Bliv politisk fit for fight med dit dagdrømmeri - Eva Koťátková på Charlottenborg

Bliv politisk fit for fight med dit eget dagdrømmeri

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Marie Nyeng 29 Nov 2019
Del på facebook
Facebook

Bliv politisk fit for fight med dit eget dagdrømmeri

Den fremadstormende tjekkiske kunstner Eva Koťátková udstiller lige nu på Kunsthal Charlottenborg. Hun mener, at det er vigtigt at drømme - også i løbet af dagen.

Fantasien er aktivismens stærkeste våben. Det siger den tjekkiske kunstner Eva Koťátková, som lige nu er aktuel med sin store soloudstilling ‘Confessions of the Piping System’ på Kunsthal Charlottenborg.

Her har hun installeret en seks meter lang seng, hvor publikum kan kravle op og lægge sig godt til rette under dynerne. Badet i det københavnske dagslys, som strømmer ind gennem vinduerne, kan man ligge i den store seng, med hovedtelefoner på og lytte til børns drømme. Under sengen ligger et hav af metal-væsner og gemmer sig. Eva Koťátková har med vilje installeret sengen et meget lyst sted i udstillingen, fordi hun gerne vil minde os om, at dagdrømme er lige så vigtige som de drømme, vi har om natten.

I en anden sal er flere stole iført trøjer med huller foran som vidt åbne munde og tomme øjne; en anden påmindelse om, at fantasien kan løbe af med os. Og hvem har ikke forvekslet en trøje på en stol med en vildt fremmed person på grænsen til drømmeland?

Drømme er vigtige for os. Eva Koťátková er helt overbevist om, at drømmeri kan være lige så politisk som alt andet, vi foretager os, for det er nemlig i drømmene, vi kan se nye muligheder i verden.

“Det er vigtigt at drømme selv i løbet af dagen. I drømme bearbejder vi ikke bare det, som vi allerede har oplevet, det er også her, vi skaber meget af fundamentet for vores liv. Det vi drømmer har stor indflydelse på, hvad vi gør den næste dag,” siger hun.

Foto: David Stjernholm
Se store billeder her →
Udstilling af Eva Koťátková på Kunsthal Charlottenborg
Foto: David Stjernholm
Se store billeder her →
Udstilling af Eva Koťátková på Kunsthal Charlottenborg

Ved køkkenbordet i Prag

Eva Koťátková stormer frem på den internationale kunstscene, med en hastighed som de fleste kunstnere midt i trediverne kun kan drømme om. Hun har allerede udstillet over det meste af verden, blandt andet på New Museum og Metropolitan Museum of Art i New York. Lige nu er hun også aktuel på Istanbul Biennalen, og hun har allerede krydset Venedig Biennalen af på sin liste. Alligevel har hun ikke et stort atelier - nej hun arbejder hjemmefra. Oftest sidder hun ved sit køkkenbord i Prag og udvikler sine ideer til kunstværker.

“Jeg er vant til at arbejde lige der, hvor jeg er. Jeg har lært at fokusere selv på offentlige og åbentlyst travle steder. Dels fordi jeg har været tvunget til det, dels fordi travlhed og liv er inspirerende for mig.”

Når Eva Koťátková skal producere komponenter til sine kunstværker i større skala eller rumlige strukturer, tager hun hen i værkstedet hos dem, hun arbejder sammen med.

“Jeg har for eksempel arbejdet sammen med den samme svejser i mange år,” fortæller hun.

Det sociale gitter

I den første sal man kommer ind i på Eva Koťátkovás udstilling på Charlottenborg, bliver man mødt af et stort knæhøjt gitter i metal, der næsten går fra væg til væg. Heri er stukket et væld af skilte og ting på lange rundstokke. Her er fugle, en skjorte, hænder og tekster som: “In a moment the anxiety will pass”, “Ude af syne” og “I speak for the sick who cannot afford to be sick.”

Hver onsdag frem til den 11. december kryber tre performere rundt inde under gitteret. Eva Koťátková har givet performerne en række historier, som de skal præsentere for publikum. Performerne bestemmer selv, hvilken rækkefølge de vil fortælle historierne i, og hvad de vil tage med fra dem.

“Jeg har opfordret dem til at arbejde med historierne, som man ville arbejde med at lave en kollage. Så de skal konstruere en ny historie ud fra udklip og fragmenter fra historierne,” fortæller hun.

Hun involverer tit andre mennesker og performere i sine værker, der ofte kredser om det at have svært ved at kommunikere med omverdenen. Gitteret og noget, som ligner bure, går også igen og igen i Eva Koťátkovás værkproduktion, hvilket er en af årsagerne til, at hun har fået et tæt samarbejde med sin svejser. Hun forklarer, at det store gitter på Charlottenborg for hende repræsenterer det sociale netværk.

“For mig er et socialt gitter det sæt af regler, pres og forventninger, som vi bliver mødt af helt fra vores tidlige barndom,” siger hun.

Det er nødvendigt med sådan et gitter understreger hun, men det skal forblive levende og fleksibelt.

“Det skal være noget, der lytter til de behov og krav, der er i øjeblikket. Ellers vil gitteret ikke længere være til nogen nytte, men i stedet blive begrænsende eller endda restriktivt,” siger hun.
Foto: David Stjernholm
Se store billeder her →
Udstilling af Eva Koťátková på Kunsthal Charlottenborg
Foto: David Stjernholm
Se store billeder her →
Udstilling af Eva Koťátková på Kunsthal Charlottenborg

Det personlige er politisk

Det første rum med de mange skilte på udstillingen handler især om problemer med at kommunikere med omverdenen. Eva Koťátková vil gerne have os til at tænke over de stereotyper, som vi navigerer i verden med, og som får os til at dømme, sætte mærkater på, eller diskriminere andre.

“Overordnet set handler udstillingen om undertrykte stemmer, som af forskellige årsager ikke bliver lyttet til, gøres tavse, diskrimineres, stigmatiseres eller ekskluderes. Stemmer hos dem som ikke er beslutningstagere, men som er afhængige af dem, som har magt til at træffe beslutninger,” siger hun.

Der er også et rum på udstillingen, hvor der bliver præsenteret mere optimistiske situationer, som hun fortæller, er baseret på ideen om at dele og om at inkludere og at tage sig af andre. Eva Koťátková kalder det rum på udstillingen ‘Room for Restoring Empathy’. Her er en samling af stole sat op i en rundkreds. Imellem dem ligger kraver og ærmer fra skjorter og trøjer, der er syet sammen til en stor sol med snore som solstråler. Midt i det hele står en gigantisk saks lænet op ad væggen. På væggen hænger farverige trøjer og jakker pænt på knager.

Ifølge Eva Koťátková, kan de ses som symbol på de følelser og tilstande, som vi lægger fra os for at kunne fortsætte med og fungere i vores hverdagsliv.

I de sidste par år har Eva Koťátková levet af at udstille og sælge sin kunst, men hun ser langt fra sin situation som stabil.

“Næste år kan jeg være i en helt anden situation, men det ser jeg ikke som noget fatalt,” siger hun.

På det seneste er hun også begyndt at blive gladere for at præsentere sin kunst uden for den sædvanlige kunstkontekst for også på den måde at sikre sig bedre økonomisk. Eva Koťátková har en datter på to år, men det ser hun dog ikke som en begrænsning for det at være kunstner - nærmere tværtimod.

“Jeg er jo helt klart nødt til at organisere min tid meget bedre - men jeg får absolut ikke nok søvn.”

Da hun blev mor oplevede hun ikke meget støtte eller forståelse fra kunstinstitutionernes side.

“Det er noget, der lige så stille er begyndt at ændre sig, men det går meget langsomt. Kunstverdenen ligner på den måde mange andre områder, hvor du falder ud, hvis du ikke konstant kan holde trit med rytmen og kravene. På den måde er det stadig et ret frustrerende system.”

Hun taler ud fra et meget personligt sted i sin kunst og siger:

“Jeg følger den feministiske idé om, at det personlige er politisk. Og jeg taler også åbent om, hvordan samfundets institutioner påvirker individers adfærd. Så ja, jeg vil sige, at mine værker er politiske, men det betyder ikke, at de ikke taler gennem ofte usædvanlige, surreelle drømmebilleder eller visuelle metaforer.”

Men Eva Koťátková arbejder ikke så meget med drømme som utopier og umulige scenarier men mere med drømme som en måde at forestille sig, hvordan verden også kunne fungere.

“Fordi kun, hvis vi er i stand til at forestille os, at ting kan være på en anden måde, kan vi ændre dem,” siger hun.

Hele vejen igennem er det fantasien, der får lov til at råde på en stilfærdig og underfundig måde i hendes kunst. Og som der står på et af de skilte, som er stukket ned i den første installation i udstillingen “Jeg ville sige noget og var nødt til at hviske.”
Foto: David Stjernholm
Se store billeder her →
Udstilling af Eva Koťátková på Kunsthal Charlottenborg
Foto: David Stjernholm
Se store billeder her →
Udstilling af Eva Koťátková på Kunsthal Charlottenborg
Fakta:

Eva Koťátková (f. 1982 i Prag)
Confessions of The Piping System vises på Kunsthal Charlottenborg frem til den 16. februar
Hver onsdag fra den 23. okt – 11 dec 2019 vil man kunne opleve performances i Eva Koťátkovás udstilling kl. 17.30-19.30.
Performere: Snorre Jeppe Hansen, Nina Tind Jensen og Ninna Steen.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: