12 timer med åbent hjerte i taberland - REPORTAGE fra SIGNAs univers

12 timer med åbent hjerte i taberland

Scene Skrevet af: Denni Ian 06 Sep 2019
Del på facebook
Facebook

12 timer med åbent hjerte i taberland

Med 50 internationale og danske skuespillere indtager teatergruppen SIGNA det tidligere Aarhus Amtssygehus med deres 12 timer lange interaktive performance, der tager dig med gennem en tour de force af følelsesregisterets ubehageligheder i konfrontation med samfundets kaotiske bund

“Det er nok den port, du bliver kørt igennem når du er død,” råber en ældre mand, der står og hænger op ad en rollator, efter mig. Jeg går rundt udenfor det nedlagte amtssygehus i Aarhus og leder efter indgangen til SIGNAs 12 timer lange forestilling ‘Det Åbne Hjerte’. Manden er iført en lædervest over den ellers bare overkrop. Han har et iltapparat og langt og usoigneret hår og skæg. Han fortsætter: “Du ligner en, der er gået forkert.” Ved siden af ham står en høj rank kvinde klædt i mat hvid og beige. Hun ligner ikke en sygeplejerske, men mere en ejendomsmægler fra 60’erne. En flok tyske turister kommer derhen, hvor jeg står, og jeg undrer mig lidt over deres oppakning. De fleste har rygsække eller stofposer med. En har sågar et liggeunderlag. Jeg kigger ned af mig selv. Mit nypressede sorte jakkesæt er muligvis en misforstået påklædning.

Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
I flok bliver vi ført tilbage ned til døren, hvor den usoignerede rollator-cowboy og beige-klædte kvinde stod. Vi giver alle hånd til hende, og hun siger velkommen til foreningen Det Åbne Hjerte. På række bliver vi ført ind på hospitalsfløjen, hvor patienterne hører til. Gangens grålige toner lyses kunstigt op af de gitterbeklædte loftslamper. Klinker og store porcelænshåndvaske hænger langs væggene. Det hele ligner noget, der ikke er blevet moderniseret de seneste 30 år. Mit blik møder en ung piges Kohl-indrammede øjne. De er flakkende og rødsprængte, som om hun lige har grædt. Hun har et magert, blegt ansigt, og hendes korte pisgule hår stikker frem under den lyserøde hætte på hendes trøje. Vores kortvarige øjenkontakt bliver brudt af en høj skaldet fyr, der pludselig farer frem fra en dør med en basketbold. Hans krop er ranglet. Alt for ranglet til den måde han har pustet sig op på, med armene langt ude fra kroppen. Med sin stramme hvide T-shirt og de posede jeans, der holdes oppe af et hvidt læderbælte med et stort sølvfarvet D&G-bæltespænde, ligner han de scooter-fjolser, der plejede at råbe efter mig på gaden, da jeg var teenager med langt rødt hår og sort neglelak i Esbjerg. Instinktivt foragter jeg ham som den samfundstaber, jeg dømmer ham til at være, og et kort øjeblik glemmer jeg, at han ikke er ægte.
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →

Tøjet er i sandhed den kulturelle hud

Vi bliver ført ind i et lille konferencerum med rækker af mørke stole, betrukket med mørkerødt læder. Rummet har en svag glødende belysning, der komplementeres af de mørkegule vægge og gardiner. At kigge rundt giver mig den samme urinfarvede fornemmelse, som den der møder én i Lars Von Triers ’Riget’. Lavt spillende loungemusik fylder rummet, mens vi hver især finder os et sæde. Ved et podie foran stolerækkerne står en flok mænd og kvinder. Deres stramme ansigtsudtryk og beigefarvede påklædning afslører, at de er stedets personale. Det hele ligner til forveksling et forsamlingsmøde for en religiøst konservativ sekt fra 60-70’erne. Kun tilstedeværelsen af enkelte unge kvinders usoignerede eksistenser bryder denne rigide stemning med deres joggingtøj og overgjorte makeup. Tøjet er i sandhed den kulturelle hud, tænker jeg, mens jeg kigger rundt. Pludselig bryder en buttet pige i netundertrøje ud i sang. Jeg genkender hurtigt den fordanskede version af Streets of London. Ralph McTells hit om underklassen. Hendes tydeligt beskidte lyserøde joggingbukser er trukket godt ned om hofterne, mens hendes smalle trusser er hevet et godt stykke op over. Hendes dynevest har sikkert matchet farven på hendes bukser engang, men den er falmet til et gråligt forsøg på at være lyserød. Det eneste ved hende, der ikke virker spoleret og falmet er hendes aggressive øjenskygge i violet og pink. Hun synger slet ikke dårligt.
Vi bliver budt velkommen af en høj blond kvinde med en så afstumpet mimik, at det næsten virker affekteret. Hun præsenterer sig som leder af foreningen Det Åbne Hjerte. En forening med det erklærede mål at vise de lidendes smerte frem, uden at ville forsøge at fjerne den. En projektor tænder og kaster en liste med punkter op på et lærred bag hende, og hun byder kursisterne velkommen, mens hun gennemgår rækken af læresætninger for os, som vi bliver bedt om at sige højt sammen.

1. jeg bærer dit tøj og dit navn
2. jeg væmmes ikke ved dig
3. jeg dømmer dig ikke
4. jeg forsøger ikke at fjerne din smerte
5. jeg tager del i din smerte

Jeg finder mig selv forvirret over at blive omtalt som kursist. Uden at kende til det konkrete formål, er det først nu, det går op for mig, at jeg deltager i et såkaldt empatikursus. Formålet med dette kursus er, at vi som kursister forlader vores eget liv for en nat for at lære, hvad smerte er.
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →

Mentorer fra socialklasse fem

Efter introduktionen bliver vi i nogenlunde kønsopdelte grupper ført ud på gangen, hvor vi kommanderes ind på række. Op ad den modsatte væg over for os står de lidende uroligt på række. En ældre mand med sort skæg og måne meddeler, at vi hver især får tildelt en lidende, som skal være vores mentor. I de næste 12 timer bliver det vores opgave at følge dem, være hos dem og føle med dem. Den beigefarvede skjorte og buks afslører hans rolle. Alle tænkelige typer fra socialklasse 5 er repræsenteret i flokken på cirka 20. En ligner sågar til forveksling en manisk Charles Manson. Hvis Manson altså var klædt i lædervest, truckerhat og havde kasseroller hængende fra en stor rygsæk. På skift vandrer de lidende frem og tilbage på gangen, ser os an og udvælger sig en kursist. En fyr, hvis alder jeg har svært ved at vurdere, stopper op foran mig. Hans briller er alt for store, og hår alt for fedtet. Et aflangt stofdyr stikker frem fra nakken af hans bluse. Han holder nænsomt om det, mens han kæler det bag et øre. Hans hovede kører uroligt rundt, og uden at kigge mig i øjnene, hvisker han til mig på tysk. Usikker på situationen, signalerer jeg, at jeg ikke forstår, hvad han siger. Uden at kigge på mig går han videre for at vælge sig en kursist.

Jeg er blandt de sidste fem tilbage. En ung fyr med glat fedtet hår stopper ved min plads. Han må have udvalgt mig på grund af mine briller, for det første han spørger mig om er, hvad jeg bruger i styrke. ”-5,30 på det ene øje og -5,00 på det andet siger jeg. Han ser glad ud, tager mig i hånden og spørger, om jeg vil med ham. Hvad kan jeg gøre andet end at sige ja. Han virker mindre psykotisk end mange af de andre fra samfundets bund, som har valgt ud blandt os . Han viser mig ind på en sovesal med smalle køjesenge i tre etager. Her er mørkt og indelukket. Luften er tung af sved og gammelt sengetøj. “Det her er mændenes sovesal,” siger han, ”her kommer der ikke nogen kvinder.” “Det kan jeg sgu godt forstå,” får jeg sagt uden at tænke over det. Han viser mig ned til en køje i hjørnet og peger ned på en bunke tøj på gulvet. ”Det her er mit tøj. Det må du gerne låne,” siger han. Jeg kigger ned ad mig selv. ”Jeg tror, jeg klarer mig med jakkesættet,” siger jeg. Men der er ikke noget at gøre.
Vi er som kursister pålagt at afklæde os vores eget tøj og iklæde os vores mentors. Han rækker mig en sandfarvet T-shirt fra bunken. Jeg smiler skævt til ham, mens jeg knapper min skjorte op. T-shirten er hullet, alt for stor og revet så meget op i halsen, at den glider ned over min ene skulder. De posede og beskidte blå jeans, han rækker mig, er ligeledes alt for store. Han tager sin snavsede kasket af og placerer den på mit hoved. ”Så,” siger han og rækker mig et navneskilt, ”nu er du Daniel II”. Jeg ser mig selv i et spejl. Jeg ligner en hjemløs grungerocker fra 90’erne, og det føles på en måde afslappende, selvom jeg tænker på den lusekur, som jeg nok er nødt til at købe med hjem. Det næste halve døgn er jeg Daniel II. Jeg har fralagt mig mit eget tøj og navn og påtaget mig min mentors identitet for bedre at kunne forstå hans smerte. Det er præmissen for at deltage i Det Åbne Hjertes empatikursus. Han har endnu ikke virket specielt lidende. En smule nervøs og fraværende, men ikke ligefrem i smerte. Hverken psykisk eller fysisk. Det skal nok gå fint, hvis han bare har lidt nervøse trækninger.

Rundt om os er andre kursister også i gang med at gennemgå denne transformation. Sammen forlader vi sovesalen og går ud på gangen. Han spørger, om jeg vil med ned til formningslokalet. Spørgsmålet virker retorisk, for jeg følger efter uden at svare. Rummet, vi kommer ind i, ligner håndarbejdslokalet, som jeg husker det fra folkeskolen. Hylder med farvet karton, farvekridt og blyanter. Vi sætter os ved et bord midt i rummet og begynder at ælte noget dej, som ligger klar. Min lidende mentor, Daniel, begynder at fortælle om det hus, han skal bygge til sig selv og sine forældre. De skal flytte sammen indenfor et år, fortæller han mig. Han vil ringe til sin far i morgen for at høre, hvilken farve væggene skal være. Sort Ibenholt 301 vil han helst selv have. Jeg spørger, om han ikke er for gammel til at bo sammen med sine forældre, men det virker som om, han ikke hører det. ”Min mor og far er den bedste mor og far i verden,” siger han nærmest automatisk med en barnlig og naiv stemme. Jeg spørger, hvor længe endnu han skal bo på den her institution, før han kan flytte sammen med sine forældre. Han svarer, at det her ikke er en institution, at man kan gå, når man vil. Ham og alle de andre har selv valgt at være her. Og at det jo er for vores skyld, at de bor her. Vi ælter dej i en halv times tid, og efterfølgende maler vi et klovneansigt på noget maskeformet pap. Det her er slet ikke så slemt, tænker jeg.
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →

Change of Perspekctive

I mit kursushæfte er en plan over aktiviteter, som man kan deltage i under opholdet. Kurser som ‘Mandehad’, ‘Fadermord’ og ‘Lidelsens Anatomi’. Jeg vælger et kursus med den mindre dramatiske titel, ‘Change of Perspekctive’. Her bliver vi placeret overfor hinanden to og to med det formål at tegne hinanden, mens vi holder så meget øjenkontakt, som overhovedet muligt. En øvelse i at give et andet menneske opmærksomhed. Men min egen og de tilstedeværendes opmærksomhed bliver abrupt stjålet af en ung kvinde, der pludselig vælter råbende ind i lokalet. “Hvad fanden foregår der her.” Hun er iført et gråt joggingsæt og har hvidt stofbånd om panden, der holder den stramme hestehale på plads. Jeg kigger forgæves rundt på det tilstedeværende personale efter en reaktion. “Hvorfor fanden er der kun mænd her, må kvinder ikke være med?” råber hun, mens hun svinger sin store lasede håndtaske rundt i rummet. “Jeg kigger over på personen, som jeg er i færd med at tegne. Indtil nu har jeg antaget, at vedkommende var en kvinde. Maskulin bevares. Men en kvinde. Vi er flere, der kigger forvirret rundt, mens den unge kvinde går rundt om os. “Det er fandme godt, at vi kvinder har en mandehader-gruppe her på stedet,” skriger hun, mens hun farer ud ad døren igen. Vi tegner færdig og bytter portrætter.

Ude på gange stopper jeg en blond pige for at spørge, hvor kurset ‘Pandoras Æske’ ligger. Jeg har lovet Daniel at møde ham der efter mit tegnekursus. Hun er iklædt en hvid skjorte under den lyserøde pullover, der matcher hendes gabardine bukser. Hun ligner en butiksassistent fra en slikbutik indrettet af Tim Burton. Hun kigger intenst og spørger, om jeg kunne tænke mig en lækker kop kaffe. Hun har store øjne og en let tysk accent, der lyder smigrende. Jeg peger på min kursusplan. “Jeg leder efter ‘Pandoras Æske’. Jeg skal mødes med min mentor,” siger jeg. Hun kigger på mig og spørger, hvor Daniel er henne, og om jeg ikke burde være sammen med ham. Hun fortæller, at hun serverer cappuccino og luksusmenuer nede i kiosken. Jeg kunne jo tage ham med derned. Jeg overvejer om hendes evne til samtale halter med vilje, eller om hun bare meget gerne vil sælge mig noget kaffe i et pastelfarvet papkrus. Jeg ved ikke, hvor længe vi danser rundt om hinandens spørgsmål, men hun ender med at vise mig ned i hjørnet af hospitalsfløjen, hvor jeg finder, hvad der minder om en terapisession, der skal til at begynde.
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Jeg spotter Daniel, der smiler en smule omtåget til mig. Der er en enkelt tom stol ved bordet. Inde på midten står en kasse. Formålet med dette kursus er, at vi på skift tager en ting op af kassen, og så skal de lidende fortælle os, hvad tingen får dem til at tænke på. Kvinden der leder kurset, ligner resten af personalet. Anonym i beige. En plastiknæse bliver taget op af kassen, og hun kigger hen på den lidende, som ikke er Daniel. Han er en stor muskuløs fyr med langt mørkt hår og små stikkende øjne, der flakker rundt i kraniet på ham. Han sidder uroligt på stolen. Hans ben bevæger sig med hurtige fjedrer-agtige ryk. En hvid undertrøje blotter to arrede arme. Han emmer af aggressivitet. Han kigger på kvinden og så ned på næsen. Op på hende igen, og så ned på næsen.
“Ja, jeg har fucking brækket næse på en spasser, er det dét du vil vide,” snerrer han uden at se på nogle af os.
“Hvorfor har du brækket næsen på en, Jimmy,” spørger kvinden med et toneleje og en stemme, man ville benytte sig af, hvis man talte til et barn.

Jeg tænker, at en type som ham ikke kan blive andet end provokeret af at blive talt til på den måde. Og ganske rigtigt. Med en truende attitude fortæller han, at han var på en bar, hvor en mand bad ham om at gå, og så brækkede han næsen på ham. “Gør det dig uønsket, når nogen beder dig om at gå,” spørger hun. Igen med en affekteret omsorg i stemmen. Han begynder at trække vejret hårdt, og hans ben dirrer voldsomt. Pludselig hamrer han en knytnæve ned i bordet så kopper vælter, og kaffe løber ud over bordet. Han hopper op, og i vildskab råber og skriger han, mens han sparker sin stol tværs gennem lokalet. “Fuck dig Daniel og din latterlige familie,” skriger han.
”Hvem fanden er det, der er uønsket hér. Det er fandeme da dig. Din mor og far vil hellere sidde og drikke sig selv ihjel end at have dig. Du har ikke hørt fra dem i, hvad 9 år? De er sikkert fucking døde allerede.”
Frem og tilbage i lokalet raser han aggressivt, mens han skriger. En skraldespand bliver sparket omkuld. En anden stol væltet. En dør får adskillige slag med knytnæve. Mit hjerte hamrer hurtigt, og jeg mærker et voldsomt ubehag sprede sig i min krop. Kvinden sidder passivt og stirrer ud i luften. Daniel græder. De andre kursister er lige så passive som jeg selv, da Jimmy pludselig tager kvælertag på den kvindelige terapeut. Han holder godt fast om hendes hals og tvinger sig til et kys. Jeg mister distancen til stykket, og vil ud. Men det virker umuligt bare at rejse sig og forlade lokalet. Jeg ved jo med min rationelle fornuft, at dette er skuespil, men min puls er høj, og hele min krop er i alarmberedskab.
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →
Foto: PR-foto/ SIGNA - Erich Goldmann
Se store billeder her →

Og jeg står bare og glor

Lidt senere sidder jeg igen på sovesalen med Daniel. Bedrøvet snakker han om, hvor meget han glæder sig til at ringe til sin far i morgen, så han kan fortælle ham om det hus, de skal bo i sammen. Ikke på et eneste tidspunkt prøver jeg at fortælle ham, at hans far ikke kommer til at ringe. Det gør den slags mennesker ikke. Det skaldede fjols med bolden kommer farende ind og sparker sofabordet væk, hvor vi sidder. Han glor dumt på os, mens han drikker af sin sportsdrikkedunk. Et par anstrengte sekunder passerer, før han kaster sig over Daniel og vælter ham ned på gulvet, hvor han hiver hans bluse af og sender voldsomme knytnæveslag mod hans overkrop. Jeg sidder uden at være kommet mig over den seneste aktivitet og ser på. Jeg ser bare på, og gør ikke noget, da den høje ranglede fyr spytter på gulvet og tvinger Daniel til at tørre det op med sin bluse.

Det er ligesom at være tilbage i skolegårdens sociale hierarki uden orden. Og det slår mig, at jeg kunne blive et offer, hvis jeg blandede mig. Jeg skammer mig, mens jeg trøster Daniel efter overfaldet. Skammer mig, selvom det ikke er virkeligt. Intet af det her sker rigtigt. Men det gør det alligevel. Det sker rigtigt, når vi igen går ud på gangen, og jeg ser en kvinde, der grædende presses op mod en mur af fyren fra “Pandoras Æske”. Han holder hende fast og kysser hende. Hun skriger. Græder. Råber om hjælp. Og jeg står bare og glor. “De er bare venner,” siger Daniel til mig. Jeg overvejer at trykke på den alarm, som vi fik udleveret til introduktionen, men jeg gør det ikke. Ikke med det samme. Da jeg endelig tager mig sammen til at trykke på alarmen, tænker jeg mere på den negative opmærksomhed, der kommer i min retning. En af de mandlige ansatte kommer løbende ned ad gangen, mens han råber, om jeg er okay. Jeg peger ind i rummet, hvor kvinden er blevet ført ind. Han kigger derind, og så tilbage på mig. Jeg kan høre hende skrige derinde. Jeg kan mærke, at jeg sveder af ubehag. ”Men det er jo din skyld,” siger han uanfægtet af det overgreb der er i gang.

Jeg ved ikke, hvor mange timer der er gået. Det er blevet mørkt udenfor. Daniel og jeg sidder sammen i en TV-stue. Det eneste lys i rummet kommer fra det store gamle Billedrørs-TV foran os. Det viser stillestående optagelser af en strand. Jeg købte en flaske vodka i den lille hospitalskiosk på hjørnet lidt tidligere. Kiosken havde en anstrengt reklameæstetik fra 60’erne i lyserøde og blålige pastelfarver. Vi drikker af vodkaflasken, mens vi kigger på bølgerne. ”Hvor tror du, bølgerne forsvinder hen,” spørger han. Jeg er træt og overstimuleret, og svarer ikke. Han spørger efter et par minutter, om jeg ikke også godt kunne tænke mig at bo sammen med min far. Jeg fortæller ham, at min far er en mand, jeg ikke kender. Og hvis jeg gjorde, ville jeg også være for gammel til at bo med ham.

I de timer vi sidder i det mørke lokale og ser på bølger, fortæller jeg ham, hvordan jeg kom på kostskole som 12-årig og ikke rigtig har boet sammen med min familie siden. Jeg fortæller ham om min foragt for de samfundstabere, der bor her på hospitalsfløjen, fordi det er min eneste måde at distancere mig fra den socialklasse, jeg selv er fra. Jeg snakker til ham, som om han er en betroet og gammel ven, fordi han ikke skal føle sig alene. Han er skuespiller, og det jeg fortæller er virkeligt. Men den uligevægt mellem os, som det skaber, er ikke til at mærke. Hans smerte er simuleret. Men den føles ægte. DVD’en med strand-optagelserne slutter og starter forfra. Billedet giver et hak. Vi sidder lidt længere. Flasken er tom nu, og Daniel begynder så småt at græde. Jeg lægger en arm om ham og tager ham ind til mig.
“Jeg tror gerne, jeg vil i seng,” siger han. “Jeg har det ikke så godt. Jeg skulle ikke ha’ drukket alkohol. Jeg prøver virkelig at holde op.”

Jeg får ham op af sofaen og følger ham ned på sovesalen, hvor jeg lægger ham i køjen. En ældre mand i lædervest og tangatrusser går tæt forbi os. Han lugter stærkt af pis, og ligner typen, der kunne have fængslet sin familie i kælderen. Daniel begynder at hyperventilere, og han vrider sig voldsomt i sengen. I det jeg lægger en hånd på hans skulder, svinger han begge arme stramt om mig og skriger. Den næste halvanden times tid holder han hårdt om mig, mens et angstanfald strømmer voldsomt igennem ham. Ikke på noget tidspunkt slår det mig, at det her, der foregår lige nu, ikke er ægte. Jeg har set min andel af angstanfald til at være overbevist. Han skriger og hyperventilerer på skift, og jeg forsøger at huske teksten til Solen Er Så Rød Mor, mens jeg stille synger for ham. Det er nat. Omkring 4 gætter jeg på, og Daniel er faldet lidt til ro. Jeg har brug for luft. Brug for at komme ud fra den her sovesal.
Det er jo for din skyld

Ude på gangen møder jeg en pige i et Karl Kani joggingsæt og store solbriller. De unges stil her minder mig om at bo i provinsflækken Esbjerg i 00’erne. Jeg genkender hende fra tidligere. Det var hende, der til en aktivitet næsten blev druknet i en balje vand af en anden pige. Pigen med det korte pisgule hår og Kohlindrammede øjne. Hun gjorde det for at få opmærksomhed fra foreningens leder. ”Hvad så mand, skal vi gå en tur?”, spørger hun”. ”Gerne”, svarer jeg. Vi sætter os i det lokale, hvor jeg tidligere æltede dej, men vi når ikke at sidde længe, før vi får selskab af en høj mand i en stram blå skjorte. Han har et smørret smil og små grimme øjne. Han kommer hen til os og lægger en hånd på hendes skulder. “Jeg har ledt efter dig,” siger han. Han trækker hende op fra stolen og fører hende hen i hjørnet bag en skillevæg. Hun bliver tvunget ned på sine knæ, og han lyner op i sine bukser. Jeg vender hovedet, men kan stadig høre lyden af det seksuelle overgreb få meter fra mig. Jeg gør ikke noget. Overvejer ikke engang at trykke på min alarm. Mit hjerte sætter igen i galop, men det får mig ikke til at handle. Efter et kort stykke tid lyner han op og går. Hun kommer hen og sætter sig hos mig. “Jeg fatter ikke den her institution,” siger jeg. “Hvorfor går du ikke til ledelsen med sådan noget her.” Jeg fanger mig selv i at lyde dum og naiv. “Men det er jo for din skyld,” siger hun.

På vej tilbage til sovesalen bliver jeg spurgt, om jeg vil købe speed af en lav kvinde i et mørkegråt joggingsæt og en tætsiddende sort hue. Jeg orker ikke engang at svare, og går bare forbi hende. Jimmy, fyren der flere gange har gjort mit ophold her ubehageligt, løber rundt ude på gangene i bar overkrop og pruster. Vi må være på tærsklen mellem nat og morgen nu. Jeg orker ikke at lægge mig ind på sovesalen igen. Tv’et med stranden tænker jeg. Jeg går ned til TV-stuen, åbner døren og træder ind. Her står en mand og tager billeder, af en anden mand, der ligger nøgen på en briks. ”Oh, just come in,” bliver der sagt. Jeg kigger på manden med kameraet, og så på den anden mands nøgne lem, og så tilbage på kameraet. Jeg kan ikke tage stilling til det her nu. Jeg vender mig om og forlader lokalet. Sovesalen må det være så. Jeg lægger mig i køjen under Daniel. Han virker til at have mareridt. Beholder mit tøj og mine udtrådte gummisko på. Her er klamt, og sengetøjet lugter. Jeg hører noget vand løbe og mærker, det strinter over på mig. Jeg vender mit hoved og ser en gut stå og pisse i en håndvask lige ved siden af min seng. Det er for meget.

En sang lyder pludselig ud af nogle højtalere, og loftlyset bliver tændt. Jeg kigger over på en, der er ved at rulle smøger. Daniel kigger frem fra køjen over mig. Han siger godmorgen og spørger, om jeg har sovet godt. Vi følges ud på gangen og finder morgenmadskøen.Jeg har endnu ikke spist noget, mens jeg har opholdt mig her. Aftensmaden var klam og uspiselig. Morgenmaden ser ikke bedre ud. I køen kommer en mand i rullestol op at slås med en anden mand med rollator og iltapparat. På rollatoren hænger en båndoptager, der blæser Skorpions ud over den larmede forsamling, der ikke giver meget for at holde en ordentlig køkultur. Det går vildt for sig, men ingen ser ud til overhovedet at orke situationen mellem de to. Rullestolen vælter og manden falder ud på gulvet, hvor han ligger og råber, mens han slår ud i vilkårlige retninger med en jakke. Daniel sidder ved siden af mig på en bænk og synger med på Skorpions.

Vi bliver efter lidt tid kaldt ind til morgensamling i rummet, hvor vi for cirka 12 timer siden blev budt velkommen. Hele hospitalsfløjen af samlet. Kursisterne på stole, de lidende på gulvet og personalet samlet for enden ved et podie. Der er fællessang, og en spiller på keybord. Der bliver læst nogle dårlige danske digte op, og dagens kursist bliver kåret. Der bliver evalueret på forløbet, og sagt en masse forskellige ting. Men jeg kan ikke mere. Jeg sidder bare og glor ud i luften, passiveret af træthed og følelsesmæssig udmattelse.

Efter jeg igen har fået mit eget tøj på, følges Daniel og jeg ned til hovedindgangen. Han har givet mig et kursusbevis, der verificerer, at jeg har bestået Det Åbne Hjertes empatikursus. Jeg var ikke klar over, at man overhovedet kunne bestå eller dumpe. Vi krammer hinanden, og jeg siger farvel. I elevatoren tænker jeg, at han og jeg kunne være blevet venner. Vi kunne have været tætte venner, hvis ikke det havde været fordi, at han var en fiktiv karakter i dette hus af sociale tabere og turister med hang til slumromantik. I de forgangne 12 timer har jeg oplevet flere bizarre og absurde ubehageligheder, som jeg ikke husker koncist, men min oplevelse hos Det Åbne Hjerte har gjort dybe indtryk. For værre eller bedre. Klokken er 7 om morgen, og min bus er lige kørt. Jeg har et par kilometer hjem, og beslutter mig for at gå, mens solen langsomt står op.

Fakta:

SIGNA spiller ‘Det Åbne Hjerte’
04. - 08. Sep., 12. - 15. Sep., 19. - 22. Sep., 26. - 29. Sep. Altid fra kl 19:00 - 07:00
Sted: Amtssygehuset, Tage Hansens Gade 2, Århus, Denmark

Concept & Book: Signa Köstler
Direction: Signa Köstler with Arthur Köstler
Set Design: Signa Köstler with Lorenz Vetter
Sound, Media and Technical Design: Arthur Köstler with Simon Salem Müller
Costume Design: Tristan Kold with Signa Köstler
Production: SIGNA and Århus Festuge
Devising Ensemble: (in alphabetical order)
Agnes Jung Lassen
Alexandra Zoe
Anaïs Manon Mazic
Andreas Schneiders
Annabel Grosse
Anne Sofie Skovlund Nielsen
Annika Rohde
Anton Cornelius Thorsø Schulze
Arthur Köstler
Diana Tørsløv Møller
Dominik Klingberg
Ea Melissa Herbst Gjedde Christiansen
Erich Goldmann
Erik Ebert
Eva Vium
Helle Kirstine Egsgaard
Imke Grabe
Johanna Schmidt
Julian Sark
Karoline Amalie Severinsen
Kristian Pallesen
Larysa Venediktova
Lena Bruun Bondeson
Line Winther Olesen
Liv Cappi Grunnet
Lorenz Vetter
Louisa Aisin
Mara Nitz
Maria Cecilie Vejlgaard
Marie Kim Skovgaard Larsen
Markus Schmon
Mikkel Lystbæk
Nana Lohmann
Nana Senderovitz
Nathalia Fleron
Nora Scherer
Oleksandr Lebediev
Poul Magne Skov
Samuel Otte
Signa Köstler
Simon Salem Müller
Sofie Ruffing
Sonja Salkowitsch
Stine Korsgaard
Tessa Hoder
Therese Mastek
Thomas Diepeveen
Tilman Gunz
Tobias Langer
Tom Korn
Tristan Kold

Guest Stars:
Alexander Stæger
Amanda Babaei Vieira
Fabian Raith
Georg Bütow
Hannah Grady
Luisa Taraz
Madeleine Kate McGowan
Mareike Wenzel
Merethe Bahn Trolle
Nana-Francisca Schottländer
René Marvin Kuhnke
Simon Steinhorst
Sonia Pikart
Victor Malmberg Vejle
Zille Gellert

Guest Assistants:
Annabel Grosse
Annika Rohde
Anton Cornelius Thorsø Schulze
Karoline Amalie Severinsen
Mara Nitz

Produktionleder:
Arthur Köstler

Teknik:
Pappagallo
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: