvinder. Hertil kommer en broget flok af klassiske musikere, teaterfolk, filmfolk og lokale kunstnere og borgere.
Foto: Rais Foto
Se store billeder her →
Ensemblet Lydenskab, fra venstre: Mads Uldall-Jessen, Karolina Leedo, Thea Vesti Pedersen og Sofia Lind Pedersen.
Foto: Rais Foto
Se store billeder her →
Den færøske musiker Teitur har skrevet musikken og synger selv i forestillingen.

Kulturen er vigtig i små byer

Det lokale projekt har været 3 år undervejs. Idékvinde bag forestillingen er Thea Vesti Pedersen, som selv kommer fra Odder.

“Idéen til SAGN opstod først og fremmest ud af en stor kærlighed til stedet. Da jeg voksede op, var der en masse voksne, som gjorde rigtig meget for kulturlivet. Det, følte jeg, var gået lidt i stå indtil for fire år siden. Det er vigtigt for en lille by at have et kulturliv, man kan træde ind i.”

Det sidste års tid har Thea Vesti Pedersen og resten af holdet arbejdet målrettet med at omsætte de gode fortællinger fra lokalområdet til musik, dans, visuelle elementer og kunstneriske installationer. Blandt andet har scenografen Rob van den Broek sammen med 300 skolebørn været med til at skabe scenografien til forestillingen.

“Jeg har fået en endnu større tilknytning til byen efter at have lyttet til folks historier. Unge, der fortæller om deres liv, flygtningehistorier fra de nyeste borgere og deres fælles drømme for fremtiden. Det er i mødet mellem kunstneren og borgeren, at der opstår noget unikt,” fortæller Thea Vesti Pedersen.

Foto: Thea Vesti - SAGN
Se store billeder her →
Borgere og kunstnere mødes under arbejdet med SAGN.
Foto: Thea Vesti - SAGN
Se store billeder her →
Billede fra øvelokalet: Thea Vesti Pedersen, Karolina Leedo og Teitur.
Og det er netop mødet mellem kunsten og de lokale fortællinger, som er omdrejningspunktet for koncertforestillingen SAGN. Opgaven har derfor været, at give disse virkelige fortællinger et kunstnerisk udtryk.

“Det har faktisk gjort hele processen med at give form til historierne nemmere, at der er mennesker bag. Altså, at det ikke bare er mig som kunstner, der står i midten af fortællingen, men at det er andre mennesker. Det er virkelige historier og levet liv.”

Fri mig for finkulturen

Thea Vesti Pedersen er en del af ensemblet Lydenskab, som også er dybt engageret i forestillingen. Deres erklærede mission er at sætte den klassiske musik i nye, anderledes rammer. Noget, som de har taget med ind i forestillingen SAGN.

“Der er selvfølgelig en masse ørehængere, men der kommer også til at være noget mere eksperimenterende. En af mine kæpheste er, at folk fra egnen ikke skal afskrive ting, fordi de er for “finkulturelle”. Alle de elementer, vi bruger i koncerten, ville jo kunne kaldes finkultur hver for sig; kor, klassisk musik, dans, opera. Men med opsætningen i en gammel remise og med hjælp fra lokalområdet håber jeg, at vi kan vise, at kunst er for alle.”
Foto: Thea Vesti - SAGN
Se store billeder her →
Gennem et år er der blevet indsamlet historier fra de lokale Odder-borgere.
Foto: Thea Vesti - SAGN
Se store billeder her →
Kærlighedshistorier søges - annonce fra lokalavisen.
Thea Vesti Pedersen håber også, at SAGN kan skabe en følelse af fællesskab på tværs af de mange forskellige grupper i lokalsamfundet. Hvad enten man er ung gymnasieelev, pensionist eller flygtning.

“Jeg håber, at det kan give folk en fornemmelse af stolthed over lokalområdet. Og en forståelse for, at man ikke behøver at tage til Horsens eller Aarhus for at opleve kunsten og kulturen. Den kan lige så godt dyrkes lokalt.”

Fakta:

SAGN finder sted den 18. november 2017 kl. 20.00 i Remisen i Odder

Sanger og komponist: TEITUR
Operasanger og komponist: ANDREA PELLEGRINI
Klassiske ensemble Lydenskab: KAROLINA LEEDO, SOFIA LIND PEDERSEN, MADS ULDALL-JESSEN og THEA VESTI
Børneteatret Teater Madam Bach: CHRISTIAN SCHRØDER OG PERNILLE BACH
Komponist: EYVIND GULBRANDSEN
Danser: KIRSTINE HASTRUP

Multikunstner og scenograf: ROB VAN DEN BROEK
Tekster og Visuals af URSULA ANDKJÆR OLSEN og SIGNE KLEJS

Film og filmlydspor: KETIL THAISEN og HANS SYDOW
og 150 borgere fra Odder Kommune.

Læs mere om projektet på Facebook.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: