Mørke og mistro trives i bedste velgående i Aarhus Teaters nye forestilling. Fine Spind var med til premieren på Kaldet, hvor utrygheden og paranoiaen stod i fuldt flor.

Den 25. november var der Black Friday for de købelystne. Indenfor i Studio, Aarhus Teaters forsøgsscene, er der også næsten sort – i mere end én forstand. Her er der premiere på den psykologiske thriller Kaldet, som handler om at være blind og om ikke at kunne se faren, før det er for sent.

Sanserne skærpes

Scenen er relativ simpel i det mørke rum, hvor de stole, publikum sidder på, er magen til dem, der indgår i forestillingen, og som næsten er de eneste rekvisitter. Der er dunkelt i rummet, som kun er sparsomt oplyst af et natklubslignende blåt skær. Pludselig omdannes scenen til et kontorlandskab i et callcenter, hvor tre telemarketingmedarbejdere finder deres pladser under lysstofrøret og som i en koreografi synkront klapper deres blindestokke sammen og finder deres computere frem.

Vi befinder os i en telemarketingvirksomhed og fælles for de ansatte er, at de næsten alle sammen er blinde eller stærkt svagsynede. Deres øvrige sanser er skærpet, og som chefen Asger (Kim Veisgaard) siger, er blindheden deres force:

”Vi kan lytte. Vi sidder ikke og laver alt muligt andet. Vi har NÆRVÆR!”

Et studie i nedsat syn

Skuespillerne Anne Plauborg og Mikkel Becker Hilgart har mærket på egen krop, hvad det vil sige ikke at kunne se. De har haft blindekontaktlinser og brugt pladsen foran teatret som træningsbane, hvor de har bevæget sig rundt med nervøse skridt og blindestok.

”Normalt når man spiller teater, er man meget afhængig af øjenkontakt med sine medspillere for at mærke det her nærvær, man gerne vil have på scenen. Det kan vi jo ikke her på samme måde, så det har vi prøvet at øve os på, for eksempel ved hjælp af blindekontaktlinser, som fjerner vores udsyn,” forklarer Anne Plauborg, der spiller Tilde.

Kaldet er dog ikke kun publikums mulighed for at få et glimt af en tilværelse med fysisk blindhed fortæller Anne Plauborg:

”I virkeligheden er det jo ikke blindheden i sig selv, som er selve hovedhistorien. Det handler om at kunne se nogle ting, selvom man er blind.”

Mikkel Becker Hilgart, der spiller Jesper, understreger forestillingens tematik:

”Det er også en forestilling om et menneske, som higer efter at være en del af et fællesskab, og som pludselig støder ind i callcentret, hvor de blinde arbejder. De har i kraft af deres blindhed fået et fællesskab. Og hans ønske om at blive en del af det og så helt at stå udenfor og ikke kunne komme ind og komme de mennesker nærmere, fordi de har noget, han ikke har.”

Det værste må være at være blind

Rune (Christian Hetland) på 25 år ankommer til callcentret som den nye IT-supporter, men han har et problem: han er stort set den eneste seende i firmaet, og utrygheden og følelsen af at være isoleret og ensom rammer ham omgående. Det er ikke noget nyt for den unge, usikre mand, som aldrig har haft en kæreste og som dulmer sit sind med en pind sjov tobak i ny og næ. Runes nye kolleger kan ikke se ham, og han proklamerer hurtigt, at ”det værste må være at være blind.”

”I må virkelig skulle stole på folk. Jeg ville blive sindssyg. Skyde mig selv!”

Rune stoler ikke på nogen og mangler tilliden til andre. En tillid, som de blinde og svagsynede har været nødt til at have til verden for at kunne klare sig. For eksempel når forfængelige Eva (Mette Døssing) må stole på ekspedienten, når hun er ude at købe tøj – selvom hun tilsyneladende er blevet solgt en gul kjole, hun troede var blå.

Rune øver sig sågar i at være blind, men han bliver hurtig opsøgt af sine dæmoner og sin paranoia, som fortæller ham, at de blinde er Lucifers engle, udsendt for at tilintetgøre, mens de taler om ham bag hans ryg. Han stoler ikke på noget eller nogen.

Sin energi bruger han på at stille sig tæt op ad sine kolleger og stirre dem ind i øjnene eller vifte vildt med hænderne foran dem for at være sikker på, at de virkelig ikke kan se. Hans mistillid til verden gør ham en kende misundelig på de blinde kolleger, for som han siger ”slipper de blinde for at se alt det lort, vi andre ser.”

Den blinde tillid

Rune er konstant på vagt, og efterhånden som hans sygelige adfærd eskalerer, vokser paranoiaen næsten sideløbende hos publikum; For hvad er egentlig hvad, når Rune for eksempel pludselig sætter spørgsmålstegn ved, hvor callcentrets tidligere IT-supporter blev af? Og hvad er det for et sløret sprog, kollegerne pludselig taler, og som får den seende til frustreret at råbe: ”jeg ved godt, I har jeres eget sprog!” Som tilskuer bliver man konfronteret med sine egne sanser og fornemmelser. Skal vi være bange?

Tilde er den kønne kollega, som Rune kaster sin kærlighed på, men glæden er kort, for den unge kvinde fungerer bedre med den ligeledes blinde Jesper. Her er der bogstavelig talt gensidig blind tillid, og de to støtter sig til hinanden mod den seende verden. Det ender fatalt, da Runes håbløse jalousi og ødelagte sind finder sin egen løsning på problemet.

Ensomheden og følelsen af ikke at høre til er lammende for stykkets hovedperson. Men Kaldet handler også om at føle sig så overvåget og forfulgt, at angsten for det ukendte bliver altoverskyggende. Men måske er det fremmede slet ikke så frygtelig skræmmende?