Store stemmer hjemme i en privat stue - Pia Juul og Kasper Ralsted Jensen

Store stemmer i en lille stue

ReportageLitteraturSkrevet af: Nanna Westergaard14. maj 2019

20 mennesker er nok lidt færre, end de fleste litteraturarrangører håber, der dukker op til deres oplæsninger, men for Stemmer i Stuen betyder det udsolgt til en hyggelig, uformel aften om lyrik med Pia Juul og Kasper Ralsted Jensen

Daniel Boysen og Rikke Hector Degner har rykket deres TV ud af stuen og placeret de to digtere Pia Juul og Kasper Ralsted Jensen, hvor skærmen plejede at stå. Det er ikke en stor stue, og den er fyldt næsten til bristepunktet med gæster, der sidder i sofaen, på klapstole og endda i vindueskarmen. Konceptet hedder Stemmer i Stuen, og i aften er formålet at skabe en hyggelig og uformel ramme om poesien. Der er brygget kaffe og serveret kiks, og de to digtere er klar til at læse op og snakke om deres forfatterskab. Med de rammer og i den tætpakkede stue, kan det næsten ikke blive andet end hyggeligt.
Glade gæster sidder i stuens vindueskarm
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen
Digterne Pia Juul og Kasper Ralsted Jensen
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen

Vi vil ikke vækste

Stemmer i Stuen udspringer af foreningen Litterær Lounge, der fra 2014 og indtil 2018 planlagde litterære arrangementer i Aarhus og omegn. Da Litterær Lounge gik i opløsning tog Stemmer i Stuen over, men det overordnede koncept er det samme: at gøre stemningen til litteratur arrangementer mere uformel og opdyrke et fællesskab omkring nyere dansk litteratur.
Arrangør og bagmand Daniel Boysen gør dog én ting meget tydeligt: “Vi vil ikke vækste.”

Konceptet er klart, og det vil de ikke vige fra. To forfattere bliver inviteret til oplæsning og samtale i en stue, og der bliver afholdt to arrangementer om året, et med lyrik i foråret og et med prosa i efteråret. Ikke mere og ikke mindre.
Tilsyneladende kan det simple koncept noget. I hvert fald fik Stemmer i Stuen næsten to måneder før deres første arrangement udsolgt billetterne, og nu sidder den brogede og spændte lille flok af gæster klar til at opleve litteraturen helt tæt på.
Der var fyldt op i den lille stue
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen
Kasper Ralsted Jensen læser op fra "vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg"
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen

Oplæsninger, der dufter af frisk luft

Aftenen starter med en kort introduktion fra Daniel Boysen, der efter at have fortalt om konceptet, introducerer de to forfattere; Kasper Ralsted Jensen, der debuterede med digtsamlingen Feberdreng i 2017 og Pia Juul, der har skrevet i flere år, end Kasper Ralsted Jensen har levet.

Kasper Ralsted Jensen læser op fra sin seneste udgivelse vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg, som kredser om barndommen. Teksterne emmer af landlig stemning og frisk luft, dagene har farver, børnene ligger på hæklede tæpper, der løber heste omkring og i Kasper Ralsted Jensens oplæsning bliver mormor og morfar udtalt på rigtigt bondsk: må’mår og må’far.

Fornemmelsen af frisk luft går igen i Pia Juuls oplæsning. Hun læser op fra sin seneste digtsamling Forbi, og i et af sine digte bruger hun et vi, der altid taler om vejret, og fordi vejret hele tiden skifter, er der altid noget nyt at tale om. Ganske passende skifter vejret bag stuens ruder fra silende regn til et glimt af blå himmel mens Pia Juul læser op. Hun kommer også omkring emner som kulde, savn og Greta Garbo.
Pia Juul læser op fra sin digtsamling "Forbi"
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen
Gæster og forfattere kommer tæt på hinanden
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen

Erindringer i utide

Efter en lille pause er der lagt op til en samtale mellem forfatterne, og det er her, aftenens uformelle og hyggelige stemning virkelig bryder frem.
“Det er ikke ligesom på DOKK1,” siger Daniel Boysen, der udover også selv at være forfatter, til dagligt arbejder som litteraturformidler på biblioteket på DOKK1 i Aarhus. Men selvom aftenens arrangement er lavet i samarbejde med biblioteket, så er det ikke den titel, han bærer i aften, og selvom han har forberedt et ark fyldt med spørgsmål til forfatterne, så starter han med at åbne for at gæsterne kan stille spørgsmål. Det giver en løssluppen samtale, der primært bliver båret af de to digtere, men får indspark både fra publikum og aftenens værter.
Daniel Boysen er forfatter, litteraturformidler på DOKK1 og aftenens vært.
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen
Rikke Hector Degner udgør sammen med Daniel Boysen arrangørerne bag Stemmer i Stuen
Foto: PR-foto: Stemmer i Stuen
På trods af det store aldersspænd mellem forfatterne, er det næsten lettere at spotte ligheder i deres forfatterskaber end forskelle. Kasper Ralsted Jensen kan tilsyneladende tale i uendeligheder om sine inspirationskilder og citerer digte fra Pia Juuls Helt i skoven, der udkom i 2005, mens Pia Juul hellere vil tale videre ud fra de ting, Kasper Ralsted Jensen har talt om, end hun vil svare på Daniel Boysens spørgsmål. Begge skriver de om erindringer, som Kasper Ralsted Jensen beskriver som en slags sproglig vold mod minderne, da han ikke kan beskrive dem med barnets sprog, mens Pia Juul fortæller, at jo mere man skriver, jo mere husker man.
Selvom aftenens arrangement ender med at gå næsten et kvarter over tid, får Daniel Boysen kun svar på et enkelt af sine forberedte spørgsmål, men både han og alle gæsterne har fået et utroligt nærværende indblik i to fascinerende forfattere og deres digte.

Fakta

Stemmer i Stuen bliver planlagt af Daniel Boysen og Rikke Hector Degner i samarbejde med Biblioteket på DOKK1 og med støtte fra Statens Kunstfond.

Deres næste arrangement vil finde sted engang i november.
Facebook
Del på facebook

Nanna Westergaard

Kulturjournalist
Nanna Westergaard er uddannet cand.public med en bachelor i Æstetik og kultur. Man kan som regel finde hende til litterære oplæsninger og andre kulturelle arrangementer i byen, men også hjemme i sofaen, hvor hun lytter til ny musik og forsøger at følge med i tidens mest populære Netflix-serier. Det er særligt litteraturen, der fylder i Nannas hverdag; hun har ikke blot en lang to-read liste, men skriver også selv noveller og digte.
Se Nannas artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind