Teaterfolkene Jeanette Munzert og Rasmus Ask hører til dem, der sjældent blander sig i kønsdebatten. Med stykket Grab them by the pussy på Teatret Svalegangen stikker de nu forsigtigt hovederne ud af busken i den betændte diskussion om køn og feminisme

Man kan mene for meget, eller man kan mene for lidt. Man kan være for, eller man kan være imod. Selv hvis man befinder sig et sted midt imellem, undgår man ikke at komme i klemme i feminismedebatten, fordi det i høj grad er en kamp på følelser. Det har dramatiker Jeanette Munzert og instruktør Rasmus Ask erfaret, og netop derfor deltager de nu i debatten med det sprog, de er bedst til, nemlig teatrets.

“Jeg øver mig i at deltage i den offentlige debat. Jeg synes bare, det er pissesvært. Jeg kan bruge en dag på at skrive ét indlæg i en debat. Ikke fordi jeg skriver meget, men fordi jeg er så varsom med, hvad jeg skriver. Og den kompleksitet er lettere for mig at få ud gennem teater end på skrift,” siger Rasmus Ask, der instruerer teaterstykket og komedien Grab them by the pussy, der spiller på Teater Svalegangen i Aarhus fra den 7. april til den 4. maj.

Jeanette Munzert, der har skrevet stykket, kan godt genkende instruktørens problem.

“Jeg synes også, det er en sindssygt svær debat. Ofte, når der bliver talt om feminisme, så kan jeg tænke, at her vil jeg lige sige, jeg er enig, og så bliver der tilføjet et eller andet, og så er jeg pludselig ikke længere helt enig. Jeg har konstant den der følelse af at være splittet,” siger hun.

Feminisme versus hverdagen

Grab them by the pussy har sin titel fra et velkendt citat af den nuværende amerikanske præsident, og stykket tager udgangspunkt i hverdagen i en opgang, hvor mænd og kvinder med forskellige anskuelser og idealer, hvad angår børn, karriere og kønsroller, lever dør om dør. Konkrete situationer og mennesker bliver koblet op på kønspolitiske tendenser i tiden.

“Jeg var optaget af, hvordan almindelige mennesker kæmper med kønsrollerne i hverdagen, og hvordan der i hverdagen på arbejdspladsen og i parforholdet, uden vi tænker over det, ligger feministiske tanker eller mandschauvinistiske tendenser – steder, hvor vi måske tror, vi er lige, men måske ikke er det. Så feminismen i stykket er undertekst-baseret,” siger Jeanette Munzert.

“Ja, det er et meget sjovt begreb, undertekst-baseret feminisme,” siger Rasmus Ask. “Det handler meget om det, der ikke bliver sagt. Karaktererne taler meget eksplicit om de problemstillinger, de står i, men diskussion er én ting, noget andet er det, der foregår under det, der bliver sagt, med hensyn til flirt, magtforhold og at kunne mærke hinandens stemninger. Det har vi prøvet at få ind i stykket, for vi er i en tid, hvor man bliver forvirret over, hvad kønsrollerne egentlig er. Der er fra omverdenen og fra samfundet en masse usynlige forventninger, som er forskellige fra person til person, og det er dét, som karaktererne i stykket kæmper med og har virkelig svært ved,” siger Rasmus Ask.

Jeanette Munzert: “Nogle gange tænker jeg også, ’hvad nu hvis jeg bare har lyst til at være hjemme?’ Så er det nærmest et tilbageslag for kvinden. På den måde tror jeg, at kvinder også er kvinder værst. Vi har den her søstersolidaritet, vi skal samme sted hen, vi skal op ad rangstigen, men hvad er egentlig lykke? Det er vel noget individuelt, og hvis man nu synes, det er at være hjemme sammen med sit barn, mens manden forsørger, så er det vel også fint. Eller omvendt, hvis manden er hjemme og kvinden forsørger.”

Rasmus Ask: “Ja, og problemet er, at man ikke entydigt har lov til det. Det er, som om at uanset hvad man vælger, så er det en kamp.”

Det underliggende og det åbenbare

De to teatermennesker er altså enige om, at man hurtigt kan slå sig på feminismedebatten, fordi hver enkelt mand og kvinde er forskellig fra hinanden og har egne synspunkter. Ulighed i løn er konkret, målbart og objektivt, mens andre aspekter er personlige og subtile.

“Vi havde en reading på den her forestilling, hvor to af de tilstedeværende, der kaldte sig feminister kom med det kritikpunkt, at de ikke følte, det var deres feminisme, og jeg spurgte, hvad deres feminisme så var, for vi kan jo alle have vores egen variant. På en eller anden måde er det jo en individuel kamp, vi er i gang med som kvinder,” siger Jeanette Munzert.

Selvom der ikke bliver brændt bh’er, og selvom denne generations kønskamp ikke er så entydig som tidligere generationers, så er der alligevel nogle ting, som mange kan støtte op om, mener dramatikeren og instruktøren.

“Statistik viser, at når kvinder får børn, daler deres karriere, mens mændenes bare fortsætter op,” siger Jeanette Munzert.

“Ja, den har jeg også lige set. Man kan bare se en kurve hos mændene, der ved det første barn fortsætter opad, mens kvindens...” siger Rasmus Ask, der stopper sin tale og i stedet tegner en stejlt nedadgående kurve i luften med sin hånd. “Det er helt åndssvagt.”

Forbindelser i hjernen

Men når det kommer til de aspekter af debatten, som man ikke lige kan sætte tal på, så kan teatret ifølge Rasmus Ask og Jeanette Munzert netop skabe nogle forbindelser, som man ikke kan skabe i en kommentar på Facebook, i et læserbrev eller i en ophedet diskussion med ens partner.

“Jeg har oplevet i prøverne til stykket her, at der er nogle situationer, som Jeanette har skrevet, som jeg kan tænke mig til, hvad handler om. Men når jeg ser det på en scene, så oplever jeg noget følelsesmæssigt, som jeg ikke kunne tænke mig til. I debatten er det, som om man prøver at forklare en følelse logisk med ord. Og så forstår den anden det logisk, så der kommer til at mangle en forbindelse. At opleve en følelse er jo meget konkret, men at beskrive den er noget helt andet. Og det er det, jeg synes, teatret har potentiale til at løse, det er det, der er mit mål som iscenesætter,” siger Rasmus Ask.

“Jeg er meget enig i det, Rasmus siger. Hvis jeg har set noget, der rykker, så begynder jeg at tage det med ind i min egen hverdag. Der er ligesom skabt nogle nye forbindelser i hjernen, der gør, at man forstår situationer på en ny måde,” siger Jeanette Munzert.

“Efter jeg har skrevet den her forestilling, har jeg også tænkt på, at jeg som dramatiker har en mulighed for at blande mig i debatten ved at skrive kvindelige hovedroller. Jeg kan skrive nye fortællinger om kvinder, hvor de ikke kun føler og indtager en birolle, men hvor de også handler. For eksempel hvis vi tager den kvindelige karakter, Sally, så prøver hun at handle på alle de måder, som samfundet giver hende lov til, men til sidst bryder hun ud fra normerne og handler på en ny måde,” siger hun.

Ingen skurke

Det er som sagt Jeanette Munzert, der har skrevet Grab them by the pussy, men undervejs i arbejdet har hun haft samtaler om det med Rasmus Ask. Det har nemlig været vigtigt, at han også kunne genkende sig selv i stykket og føle, at det også yder manden retfærdighed.

“Det var vigtigt, at manden ikke skulle være den store skurk i stykket. Mændene er meget forskellige, og når nogle af dem handler åbenlyst mandschauvinistisk, så har jeg prøvet at skrive en årsag til det ind i stykket. En årsag, der ligger i kulturen og i samfundet og ikke i den enkelte mand. Der stilles krav til mænd såvel som til kvinder. Blandt andet må mænd ikke udtrykke følelser lige så meget som kvinder, og det har jeg også prøvet at få med. Så der er ikke én syndebuk i stykket, det er ikke kvinderne imod mændene,” siger Jeanette Munzert.

Sådan er Rasmus Asks indtryk også:

“Der er ikke nogen, der er onde, altså Sauron-onde, der er bare mennesker, der hver især tror, at den måde, de ser verden på, er den rigtige, og sådan clasher de med hinanden. Det oplever jeg jo også fra mit eget liv. Jeg gør jo ikke noget overfor min kæreste i ond mening, men alligevel kan hun blive vred og ked af det. Jeg vil sige, stort set alle karakterer i det her stykke har et problem med ikke at kunne formulere, hvad de vil med verden, og hvad verden vil med dem, og derfor opstår der problemer. Det er også noget, jeg oplever konstant i mit eget liv og i den offentlig debat, at så meget som vi kommunikerer med hinanden, så er vi bare ekstremt dårlige til at kommunikere med hinanden.”

Fakta:

Grab them by the pussy spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus 7. april til 4. maj 2018.

Medvirkende er Camilla Gjelstrup, Holger Østergaard, Mette Gadeberg Gregersen, Albert Stein Ankerstjerne og Josefine Tvermoes.

Stykket er skrevet af Jeanette Munzert og instrueres af Rasmus Ask. Peter Schultz står for scenografien.

Jeanette Munzert har en bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet (2014) og blev i 2016 færdig med dramatikeruddannelsen på Den Danske Scenekunstskole.

Hun har blandt andet skrevet stykkerne Når mennesket græder, Troen og Ingen og Grab them by the pussy.

Jeanette Munzert har arbejdet med blandt andre Teater Katapult, Teatret Svalegangen, Teater Grob og Mungo Park Kolding.

Lige nu arbejder hun på forestillingen Mombie og skal instruere forestillingen ’Menneske?’ på Bådteateret til maj og
skrive en fri dramatisering af filmklassikeren ’Jeg er sku’ min egen!’ til Nørrebroteater.

Rasmus Ask er uddannet teaterinstruktør ved Statens Scenekunstskole (2012).

Han har iscenesat række teaterstykker, blandt andre Erasmus Montanus (2012), Den indbildt syge (2015) og Welcome to the internet (2017).

Han har arbejdet på blandt andet Teatret Slotsgården, Teater Momentum og Det Kongelige Teater.

I 2014 vandt han en Reumert Talentpris for sit arbejde på Teater Momentum og for stykket Gammeljomfruen og Tyven på Det Kongelige Teater.