Kulturmagasinet Fine Spinds julegave-idéer til den kulturinteresserede

Redaktionens julegave-idéer til den kulturinteresserede

ArtikelAlt det andetSkrevet af: Chris Johansen14. dec 2017

Hvis du stadig har plads på din ønskeseddel eller mangler gave-inspiration til den kulturinteresserede, der har alt, er der håb forude. Kulturmagasinet Fine Spinds redaktion har udvekslet ønskesedler, og vi bringer her otte hurtige julegave-idéer til den kulturinteresserede

1. “Forfatteralmanak 2018"

Aarhus Litteraturcenter og forfatter Alice Aagaard står bag Forfatteralmanak 2018, der er en kalender med skriveråd, artikler, redskaber, skriveøvelser og meget mere til den, der aspirerer til at blive forfatter.

52 danske forfattere har bidraget til projektet med deres bedste skriveråd – blandt andre Kim Leine, Pia Tafdrup, Lone Hørslev, Peter Laugesen og Svend Åge Madsen.

Forfatteralmanak 2018 kan købes online på forfatteralmanak.dk og udvalgte boghandlere i Aarhus og Viborg. Se mere info på hjemmesiden.

Læs vores artikel om Forfatteralmanak 2018 her.

2. Medlemskab til Filmporten

Filmporten startede i 2001 som et initiativ fra de danske arthouse-biografer, der ønskede at give den smalle kvalitetsfilm et bedre grundlag. Konceptet er enkelt: som medlem får man hver måned tilsendt en mail med et udvalg af aktuelle film, som kan ses i udvalgte biografer med 50% rabat på biografbilletten.

I år har anmelderroste film som I Am Not Your Negro og The Square været på Filmportens program i biografer i København, Hillerød, Odense, Kolding, Aarhus og Aalborg. Læs mere om konceptet på filmporten.dk.

Læs vores femstjernede anmeldelse af I Am Not Your Negro her.
'Forfatteralmanak 2018': en kalender med skriveråd, artikler, redskaber, skriveøvelser og meget mere til den, der aspirerer til at blive forfatter.
Foto: Jan Jul
Den franske film 'L'amant double' er en af de mange film, der i år har været på programmet på Filmporten.
Foto: PR-foto

3. “Knokkelmandens cirkus" af Oscar K. og Dorte Karrebæk

Knokkelmandens cirkus af Oscar K. og Dorte Karrebæk er en mærkværdig billedbog for børn. Det er muligt at læse historien, som man selv har lyst til, man kan udvikle historien med bogens tilhørende klistermærker, og man kan folde hele bogen ud til et langt billede på over to meter.

Det interaktive værk henter inspiration i Frank Greens klassiske børnesang, hvor hvert vers udskiller én person fra en gruppe på ti. Med sine mærkværdige tegninger og historie, der ofte kræver god tålmodighed, henvender bogen sig mest til børn i den folkeskoleklare alder.

4. “Det flimrende lys over Brabrand sø" af Nicolai Munch-Hansen

Den danske jazz- og indierock-bassist Nicolai Munch-Hansen døde pludseligt og alt for tidligt tilbage i februar i år. Men kort inden sin død nåede han at udgive det fremragende album Det flimrende lys over Brabrand sø, der sætter musik til digte af Peter Laugesen. På albummet er de to ledsaget af blandt andre Steen Jørgensen, Adi Zukanovic og Nicolai Munch-Hansens hustro Kira Skov.

Det flimrende lys over Brabrand sø blev i starten af december belønnet med prisen Årets Danske Jazzudgivelse ved DMA Jazz. Den 23. februar 2018 er det desuden muligt at høre Nicolai Munch-Hansens musik på Atlas i Aarhus, når hans nærmeste musikalske venner hylder ham med koncerten The Music of Nicolai Munch-Hansen.

Tidligere på året snakkede vi med Kira Skov om blandt andet sorgen over at have mistet ægtefællen Nicolai Munch-Hansen. Læs interviewet her.
'Knokkelmandens cirkus': en mærkværdig billedbog for børn af Oscar K. og Dorte Karrebæk.
Foto: PR-foto
Nicolai Munch-Hansens album 'Det flimrende lys over Brabrand sø'.
Foto: PR-foto

5. “Tænkepauser"

I bogserien Tænkepause formidler forskere fra Aarhus Universitet på kun 60 sider deres viden om alt fra fiktion, karma og politik til litteratur, terror og erindring. Listen over emner er lang, men fælles for dem alle er, at det er interessant forskning og viden formidlet, så de fleste læsere kan være med.

Tirsdag den 5. december rullede Tænkepause nummer 1 million af samlebåndet ved JVM Bogbinderi i Kolding. Forskningsminister Søren Pind modtog efterfølgende den ”runde” bog, der er skrevet af litteraturhistoriker Simona Zetterberg Gjerlevsen. Aarhus Universitetsforlag meddeler desuden, at der allerede er over 30 nye Tænkepauser på vej.

6. Kunst fra En hemmelig klub

Kunstcentret En hemmelig klub har åbent for julebesøg i deres værksted den 16. og 17. december på Sonnesgade 13 i Aarhus. Her er det muligt både at få glögg og juleknas, mens man kan kigge nærmere på deres udvalg af julekort, serigrafier og risografier.

Kan du ikke nå at komme forbi En hemmelig klubs værksted, er det også muligt at bestille et af deres flotte værker på deres webshop.

Vi har tidligere besøgt En hemmelig klub i deres værksted. Se billederne der fra her.
Et lille kig ind i værkstedet hos kunstcentret En hemmelig klub.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Bogønske: 'Hvor godtfolk er' af Iben Mondrup og Maria Molbech.
Foto: PR-foto

7. Workshop i dukkefilm på Teater Refleksion

For blot 100 kroner kan man deltage i Teater Refleksions dukkefilm-workshop, hvor det er muligt at prøve kræfter med stop-motion-teknik og lave sin helt egen film. Workshoppen er for hele familien, og man er velkommen til at tage egne figurer og dukker med, så de kan få hovedrollerne i filmen.

Stop-motion-teknikken skulle være nem at lære, og stilen kendes fra film som Cowboy, Indianer og Hest og Bjergkøbing Grand Prix. Billetter til workshoppen kan købes på Teater Refleksions hjemmeside.

8. “Hvor godtfolk er" af Iben Mondrup og Maria Molbech

Forfatter Iben Mondrup og illustrator Maria Molbechs grafiske roman Hvor godtfolk er, er en mulighed for at komme med på litterær pubcrawl rundt om på de brune værtshuse i Aarhus. Bogen er opstået på baggrund af en række værtshusbesøg, hvor de to ophavskvinder er faldet i snak med stamgæster, og det er stamgæsternes fortællinger, der er blevet forvandlet til ord og illustrationer i bogen.

De to kunstnere er blevet sat sammen til projektet ATLAS OVER AARHUS i forbindelse med Aarhus 2017. Bogen blev sat i salg den 6. december, men et stort antal af oplaget foræres gratis ud til deling mellem byens borgere. Bogen er sat ud i byens caféer, butikker og andre offentlige mødesteder, og på de gratis bøger vil der være påsat klistermærker, der opfordrer til, at man giver bogen videre til en ny læser, når man er færdig med den.

Bogen udgives af 365TEKSTER. Læs mere på deres hjemmeside her

Facebook
Del på facebook

Chris Johansen

Kulturjournalist og redaktionsmedarbejder

Chris Johansen er uddannet cand.mag. i dansk og retorik fra Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation på Facebook. Han har tidligere skrevet for bl.a. Gaffa. Foruden musik er også litteratur og film store interesser, hvor Kafka, Houellebecq og Lynch er blandt favoritterne.

Se Chriss artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind