Spring over kulturkløft med instruktør Martin Lyngbo - INTERVIEW

Spring over kulturkløft med instruktør Martin Lyngbo

Scene Skrevet af: Elisabeth Saugmann 25 Sep 2019
Del på facebook
Facebook

Spring over kulturkløft med instruktør Martin Lyngbo

Umiddelbart er der langt fra Sanne the Musical til Rossini. Men instruktør Martin Lyngbo arbejder sideløbende med begge dele og lige nu er han igang med Dracula til Aarhus Teater

Man kan sagtens springe over kløften mellem finkultur og folkelig kultur, mener den 45-årige instruktør Martin Lyngbo. ”Nogle skotter i samfundet er ikke længere vandtætte, og min generation er i det hele taget vokset fra kulturkløfter,” mener den tidligere teaterdirektør for Mungo Park i Allerød og Mungo Park Kolding.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater - Miklos Szabo
Se store billeder her →
Han er Reumert-prisvindende instruktør og har fornyet teatrets udtryk med en række produktioner, der har udfordret forestillingen om det moderne teater. Og nu er han aktuel som instruktør på to vidt forskellige musikforestillinger; en opera på Det Kgl. Teater og en ny musical om Sanne Salomonsen i Tivolis koncertsal. Det var vist aldrig gået for 30 år siden, da der stadig var fuld bemanding på kulturlivets skyttetegrave mellem forskellige udtryk. Men Martin Lyngbo spræller kreativt på begge hylder. Han fik flot kritik i forrige sæson med en visuel eksplosion i en stumfilmsfortolkning af operaklassikeren ”Barberen i Sevilla”. Det var et ordentligt los til opera-genren som en gammel kollos på lerfødder med mange generationers urørlig kulturfernis. Og Rossini- operaen blev i Lyngbos tempofyldte version et stort hit, der trak fulde huse med både nye operagæster og garvede operafans med lyst til klassikere i nye klæder. Iscenesættelsen er nu tilbage på repertoiret på Det Kgl. Teater.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater - Miklos Szabo
Se store billeder her →
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater - Miklos Szabo
Se store billeder her →

Publikums repræsentant

Og den 21. september var der verdenspremiere på hans bud på en rå livshistorie om hele Danmarks Rock-mama, ‘Sanne - The Musical’ i Tivoli. I efteråret går forestillingen på Danmarksturné til Vejle, Odense, Aalborg, Holstebro og Aarhus. Men at instruere Sanne Salomonsens personlige rock historie og Rossinis elskede opera kan vel godt kaldes et spring over en kulturkløft? ”Næ, hvorfor det?” svarer Lyngbo. ”Jeg føler mig altid som publikums repræsentant, og kultur skal helt basalt være imødekommende. Jo, der er særlige målgrupper, men det fungerer ikke at dele udtryk op i finkultur og lavkultur med kulturelt og samfundsbetingede koder, der beretter om en særlig sociologisk baggrund.”

Historien om Sanne Salomonsen er skrevet af dramatiker Line Mørkeby, der sammen med Martin Lyngbo har interviewet hende over en længere periode og derpå ”oversat” det til teater efter dramaturgiske metoder. ”En instruktør må gå til de to kunstarter på forskellige måder. Opera er grundlæggende styret af musikkens længde, der ligger i dirigentens hænder. Og selv om Rossini døde for længe siden, kan man ikke bare ændre eller fjerne en stor arie, men Sanne er levende og har så mange musikalske muligheder i et stort bagkatalog, man kan bruge dramaturgisk,” siger han.

Det er første gang, man kan opleve Sanne Salomonsen som musical med mange af de store ørehængere, der bor i danske ører. Man oplever Sanne i tre livsperioder, og fortællingen tager udgangspunkt i nulpunktet, da hun rammes af en blodprop i hjernen og gennemlever sin livshistorie for at finde sin egen stemme. Og bruge den.
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater - Miklos Szabo
Se store billeder her →

Musicalens dårlige rygte har intet med vores tid at gøre

Ifølge Lyngbo, har operaen og musicalen en basal historiefortælling som fællesnævner. ”Rossinis opera om den vilde barber har tekst af Beaumarchais, der er en historiefortæller ligesom jeg. Det er ligegyldigt, om jeg eller Beaumarchais fortæller, for det handler om mennesker, der er relevante for os, der lever nu. Jo, der er forskelle i publikums smag. Nogle vil i Tivoli, andre elsker Nationalscenen, jeg vil gerne føre dem over til hinanden, og der er under alle omstændigheder et overlap,” siger han.

Det fører samtalen hen på den ofte ringeagtede musical-genre. ”Musicalens dårlige rygte har intet med vores tid at gøre. Før var der gode musicals af Sondheim og Bernstein, men så kom en periode med dårlige, ligegyldige musicals uden kærlighed og faglighed. Lloyd Webber nåede at flytte genren meget, men så skabte han en ny træghed. Siden har genren flyttet sig meget, der er nye gode musicals, og i dag er der vedkommende politiske manifestationer som ‘Hamilton’ på Broadway. ”

Martin Lyngbo har tidligere arbejdet i mindre formater, han stod bl.a. bag teater-udgaven af ‘Skam’. Og han siger ikke, at kulturen altid skal være superbred. ”Til tider kan et udtryk være så eksklusivt, at det er et forhold mellem en afsender og en modtager. Jeg har lige set et vildt stykke i Berlin med en norsk avantgarde-regissør. Sådan skal teater også være, der skal være plads til nørder, der kan finde på at se Shakespeare i timevis. Man kan sammenligne kultur med skovbrug, hvor der er en masse store bøgetræer, men også mærkelige gevækster. Men lige nu arbejder jeg altså med det store, brede musikteater, det er spændende at åbne op for publikum, og specielt operaen trænger til det.”
Foto: PR-foto / Det Kongelige Teater - Miklos Szabo
Se store billeder her →
Foto: PR-foto / Aarhus Teater
Se store billeder her →

Dracula til Aarhus Teater

Martin Lyngbos Rossini-opera skal videre ud i verden, blandt andet til Tel Aviv til vinter. Og han skal på sigt lave mere opera og flere musicals. Mens Sanne og Barberen fremover passer sig selv, er han nu gået i gang med Dracula til Aarhus Teater, hvor den Jyske Operas kor synger med. Den har premiere den 29. april. ”Jeg nyder at instruere i stedet for at administrere. Som teaterchef blev jeg tit desperat over politikerne og havde lyst til at i krig, jeg følger stadig med i politiske forhold, men nu er mit fokus rent kreativt, siger den radikale kulturordfører Zenia Stampes mand. Må man nævne det? ”Ja, jeg kan godt lide at være Zenias mand.”

Fakta:

Martin Lyngbo er teaterinstruktør og er uddannet dramatiker og sceneinstruktør fra Statens Teaterskole i København med afgang i 2003. Han var i en årrække direktør på teatret Mungo Park og har stået bag forestillinger på nogen af de største danske teatre.

Barberen i Sevilla spiller på Det Kgl. Teater frem til 21. november

Sanne The Musical spiller i:
København - Tivolis Koncertsal 19. september – 13. oktober
Aarhus - Musikhuset Aarhus 11. — 15. december
Aalborg - Aalborg Kongres & Kultur Center 19. – 24. november
Vejle - Vejle Musikteater 5. – 10. november
Odense - Odeon 12. – 16. november
Holstebro - Musikteatret 4. — 7. december

Dracula spiller på Aarhus Teater fra den 29. april til 6. juni

 

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: