Jytte Høy spørger: Hvem er den betonhjerne på Godsbanen? - INTERVIEW

Hvem er den betonhjerne?

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Nanna Westergaard 13 Aug 2019
Del på facebook
Facebook

Hvem er den betonhjerne?

Kunstner Jytte Høy står bag udmykningen på Godsbanen i Aarhus. Den blev tænkt ind i stedet allerede inden, den gamle godsterminal blev bygget om til kulturproduktionscenter. Lige nu kan hendes kunst både opleves her og i en stor retrospektiv udstilling på Esbjerg Kunstmuseum

Godsbanen var engang en godsterminal, et sted, hvor varer rullede ind og ud af Aarhus. Efter terminalen lukkede, opstod en vision om at gøre det gamle transportknudepunkt til et sted, hvor der kunne produceres kultur.
Mens det stadig kun var en vision, kom billedkunstner Jytte Høy ind i billedet. Hun står bag udsmykningen på Godsbanen; det store gule kryds i gården og de ord og sætninger, som du støder på rundt omkring på Godsbanen. De er malet på væggene og laserskåret i stål, og de giver ikke meget mening, når du skimmer dem i forbifarten. Der står ting som: “Der er tankegods i sigtelinjen fra rangerterrænnet”, “Stopklods”, “Din modtanke er kaffelandskab”, og “Hvem er den betonhjerne?” Det spørgsmål, skal nok helst stå ubesvaret, men hjernen bag ordene er Jytte Høy. Tilsammen udgør ordene på Godsbanens vægge værket Bane-fabel, som fortæller en historie om stedet.

Foto: Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Bane-Fabel af Jytte Høy over indgangen til Teater Katapult og Åbne Scene på Godsbanen.
Foto: Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Her er vi er en stor skulptur i Godsbanens gård, som bliver flittigt brugt som bænk på alle tider af året.

En fleksibel og robust idé

Da Jytte Høy først blev sat til at lave udsmykningen på Godsbanen, var det stadig en nedlagt godsterminal. Så hendes opgave var at lave udsmykning til et rum, der ikke var bygget endnu. Det gav nogle muligheder for at påvirke rummet, og derfor blev ordene “Hvem er den betonhjerne?” støbt ind i betonen, mens de andre ord enten er malet på væggen eller laserskåret i lakeret stål, som hænger på væggen.


“Jeg ville arbejde med teksten som relief. Så der var noget, der kunne komme ind i væggen, på væggen og ud fra væggen. Fordelingen blev så, at der kun kom en sætning ind i væggen, fordi arkitekterne i starten havde en form for lydisolering, som gik på skrå af væggene, så der var ikke så meget mere plads til mig på det tidspunkt. Så tog jeg noget af det, der skulle sidde ud fra væggen ned på betonen og fik det til at hænge sammen på den måde,” fortæller hun.
Det endte med, at der blev fundet en anden løsning til lydisolering, så der blev meget mere væg, end der var, da Jytte Høy først begyndte at planlægge udsmykningen.

Og lydisoleringen er ikke det eneste, der ændrede sig i løbet af byggeprocessen. Jytte Høy beskriver det som at løbe om kap med noget, der forandrer sig hver fjortende dag.
“Når du er i den der flydende process, så er det utroligt vigtigt, at du har en idé, der har en form for fleksibilitet i sig. Derfor tænkte jeg fra start, at hvis jeg laver de her ord og sætninger, så kan jeg jo sætte dem op og flytte min tekst alt efter, hvordan væggene bliver,” fortæller hun.
Men processen var så foranderlig, at det var umuligt for Jytte Høy at vide, hvordan hendes værk ville ende med at tage sig ud i den færdige bygning. På tegningerne til bygningen var der tydeligt markeret et gang-
areal ved caféen, hvor den ene del af Bane-fabel skulle hænge, men rummet endte med at være helt åbent.
“Jeg kunne ikke vide, at det ville ende med, at der kom lamper og alt muligt foran værket. Så jeg måtte satse på, at mit værk var så robust i sit udtryk, at det kunne klare sig selvstændigt. Og jeg er glad for at se, at det sgu står meget klart,” fortæller hun.

Sætningen “Hvem er den betonhjerne?” er den af sætningerne, der hænger lavest, og derfor forsvinder den nogle gange bag paller eller andet, der bliver stillet foran den. Men også det, er Jytte Høy ret afklaret med.
“Det er bare sådan livet er for et kunstværk, når huset bliver fyldt med aktivitet. Men det er klart, der skal være en balance.”

Foto: Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Godsbanen åbnede som Kulturproduktionscenter i 2012.
Foto: Jytte Høy
Se store billeder her →
Da Godsbanen blev bygget. Vi ser indgangen til Åbne Scene og teatersalen. En del af projektet Bane-Fabel af Jytte Høy er støbt ind i betonen.

Fortid og vision

Bane-fabel er en fortælling om Godsbanen som et sted, men det er ikke en fortælling med en start, en midte og en slutning. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er mere volapyk, end det er fortælling, men det er ikke manglende narrative evner, der er skyld i, at det er endt sådan. Fablen er nemlig skrevet ud fra en tilfældighedsmetode, Jytte Høy også har brugt tidligere, da hun lavede udstillingen Et Historisk Alfabet til dig på Arken.
“Jeg lavede et alfabet, der tog udgangspunkt i alt, der er benævnt med et enkeltstående bogstav; D-day, A-dur, P-pille,” fortæller hun. Hun nedskrev så ord fra hver af de 28 fænomener, hun udvalgte til udstillingen, om for eksempel de følelser, sansninger og tanker, de forskellige ord satte i gang. Der på plukkede hun et ord ud fra hver, som hun kædede sammen til en sammenhængende, vild og vanvittig tekst.
“Det var den samme metode, jeg brugte på Godsbanen, fordi jeg vidste, det var et godt værktøj.
Jeg havde den tekst, som arkitekterne havde skrevet, og jeg havde min egen oplevelse nede fra godsbanen,” fortæller hun. Når man læser teksten, er der derfor både ord, der beskriver godsbanen som godsterminal, og ord, der beskriver Godsbanen som en vision for et kulturproduktionssted. Det hele er blandet sammen på kryds og tværs. Teksten kan derfor også læses på mange måder. Den kan læses i sin helhed, men enkelte ord eller sætninger kan også være nok til at sætte tanker i gang.

Her er vi

Udover Bane-fabel har Jytte Høy også lavet Big X til Godsbanen. Det er en samling gule klodser, der er stablet i et stort, højt kryds, og som står ude i gården.
“Jeg har arbejdet med rum i mange år, så jeg ved, at der sker noget, hvis du placerer et element, der gør, at du ikke kan overskue hele rummet. Når der er noget, der blokerer dit udsyn, så bliver rummet større, fordi du kan strække din forestilling ud i det, du ikke kan se,” fortæller hun. Man kan sidde på skulpturens gule klodser, som ligger forskudt for hinanden i lag. Og selvom det aldrig har været Jytte Høys intention, at det skulle være et klatrestativ, har hun ikke noget imod, at krydset bliver brugt. Det ligger simpelthen i måden, det er udformet på. “X-formen kom sig af, at man kan gå op på taget og se det oppefra. Jeg forestillede mig, at man kom op og kiggede ned over Aarhus fra en flyvema-
skine, og så det her kryds som en ‘her er vi’-markering,” forklarer hun.
Foto: Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Bane-Fabel af Jytte Høy i området ved restauranten Spiselauget på Godsbanen
Foto: Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Hvem er den betonhjerne? blev støbt i betonen inden den nye del af Godsbanen blev rejst.
Kunst giver alle muligheder

Jytte Høy arbejder meget med et udvidet skulpturbegreb, hvor hun ofte inddrager hele rum i et værk. Hendes arbejde på Godsbanen er derfor langt fra hendes eneste erfaring med at få rum og værk til at tale sammen. Hendes værker kan for tiden opleves i en retrospektiv udstilling på Esbjerg Kunstmuseum, hvor hun også har arbejdet med at inddrage rummet, og brugt det som en ramme for udstillingen.
“Når du laver kunst, har du jo alle muligheder. Intet er givet, så du skal opfinde dine egne begrænsninger for overhovedet at komme i gang,” fortæller hun.

Et af de værker, der særligt inddrager rummet i Esbjerg er Det ternede fællesskab, som består af en række fotografier, der indeholder tern og er sorteret i en ternet konstruktion af kasser. Alle, der bærer tern, må vælge et billede og tage det med, og når de gør det, bliver de en del af ‘det ternede fællesskab’, og så kan de sprede værket rundt på museet og videre ud i verden udenfor.
Jytte Høy har også inddraget Esbjerg Museums samling i sin installation.
“Jeg opdagede, at de havde et selvportræt af maleren Vilhelm Lundstrøm, som åbenbart har siddet et eller andet sted i mit baghoved, da jeg lavede hoveder i ler til en anden udstilling. Lerhovederne er nærmest sådan en lille Lundstrøm-familie, så det var bare for sjovt. Det måtte jeg bruge,” fortæller hun.

Lundstrøms selvportræt blev startskuddet til, at Jytte Høy gik i museets arkiv, hvor hun lavede det, hun selv kalder “mønsterkiggeri”. Blandt andet fandt hun nogle linoleumssnit af Palle Nielsen, som mindede hende om hendes egne værker Den Moderne Ruin og Genbrugs Pompei, som er værker, hun ellers ikke havde tænkt på at inddrage i udstillingen.
“Her var noget, hvor tingene ping-pongede mellem hinanden,” forklarer hun.
Jytte Høys forkærlighed for at arbejde med rum og det udvidede skulpturbegreb kommer fra hendes primære interesse, som er det tredimensionelle.
“Jeg synes, der er en utrolig styrke i, at du kan relatere dig til tingene sanseligt og kropsligt i rummet. Det er tanke og sansning i kombination. Du byder tilskuerne ind i en verden, du har skabt, i stedet for bare at lade dem kigge på en ting på en væg.”

Fakta

Jytte Høy blev færdiguddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1989.
Hendes retrospektive udstilling Side by Side kan opleves på Esbjerg Kunstmuseum frem til den 1. september.
Jytte Høy har været rektor for Det Jyske Kunstakademi.

Hvis man vil opleve hendes kunst på Godsbanen er der åbent på stedet fra 8-22.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: