Teiturs slidstærke melodier er bare musik

Teiturs slidstærke melodier er bare musik

Musik Skrevet af: Marie Nyeng 15 Aug 2019
Del på facebook
Facebook

Teiturs slidstærke melodier er bare musik

Teitur er en helt igennem uformel musiker, som bruger sit liv på at fortælle historier og skrive slidstærke melodier. For tiden er han aktuel som deltager i TV-programmet ‘Toppen af Poppen’ på TV2

Teitur skriver hele tiden nye sange, men det er kun et lille udvalg, som han synes passer særlig godt sammen, der når ud til os andre. Teiturs færdige album er tidslommer med sange om de ting, han har samlet op og tror på. Lige nu er han nået til et sted i sit liv, hvor han synes, at han har fundet lykken og egentlig bare gerne vil være til gavn. Det handler de to sange ‘To Be of Use’ og ‘I have Found my Happiness’ på hans seneste album ‘I Want to Be Kind’ om.
Foto: Signe Tora Munk Bencke
Se store billeder her →
Teiturs tekster er altid baseret på en historie.
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
I dag bor Teitur på Førerne med sin familie. På hans seneste album er en sang om at have fundet lykken.
Teitur flyttede for nogle år siden tilbage til Færøerne, hvor han nu er blevet gift iført færøsk folkedragt, og så er han blevet far.
“Nu handler sangene meget om, at nu er jeg her og er gift. Jeg tror dybest set, at når du skriver sange, så må du skrive om noget, som er sandt og noget, som du tror på. Du er nødt til at have et ståsted i sangene, for at det giver mening,” siger han.

Teiturs tekster er altid baseret på en historie, ofte noget han selv har oplevet. Han synes, at historierne gør musikken brugbar, og han vil først og fremmest skrive sange, som kan leve deres eget liv. “Når jeg skriver, så skal jeg vide noget, som de andre ikke ved, og så skal jeg give modtagerne en mulighed for at opdage det. Det er med historierne, at du kommunikerer, for uden dem bliver det ikke siddende som noget brugbart.”

Teitur er sikker på, at man er nødt til at skrive sange med indsigt og indhold, hvis man gerne vil lave musik, som man stadig kan tage på turné med om mange år. Han siger: “Man kan nemt lave musik for at blive bekræftet i et eller andet, men god musik, som holder i mange år, er lavet af noget andet end din identitetskrise.”
Foto: Alex Ejsmon
Se store billeder her →
Teitur blev gift med Ingilín Strøm forrige år på en strand på Færøerne.
Foto: Thorshavn, Creative Commons
Se store billeder her →
I dag bor Teitur på Færøerne med sin familie.

Det mest kedelige ved musik

Sangen ‘Indie Girl’ fra albummet ‘Story Music’ var lidt en parodi på musikverdenens tendens til at være selvoptaget.

“Jeg kan godt lide at provokere og at blive provokeret af musikere, som er mega selvoptagede, fordi de synes, at de har fundet en fed stil. Jeg synes, at det mest trælse ved musikken er det identitetsmæssige aspekt. Det der med hvilken gruppe, vi hører til, og spørgs-mål om hvor cool, det er at lytte til noget bestemt musik. Det er det mindst musikalske aspekt af musik. Det er så boring altså, og god musik handler så lidt om det.”

Og Teitur er heller ikke selv en komponist, der bliver ved den samme genre for at appellere til en bestemt fangruppe, for han kan godt lide at spille mange forskellige slags musik. “Jeg gider ikke kun spille én slags. Det er noget bullshit, og hvis du er kok, så gider du sgu heller ikke kun arbejde med gulerødder.”

Da Teitur i 2013 indspillede albummet ‘Story Music’, samlede han en masse færøske musikere og indspillede hele albummet på øerne. “Jeg ville gerne gennemføre noget på Færøerne og overvinde en gammel fordom, jeg havde om, at man ikke rigtig kan gøre så meget heroppe. Jeg havde behov for at lave noget lokalt og bruge det, jeg havde til rådighed lokalt - ligesom i nordic cuisine,” griner han.

Teitur valgte at arbejde sammen med sine naboer i stedet for at tage til LA med et stort budget, som han tidligere havde gjort, for hvorfor skulle man ikke kunne lave god musik sammen med de mennesker, man ser til daglig?

Men med det seneste album, ‘I Want to Be Kind’, var Teitur igen i udlandet for at indspille de særligt udvalgte sange. Han kalder det selv et meget amerikansk album, hvor sangene har noget særligt americana over sig, selv om det for Teitur absolut ikke er vigtigt hvilken bås, man sætter hans musik i.
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Der er ikke så meget pjat og udenomspostyr, når Teitur taler om musik, for det handler bare om musik.
Foto: Signe Tora Munk Bencke
Se store billeder her →
Teiturs hund Dexter har også tidligere været med Teitur på tour.

Den helt store lykke og depressionstest

At få et barn har udvidet Teiturs ståsted, og samtidig har familielivet også kastet musikeren, som tidligere levede i en kuffert, ud i noget så jordnært som at bygge til. Mens han gik rundt med et trykluftsbor og hakkede i klippen under familiens hus, begyndte han at skrive sangen om, at han faktisk har fundet lykken. Han synger:

“Relations are what makes me happy, that’s what makes me sing. I have found my happiness in a silver ring.”

Trykluftsboret havde en rytme, som blev udgangspunktet for sangen. Mens byggeriet blev overtaget af håndværkere, rejste familien væk.
“Og mens vi sad under sydens sol, gav det hele mening, og jeg kunne skrive sangen færdig,” siger Teitur.

Men albummet, som han henover vinteren turnerede med, rummer også en sang, som er inspireret af en depressionstest. Da den Danske Salmebog skulle have en opdatering med en ny kirkesangbog, skrev Teitur flere af sangene. Man kunne mene, at noget så højtideligt som sange til den danske kirke ligger fjernt fra Teiturs sangunivers, der ellers fortæller historier om alt fra tjeneren Catherine the Waitress til pigen Josephine, som han legede med som barn. Men for Teitur er det også bare brugbar musik. En af de nye “salmer”, som hedder ‘Uden dig’, har han endda taget med på albummet ‘I want to be Kind’ i en engelsk udgave. På engelsk hedder den ‘Quite A Lot, Only Slightly, Very Much’.

Inden Teitur gik i gang med at arbejde med de nye salmer eller kirkesange, var han på symposium på Engelsholm Højskole med en biskop, præster og flere filosoffer. De talte om, hvad salmer er, og hvordan man kan forny salmesangen. På vej hjem skulle han overnatte hos en ven, som ikke var hjemme, men det var til gengæld vennens bofælle, Per Worm. “Han er sådan en, der vinder Zuluawards for at være sjov - og så lejer han sig altså ind hos min ven.”

Teitur var helt høj over symposiet, da han ankom til lejligheden på Nørrebro. “Jeg holdt et helt lille foredrag for Per, for jeg var så begejstret. Per hev så et A4 ark frem, som han havde printet og sagde: Jamen Teitur, hvis du er så begejstret for ideen om at lave salmer, så lad os skrive en salme over det her.” Det var en depressionstest fra nettet, Per havde printet ud. Sådan en, hvor man skal sætte kryds ud for “ja i høj grad”, “nej slet ikke”, eller “altid” ud for udsagn som “Jeg gør tingene langsomt” og “Min fremtid virker håbløs.”

“Så gik vi ned i kiosken og købte en sixpack, og så skrev vi en salme inspireret af depressionstesten.”

Der er ikke så meget pjat og udenomspostyr, når Teitur taler om musik, for det handler bare om musik, som virker.

Tidligere har Teitur også skrevet mange sange til andre musikere, og for ham er det hele bare musik. “Jeg skriver bare sange, og det gør jeg hele tiden,” siger han. Han ser absolut ingen grund til at få det til at lyde mere kompliceret eller højtideligt, end det er. “Sådan har jeg det faktisk med musik. Der er jo bare musik.”

Fakta:

Teitur skriver ny musik for tiden og skal i år lave indspilninger på Gotland, i Argentina og Færøerne til kommende udgivelser. Desuden er Teitur aktuel som deltager i TV-programmet ‘Toppen af Poppen’ på TV2.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: