Man kan rejse langt med en rejsegrammofon på Gruppe 38, Carte Blanche og Teatret Møllen

Man kan rejse langt med en rejsegrammofon

ReportageSceneSkrevet af: Nanna Westergaard11. mar 2019

Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon er et stille, fabulerende teaterstykke, der handler om at kigge op og drømme. Stykket kan opleves på Teatret Gruppe 38, Carte Blanche og Teatret Møllen i marts.

Når man træder ind i den lille teatersal, er de tre skuespillere allerede klar på scenen. De sidder på hver deres skammel bag et langt bord og iagttager publikum, mens de kommer ind. Og de bliver siddende bag det lange bord. De drejer lidt rundt på skamlerne og læner sig til siden, men på intet tidspunkt i forestillingen rejser de sig op. Men man behøver heller ikke de store bevægelser for at rejse. Man skal bare have en rejsegrammofon.
Klodserne ligner den lille by, Viola bor i.
Foto: PR-foto
De tre skuespillere sidder ned under hele forestillingen.
Foto: PR-foto

Alting varer kun indtil en dag

Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon er historien om pigen Viola. De tre skuespillere fortæller om den lille by, hun bor i, mens en af dem stabler små klodser på bordet, så klodserne ligner den lille by. Det er en by, hvor man synger for lavt i kirken og altid kigger ned. Ja, altså for at se, hvor man sætter sine fødder.

Hele historien udfolder sig gennem skuespillernes fortælling og minimalistiske rekvisitter såsom klodserne, en ske og bordet, der tilsyneladende har en magisk hæve/sænkefunktion. Man ser derfor aldrig Viola, men man fornemmer hende hele tiden.

Viola er ikke som de andre. Hun stiller spørgsmål som “Tænk, hvis man havde en kuffert, der kunne blinke rødt lys stop, når man er ved at fare vild” og “Tænk, hvis man havde briller, der kunne kigge indad. Så kunne man se, hvad man tænker.”

Men selvom hun drømmer, så kigger hun ned og taler lavt ligesom alle andre i byen. Lige indtil en dag - ja, for alting varer jo kun indtil en dag - hvor hun møder Henry.
Viola bliver venner med opfinderen Henry.
Foto: PR-foto
Madame Lyt laver mad, der smager så godt, at folk begynder at kigge op.
Foto: PR-foto

Nedslåede øjne kigger op

Henry er en opfinder, som bor lidt for sig selv. Han spiller musik for Viola på sin rejsegrammofon og viser hende sine opfindelser. Lyden fra rejsegrammofonen skratter som en krage bag skuespillernes fortælling, og lys, lyd og ord fletter sig sammen og bliver til en indlevende fortælling trods den minimalistiske opsætning.

Senere bliver Viola også venner med Madame Lyt, som er flygtet til byen fra et sted langt sydpå. Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon er løst baseret på Karen Blixens Babettes Gæstebud, og det bærer karakteren Madame Lyt præg af. Hun minder nemlig meget om Babette Hersant, da hun udover at være flygtning, også en dag får et brev, der fortæller hende, at hun er kommet til penge. Hun bruger alle pengene på at lave himmelsk, eksotisk mad til byen. Den mad hun laver, er faktisk så lækker, at den får byens folk til at kigge op og se hinanden i øjnene. Og deres fødder finder fint ud af, hvor de skal gå, selvom de ikke kigger ned på dem.

Viola ser, hvordan Madame Lyts kulinariske oplevelse påvirker folk, og hun bliver inspireret til at rejse ud, og få sine egne drømme til at gå i opfyldelse.

Fakta

Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon er lavet i samarbejde mellem Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, Teater2tusind og Carte Blanche.

Stykket er for voksne og børn fra 8 år og kan opleves indtil den 15. marts på Teatret Gruppe 38, den 19.-20. marts på Carte Blanche og 23.-24. marts på Teatret Møllen.
Facebook
Del på facebook

Nanna Westergaard

Kulturjournalist
Nanna Westergaard er uddannet cand.public med en bachelor i Æstetik og kultur. Man kan som regel finde hende til litterære oplæsninger og andre kulturelle arrangementer i byen, men også hjemme i sofaen, hvor hun lytter til ny musik og forsøger at følge med i tidens mest populære Netflix-serier. Det er særligt litteraturen, der fylder i Nannas hverdag; hun har ikke blot en lang to-read liste, men skriver også selv noveller og digte.
Se Nannas artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind