Den Frie Udstilling og Sydhavn Station bytter bygninger
Sydhavn Station har valgt at sætte fokus på, hvordan en kunstnersammenslutning fungerer i deres udstilling i Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro.
“Når de enkelte kunstnere udstiller side om side med deres kollegaer uden en overordnet tematik, giver det et frirum og en ramme, hvori den enkelte kunstner får plads og mulighed for en indgående behandling af sit interessefelt,” lyder det fra udstillingsstedet Sydhavn Station.
Se billedserie fra udstillingen
Kunstnersammenslutninger - en historisk institution
Sådan har det nemlig traditionelt været i de danske kunstnersammenslutninger. Sammenslutningerne har haft en eller to årlige udstillinger, hvor medlemmerne har udstillet værker, som ikke nødvendigvis har andet tilfælles, end at kunstnerne bag er medlemmer af sammenslutningen.
Kunstnersammenslutningen Den Frie blev etableret helt tilbage i 1891 som en protest mod den censurerede udstilling på Charlottenborg.
Målet var at skabe et alternativ til det etablerede kunstliv og muliggøre en fri og uafhængig kunst – en tendens der spredtes over hele Europa i samme periode. Frigjort fra de traditionelle institutionelle rammer, kunne Den Frie Udstilling vise ny og eksperimenterende kunst. Sidenhen er kunstnersammenslutningen blevet en af de mest etablerede og indflydelsesrige kunstnerdrevne initiativer. Den Frie har en årlig udstilling i Den Frie Udstillingsbygning.
10 samtidskunstnere i et billetkontor
I 2012 åbnede 10 billedkunstnere udstillingsstedet Sydhavn Station, som de siden har drevet med 10-12 forskellige udstillinger om året. De har indrettet et udstillingsrum i stationens gamle billetkontor og udstiller også kunstværker i plakatholdere på stationen.
Kunstnersammenslutningen Den Frie vil med deres udstilling på Sydhavn Station forholde sig til, hvad man normalt ville finde på en togstation; nemlig en kiosk.
Yvette Brackman, som er en del af Den Fries udstillingsudvalg, fortæller, at de har bedt alle de udstillende kunstnere om at finde værker, som de havde eller kunne producere i mange eksemplarer, som ville kunne sælges til en overkommelig pris. I gamle dage arbejdede kunstnerne i deres værksteder, og når de så udstillede på forårsudstillingen kom Carlsberg og andre samlere og købte værker, så udstillingen var vigtig for kunstnerens økonomi.
Med udstillingen vil Den Frie gerne pege på kunstnersammenslutningens historiske betydning for kunstneres økonomi.
“Økonomi er en vigtig del af sammenslutningernes historie. Vi har stået sammen i sammenslutningerne og hjulpet hinanden. Den danske andelstankegang er også en del af kunstnersammenslutningernes historie.”
Fakta:
Der er fernisering på Udstillingerne Først ind - så ud fredag d. 21. april begynder på Den Frie Udstillingsbygning kl. 17 – 19.
Kl. 19 er der afgang i samlet flok fra Østerport Station til Udstillingsstedet Sydhavn Station, hvor ferniseringen fortsætter fra 19 til sent. Der er GRATIS S-togbilletter.
Deltagende kunstnere i Sydhavns Stations udstilling i Den Frie Udstillingsbygning:
Jens Axel Beck, Sonja Lillebæk Christensen, claus ejner, Thorgej Steen Hansen, Ulla Hvejsel, Heidi Hove, Morten Kamper Jacobsen, Mette Juul, Anne Skole Overgaard, Camilla Rasborg og gæst Lasse Krog Møller.
Deltagende kunstnere i Den Frie Udstilling på Sydhavn Station:
Søren Jensen, Torben Ebbesen, Ulrik Heltoft, Pernille With Madsen, Lis Nogel, Jytte Høy, Ebbe Stub Wittrup, Jørgen Michaelsen, Camilla Berner, Henriette Heise, Finn Reinbothe, Mikkel Carl, Lars Bent Petersen, Henrik Plenge, Yvette Brackman, Jesper Christiansen, Mette Winckelmann, Pia Rönicke, Peter Holst Henckel, Maria Finn, Elle Klarskov Jørgensen, Kristine Kemp, Søren Lose, Margrete Sørensen og gæster Louise Harbo, Tanja Nellemann, Franziska Hoppe og Kasper Hesselbjerg.
Åbningstider:
22. april - 4. juni 2017
Udstillingsstedet Sydhavn Station: torsdag – søndag kl. 13 – 17.
Ernst Kapers Vej 1
2450 København SV.
Åbningstider:
22. april - 4. juni 2017
Den Frie Udstillingsbygning:
Mandag: lukket, tirsdag – fredag: 12 – 18, torsdag: 12 – 21, lørdag – søndag: 12 – 18.
Oslo Plads 1
2100 København Ø.