6 anbefalinger til CPH:DOX filmfestival
På torsdag åbner dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX. Vi bringer her 6 anbefalinger til festivalen, som løber fra den 15. - 25. marts 2018
Uskyldig dømt
Trænede forhørsledere kan få uskyldige til at tilstå nærmest hvad som helst i USA. En dansk advokat arbejder for retfærdighed i et hårrejsende og kynisk system.
Under afhøringer i USA er det både lovligt og ifølge denne dokumentar vidt udbredt at bruge specielle psykologiske teknikker til at få mistænkte til at tilstå. I et lukket rum kan trænede forhørsledere ikke alene få enhver til at tilstå hvadsomhelst. De kan også få uskyldige til at tro, at de faktisk har begået forbrydelser som mord og børnemishandling.
Den danskfødte advokat Jane Fisher-Byrialsen arbejder i New York for at forhindre falske tilståelser, så færre mennesker ender med at komme i fængsel for forbrydelser, de ikke har begået.
Instruktør: Katrine Philp. Originaltitel: Falske tilståelser. Land: Danmark, Tyskland. År: 2018
At forlade ekstremisme
Hvordan træffer du en beslutning, som er livsfarlig, går imod alt hvad du tidligere har troet på, og som vil ændre dit liv for altid? Instruktør Karen Winther gjorde det næsten umulige, da hun trådte ud af den nynazistiske gruppe, hun havde været en del af. I EXIT søger hun efter andre tidligere voldelige ekstremister for at høre deres personlige historier om voldelige fællesskaber og frygten for at forlade dem.
Instruktør: Karen Winther. Originaltitel: Exit. Land: Norge. År: 2018
Velkommen på lossepladsen i en anden verden
Over 250.000 tons elektronisk affald bliver hvert år sejlet illegalt til Ghana for at blive genbrugt under nærmest apokalyptiske forhold. Her arbejder tusindvis af både børn og voksne med at splitte fladskærme, telefoner og laptops ad under åben himmel i et kunstigt og endeløst landskab af skrammel, mens andre udvinder kobber ved at smelte gamle kabler over åben ild. 'Welcome to Sodom' (som er titlen på en rapsang i filmen) placerer os lige midt i stedets mørke hjerte. Men det er arbejdernes stemmer, der fører os rundt i Sodom og sætter ord på de infernalske forhold. Det østrigske instruktørpar Florian Weigensamer & Christian Krönes har skabt en mørk og sensorisk film med en forgænger i landsmanden Michael Glawoggers 'Workingman's Death', men hvor den nærmest tidløse undergangsvision følges af et ekstremt presserende opråb til (og om) den tid, vi lever i netop nu. En tid, hvor den digitale udvikling lover os et stadig mere komfortabelt og problemløst liv, mens den immaterielle illusion om internettet skaber en blind vinkel, hvor al Vestens giftige affald kan dumpes.
Instruktør: Christian Krönes, Florian Weigensamer. Originaltitel: Welcome to Sodom. Land: Østrig. År: 2018
Dansk missionsarbejde i Afrika er nutid
Den danske, kristne missionshistorie i lande som Nigeria er ikke fortid - tværtimod. De frelste er en fascinerende, historisk film i to parallelle spor.
Den danske kolonihistorie er blevet taget op til debat. Et overset kapitel af den er de kristne, danske missionærers arbejde med at omvende afrikanere til den rette tro. Men hvis man tror, at den slags hører fortiden til, kan man godt tro om. Selvom hun er forbi pensionsalderen lægger folk som Rikke Vestergaard liv og sjæl i den kristne missionsbastion i det nordlige Nigeria, for at etablere et bolværk mod islamisterne i Boko Harams hærgen. I en effektfuld kontrast mellem nutidige scener og nogle over hundrede år gamle arkivspoler trækker 'De frelste' en fascinerende og foruroligende, historisk linje fra dengang til i dag, hvor en hel menighed fortsat har portrættet af en afdød missionær fra Brønnum-familien trykt på deres t-shirts og hylder ham i sang og tale. Kan man stadig tage fejl, når man ved, man har ret og i øvrigt handler i god tro? Med en hammer i den ene hånd og biblen i den anden har den hvide mand og kvinde i over hundrede år været med til at bygge skoler og hospitaler - men for hvilken pris?
Instruktør: Morten Vest. Originaltitel: De Frelste. Land: Danmark. År: 2018
Tag kameraet i egen hånd
Der er også et stort program for børn og unge på CPH:DOX i år.Et af arrangementerne for det yngre publikum og deres voksne er en workshop.
Alle kan lave en selfie eller en snap, men hvad indebærer det egentlig at rette kameraet mod hinanden eller sig selv? På CPH:DOXs digitale video- og læringsplatform EVERYDAY mener de, at det er ekstremt vigtigt, at danske børn lærer at blive kreative og bevidste videofortællere. Derfor inviterer de dem til at tage deres far, mor og iphone i hånden og komme til videoworkshop søndag den 18. marts.
Den danske dokumentarfilminstruktør Kathrine Ravn Kruse, som i 2014 lavede den meget personlige dokumentar om sin egen far Mig og min far - hvem fanden gider klappe?, vil guide gennem workshoppen med sjove og lærerige videoøvelser om at filme hinanden og skabe personlige fortællinger. Aldersgruppe: 8-12 år.
Behåret film
Dit hår bliver aldrig det samme igen efter filmen Hairy
På legesyg og selvbiografisk manér fører Anka Schmid os gennem sin egen generations skiftende frisurerer og tendenser, og fletter politisk protest og konformisme sammen i en spraglet og vildtvoksende film, der samtidig er et panoramisk gensyn med den vestlige historie siden 1960'erne.
Instruktør: Anka Schmid. Originaltitel: Haarig. Land: Schweiz. År: 2017
Fakta:
CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden. Den femtende udgave af festivalen finder sted fra 15. til 25. marts 2018
CPH:DOX blev grundlagt i 2003 af festivalens nuværende direktør, Tine Fischer. Med støtte fra både branchen og den nationale presse voksede festivalen fra et besøgstal på 14.000 i det første år til CPH:DOX 2017, hvor CPH:DOX slog alle rekorder med et totalt besøgstal på 97.500
Læs mere på: www.cphdox.dk