Bisse: “Min musik er min gravsten, som jeg arbejder på hver dag”- ny single ude -INTERVIEW

Bisse: “Min musik er min gravsten, som jeg arbejder på hver dag”

Musik Portræt-interview Skrevet af: Marie Nyeng 2018-05-09
Del på facebook
Facebook

Bisse: “Min musik er min gravsten, som jeg arbejder på hver dag”

I dag sender Bisse en ny single ud i verden. Han lever sit liv med og gennem sangene, og det kan høres, for de rummer alt fra livsglæde og kærlighed til vrede og død

Bisse har raget de skulderlange lyse lokker af, som ellers har været hans tydelige kendetegn sammen med de røde negle. I videoen til hans nye single ryger hans ene øre også af.

Nu sidder han med en kop kaffe og misser med øjnene mod solen bag Institut for X i Aarhus, mens stedet myldrer med folk på den første rigtige forårsdag.

Om lidt skal han spille til digteren Morten Søndergaards lyd- og litteraturarrangement Solar Plexus på Åbne Scene, “Hvad er det med sådan nogle kunstnertyper som os? Så går vi indenfor i en black box for at hylde solen. Det giver jo ingen mening.”

Når han om lidt går ind i mørket, vil han sætte sig ved klaveret og synge ordene “jeg er forsvundet op i min egen røv / der hvor solen aldrig skinner / og det er ikke lys / der er for enden / I ved hvad jeg mener.”

Han er blevet sammenlignet med C.V. Jørgensen, og hans stemme og tekster har også mange ligheder. Men hvor C.V. Jørgensen holder sig i et ret afdæmpet univers, så er der meget mere støj, umiddelbar grimhed og alvor gemt i Bisses musik.

På scenen har han ofte både makeup og neglelak på, og han spillede en dansk udgave af Leonard Cohens I’m Your Man kun iført en meget stormasket fiskenetsdragt. Men i dag er han helt rå i karrygule jeans, kort hår og et bart nærværende ansigt med et fængslende blik. Han slutter af med Tour de Smackdown, hvor han synger et roligt “man må tage det, som det kommer.”
Foto: PR-foto / Michella Bredahl
Se store billeder her →
Foto: PR-foto / Michella Bredahl
Se store billeder her →

Farvel til prinsen og følelsesfalskneriet

Bisse lader med sin seneste single Plexiglas igen de tungere sider af livet få plads, Og så ryger det lyse skulderlange hår af i videoen til sangen. “Jeg blev bare træt af at se de der billeder af mig selv i hvid skjorte og med blond hår. Det blev prinseagtigt, og det irriterede mig ret meget til sidst.”

Det er vigtigt for Bisse, at have hele spektret af lys og mørke repræsenteret, for det hele er en del af livet og skal derfor også være en del af musikken.

Han siger: “Sådan en som Rasmus Seebach, han prøver jo også at skrive om hårde ting. Så skriver han lidt om sin fars død, men han går jo slet ikke ind i det had, som han også må have følt til sin alkoholiserede far. Det er falsk. Det er følelsesfalskneri.”

Samtidig ser Bisse også mange engelsksprogede bands, som Iceage, gå i den modsatte grøft, hvor det kun er de svære sider af livet, som er til stede. Han fortæller, at det var vigtigt for ham at skrive en sang som Seks Hjerter, der er en hyldest til livet. “Jeg blev så træt af, at det skulle være så mørkt, smart og desperat hele tiden. Jeg synes, at det bliver hult, hvis man kun besynger mørket, ensomheden og kulden.”

“Man skal fucking være glad for, at man er her jo,” siger han stille.

Sidste år var Bisse på alles læber. DR kaldte ham vidunderbarn, han spillede for et udsolgt store Vega og anmelderne roste ham til skyerne. “Nu er der ikke det samme momentum,” siger han.

“Det tog mig noget tid at forstå, at jeg ikke var ligesom Kesi, Karl William eller nogen af dem der. Det siger jo sig selv, hvis man lytter til det, jeg laver, og til det, de laver. Selvom jeg ikke vil lave det, de laver, så vil jeg jo gerne have deres publikum - eller ikke nødvendigvis lige det publikum, men man vil jo altid gerne spille for flere mennesker.”

Alligevel kan Bisse godt forstå, at ikke alle har tid og overskud til at fordybe sig i musikken.

“Det er jo fucking hårdt at leve. Man skal tjene penge, og man skal tjene mange penge, og man skal arbejde meget. Når man så holder fri, så forstår jeg godt, at man ikke har overskud til at lytte til mine sange.” Som han synger i sangen Indendørssæsonen “Livet er hårdt arbejde / du må drømme om natten.”
Foto: PR-foto / Jesper Dalgaard
Se store billeder her →
Foto: PR-foto / Jesper Dalgaard
Se store billeder her →

Liv uden kunst er afvikling

Bisse sidder lidt eftertænksomt og overvejer om et liv uden kunst; musik og litteratur, kan være et godt liv.

“Et liv uden andet end Rasmus Seebach, X-factor og Ekstrabladet. Jeg tror, det er det liv, jeg prøver at forestille mig. Og så tænker jeg, om det også kan være et godt liv. Det ved jeg ikke - jeg er i tvivl. Men jeg tænker, at det ihvertfald må være et lidt mere afviklende end nysgerrigt eller oplevelsesrigt liv.”

Bisse fortæller, at han var på udveksling i Frankrig som 15 årig, hvor han boede hos en familie, hvor moren lå på sofaen hver eftermiddag og så Harry Potter og ellers mest bare gjorde rent derhjemme.

Bisse udtaler Harry på dansk, og understreger på den måde det ordinære i scenariet. Som når han synger, farver han ordene og giver dem ekstra betydning, når han taler.

“Hun hed Beatrice. Det kunne være jeg skulle skrive en sang om hende. Ikke Dantes Beatrice men Serges Beatrice. Ikke paradisets Beatrice, men parcelhuskvarterets Beatrice.”

Jeg har haft lidt svært ved at høre, hvad Bisse synger et sted i sangen Plexiglas. Jeg har lyttet igen og igen - og er kommet i tvivl, om han synger “hen” - altså som når man ikke siger han eller hun.

“Der rammer du noget meget ømt. Du skal vide, hvor meget jeg tænker over, hvordan jeg kan få teksterne frem,” siger han. “Hvad troede du, jeg sang? Hen... Hvor grineren... nej det er herinde... hvordan er det nu det er; herinde har du kun ét skud / herinde er der kun ét bud / herinde har du kun én Gud ...”

“Det er en svær balance det der, for det slår også musikken ihjel, hvis man insisterer på, at den der tale-tydelighed skal overtrumfe. Hver gang, man skruer rigtig højt op for vokalen, så forsvinder musikken,” siger han.

“Det er mig, der synger min historie, og det er fucking vigtigt, at man hører den, så det gør mig ked af det, at du siger, at du har svært ved at høre, hvad jeg synger.”

“Jeg tænker virkelig meget over det, men jeg må ligesom bare have tillid til, at folk lytter efter. Men for helvede ja, tydelighed ja. Det er måske det, Kesi og Karl William har og jeg ikke har, ” siger han, mens man tydeligt kan se, at det går ham på.

Da vi den næste morgen mødes i Rådhusparken for at tage billeder blandt krokuserne, som står i fuldt flor, vejrer store flag tungt på halvt på de mange flagstænger ved Musikhuset og Rådhuset. “Hvem er død?” spørger Bisse. Samme tanke havde jeg, da jeg kort forinden var gået på jagt efter de bedste gravsten i parken. “Det er den 9. april,” siger jeg, og Bisse ser med det samme en smule flov ud - “åh ja. Aldrig mere 9. april”, siger han, mens han eftertænksomt siger det igen.

På albummet Happy Meal synger han det samme “Aldrig mere”:
“... endnu engang si’r vi: det her var den sidste gang / og endnu engang hæver vi stemmen / synger den samme sang / endnu engang si’r vi: aldrig mere...” Det bliver efterfulgt af “11. juli 95” i sangen Srebrenica - Kolby Kås.

Bisse fortæller, at det er gennem sangene, han udlever livet, mens han samtidig jo også bare lever et liv som alle andre. “Mit liv handler om at skrive sange, og mine sange handler om at leve livet. Mine sange lever livet,” siger han. Derfor er det heller ikke underligt, at det går ham på, når noget ikke bliver, som han vil have det.

“Jeg vil vildt gerne have, at folk bare lytter til sangene. De er det eneste, der står tilbage om 100 eller 50 år, når jeg ikke er her mere. Det er dem, det handler om, hvilket kan være ret hårdt.

Forestil dig, at musikken er en stor gravsten, min egen gravsten, som jeg arbejder på hver dag og pryder.”

Se Bisses nye video her

Fakta:

Bisse med det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær har siden 2015 udgivet 7 albums.
Før han udgav musik under navnet Bisse, skrev han musik og spillede i bandet Spillemændene
Han kan opleves på Spot festival fredag den 11. maj.
Bisse gæstede Godsbanen i forbindelse med litteratur og lyd arrangementet Solar Plexus på Åbne Scene.
SOLAR PLEXUS var en koncert og digtoplæsning arrangeret af digteren Morten Søndergaard i samarbejde med 365TEKSTER, Project Art Writing, Aarhus Litteraturcenter m.fl.
Læs også interview med Morten Søndergaard
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: