Nordic Hands sætter fokus på håndværket i kunsten - INTERVIEW - Sanne Ransby & Mariko Wada

Nordic Hands sætter fokus på håndværket i kunsten

Kunst og Udstillinger Interview Skrevet af: Line Møller Christensen 2018-09-11
Del på facebook
Facebook

Nordic Hands sætter fokus på håndværket i kunsten

16 kunstnere fra hele Norden indtager i september Godsbanen i Aarhus til en uge med eksperimenterende håndværk og kreativ idéudveksling. Nordic Hands er et projekt, der sætter fokus på den kreative proces i arbejdet med kunst, kunsthåndværk og art writing

Kunstnerne til Nordic Hands på Godsbanen kommer fra alle de nordiske lande — og med hver deres arbejdsproces og unikke kunstneriske udtryk. Til projektet skal de udveksle ideer og erfaringer, dele deres kreative processer og inspirere hinanden til at skubbe til grænserne for deres materialer, kreativitet og gængse arbejdsmetoder. Derfor skal de i projektet kaste sig ud i nye materialer, de ikke normalt arbejder med.

Til Nordic Hands kan man opleve en stor fotoudstilling og artist talks, hvor kunstnere fortæller om deres egen kunst og kreative proces. Derudover afholdes et symposium 22. september, som er en dag med oplæg fra teoretikere og kunstnerne selv. Her vil de tale om materiale- og håndværksbaseret kunst samt art writing.

Bag projektet står kunstnerne Sanne Ransby og Mariko Wada, som sammen også kalder sig HINT projekt. Udover det kreative møde, er håbet at bringe fokus på den nordiske kunst, kunsthåndværk og art writing, som er kunst, der inkorporerer litteraturen. De to ønsker samtidig at inspirere andre til at udforske deres egen kreativitet.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind - Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Tekstilkunstner Sanne Ransby
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Keramiker Mariko Wada

Vi savner det sanselige

Sanne Ransby og Mariko Wada er to kunstnere, der lever af arbejdet med deres hænder. Sanne Ransby er tekstilkunstner, og skaber vægtæpper, der ofte er inspireret af organiske former. Mariko Wada er keramiker og udforsker i sit arbejde former, rumlighed og berøringsfornemmelser.

Kunsthåndværk er netop en fysisk og sanselig størrelse - og det er præcis noget af det vi, som mennesker i dag mangler, mener de to kunstnere. Det visuelle og det immaterielle fylder så meget i vores hverdag. Måske er det derfor kunsthåndværk nu har fået en større status, end det har haft tidligere, forklarer de to kunstnere.

“Vi undervurderer, hvordan vi som mennesker sanser hver eneste dag. Vi tænker meget på det visuelle. Vi kigger på billeder på museet, men der er ikke særlig meget at røre ved. Vi savner det sanselige i vores liv” siger Mariko Wada.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind - Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Til Nordic Hands kan man opleve en fotoudstilling, artist talks og et symposium
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind - Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Bag projektet står Sanne Ransby og Mariko Wada - også kaldet HINT project

Det personlige udtryk

Håndlavede produkter kan gøre os bevidste om, at vi har en sansende krop. Sanne Ransby forklarer, at når man arbejder med hænderne får værkerne et forhold til det kropslige og det at være i et rum. Man kan mærke, at den skabende har sanset sig gennem den kunstneriske proces — ligeså snart man har produktet i hænderne, kan man sætte sig i skaberens sted.

Sanne Ransby rejser sig og finder noget frem: “Derfor kan man virkelig mærke forskel på en håndmodelleret og en fabriksfremstillet kop,” siger hun, mens hun rækker mig en lysebrun håndmodelleret kop — “Du skal prøve at have den i hænderne”

Mens jeg sidder med koppen i hænderne, supplerer Mariko Wada: “Det er netop så svært at sprogliggøre, men jeg tror, det er noget, man kan sanse alligevel. Hvor lang tid kunstneren har siddet med det — om de har haft det sjovt eller været kede af det. Sådan noget kan man ofte fornemme”

“Derfor bliver de håndlavede produkter også ofte meget personlige. Udtrykket og udførelsen er personlige. Den del er blevet vigtigere og er noget, folk savner i dag. Jeg tror, det er derfor håndværk og håndlavet arbejde kommer mere og mere i fokus” siger Mariko Wada

Og dét, at man bliver dygtigere til sit håndværk, til at håndtere materialer og opfinde sine egne teknikker tilføjer noget særligt, uddyber Mariko Wada: “Det er sådan noget, der kan give kvalitet i et produkt eller et værk. Og som adskiller det fra fabriksproducerede produkter. Det her er kvalitet, det er godt håndværk. Det kan man tydeligt mærke”
Foto: PR-foto / Anna Talbot
Se store billeder her →
Kunstner Anna Talbots værksted
Foto: PR-foto / Mårten Medbo
Se store billeder her →
Kunstner Mårten Medbos værksted

At tænke og tale med hænderne

Fælles for alle de deltagende i Nordic Hands er, at de arbejder med hænderne. Et arbejde, der binder dem sammen, men som samtidig er unik for de enkelte kunstnere: “Vi har alle et behov for at bruge hænderne til at udtrykke os. Det udvikler sig som et sprog — ved at føle og få en materialefornemmelse. Derfor er det også helt forskelligt, hvordan en keramiker og en tekstilkunstner går til det,” fortæller Sanne Ransby.

Mariko Wada fortsætter: “Det at arbejde med hænderne er noget helt andet end at tænke med hovedet. Når man går igennem en kreativ proces, så opstår der mange ting undervejs, som man ikke har tænkt i forvejen. Så der er noget særligt ved at arbejde med hænderne”

En anden kunstner i projektet, der også har hænderne i leret er svenske Moa Håkansson. Hun laver skulpturer og skulpturelle installationer. For hende er der noget særligt ved det organiske i arbejdsprocessen, der lader det intuitive styre arbejdet med materialet.

Den intuitive kreativitet i mødet med materialet er netop i fokus under Nordic Hands. Sanne Ransby og Mariko Wada håber, at den brede vidde af tilgange til materialerne og arbejdet med hænderne vil give anledning til en masse kreative diskussioner og inspirerende eksperimenter.
Foto: PR-foto / Iben West
Se store billeder her →
Sanne Ransbys værksted
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Håndlavede produkter kan gøre os bevidste om, at vi har en sansende krop

Alle skubber til grænserne

Der er et bredt spektrum af kreativitet og traditioner i den nordiske kunst og kunsthåndværk og dét afspejler Nordic Hands: “Alle deltagere er rigtig dygtige og arbejder helt forskelligt - og hver på en unik, interessant og speciel måde,” fortæller Mariko Wada. “Og de er alle grænsesøgende. Og spørger sig selv, hvordan kan jeg skubbe det lidt længere?” indskyder Sanne Ransby.

En af de kunstnere, der altid skubber til grænserne for kunsten er norske Trude Johansen, der arbejder med print — for tiden særligt træsnit. I sin kunst blander hun udtryksformer og materialer som ord, træ, video eller mennesker. Hun er inspireret af komplekse størrelser som modsætningsparret konstruktion og dekonstruktion.

I værkstedet tilføjer Mariko: “Ja, de er alle eksperimenterende - og de er ikke bange for at slippe de faste rammer. Det ville være rigtig dejligt, hvis flere fik øje på alle de mange muligheder, hvorpå man kan arbejde med diverse materialer”
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Til Nordic Hands skal kunstnerne arbejde med materialer, de ikke er vant til
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind - Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Projektet afholdes på Godsbanen, hvor der findes alskens værksteder

“Det er bare at kaste sig ud i det”

Nordic Hands’ vision og ønske om at bringe opmærksomhed på kvaliteten i det håndlavede er oplagt til et sted som Godsbanen. Her er der særlige muligheder for at lave ting, man ikke kan lave andre steder, fortæller de to kunstnere. Projektet kunne forhåbentlig også give andre inspiration til at bruge Godsbanens værksteder til at arbejde, udforske materialerne og folks egen kreativitet.

“Vi holder de her gratis artist talks om formiddagene, så de er oplagte for uddannelsesinstitutioner. Det er en meget direkte mulighed for at vise det til unge mennesker. Alt det man egentlig kan lave” fortæller Sanne Ransby — “Det er bare at kaste sig ud i det”

Fakta:
Nordic Hands fællesnordisk eksperimenterende projekt for kunst, kunsthåndværk og art writing på Godsbanen i Aarhus i september 2018

13.-30. september: Fotoudstilling i Godsbanens Foyer og på Produktionsgangen.
17.-19. september: Artist talks med kunstnerne - fri entre
22. september: Offentlig symposium med kunstnere, teoretikere og formidlere - entré 100 kr.

Ifm. artist talks kan grupper, efter forudgående aftale, få rundvisning på Godsbanens Åbne Værksteder.

Bag projektet står HINT project i samarbejde med Project Art Writing og Godsbanen

Nordic Hands er støttet af Nordisk kulturfond, Nordisk Kulturkontakt, Statens Kunstfond og Aarhus Kommune

De deltagende kunstnere er:
John K. Raustein (NO), Trude Johansen (NO), Anna Talbot (NO), Petter Hellsing (SE), Mårten Medbo (SE), Moa Håkansson (SE), Magnus Bärtås (SE), Anna Rikkinen (FI), Saana Murtti (FI), Jussi Järvinen (FI), Hrafnhildur Halldorsdottir (IS), Rósa Sigrún Jónsdóttir (IS), Kamilla Jørgensen (DK), Jacob Juhl (DK), Mariko Wada (DK) og Sanne Ransby (DK)
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: