Ny digtsamling er en vigtig hyldest til bellis og pindsvin

Ny digtsamling er en vigtig hyldest til bellis og pindsvin

Litteratur Skrevet af: Louise Juhl Dalsgaard 02 Dec 2019
Del på facebook
Facebook

Ny digtsamling er en vigtig hyldest til bellis og pindsvin

Sprøjtegifte har uhyggelige navne, og vi trænger til at hylde naturen. Sådan helt oprigtigt. Det gør Birgitte Krogsbøll i sin nye digtsamling PESTICID


Pindsvinet går gennem hækken/ og stjæler jordbær/ det må det jo ikke/ men det må det jo godt
Vi lader billedet stå et øjeblik. Pindsvinet går gennem hækken og stjæler jordbær. Det må det jo ikke. Men det må det jo godt. Det lille men. Omsorgens men, ømhedens.

Lad det være sagt fra start: Jeg er ret begejstret for Birgitte Krogsbølls, af omfang ganske lille men af indhold meget store, digtsamling, PESTICID Digtsamlingen kredser om det nære; de helt små, som tilsammen udgør det allerstørste: Naturen, verden, altet.
Den kredser om regnorme, myrer, humlebier og bænkebidere. Om smørblomst, mælkebøtter, vejbred.
- Og om bellis:
dem tæller man kærlighed på ved at/ plukke bladene af, det skulle være omvendt

Foto: PR-foto / Jens Krogsbøll
Se store billeder her →
Det skulle være omvendt. Præcis sådan er Birgitte Krogsbølls digtsamling: Omvendt. Den plukker ikke, men planter. Ordene, og de billeder, de danner, virker som et forstørrelsesglas for læseren, der får lov at zoome helt ind på – og helt ud af - den verden, der findes overalt og lige foran os. Hækken, boldbanerne, sandkassen. Digte, der lader os dufte og mærke. Røre, ikke mindst.

Det er en styrke at være rørende

Og lige netop dét er digtsamlingens helt store styrke. Dét, at den tør røre - og rører sine læsere. Birgitte Krogsbøll vover det naive, det håbefulde (alene ordet håb, gys, i en tid hvor dommedagsprofetier og klimaangst får børn helt ned til seksårsalderen til at bukke under). Hun sætter natur og klima på dagsorden med en varme og ømhed, der adskiller sig fra medierne. Medier, der hver dag kæmper om at fange vores opmærksomhed ved hjælp af katastrofer: Tommetykke rapporter om temperaturstigninger, af-isning af polarområder eller udrydningstruede dyrearter. Birgitte Krogsbøll gør det omvendte; hun peger på alt dét, der er tilbage at kæmpe for, og som findes lige for næsen af os, hvis ellers vi vover at løfte blikket fra telefonens dystopiske nyhedsstrøm og i stedet træder ind i verden. Ud i den.

PESTICID minder os om at være til stede i naturen, værne om verden, fremfor at drukne os selv i bekymringer om dens forsvinden. For lader vi alene angsten og håbløsheden, vreden og afmagten, om at sætte dagsorden, risikerer vi at glemme ømheden og omsorgen. For bierne og børnene. Og for bellis – dem man tæller kærlighed på. Og kærlighed kan vi ikke undvære, ligesom vi ikke kan undvære humlebierne, tagetes, trævlekrone eller hybenroserne.

Jeg finder det utrolig velgørende med en digtsamling, der i dén grad tør vælge varmen og viljen, håbet og troen som udgangspunkt for sin naturkamp, fremfor vrede og håbløshed. Det gør Krogsbøll så utrolig godt, nok i særdeleshed fordi hun ikke på noget tidspunkt forfalder til sentimentalitet eller tvungen optimisme. For nok er PESTICID fuld af kærlige digte fortalt i et ømt og omsorgsfuldt sprog, men det er også en bog, der vedkender sig den alvor, der ligger og truer det hele. Der truer bierne, børnene, kærligheden og bellis.

Ethylbloc-Tabs er alt andet end følfod

Bagerst i bogen har Birgitte Krogsbøll nemlig placeret et appendiks. En såkaldt positivliste (apropos tvungen optimisme) over en lang række tilladte pesticider. De lyder navne som:

Beta-Cyfluthrin SC 125, SC Bumper 25 EC Cabrio Duo, Ethylbloc-Tabs TB, LFS Clopyralid-PicloramTachigaren WP Taifun 360 SL Talisma EC talisma UL Talius

Skræmmende og uforståelige navne, meget langt fra følfod og tusindfryd, stokrose og aftenpragtstjerne. Pesticiderne ikke bare lyder, men dækker over giftige produkter, der sigter efter at udrydde det lille men i linjerne:

Pindsvinet går gennem hækken/ og stjæler jordbær/ det må det jo ikke/ men det må det jo godt

Mariehøns betyder lykke

I pesticidernes virkelighed er pindsvinene i vejen. I vejen for vækst og udbyttemaksimering. I vejen for stordrift og landbrugsprofit. Det må det jo ikke.
Men her er det, at digtsamlingen PESTICID insisterende tilføjer linjen:
men det må det jo godt
og dermed skaber den et ret vidunderligt modsprog til firma-formatterede logikker og politiske konsensusaftaler. Krogsbølls digte lader pindsvinet slippe gennem hækken, de redder en regnorm fra at blive kørt over af en cykel og en hveps fra at drukne i en sodavand.
Her er det mariehønerne, der keres om:

Mariehøner er søde/ og betyder lykke/ og giver godt vejr
...
kommer man til at/ trykke på dem/ kommer der noget gult ud/ der klistrer og lugter/
det er fordi de bliver bange/ man skal være god ved dyr.

PESTICID tør være naiv og enkel. Læseren hér blev i hvert fald rørt og kan varmt anbefale Birgitte Krogsbølls digtsamling – den kandiderer til at være årets mest omsorgsfulde julegaveidé dette år.

Fakta:

PESTICID udkommer den 2. december på forlaget Fuglekøjen.

Birgitte Krogsbøll debuterede i 2002 med Wøldums pulsar syndrom og har siden udgivet ti digtsamlinger.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: