Onkel Reje | Je m'appelle Mads | Mads Gertsen DR børn

“Man skal turde rejse sig op for at få et saftigt kys en gang imellem”

Portræt-interviewAlt det andetSkrevet af: Puk Qvortrup21. dec 2015

Fine Spind har mødt Onkel Reje til en snak om fortælleglæde som vinduesåbner til sjælen, barndommens vildskab og en enkelt mus i numsehullet

Onkel Reje smiler med strittende skæg, rødmossede kinder, en (for) stram laksefarvet skjorte med pailletseler og en nissehue trukket ned over det lange, spaltede hår. Han sidder med vennen Brille i en kitchet tvstue, hvor nissehueklædte skeletter, et billede af mormor og geværer pryder mørke trævægge. Onkel Reje hiver 'den dårligste julegave, han nogensinde har fået' frem:

"Et servantesæt?" spørger Brille.
"Ja. Jeg har fået den af Dronning Margrethe. Hun har brugt den til at vaske numse i, siger hun," skratter Onkel Reje.
"Ad! Har Dronning Margrethe siddet i den der og vasket numse?" spørger Brille med tydelig væmmelse.
"Ja. Uden underbukser på - så nu skal vi smadre den," svarer Onkel Reje og gnider sig begejstret i hænderne.

Hjemme i stuerne griner børnene af Onkel Rejes Julefis og glæden over den forestående smadring, mens forældrene tænker: 'Sagde de lige Dronning Margrethes numse på public service-tv?'

 

Rusker institutionerne

Og ja. Det gjorde de. Onkel Reje er aktuel på DR Ramasjang med tv-kalenderen Onkel Rejes Julefis, hvor han skryder, smadrer, afbryder, synger og driller sig ind i børnenes hjerter og sparker alt, hvad der hedder opdragelse og god opførsel ned med hjertelig bodegahumor:

I december har Onkel Reje og Brille haft deres egen julekalender på DR´s Ramasjang.
Foto: PR-foto / Onkel Reje
Det er vist aldrig bevist, krudt i piben skulle være farligt. Til gengæld er det bevist, at man kan dø af tobak.
Foto: PR-foto / Onkel Reje

"Børn har brug for at undersøge grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert og udleve den vildskab, der ligger i barndommen," fortæller Onkel Rejes alter ego Mads Geertsen, som er idémanden bag karakteren og børneprogrammerne.

Han ynder at provokere autoriteterne i børnefjernsyn:

"Jeg føler mig som verdens heldigste historiefortæller, for de er ret large på redaktionen med hensyn til, hvad jeg kan tillade mig at sige. Det er fantastisk dansk, at vi holder satiretraditionen i hævd og rusker institutionerne også på børneområdet," fortæller han.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW MED SIGURD BARRETT "ET FOLK ER DEFINERET AF SINE FORTÆLLINGER"

Gud, Julemanden og deres fælles hund Marianne

Det er sjovt at drille, dét er det. Men Onkel Reje driller også for at åbne op for fantasien og starte tankerækker hos seerne som filosofisk katalysator:

"Når vi siger: Gud, Julemanden og deres fælles hund, Marianne, så ligger der mange filosofiske lag der, som eksempelvis: 'Kan Gud og Julemanden være gift og bo oppe i himlen?' Børn kan instinktivt se noget i billedet. Det gør dem nysgerrige og åbner et af sjælens vinduer op," siger Mads Geertsen:

Onkel Reje får hjælp til at smadre alt fra dronningens numseskål til fine vaser.
Foto: PR-foto / Onkel Reje
Derhjemme hedder Onkel Reje Mads Geertsen og Brille spilles af Brian Lykke.
Foto: PR-foto / Onkel Reje

"Det er i min verden børnepoesi. Også når han siger, at skaldede mænd får ekstra popkorn i Guds biograf, når de dør. Det handler både om, at der er fordele ved ulemperne, men det berører også noget eksistentielt: ER der noget, når man ikke er her længere?"

Musen i numsen

Berøringsangst er i det hele taget ikke noget, Onkel Reje lider frygteligt meget af. I programmet Hej Ramasjang, skal medværten Silja bevise sit heltemod ved at tage en mus ned i underbukserne, hvilket er farligt, fordi musen kan finde på at kravle op i numsehullet. Men så må man bare fodre den med ost der, foreslår Onkel Reje:

"Den skulle jeg forsvare på redaktionelt plan," griner Mads Geersten og begrunder:

"Men sådan er børn jo. Henne i min datters børnehave kom nogle piger glædestrålende hen og fortalte, at der var nogle tissemyrer, der var kravlet op i deres tissekoner. For børn er det nærliggende, at hvis der er et hul, i øret, i næsen eller i tissekonen, så kan en forbipasserende myre eller edderkop da lige bo dér. Når vi viser det i programmet, er det også en anerkendelse af, at det også er en del af deres liv. Og børn selv er livlige historiefortællere."

LÆS OGSÅ: INTERVIEW – INDENI HR. SKÆG BOR EN KOMPROMISLØS MUSIKER

Livet koster

I et andet program har Onkel Reje fået fat i Julemandens pibe. I stedet for tobak fylder han den med krudt. Den evigt bekymrede Brille kvier sig ved krudtet, for det må da være farligt? Nej, siger Onkel Reje; det er vist aldrig bevist, krudt i piben skulle være farligt. Til gengæld er det bevist, at man kan dø af tobak:

"Onkel Reje får børnene til at forholde sig til døden. Vores figurer får også lov til at dø eller næsten dø, og selvom det ikke bliver fortalt på en sørgelig måde, er det en vigtig læresætning: Livet koster," siger Mads Geertsen og fortsætter:

"Man skal vove pelsen for at cache in livet og turde rejse sig for at få et saftigt kys en gang imellem. Også selvom det betyder, man slår hul i hovedet eller brækker armen, når man falder ned fra klatretræet."

Ellers mister man nogle oplevelser og fortællinger. Glæden ved at fortælle er en af de store pointer ved Onkel Reje. Når han fortæller sine vilde sørøverhistorier eller opfordrer børnene til vildskab, betyder det, at han enormt gerne vil børnene - og i sidste ende livet. Den flig af barnlighed bør man bære med sig, mener Mads Geersten og runder af:

"Hvis jeg mødte ham, ville jeg sige; "du har da et rigt liv, Onkel Reje".

 

Fakta:

Aktuel med "Onkel Rejes julefis," hvor han spiller sammen med Brian Lykke aka "Brille"

Mads Geertsen har tidligere optrådt i duoen Je m'appelle Mads sammen med Bounty Niller alias Niels Bøttcher. Deres debutplade udkom i 2003.

Duoen har også produceret satireprogrammerne Bonjour og Goddaw til DR2

Mads Geertsen er blandt andet manuskriptforfatter, rockmusiker og designer.

Tidligere udsendelser: "Børnenes brevkasse", "Onkel Rejes sørøvershow"

Har en kæreste og tre børn: En søn på 17 år og to døtre på hhv. 1 og 5 år.

Facebook
Del på facebook

Puk Qvortrup

Puk Qvortrup er uddannet cand.public fra Aarhus Universitet og Danmark Medie- og Journalisthøjskole med speciale i nyheder for børn og børn som informanter. Hun er optaget af børns mediebrug, og hvilken rolle børnenes hjem spiller for børnenes blik på det omgivende samfund. Puk Qvortrup er fortaler for børns demokratiske stemme og har skrevet for bl.a. Weekendavisen og Information.
Se Puks artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind