Naja Marie Aidt har fundet hjælp i sine samarbejder og i litteraturen - INTERVIEW

Naja Marie Aidt har fundet hjælp i sorggruppen, i sine samarbejder og i litteraturen

Litteratur Skrevet af: Nanna Westergaard 14 Jun 2019
Del på facebook
Facebook

Naja Marie Aidt har fundet hjælp i sorggruppen, i sine samarbejder og i litteraturen

Da Naja Marie Aidt mistede sin søn Carl i 2015, blev fællesskab utroligt vigtigt for hende. I sorggruppen følte hun en samhørighed, som siden også er blevet vigtig for hende i det professionelle liv

Naja Marie Aidt er en forfatter, der er kendt for at skrive om alle livets forhold, om hverdagen og de indre dramaer. Hun har desuden været utroligt produktiv, og har skrevet både digte, noveller, teater, film, sange, børnebøger og en roman.
Men siden hendes søn Carl døde i en tragisk ulykke i 2015, har hendes forfatterskab taget en ny drejning. Hun var to år om at skrive bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage med undertitlen Carls bog, og i dag er hun stadig ved at finde ud af, hvordan hun nu skal skrive.
“Når man skriver en bog som Carls bog, som er en form for requiem, og man beskæftiger sig med døden og det store tab i livet, så kan det være meget vanskeligt at finde ud af, hvad man så skal skrive om. Pludselig kommer alting til at virke som ligegyldigheder. Livets andre forhold bliver uinteressante på en eller anden måde,” fortæller hun.
Foto: Mikkel Tjellesen
Se store billeder her →
Foto: Nicolai Bejder
Se store billeder her →
Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund
har haft et tæt samarbejde.

Mørke spor tilbage til teksten

Efter at have skrevet Carls bog havde Naja Marie Aidt ikke særligt mange kræfter tilbage, og hun fik slet ikke nogen idéer til noget som helst. Hun var et sted, hvor hun ikke kunne forestille sig at skrive, men så inviterede billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen hende til et samarbejde.

“Vi lavede også noget sammen for 10 år siden, og på det her samarbejde tog hun mig lidt i hånden, hvilket var rigtig fint, for det var faktisk lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt,” fortæller Naja Marie Aidt.

Samarbejdet blev til bogen Blå og mørke spor, som er en samling af Cathrine Raben Davidsens tegninger og Naja Marie Aidts digte.
“Vi sendte billeder og tekster til hinanden og lod os inspirere af hinandens arbejde. Man kan ikke se, hvordan Cathrines billeder har påvirket mig, da jeg skrev, men hendes billeder er skjult til stede i mine digte, og omvendt,” fortæller Naja Marie Aidt.
Foto: Mikkel Tjellesen
Se store billeder her →
Naja Marie Aidt (tv) og Mette Moestrup har arbejdet sammen om bøgerne Omina og Frit Flet
Foto: Mikkel Tjellesen
Se store billeder her →
Mette Moestrup, Line Knutzon og Naja Marie Aidt skrev sammen bogen Frit Flet

Sjovt at skrive

Efter arbejdet med Blå og mørke spor gik Naja Marie Aidt videre til et nyt samarbejde med musikeren Nikolaj Nørlund. Naja Marie Aidt skrev sangtekster, som Nikolaj Nørlund komponerede musik til, og det blev til pladen Housewarming, som udkom tidligere i år.

“Der er nogen, der synes, det er en mørk plade, men det synes jeg overhovedet ikke. Jeg havde det så sjovt, da jeg lavede det projekt. Samarbejdet gav energi, fordi der var en udveksling, som vi forfattere ikke så ofte møder, når vi sidder alene med vores tekst,” fortæller Naja Marie Aidt, der siden sin søns død netop ikke har været meget alene.

I Carls bog skriver hun om sorggruppen, som var en gruppe af mennesker, der fandt et fællesskab i sorgen. Hun skriver: “Så vores venner sidder hos os hele dagen, mens intet sker. / Så vores venner holder os i live, mens intet sker” og kort efter: “fællesskabet som noget lige så absolut som døden. / Fællesskabet som eneste mulighed.”

Hun trækker tråde til sorggruppen, når hun taler om sit samarbejde med Nikolaj Nørlund, for både sorggruppen og samarbejdet giver hende noget, hun ikke har selv. Både hende og Nikolaj Nørlund har mange års erfaring indenfor deres felt, så de ved, at de kan selv, men de bliver udfordret på en anden måde ved at arbejde sammen, eksperimentere og mødes i nogle nye rum.
“Man kan godt sige, at det med, at man hører sammen og har hinanden, det blev også vigtigt for mig i mit professionelle liv i årene efter Carls død,” siger hun.

Musikkens maskine

Når Naja Marie Aidt beskriver sin arbejds-

process, bliver det tydeligt, at hun ikke bare er forfatter; hendes arbejde er også et håndværk. Hun beskriver det som at opfinde en ny maskine, hver gang hun skriver et værk.

“Derfor kan man også godt se, at mine bøger er meget forskellige, fordi jeg afprøver forskellige ting med hvert værk. Der er nogle af digtsamlingerne, der er skrevet som en form for systemdigtning, og da jeg skrev Bavian opfandt jeg den her hysteriske prosa, som er en meget fysisk og kropslig prosa. Det er vigtigt for mig at finde en maskine, som kan rumme stoffet, så stof og form finder sammen på den rigtige måde og dermed faktisk får en kraft af det,” fortæller hun.

Når hun beskriver sit arbejde med sangteksterne til Housewarming, bliver det igen meget tydeligt, hvor meget håndværk hun lægger i sit arbejde.

“Jeg gik all in på at skrive sange, så det ikke var digte, der blev sat til musik, men det var simpelthen skabt som sangtekster. Jeg brugte det som et værktøj, at sidde og lave min egen melodi, som jeg selv sang, så jeg kunne være sikker på, at man kunne synge på de stavelser. Man kan jo selvfølgelig sidde og tælle stavelser, men derudover skal det også være sangbart, der er noget med lydene af vokaler og konsonanter og hvilke ord, man slutter en linje på, som er vigtige for at lave en god sangtekst,” forklarer hun med et tryk på ordene, der udstråler både det nørderi og den kreativitet, hun har lagt i sangteksterne.

Som at få en gave

Musikken har altid været en stor del af Naja Marie Aidts liv, og derfor er det heller ikke første gang, hun skriver til musik. Noget af det allerførste, hun skrev, var faktisk sangtekster, da hun som ung teenager spil-

lede i band, og hun har også tidligere skrevet for Nikolaj Nørlund. Men på Housewarming var der noget, der gik op i en højere enhed.

“Før i tiden syntes jeg, at det var rigtig svært at skrive sangtekster. Måske var jeg i virkeligheden for orienteret mod poesien. Men det er virkelig lykkedes på den her plade. Jeg kan egentlig ikke forklare, hvad der skete, men det var bare god timing, og det var åbenbart det rigtige tidspunkt for mig, at skrive de tekster på,” fortæller hun.

Når Naja Marie Aidt var færdig med at skrive en sangtekst, sendte hun den til Nikolaj Nørlund, som skrev musik til teksterne og sendte en demo tilbage.

“Jeg blev altid glad, når jeg fik en sang fra ham, fordi det føltes som at få en gave. Det var jo en sang med krop og stemme, så det var virkelig optur for mig,” fortæller Naja Marie Aidt, der også fulgte med, når sangene skulle produceres, og blandt andet kom med forslaget om, at der skulle være kvindekor på nogle af sangene. Mest af alt er hun dog imponeret over, hvordan Nikolaj Nørlund kunne tage hendes ord og gøre dem til sine egne: “Nikolaj har kunnet tage de her sangtekster til sig, og de kommer til at lyde rigtigt i hans mund. Nu er han jo også både en dygtig komponist og en super god fortolker, man kan sætte ham til at synge fremmedordbogen, og så lyder det stadigvæk godt, for han er så utroligt god til at gøre tekst til sit eget.”

Tekstens nødvendighed

For Naja Marie Aidt har det at skrive altid været en form for undersøgelse af det menneskelige vilkår, og hendes tekster balancerer ofte mellem det hverdagslige og det mørke, indre drama: “Som forfatter be-væger jeg mig ind i et stof, fordi jeg ønsker at undersøge og forstå, eller i hvert fald prøve at afkode et eller andet, som kan blive til en historie.”

Selvom det er en undersøgelse, planlægger hun dog aldrig nogensinde på forhånd, hvad hun skal undersøge. Teksterne opstår, når hun føler, at det er nødvendigt at skrive dem.

“Lige pludselig, så begynder jeg at skrive et eller andet, og så skriver jeg hen til et sted, hvor det begynder at interessere mig virkelig meget, hvor jeg begynder at føle et begær for at skrive den her tekst. Det er som om, jeg ikke kan holde op med at skrive igen. Da jeg skrev Sten saks papir, var jeg nærmest fuldstændig manisk, fordi jeg syntes, det var så spændende, og jeg glædede mig selv til at se, hvad der skete,” fortæller hun.

Det er dog ikke alle hendes værker, der er skrevet i nærmest manisk hast. Netop Carls bog, var nemlig en kamp at skrive, men samtidig er den endnu et godt eksempel på, hvordan teksten opstår ud fra en nødvendighed om at skrive den.

“Jeg kunne ikke lade være med at skrive den bog, for der var pludselig noget, jeg over-

hovedet ikke forstod. Jeg fattede intet af, hvad der skete med mig eller i mit liv. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med døden, som jeg ikke havde mødt på den måde før. Midt i al den frygtelige gru, blev jeg nødt til at skrive den bog, fordi der var noget, jeg var nødt til at undersøge ved at skrive om det,” forklarer hun.

Litteraturens fællesskab

Noget, der særligt hjalp Naja Marie Aidt til at få skrevet Carls bog var også fællesskabet, men et andet fællesskab, end det konkrete sammenhold, der var i sorggruppen; nemlig litteraturens fællesskab.

“Man kan finde svar på alle sine spørgsmål, hvis man læser, for der findes litteratur om alt det væsentlige. Så jeg begyndte at læse alt det, jeg kunne få fat i, som handlede om tab, sorg og død. Det var som et spejl for mig, da jeg læste Stephane Mallarmé, der skrev fragmenter om tabet af sin 8-årige søn. Jeg kunne se, at han heller ikke kunne skrive en sætning færdig. Han gør ligesom, jeg gør. Så selvom han er død for længst, så overbeviste hans fragmenter mig om, at det var rigtigt det, jeg gjorde,” fortæller hun.

Litteraturen er dog ikke kun et spejl for Naja Marie Aidt, det er også en stemme, hun bruger i Carls bog, hvor hun har brugt tekster af blandt andre Stephane Mallarmé, Jacques Robaud, Inger Christensen og H.C. Andersen mellem sine egne. Udover de kendte forfattere giver hun også stemme til nogle af de mennesker, der kendte Carl og ikke mindst Carl selv gennem digte og tekster, hun fandt, da de ryddede op i hans ting.

“I det hele taget kan man sige, at Carls bog er en form for korværk, hvor jeg giver stemme til andre end mig selv. Selvfølgelig taler jeg mere end de andre, men det er også for at vise helt fysisk, at både det litterære fællesskab og det menneskelige fællesskab er utroligt vigtigt, når man står i sådan en situation i sit liv. Og også når man skal skrive en bog om det,” forklarer hun.

Selvom Naja Marie Aidt uden problemer kan fortælle om de bøger, hun har skrevet før, og nærmest minutiøst kan forklare sin kreative process, så har hun svært ved at se, hvordan hendes forfatterskab skal udfolde sig herfra. Hun fortæller, at fordi hun har været ude for det store traume at miste sin søn, så har hun ændret sig som menneske og som forfatter til noget, som hun ikke ved, hvad er endnu:

“Jeg kan ikke sige, hvad jeg kommer til at skrive næste gang. Jeg er afhængig af, at der kommer noget til mig, og at jeg har kræfterne til at videreformidle det. Og det tror jeg godt, kan tage noget tid faktisk. Jeg har jo altid produceret utroligt meget, skrevet meget og udgivet tit og i alle mulige genrer, og derfor tror jeg, jeg oplever en stor træthed efter det, der er sket, som jeg ikke helt er kommet mig over.”

Fakta

Både Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund kan opleves på festivalen LiteratureXchange i Aarhus den 13.-23. juni.

topfoto: Mikkel Tjellesen
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: