Kunstner-queen Jeannette Ehlers - PORTRÆT-INTERVIEW

Kunstner-queen lader skyggerne spille

ArtikelKunst og UdstillingerSkrevet af: Jannie Elisa Fjorside01. feb 2018

Billedkunstner Jeannette Ehlers bruger sig selv til at vende vores virkelighedsopfattelse på vrangen og fortælle historien om de folk, der har stået i historieskrivningens skygge

Du kender sikkert følelsen. Du er lidt uden for situationen, du befinder dig i. Lidt uden for dig selv, og dér, mens du ser dig selv og din kæreste og stuen, I sidder i, udefra, opstår der pludselig noget; en ide, en tanke. Eller begyndelsen til en kunstnerisk identitet.

Det var sådan, billedkunster og performance artist Jeannette Ehlers fandt sin kunstneriske platform. Hun dimitterede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Vejen dertil gik gennem Aarhus og Odense, hvor hun flyttede til som teenager.

”Jeg flyttede til Odense midt i firserne, og det var en fin by dengang – der skete virkelig meget, som var spændende for en teenager som mig. Jeg færdedes meget i kreative miljøer dér, og udover at danse begyndte jeg at male en del. Det var sådan en ide, mange fra min generation havde, tror jeg – at hvis man var billedkunstner, så skulle man male,” fortæller Jeannette Ehlers.

Hun tog kurser på daghøjskoler og senere et ophold på Kunsthøjskolen på Ærø.

”Dér blev jeg virkelig rystet i min grundvold. Så kom jeg dér med dét, jeg troede, at jeg kunne, og så var det bare noget HELT andet, end det jeg havde lavet før. Jeg havde været så forhippet på, at jeg skulle male, men den forestilling blev punkteret på Ærø. I stedet for begyndte jeg at fokusere på mange andre praksisser – og det var tegning, jeg kom ind på, da jeg blev optaget på Kunstakademiet i Odense, hvor jeg startede.”
I performancen Whip it Good pisker Jeannette Ehlers på et lærred med en pisk indværtet i kul.
Foto: Casper Maare
Jeannette Ehlers har arbejdet med med skygger eksempelvis her i videoværket Black magic.
Foto: Jeanette Ehlers

Det hvide lærreds forbandelse

På Kunstakademiet voksede den fremmedgørelse til malerkunsten, som Jeannette Ehlers var begyndt at mærke allerede på Ærø.

”Jeg kunne ikke få det til at fungere, og når jeg senere hen har reflekteret over det, så tror jeg, at denne her vestlige traditionsbundne måde at forholde sig til maleriet på har blokeret noget for mig. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere farverne, perspektiverne og det hvide lærred, når jeg samtidig konstant skulle forholde mig til de strenge kunsthistoriske referencer og det eurocentriske kodeks. Det kvalte min lyst til at male,” fortæller Jeannette Ehlers.

Tanken om i stedet at kaste sig over levende billeder, der siden har været Jeannette Ehlers’ primære platform som kunstner, fik hun en dag, hvor hun sad – lidt uden for sig selv – og så en foldboldkamp med sin daværende kæreste.

”Han var vild med fodbold, og jeg så med, selvom jeg ikke rigtig var interesseret. Og så begyndte jeg at lægge mærke til spillernes skygger og tænkte: Hvad nu, hvis jeg fjerner det vigtige – hvad nu, hvis jeg lader skyggerne spille?”

Jeannette Ehlers sidder ved spisebordet i hjemmet på Nørrebro og fortæller. Fra stuevinduet har man udsigt til Assistens Kirkegårdens gule mur og vinterskaldede trætroppe. Vi er højt nok oppe til, at støjen fra Nørrebrogade forsvinder til en summen, og på den måde passer sceneriet udefra meget godt med samtalen, vi har herinde; Jeannette Ehlers fortæller med en ro, som måske skyldes, at hun er vant til at stille sig til skue, både professionelt og personligt. Men under roen er der en summen af noget, som en elektrisk ladning, der måske kan slå gnister. Dén skyldes måske den historie, hun stiller til skue gennem sin kunst.

”Da jeg begyndte at arbejde med film, så følte jeg, at det var et medie, jeg havde hjemme i – jeg kunne forholde mig til det. Mit arbejde med at fjerne elementer fra billeder og videoer har hvilet på ideen om identifikation og mangel på samme – og da jeg så begyndte at arbejde med kolonitiden som tema, så tænkte jeg: ’Gud, ja, det er jo dét, jeg hele tiden har gået og ’varmet op’ til.”
Værket Atlantic (endless-row).
Foto: Jeannette Ehlers
Jeannette Ehlers er datter af en dansk mor og en far fra Trinidad, der tidligere var en britisk koloni.
Foto: Casper Holmenlund Christensen

Pisk!

Jeannette Ehlers er datter af en dansk mor og en far fra Trinidad, der tidligere var en britisk koloni – sammen med naboøen Tobago fik Trinidad selvstyre i 1958 og uafhængighed fra Storbritannien i 1962. Og ved at bruge sin egen baggrund aktivt har Jeannette Ehlers i mere end ti år brugt sin kunst til at skabe opmærksomhed omkring kolonitiden og dens magtstrukturer, som hun stadig ser i samfundet i dag.

”Der tales ofte om skyld i forbindelse med kolonitiden. Jeg vil hellere tale om konsekvens og ansvar. Men jeg ser mig ikke som ”politisk kunstner”; jeg er billedkunstner, der på poetisk vis arbejder med politiske temaer. Det, jeg vil, er at vække folks diskussionslyst og refleksion og plante frø til nye erkendelser, i hvert fald for mig selv og forhåbentlig også for mit publikum. Selv om den enkelte godt kan være reflekteret, hersker der stadig en ignorant og arrogant mentalitet, hvor man ikke vil anerkende historien og dens negative konsekvenser for samtiden. Denne indstilling er indbegrebet af kolonial tankesæt og understøtter de racistiske magtstrukturer, vi stadig lever under i dag; det er et resultat af kolonitiden,” siger Jeannette Ehlers.

Det er til tider voldsomt, når Jeannette Ehlers tager fat om historien; for eksempel i sin live performance Whip It Good, som hun første gang opførte i Berlin i 2013 i forbindelse med kunst-eventet Black Europe Body Politics. Med en pisk ’pudret’ med kul pisker hun sorte ar frem på et hvidt lærred, og det er en performance, der ofte afføder en stærk reaktion fra publikum.

”Jeg kan godt lide at tale med publikum efter en live performance og høre deres reaktion – reaktionerne er oftest meget dybtfølte og også meget forskellige, alt afhængig af hvor performancen bliver lavet. Lokation spiller en stor rolle og ligeledes gør publikums historiske bevidsthed. F.eks. er der stor forskel på at lave Whip It Good i Danmark og Sydafrika, idét sydafrikanerne har en langt højere bevidsthed om deres racistiske kolonihistorie og samfund, til forskel fra danskerne, der ligesom har afkoblet sig fra sin. Og med Whip It Good, der kan jeg mærke, at folk har et stort behov for at tale om det bagefter,” siger Jeannette Ehlers og fortsætter:

”Jeg tror meget på, at kunsten kan italesætte de her tematikker på en god måde ved at fremkalde komplekse følelser. Kunst handler jo om liv, og livet er fuld af mange facetter – og kompleksitet.”

Læs også: Cool Tendense i samtidskunsten - gruppeudstilling med Jeanette Ehlers på ARoS

Jennette Ehlers og La Vaughn Belle fra St. Croïx med hovedet fra deres 7 meter høje skulptur, som skal stå ved Den kongelige afstøningssamling i København
Foto: Michael K. Wilson
Lige nu kan nogle af Jeannette Ehlers værker opleves på ARoS og i Den Sorte Diamant.
Foto: Nikolaj Recke

En dans for Papa Legba

De komplekse følelser kommer blandt andet til udtryk i videoen Black Magic at The White House, som Jeannette Ehlers indspillede kort efter Obamas første indsættelsesperiode. Her bliver indignationen danset til live både med humor og alvor: Jeannette Ehlers optræder som en dansende skygge – ind imellem vises hendes ansigt i korte glimt. Hun danser en afrikansk/haitiansk-inspireret vodou-dans.

