Den Gamle By Ole Lukøje Teater Børn Historieformidling

Gode gamle Ole Lukøje

ArtikelSceneSkrevet af: Marie Nyeng15. maj 2015

Den Gamle By i Aarhus er et sted, hvor historien bliver levende for hele familien. Henover sommeren kommer en lille teatertrup rejsende til byen med deres egen helt særlige opsætning af H.C. Andersens Ole Lukøje

De render jo sikkert med vasketøjet, bliver der hvisket i krogene. Karen og Lars er ankommet til torvet i Den Gamle By i Aarhus med deres omrejsende teater Laurentius. Det er gode tider. Vi er landet i tiden før det store finanskrak, altså det i 1929. Det kan godt løbe rundt for et ungt forlovet par at rejse fra by til by og optræde med H.C. Andersens eventyr om Ole Lukøje. I 1927 skulle omrejsende gøglere bede byen om tilladelse til at optræde, så det gør de også i Den Gamle By. Bagefter går turen for Lars og Karen ned til isenkræmmeren, som ejer den baggård, hvor de skal optræde. Isenkræmmeren skal betales, inden forestillingen kan gå igang.

En solid cykel med sidevogn i sort støbejern drejer ind i isenkræmmerens brostensbelagte baggård. Et maleri bliver stillet på en afsats i muren. En høj mand i hvid natskjorte, knælange striksokker og rød hue slår en paraply op, og snart er baggården forvandlet til et soveværelse hjemme hos drengen Hjalmer.

Skæg blev til Hele historen

Det er dramaturg Lisa Duus Nielsen, der står bag forestillingen Ole Lukøje og den lille historiske teatertrup, som helt ind til september af og til vil komme forbi Den Gamle By. Lisa Duus Nielsen bruger teater og teatrets virkemidler til at skabe levende formidling på museer og andre kulturinstitutioner. Hendes teater hedder Hele Historien.
Det er ikke altid let at være den første, der skal i seng.
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
Ole Lukøje er en gammel figur fra folkeeventyr. I Den Gamle By er det H.C. Andersens udgave, der er på spil.
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
Tidligere har hun lavet mere traditionelle teaterforestillinger under navnet Teater Skæg som juleforestillingen Jul i stemningsløse, som også blev spillet i den Gamle by. Med navneskiftet til Hele historien er Lisa Duus Nielsen begyndt at arbejde med hele koncepter for at gøre historie levende. Selv siger hun: “Alle lærer forskelligt. Når historien og kulturen bliver til levende mennesker, sker der noget, og publikum/museumsbesøgende får en helt masse med, som de måske ellers ville gå glip af.”

Der er aldrig langt til en hønsegård

Drengen Hjalmer er ikke tilfreds med at skulle i seng. Han skal altid først i seng, selvom hele familien sover i den samme seng. En aften dukker Ole Lukøje op, og da først Hjalmer er puttet under dynen, forvandler soveværelset sig til Ole Lukøjes land. Hjalmer og gamle Ole er på fisketur, og kort tid efter er Oles røde paraply blevet til en stork, der kan fortælle de mest utrolige eventyr om de varme lande. Og når man nu er i en drøm, er der ikke langt fra at stå med en vildfaren udmattet stork i favnen til at være en kaglende høne i en hønsegård.
Hjalmar har lært af sin farfar, at det er smart at sætte ting i system. Det er også nyttigt, når stjerne skal pudses.
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
Landevejsteatret Laurentius rejser i 1927 rundt fra by til by.
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
De to skuespillere ankom til den Gamle By på en cykel. Når Hjalmer er vågen, vender cyklen fronten mod publikum, men lige så snart han falder i søvn, drejer Ole Lukøje cyklen 180º. Det er et lille trick i en lillebitte scenografi, men selv ikke de mindste er i tvivl om, hvornår Hjalmer drømmer, og hvornår han er vågen.

Gå direkte ind i H. C. Andersens hattebutik

Den Gamle By er et helt særligt sted, når det gælder mulighederne for at opleve historiens vingeslag sammen med sine børn. Her er forskellige tidsaldres bymiljøer samlet og iscenesat med levende handlende i butikkerne og høns i baggården. Der er en bydel med huse fra 1550-1900, en bydel fra 1927, en fra 1974, og i de kommende år vil 2015 også komme ind i museet med sine egne gader.

Museumsdirektør i Den Gamle By Thomas Bloch Ravn siger: “Den Gamle By er det nærmeste, man i DK kan komme på et troværdigt billede af en by på H.C. Andersens tid. Det er en produktion som Ole Lukøje med til gøre opmærksom på og spille sammen med. Når vi laver sådanne arrangementer, er det planen, at de altid skal hænge sammen med nogle væsentlige ting, som vi laver på den mere traditionelle museumsfront. Således har vi nogle år eksempelvis arrangeret 70'er festival som en slags ekstra krydderi på de miljøer fra 1970'erne, som vi åbner løbende i disse år.”

Den Gamle By vil være musernes hjem

For museumdirektøren er historien og de øvrige kulturformer som musik, drama og billedkunst to sider af samme sag. Teater er en del af museets formidlingsarbejde og en del af den måde, hvorpå museet giver børn og voksne mulighed for at opleve fortiden.
Lisa Duus Nielsen har instrueret og iscenesat Ole Lukøje i Den Gamle By.
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
Teater og historieformidling går hånd i hånd i Den Gamle By.
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
“I Den Gamle By tolker vi museumsbegrebet med udgangspunkt i den oprindelige græske betydning af ordet som musernes hjem, altså hjemmet for de muser, som har at gøre med det dramatiske, det lyriske, det musiske - samt det historiske. Oversat til nutidsdansk kan man sige, at drama og museum hænger tæt sammen, og det hænger endnu tættere sammen i et museum, der som Den Gamle By er et open air museum med hele miljøer, hvor man ikke bare kigger på ting i montrer, men hvor man næsten føler, man træder ind i historien”
Selvom det går meget godt med det der gøgleri i 1927, går teateruppens Lars efter Ole Lukøje-forestillingen alligevel fra sted til sted i Den Gamle By og søger arbejde, for nu vil Karen egentlig gerne til at slå sig ned. Lisa Duus Nielsen, fortæller, at Karen har passeret de 25 år, og man skulle jo nødig gå hen at blive over 30 år, inden man bliver gift, for så er man gammeljomfru, og så er det for sent.


Se hvilke dage teatertruppen Laurentzius cykler ind i Den Gamle By med Ole Lukøje i Fine Spinds kalender


Forestillingen Ole Lukøje er for alle aldre, men det kan være en god idé at sidde tæt på de helt små.

Lisa Duus Nielsen Hele historien hed tidligere Teater Skæg

Senere på sommeren vil man også kunne opleve, hvordan Hele historien forvandler noget af Moesgaard Museum i Aarhus til levende formidling 

Ole Lukøje er:

Instrueret og produceret af Lisa Duus Nielsen.
Skrevet af Jeppe Munksgaard.
Skuespillere: Albert Stein Ankerstjerne og Mette Gregersen
Foto: Fine Spind | Marie Nyeng
Facebook
Del på facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind