Den passionerede og idealistiske sangerinde og sangskriver Ida Wenøe mener, at vi har brug for ensomheden. Lige nu er hun på turné med sit 2. studiealbum ‘The Things We Don’t Know Yet’

Ida Wenøe spiller klassisk folk med en vibe af blød 50’er rock. Hendes lyd er varm og opløftende, med stor kærlighed til det rå og upolerede. Hun er en sanger og sangskriver med lysende øjne, ærefrygt for Leonard Cohens legendariske sangtekster, og hun finder stor inspiration i filmskaberen David Lynches mørke film noir-univers i kultserien Twin Peaks.

Ida Wenøe bor i København, men er på mange måder formet af stilheden og naturen omkring hendes barndomshjem i landsbyen Træden i det østlige Jylland. Som teenager havde hun stor udlængsel og drømte sig væk ud i den store verden. I sangen ‘The River of Treesbury Hill’ fra hendes seneste album synger hun om at vende hjem til landsbyen, der er omringet af en skøn natur. “Som teenager skrev jeg en rigtig pinlig og dårlig sang om at rejse væk på eventyr ude i verden, men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg virkelig lært at værdsætte den skønne natur og stemning, der er der, hvor jeg voksede op,” fortæller hun.

At stå på egne ben

Ida Wenøe var oprindeligt forsanger i folkrock-trioen Boho Dancer, der tilbage i 2011 vandt P3’s Karrierekanonen. Hun forlod bandet og udgav sit første soloudspil ‘Time of Ghosts’ i 2015. At forlade bandet og gå solo beskriver hun som én af de mest følelsesmæssige og uhyggelige beslutninger i sit liv. “Det var som at slå op med tre mennesker på en gang, som jeg havde en stor kærlighed til.” Selvom hun mistede sit band, manager og pladeselskab, følte hun sig stærkere, da hun gik solo. Det var enormt bekræftende for hende at stå på egne ben og tage styringen over sine egne sange. “Efter jeg gik solo, havde jeg en meget mere legende måde at gå til sangskrivning på. Næsten en barnlig måde, der var så meget mere frugtbar Nu, hvor jeg ikke længere gemmer mig bag ved stærke mænd, har jeg fundet frem til den stærke kvinde, som jeg gerne vil være,” siger hun.

Selvom Ida Wenøe er engageret i debatten om ligestilling mellem kønnene i musikbranchen, gør hun opmærksom på, at kønnet først og fremmest blev vigtigt, fordi det tilfældigvis var mænd, hun spillede sammen med i Boho Dancer. Hen ad vejen mistede Ida Wenøe sig selv i Boho Dancer. Og for at kunne blive helt sig selv og nå frem til et dybere kendskab til hendes egne sange, blev hun nødt til at forsøge sig som solist. “Det blev et problem for mig, at jeg ikke skar nok i gennem med hensyn til, hvilken retning musikken skulle. Det var ikke, fordi jeg ikke måtte. Jeg gjorde det bare ikke, fordi jeg spillede sammen med nogen, der var rigtige gode til at tage initiativet,” fortæller hun smilende.

“Man kan godt vende det her til noget kønspolitisk, men havde det været stærke kvinder jeg spillede med dengang, så havde jeg nok også gemt mig bag dem,” fortæller hun. Samtidig slår hun fast, at det ikke havde noget at gøre med de mænd, hun spillede med, men med hende selv. “Hvis jeg kan gemme mig, så gør jeg det. Det ved jeg, så jeg var nødt til at gøre noget, hvor jeg ikke kunne gemme mig bag ved nogen.”

Tilbage i Boho Dancer foreslog de andre i bandet endda, at de kunne kalde bandet for Ida Wenøe og så fortsætte med at spille sammen. “Men nogle gange er man nødt til bare at slette alting for at kunne starte forfra,” siger hun.

Den diplomatiske idealist

Som kvinde følte Wenøe, at hun skulle insistere mere som musiker, fordi hun ikke havde så mange kvindelige forbilleder at spejle sig i. Derfor bifalder hun også den voksende opmærksomhed på kønsbalancen på landets spillesteder og festivaler. Selvom kønsdebatten ofte bærer præg af polarisering og uforsonligt råberi, betragter hun det som en positiv udvikling. På begge sider af debatten er der radikale ekstremer, men historisk set mener hun, at man nogle gange skal ud i ekstremer, for at ting ændre sig. “Vi kan håbe på, at der kommer en balance på et tidspunkt, så vi ikke længere behøver at have fokus på kønsbalance, men hvor det bare er naturligt,” siger hun.

Ida Wenøe foretrækker at møde mennesker med varme og oplysning og ser sig selv som en idealist med en diplomatisk tilgang, “Jeg vil også gerne snakke med dem, der måtte mene, at jeg er en hystade,” fortæller hun lidt grinende. Hun mener, at den bedste samtale er den, man kan have med nogen, man er uenig med. Derfor finder hun også noget bekræftende i at tale med mennesker med holdninger, der er radikalt anderledes end hendes, og så opleve, at man alligevel kan finde hinanden et sted.

Selvom hun ikke lever noget aktivistisk liv, stræber Ida Wenøe efter at leve idealistisk. Og for hende handler det at være idealistisk om, hvordan man generelt møder mennesker, som man er uenig med. Derfor betragter hun sig selv en idealist med en diplomatisk tilgang, for hun er ikke interesseret i at trække holdninger ned over hovedet på andre. Hun ser det som en dyd at få et budskab igennem til andre uden at skulle skrive det sort på hvidt. Hun vil istedet påvirke deres følelsesliv. Hun er ikke den, der råber højest, men hun er ikke bange for at sige sin mening: “Jeg ser mig selv som en stille idealist. Det er nok også derfor, jeg ikke har fået ’hysterisk feminist-kortet’ kastet efter mig endnu.”

Kunst på et kvistværelse i Berlin

I de fire år, der er gået fra Ida Wenøes debutalbummet til opfølgeren, har hun rejst rundt, og i en periode boede hun på et værelse i Berlin. Her skrev hun på det materiale, som senere blev til hendes nye album ‘The Things We Don’t Know Yet’. Nu, hvor hun er tilbage i dagligdagens København, savner hun kvistværelset i Berlin og ensomhedens betænksomhed, hvor hun kunne fortabe sig i sit arbejde. “Jeg tror ikke, at vi lader os selv være ensomme nok. Der er selvfølgelig dem, som er ensomme på den negative måde, men jeg tror, vi har svært ved at høre vores egen stemme med alt den støj, der er i verden.” fortæller hun.

Selvkritik og en manglende deadline var blandt andet årsagen til, at det tog lang tid at færdiggøre ‘The Things We Don’t Know Yet,’ som hun til dels selv indspillede på kvistværelset i den tyske metropol. Det er et album, der på mange måder handler om at famle i det ukendte i en søgen efter sandhed, og om at give sig selv ro til at finde sit ståsted i tilværelsen. ”Jeg tror altid, jeg søger efter en sandhed et sted. Velvidende at der ikke er et facit. Men jeg tror, at det, der holder os i gang som mennesker, er den søgen.”

Og mens Ida Wenøe sad på værelset i Berlin og skrev, fik hun ro og tid til selv at søge.

“Nogle gange kan man blive så forhastet i sine forestillinger om tingene, at man egentligt er blind overfor, hvad sandheden er. Nogle gange er man bare nødt til at stå stille og komme væk fra støjen. Det er ligesom det, man siger om, at , hvis man rejser for hurtigt, så tager det noget tid for sjælen at lande i dig igen.”

Stjernetegnet tvilling

Ida Wenøe beskriver sig selv som et mennesker, der på én og samme tid er både meget stærk og virkelig svag, og det er hun altid meget opmærksom på. Sammen med sit gamle band lavede hun en plade, der hed Gemini, som på dansk er stjernetegnet tvilling. For hende symboliserer det stjernetegn den universelle styrke og svaghed i mennesket. Ida Wenøe tror ikke på, at der er nogen, der udelukkende er stærke. For hvis det var tilfældet, var der ikke nogen, der kunne kende forskel på op og ned. “Der er ikke nogen af os, der hele tiden er stærke. Vi er alle sammen svage indimellem. Det er noget, jeg prøvet at få frem i min musik. For jeg tror, at det er noget, alle mennesker i et omfang kan relatere til,” siger hun

Ida Wenøe er selv drevet af det, hun kalder for en indre kamp mellem hendes svagheder og styrker. Hun fortæller at den stærke Ida Wenøe gerne vil vise, at hun kan alt og er i fuld kontrol uden at stå tilbage for noget, mens den svage Ida Wenøe vil underminere og tale sig selv ned til at være irrelevant. Særligt på den musikalske front. “Svaghed og styrke er nødt til at være i balance, det nytter ikke noget kun at hengive sig til én af dem. Hvis jeg insisterer på for meget kontrol, så gør jeg jo ikke plads til det, der kan opstå i fællesskabet med mit band eller med publikum.”

"Kunst er jo som kommunikation mellem mennesker”

Som forbillederne Leonard Cohen, Joni Mitchell og Patti Smith, der har benyttet sig af deres eget, eller en version af deres eget navn, benytter Ida Wenøe sig ligeså af hendes borgerlige navn frem for et kunstnerisk alter ego. “Hvis jeg skulle have et navn, der skulle kunne virke nu og altid, så kunne jeg lige så godt bruge mit eget,” fortæller hun. Hun vidste, at det ville kræve meget mod, men at skabe en kunstner-persona ville bare blive endnu en ting, som hun kunne gemme sig bag. Nogle gange føler hun dog stadig, at hun skal forsvare overfor sig selv at benytte sig af sit eget navn som artist. “Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne påtage mig en persona, men sådan fungerer det bare ikke. Jeg er meget interesseret i, at de to sider, der er mennesket og kunstneren, opløses.”

Når hun skriver sange, handler det om at blive ét med noget og om at få det kanaliseret ud gennem musikken. For hende er kunst helt afgjort en måde af få afløb for følelser på en troværdig måde. Musik skal kunne mærkes. Ellers bliver det komplet ligegyldigt og mister sin relevans. “Hvis vi to ikke kan mærke hinanden i den her samtale, så kommer vi heller ikke nogen steder,” siger hun, mens hendes klare øjne lyser. “Derfor synes jeg også, at man på hver en plade skal kunne høre, at kunstneren bag også har lagt noget af sig selv i det. Kunst er jo som kommunikation mellem mennesker.”

Fakta

Diskografi
2013 - ‘Gemini’ (Boho Dancer)
2015 - debut albummet ‘Time of Ghosts’
2019 - ‘The Things We Don’t Know Yet’

På sin efterårsturné mangler hun at spille:

11/10 - Hofteatret, København
02/11 - Forbrændingen, Albertslund


Find Ida Wenøe på
Website
Facebook
Twitter
Instagram