”Jeg havde søgt om at få lov til at filme på Marienborg, som jo er én af mange bygninger i og uden for København, der er et direkte aftryk fra kolonitiden. Samtidig er der en dobbelt symbolik i, at det er statsministerens bolig – og spillet med ’The White House’, og som i øvrigt også er bygget på slavepenge af slavegjorte, hvor Obama lige var indsat som præsident,” fortæller hun,

Hendes magi var imidlertid ikke stærk nok til at komme ind på Marienborg – anmodningen blev afvist ”på grund af sikkerhedsmæssige årsager”.

”Jeg måtte finde et andet sted bygget på samme tid og i samme stil, for det var en vigtig pointe, at det foregik dér. Jeg ved ikke lige, hvad de mente, der var så farligt ved mig,” griner Jeannette uden at lyde, som om hun synes, det er sjovt.

Dansen, hun opfører i filmen, og inskriptionerne på gulvet er en del af det haitianske vodou-ritual Ve’ve, der bruges for at hidkalde Papa Legba – ham, der står mellem åndeverdenen og den menneskelige verden, forklarer hun. Som dansen skrider frem, bliver den stadig mere ekstatisk, og glimtene af hendes ansigt dukker frem stadigt hyppigere; hun danser sine egne aners historie og dem, der hele tiden har været skjult, frem i den vestlige verden.
Fra Jeannette Ehlers værk Atlantic (gate-of-no-return)
Foto: Nikolaj Recke
Til marts afsløres Jeannette Ehlers og La Vaughn Belles 7 meter høje skulptur i København
Foto: Casper Holmenlund Christensen

København får ny Queen

Når Jeannette Ehlers i slutningen af marts er klar med sit næste kunstneriske greb om kolonihistorien, kommer den ikke frem i glimt men helt ud i det begyndende forårslys. Gennem et tæt samarbejde med billedkunstneren La Vaughn Belle fra St. Croïx har hun skabt en 7 meter høj skulptur, der skal tage plads i perfekt symmetri til Michelangelos David foran Den Kongelige Afstøbningssamling i København – det tidligere Vestindisk Pakhus.

”Skulpturen er et mindesmærke for Queen Mary, en meget berømt og vigtig kvinde, der var med til at lede det første arbejderoprør mod den danske kolonimagt på St. Croïx i 1878 – det var ikke et slaveopgør, for slaveriet var ophørt. Men arbejderne havde ikke meget bedre forhold, selv om de var frie, og det bliver tit overset,” fortæller Jeannette Ehlers og fortsætter:

”Betegnelsen queen er et udtryk for hæder – det er ikke noget, man kan være født til, men noget man bliver, hvis man leder an i en vigtig sag. Ved at sætte vores Queen Mary i den stol, vi gør, laver vi samtidig en reference til borgerrettighedsbevægelsen The Black Panther Party og til Black Lives Matter-bevægelsen, hvor sidstnævnte også blev startet af tre queens.”

Med skulpturen I Am Queen Mary bringer Jeannette Ehlers den sorte modstandsbevægelse til Danmark, og hun har i bogstavelig forstand brugt ikke bare sin egen baggrund, men egen krop; skulpturen er designet ved at lave en hybrid af 3-d-scanninger af hendes og La Vaughn Belles kroppe. To kvinders kroppe smeltet sammen til én ny ’queen’. På den måde sættes både fortid, nutid og fremtid i spil.

”Kunstnerisk har jeg bevæget mig fra at fjerne elementer til denne her manifestation – en sort kvinde, en af de mest usynlige grupper i samfundet. Ud af statuerne i København er 98 % af dem af mænd – og selv om I Am Queen Mary kun er én, så er hun stor,” slutter Jeannette Ehlers.

Og griner, så dreadlocksene danser let fra hendes hestehale.

Fakta:

Jeannette Ehlers bor og arbejder i København.

Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006
I 2010 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

Lige nu udstiller hun i gruppeudstillingen COOL,CALM AND COLLECTED på AROS i Aarhus og i udstillingen Blinde Vinkler - Billeder af kolonien Dansk Vestindien i Den Sorte Diamant i København. 

Facebook
Del på facebook

Jannie Elisa Fjorside

Skribent
Se Jannies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind