Emma Bess skriver for at forstå det, der hele tiden bliver noget andet - INTERVIEW

Debutant skriver for at forstå det, der hele tiden bliver noget andet

Litteratur Portræt-interview Skrevet af: Asger Nørkær Nielsen 2018-02-13
Del på facebook
Facebook

Debutant skriver for at forstå det, der hele tiden bliver noget andet

Aarhusianske Emma Bess debuterer med novellesamlingen Mødre, døtre, søstre, hvori relationer og stemninger bliver udforsket med sansningens umiddelbarhed

I otte, kompakte noveller af debuterende Emma Bess er der skruet helt op for sanseapparatet i fortællinger om overgange og afgørende relationer for et ungt menneske.

“Omverdenen og fællesskaberne har en kæmpe betydning for, hvad man tænker er muligt for en selv at være. Og for hvilke fortællinger, man tillader sig at have om sig selv,” siger Emma Bess og uddyber:

“Alle de her karakterer i novellerne er i en overgangsperiode, hvor de er ved at blive til noget nyt. Men det er ret uafklaret, hvad det nye er. Og så spejler de sig meget i de nære relationer og prøver at skabe en eller anden mulighed for, hvad de kan blive til.”

Bogen har fået titlen Mødre, døtre, søstre og er netop udkommet på forlaget Rosinante & Co.
Foto: PR-foto / Rosinante & Co - Lea Meilandt
Se store billeder her →
Emma Bess debuterede med novellesamlingen Mødre, døtre, søstre i januar.
Foto: PR-foto / Rosinante & Co - Lea Meilandt
Se store billeder her →
Emma Bess beskriver i bogen livssituationer, som hun selv har været i, men bogen er ikke selvbiografisk.

Alting forandrer sig hele tiden

Teksterne beskriver tilsyneladende almindelige hverdagssituationer gennem et meget sansemættet sprog. De afgørende forandringer, som personerne og relationerne imellem dem undergår, sker ikke i pludselige ryk, men i lange, måske uendelige bevægelser. Alting fornys hele tiden, og det kommer til udtryk i billedsproget – første novelle udspiller sig for eksempel i en blomstrende have – men bliver også udtrykt mere konkret i begyndelsen af novellen Til Stranden:

“Der er ikke lang tid til, ja til hvad, til semestret er slut, til Alex skal rejse, til det bliver aften, til Alex bliver et år ældre. Det er et næsten umærkeligt kollaps at sige sådan, Alex bliver netop ikke et år ældre på én gang, men en dag ældre, og så en dag til, og om fire dage er Alex treogtyve, tiden er knap, men samtidig omstændelig og dyb og umedgørlig.”

I teksterne beskriver hun mennesker, der befinder sig ved overgange, som forfatteren gennem sit 28-årige liv selv har oplevet: fra barn til tidlige teenageår i Fest, det at flytte hjemmefra i Akvaplaning og det at blive mor i Søvn og mad. Men novellerne er ikke selvbiografiske.

“Jeg kan ikke se, hvad der kommer ud af at skrive min egen historie. Den findes jo allerede, den deler jeg med min familie og mine venner. Men det, som den her bog er for mig, kunne ligesom ikke findes på andre måder, end ved at være den her bog,” siger Emma Bess.

Novellerne skal dog ses som et forsøg på at tolke omgivelserne bedre.

“Motivationen til at skrive bogen har mere at gøre med den trang, som jeg tror, de fleste mennesker har, til at skabe mening i de indtryk, som verden giver. Til at prøve at forstå og finde frem til et eller andet midlertidigt udsagn om, hvad det er for en underlig verden,” siger Emma Bess.
Foto: PR-foto / Rosinante & Co
Se store billeder her →
Emma Bess beskriver i bogen store overgange i livet som at gå fra barn til teenager, til at flytte hjemmefra og senere blive mor.
Foto: PR-foto / Rosinante & Co - Lea Meilandt
Se store billeder her →
Emma Bess bor i Aarhus sammen med sin kæreste og sin datter.

Form og indhold

Personerne i novellerne vokser, forklarer Emma Bess, hen imod en form, men er aldrig formen. Der er hele tiden en clinch imellem, hvad personerne forestiller sig, og hvad der rent faktisk er, og relationerne, som er et gennemgående tema i novellerne, ligger under for samme konflikt.

“Det, jeg synes, er helt vildt spændende ved familie- og vennerelationer er, at de ikke bare er billeder, de er faktisk noget i sig selv. De forandrer sig også hele tiden. Man bliver konfronteret med, at det er noget virkeligt, man ikke bare kan rumme i sit eget billede. Så andre mennesker stritter også imod ens idéer om, hvad de skulle være,” siger Emma Bess.

Selv teksterne stritter imod, når de bliver navngivet, forklarer forfatteren:

“Det, at der står noveller på forsiden, er også en ide. På den ene side virker det strukturerende for stoffet og giver det en form. Og på den anden side er det noget, som stoffet hele tiden ødelægger bare ved at være det, det er.”

Interessen for, hvordan form og indhold påvirker hinanden, deler Emma Bess med forfatteren Inger Christensen, mener hun selv . Derudover er hun inspireret af blandt andre William Faulkner, James Joyce og Virginia Woolf. Ellers er inspirationen også hentet fra dagligdagen og fra læsning af for eksempel brazilianske Clarice Lispector.

Frihed i litteraturen

Det var danskstilene i folkeskolen, der for Emma Bess først vakte ambitionerne om at skrive litterært. Senere blev det til litteraturstudier på Aarhus Universitet, så Forfatterskolen, og nu er hun tilbage på universitet for at færdiggøre en kandidatgrad. Andre skriveformer end den skønlitterære tiltalte aldrig. For eksempel ville hun efter egen mening være en ”rigtig dårlig journalist”:

“Litteraturen er mere fri, fordi der ikke bliver stillet de samme krav. Det er en måde at undslippe nogle krav. Kulturelt set bliver det set anderledes, andre ting er tilladte, og det giver frihed.”

FAKTA

Mødre, døtre, søstre
Noveller
Udkom sidst i januar 2018 på forlaget Rosinante & Co.
159 sider

EMMA BESS
Født 1989.
Bor med sin kæreste og sin datter i Aarhus.
Har en bachelorgrad i filosofi fra Aarhus Universitet
Herefter gik hun på forfatterskolen og er nu ved at færdiggøre en kandidat i litteraturhistorie.

Topfoto: PR-foto / Rosinante & Co - Lea Meilandt

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: