SIGNA tvinger dig til at se de mørke realiteter i øjnene

SIGNA tvinger dig til at se de mørke realiteter i øjnene

Scene Skrevet af: Marie Nyeng 30 Aug 2019
Del på facebook
Facebook

SIGNA tvinger dig til at se de mørke realiteter i øjnene

Performancekollektivet SIGNA sætter din samvittighed, din empati og dine følelser på prøve. I Aarhus viser de nu en totalteaterforestilling på det nedlagte Amtssygehus

“Vi er bare som menneskehed så meget på skideren,” Sådan siger Signa Köstler. Hun har de seneste måneder tilbragt stort set alle sine vågne timer på det nedlagte amtssygehus i Aarhus sammen med sin mand Arthur Köstler, mens de har udviklet totalteaterforestillingen ‘Det Åbne Hjerte’, som har premiere i Aarhus Festuge den 29. august.

Vi sidder i et kontor med høje mørke træpaneler ved et teaktræsskrivebord. De rosa gardiner er trukket for det store vinduesparti, så man kun kan høre de mange måger skrige udenfor. I det lille lokale hviler, som på resten af den lige nu stille hospitalsfløj, en mystisk dunkel stemning.

Det hele er pakket ind i en sært dragende scenografi, hvor alt er nøje udvalgt, og hvor alle detaljer er en del af forestillingens helhed. Signa Köstler fortæller, at de har brugt oceaner af plastikmaling for at få stedet til at se autentisk ud på den helt rigtige måde. I SIGNAs univers er der ikke plads til opmuntrende pangfarver fra det tidligere sygeinteriør.

Magt, vold og intimitet på klos hold

Men når det kommer til de realiteter, som SIGNAs forestillinger handler om, så er der ikke noget, der bliver pakket pænt ind for publikum. Her får man serveret magt, vold og intimitet på klos hold. Som publikummer bliver man indkvarteret på sygehuset, som deltager i et empatikursus, når man ankommer til forestillingen kl. 19 hos den fiktive sociale forening ‘Det Åbne Hjerte´. Man får tildelt en seng, et skab og en mentor, som er “lidende”, hvilket er den fiktive forenings ord for mennesker, som har levet et liv på kanten af samfundet, som hjemløse, psykisk syge, stofmisbrugere og så videre. Selv er publikum “medlidende”, og helt indtil man skal forlade forestillingen igen næste morgen kl. 7, er man sammen med sin mentor og bevæger sig rundt på afdelingen, hvor man kan deltage i en lang række terapilignende aktiviteter eller i foreningens daglig gøremål som for eksempel tøjvask. Man kan også trække sig tilbage i sovesalen eller i et stillerum, men først og fremmest lærer man sin mentor og vedkommendes historie om, hvordan og hvorfor denne er lidende, rigtig godt at kende. I den særprægede nat på det gamle amtssygehus har man selskab af et hold på omkring 50 skuespillere.
Hvis der er noget SIGNA er kendt for, så er det at lave forestillinger, som ryster publikum i deres grundvold. De laver ikke den slags teater, hvor man lige nyder en middag inden forestillingen og så går ud og tager et hyggeligt glas vin bagefter. Deres mest kendte forestilling herhjemme er stadig Salo, der var en 250 timers lang forestilling i en villa på Østerbro baseret på Pasolinis film fra 1975, som igen tog udgangspunkt i Marquis de Sades ‘120 dage i Sodoma’. Og som filmen gjorde i sin tid affødte SIGNAs forestilling også stærke reaktioner i offentligheden. “Vi forsøgte at lave en forestilling om det kapitalistiske samfunds nådesløse konsum af mennesker,” siger Signa.

Der sker også voldsomme ting, når mennesker, som ikke fungerer i verden, og som verden ikke kan rumme bliver stuvet sammen på en sygehusfløj med publikum i 12 timer. Og selvom det hele er simuleret virkelighed, så har man ifølge SIGNA ægte reaktioner på det, der sker. Noget af det, der foregår, kan måske lyde grænseoverskridende, hvis man bare får det fortalt, men når man som publikum pludselig selv står i en krævende situation, kan man vokse med opgaven.

“En ting er de fortællinger, man hører og noget andet er jo det, man selv oplever. Hvis du nu kommer ind, og det første, du ser, er en der pisser i bukserne, så har du sådan en fy-for-pokker-følelse. Men hvis du lærer den person at kende, hvis det er din mentor, og du får mere og mere empati for den person, så kan du se, hvordan vedkommende får det dårligere og dårligere og måske har drukket for meget og så tisser i bukserne. Så er du måske pludselig villig til at skifte de bukser. Du tænker bare, det er det, jeg skal gøre i den her situation, og du føler ikke at din grænse er blevet overtrådt. Du føler ikke engang afsky, siger Arthur Köstler.

Det skal ikke være hyggeligt

Det er “de lidendes” smerte og publikums arbejde med at forstå smerten, som er omdrejningspunktet i forestillingen. Sidste år satte SIGNA en anden udgave af forestillingen op i Tyskland med titlen ‘Das Halbes Lied´. Der oplevede de, at publikum hurtigt kunne leve sig ind i forestillingen, fordi de havde mentorerne, så der meget hurtigt kunne skabes nogle relationer.

“Det fungerer jo kun i og med, at man taler med og har en relation til dem, som man møder i forestillingen. Og det er jo selvfølgelig for nogle uvant i forhold til, at det er en “teaterforestilling”,” som Signa siger langsomt med eftertryk. Men når man som publikummer taler med skuespillerne og reagerer på det, de gør, så kommer det til at føles ægte. “Det er selvfølgelig altid anstrengende at beskæftige sig med noget, som vi som mennesker dybest set er dårlige til; at tage os af andre mennesker, som har det svært, eller at rumme mennesker, som har det svært. Og det er det, som den her forestilling beskæftiger sig med. Alene bare det, at der er nogle, sområber og lugter, kan jo være svært for rigtig mange at rumme,” siger Signa Köstler.

Men Signa og Arthur er enige om, at de ikke vil skubbe folk ud over nogle psykiske grænser, det er ikke det, der har deres interesse.
“Men når det er sagt, så vil jeg også sige, at enhver kunst jo skal forsøge at flytte nogle grænser,” siger Arthur.
Mens Signa følger op: “Der er jo ikke nogen af vores forestillinger, som er hyggelige eller letfordøjelige på den måde, fordi de altid beskæftiger sig med ting, som vi kæmper med som mennesker eller som menneskehed.”

De to følger op på hinandens sætninger og uddyber igen og igen det, som den anden siger. Det er Signa, der udtænker grundkoncepterne til forestillingerne, siden hen kommer Arthur så på, og så arbejder de ellers i døgndrift på deres forestillinger. I ‘Det Åbne Hjerte’ er både Signas voksne søn, som snart begynder på kunstakademiet, og hendes mor har arbejdet med i forestillingen. Det er i sandhed et familiecirkus, som Signa også kalder det.

Signa og Arthur har arbejdet meget i Tyskland, hvor de oplever, at der er en meget større seriøsitet omkring teater. Man forventer simpelthen, at der er lidt mere kød på teater, end man gør i Danmark. Samfundet bruger mange flere penge på teater, fortæller de, så hver by med respekt for sig selv har et stort seriøst teater.
Forskellen på de to nabolande har også spillet ind i arbejdet med ‘Det Åbne Hjerte’.
“Tyskland har jo aldrig været det velfærdssamfund, som Danmark har været. I Danmark har samfundet været der for de svageste, men Danmark er heller ikke det velfærdssamfund, det var engang. Der er noget, som er eroderet over de seneste I dont know ti tyve år. I Tyskland ved alle, at man kan ryge igennem det her sikkerhedsnet - man kan ryge på røven. Det kan ske for de fleste - det ved alle, og derfor er der måske også en forståelse for det. Hvorimod i Danmarker der mange, der tror, at der altid er nogen til at fange en,” siger Signa.

Hun mener, det gør noget ved vores måde at forholde os til dem, der er udstødt eller på randen af samfundet. “Vi tænker, at det er deres egen skyld. Jamen du kunne jo også bare...” I Tyskland har frivillige og kirkelige sociale organisationer, som foreningen ‘Det Åbne Hjerte´ er en parafrase over, derfor spillet en meget større rolle i samfundet.

Du kunne også leve uden at tænke på døden

Sidst SIGNA lavede en forestilling i Danmark var i 2015, hvor de opførte ‘Feberhavnen´ på Det Kgl. Teater. Her tegnede de et billede af en dystopisk verden, hvor man mødte balletdansere, der levede i ruinerne af Det Kgl. Teater i et feberplaget København, som led efter den katastrofe, der indtraf, da Jordens magnetiske poler byttede plads. Året inden lavede SIGNA Ventestedet, hvor publikum blev indkaldt til observation på det psykiatriske ventested Lagunen. “Dengang i 2014 var verden et sted, hvor situationen kunne gå i flere retninger,” fortæller Signa, mens hun tænker tilbage på en ikke så fjern fortid, hvor hun kunne skimte et lille håb for menneskeheden. Det var de sidste forestillinger, hvor de tog udgangspunkt i, hvordan de frygtede, at det ville gå verden.
“De forestillinger, vi har lavet efterfølgende har mere forholdt sig til den konkrete nutid. Jeg tror, jeg læste, at 97 % af alle videnskabsmænd er enige om den kommende klimaapokalypse, og så behøver man måske ikke at finde på den.”

‘Det Åbne Hjerte’ foregår ikke i fremtiden, den er forankret i den verden, vi lever i nu og her. I bund og grund laver Signa værker om de ting, som hun har svært ved at få til at gå op.
“Jeg tror aldrig, at man får den der skide gordiske knude til at gå op, men det er en måde at beskæftige sig med ting, som er svære.” Og hun kunne ikke forestille sig at rette sit kunstneriske fokus på det, som ikke er svært. Der er ikke andre muligheder for hende end at se verdens grumhed i øjnene, for det er det, der optager hende. Magtstrukturer og, hvordan vi håndterer verden. “Hvis man alligevel læser aviser, så tænker man jo over de her ting. At skabe et værk er jo også en måde at gå i dialog med andre mennesker om det på.”

Arthur fortsætter: “Man kunne selvfølgelig også vælge at leve uden at tænke på døden, men så kradser der alligevel pludselig en masse mennesker af, som man er tæt på, og så står man der og tænker, hmm det har jeg aldrig tænkt over. Det går jo ikke, man er jo ikke en hest med skyklapper. Vi bliver jo hele tiden bombarderet med livets mørke sider, så vi slipper ikke. Når vi ser det i øjnene, bliver det lettere at håndtere.”

I SIGNAs univers får man muligheden for at opleve, hvordan man selv reagerer, når man står ansigt til ansigt med nogle af livets mørkere aspekter. “Der er mulighed for, at man kan gå rigtig langt ind i nogle ting, og jeg er også fuldstændig bevidst om, at fordi vores universer er så komplekse og uoverskuelige og giver mulighed for, at man følelsesmæssigt kan blive involveret i alt muligt, så kommer man også til at gøre ting, som overrasker én selv. Også ting, som jeg ved mange kan have det rigtig mærkelig med bagefter,” siger Signa.

Og det er faktisk noget af det, hun ser som styrken ved deres forestillinger.

“Det synes jeg er godt, for livet vil byde på ekstreme situationer. Og hvis det ikke gør det for én selv, så er det ikke desto mindre de voldsomme oplevelser, som er virkeligheden for alle mulige andre mennesker. Og jeg synes, at det er sundt at opleve, hvad ekstreme situationer gør ved én, og opleve, hvordan man selv forholder sig i dem - også selvom den reaktion man så havde, ikke er en man er sindssygt stolt af, eller er en som man regnede med, så er det trods alt noget, der vil bringe en erkendelse frem.”

Fakta


SIGNA spiller ‘Det Åbne Hjerte’ på Det gamle Aarhus Amtssygehus, Tage-Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C
Fra den 30. august - 29. september (ikke alle dage er spilledage) kl. 19.00-07.00
Læs mere om SIGNAS arbejde på deres hjemmeside
Forestillingen er arrangeret af: Aarhus Festuge, som også står for billetsalg
Støttet af: Statens Kunstfond, Beckett-Fonden og Vilhelm Kiers Fond
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: