100 Jorn eksperimenter for børn hylder kreativiteten, fantasien og glæden ved at skabe

100 Jorn eksperimenter for børn hylder kreativiteten, fantasien og glæden ved at skabe

OmtaleAlt det andetSkrevet af: Carl Windahl Bøllingtoft26. nov 2018

De kommende to år får mere end 130.000 små skoleelever bogen 100 Jorn eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet foræret. En fantastisk bog, der gennem Asger Jorns kreative univers lader børnene gå på opdagelse overflod af kreativitet, fantasi og skabertrang

Museum Jorn har udgivet en fantastisk lille bog, der skal dele den berømte danske billedkunstner Asger Jorns kreative og kunstneriske univers med børnefamilier rundt om i hele Danmark. 100 Jorn eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet er en bog, der lærer børn at tænke ud af boksen og se muligheder i stedet for begrænsninger. Med udgangspunkt i Asger Jorns kunstneriske og fantasifulde univers viser bogen med sine mange små øvelser og eksperimenter, at kreativitet ikke handler om rigtigt og forkert. Det er okay, at tegne uden for stregerne, og der findes ikke fejl, når først fantasien slippes løs.

Det er en lektie, der er vigtig at lære vores børn, men den er også vigtig at huske på, når man bliver voksen. Bogen vækker i hvert fald en indre barnlig glæde, så snart man begynder at bladre rundt i dens spraglede, farverige og fantasifulde univers. Man får lyst til at smide alt, hvad man ellers har i hænderne for at skynde sig hjem og tegne, male, klippe og klistre, som man ikke har gjort det i årevis.

Det er en påmindelse om, hvordan det var at være barn og ikke have den resultatorienterede voksenverdens begrænsninger trukket ned over hovedet. En påmindelse om, at man kan være kreativ for sjov, og at der ikke behøver være et endeligt mål eller resultat i den anden ende.

Med udgangspunkt i Asger Jorns kunstneriske og fantasifulde univers viser bogen med sine mange små øvelser og eksperimenter, at kreativitet ikke handler om rigtigt og forkert
Foto: PR-foto / Museum Jorn
Asger Jorn var en verdensberømt dansk billedkunstner, som levede fra 1914 til 1973
Foto: PR-foto / Museum Jorn

En kreativ gave til 130.000 børn

Bogen er udgivet af Museum Jorn, og det er planen, at den skal uddeles gratis til alle børn i første klasse i 2018 og 2019. Det giver i alt 130.000 bøger over to år. Allerede nu er der forudbestilt over 25.000 eksemplarer, så børn i mere end 500 skoler snart får muligheden for at lege med deres egen kreativitet og fantasi med Asger Jorn som forbillede.

”For Asger Jorn var kreativitet et grundlæggende vilkår for det enkelte menneskes trivsel og livsglæde. En mulighed for at skabe fællesskab mellem mennesker. Han var overbevist om, at alle kan være kreative – at det hverken kræver det store udstyr, eller et særligt talent. På Museum Jorn forsøger vi dagligt at videreføre disse værdier,” siger Jacob Thage, der er direktør for Museum Jorn.

Derfor er han glad for, at de værdier nu deles med skoleelever overalt i landet.

“Vi mener, at alle har lige vilkår for at skabe og tale om kunst – børn såvel som voksne. Derfor er vi meget glade for at kunne forære denne bog til alle første klasser i Danmark.”

Bogen vil lære børn at tænke ud af boksen og se muligheder i stedet for begrænsninger
Foto: PR-foto / Museum Jorn
''For Asger Jorn var kreativitet et grundlæggende vilkår for det enkelte menneskes trivsel og livsglæde''
Foto: PR-foto / Museum Jorn

Et lille kunstværk i sig selv

I bogen lærer man at tegne, male, smøre, dryppe, klaske, rive, klippe, klistre, lime, gnide, forme, føle, rulle, folde, plaske, vikle, spille, sprøjte, fortælle, fortolke, skære, skrive, lyse, læse, lege, skrabe, trille, trylle, se, snakke, tælle, trykke, farve, sanse, danse, hælde, tælle, slibe, forvandle, fotografere, digte og opleve!

Både med praktiske øvelser og gennem at sniksnakke, hvor børnene får spørgsmål, der kan hjælpe dem med at sætte ord og krop på de mange farver, former, fantasidyr og eventyr i Asger Jorns kunst. Det er både legende, lærerigt og lige til at gå til. For uanset hvor i bogen du slår op, er der en ny kreativ øvelse, du kan kaste dig ud i næsten med det samme. Desuden er det en lille genialitet, at selve er bogen ikke kun er til for at blive læst, men også brugt. Bogstaveligt talt. Mange af øvelserne opfordrer til at male, klippe, klistre og tegne i bogens sider, så den langsomt i løbet af den kreative leg bliver til et lille kunstværk i sig selv. Et fysisk bevis på børnenes egen kreativitet, fantasi og fortælleglæde.

Bogen er både legende, lærerigt og lige til at gå til
Foto: PR-foto / Museum Jorn
Her er både øvelser, der kræver fordybelse og koncentration, og øvelser, hvor børnene skal bevæge sig, lege og endda spille spil med hinanden
Foto: PR-foto / Museum Jorn

En vigtig bog

Sidste år, kunne Politiken skrive om, hvordan detaljerigdommen og kreativiteten i tegninger tegnet af børn, der startede i folkeskolen, ser ud til at være faldet markant siden 2002. En udvikling som ifølge flere eksperter kan hænge sammen med udbredelsen af iPads, og at børn sidder foran skærmen, spiller spil og klikker rundt fra video til video. Det går udover både koncentrationsevnen og fantasien. Set i det lys er det fantastisk med en bog, der opfordrer og hjælper børnene på vej til at komme ud og gå på opdagelse i deres egen kreativitet. Her er både øvelser, der kræver fordybelse og koncentration, og øvelser, hvor børnene skal bevæge sig, lege og endda spille spil med hinanden.

For uanset, om det passer, at danske børns kreativitet er dalende, eller ej, så er de 100 Jorn eksperimenter en fantastisk kreativ saltvandsindsprøjtning til alle, der giver sig i kast med dem. Man bliver kort sagt helt forpustet bare ved at bladre gennem bogens overflod af kreativitet, fantasi og skabertrang. En vigtig bog. Både for børn og voksne.

 

Bogen uddeles gratis til alle elever i 1. klasse i 2018 og 2019.
Foto: PR-foto / Museum Jorn

Fakta:

Asger Jorn (3. marts 1914 i Vejrum, Jylland – 1. maj 1973 i Aarhus) var en verdenskendt dansk billedkunstner og grafiker, keramiker, forfatter m.m.

Bogen 100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet er et produkt af flere års arbejde udført af et team på Museum Jorn: Karen Friis, Mette Hanghøi, Kirsten Tholstrup, Lars Hamann, Katrine Nør Andersen og Niels Povlsgaard. Bogen er grafisk tilrettelagt af Malene Hald.

Bogen uddeles gratis til alle elever i 1. klasse i 2018 og 2019. Det er skolerne selv, der skal bestille bogen hjem til deres klasser.

Privatpersoner eller familier, der ikke har børn i 1. klasse, kan bestille bogen på Museum Jorns hjemmeside.

Facebook
Del på facebook

Carl Windahl Bøllingtoft

Kulturjournalist
Carl er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han er vokset op med en far, der arbejder med teater og en mor, der skriver. Man kan ikke løbe fra sin sociale arv, og kulturjournalistikken var den naturlige konsekvens. Carl er glad for både teater, bøger og kunst. Det er dog musikken der er Carls helt store kærlighed, og det er mere reglen end undtagelsen, at han køber sig fattig i billetter til koncerter og festivaller.
Se Carls artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind