Bibiana kunst skib kunst for børn | Historier om havet

Skibet er ladet med kunst og røverhistorier

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Pernille Germansen 19 Aug 2015
Del på facebook
Facebook

Skibet er ladet med kunst og røverhistorier

Et stort træskib er fyldt med illustrationer og historier fra de syv verdenshave. M/S Bibiana ligger til kaj rundt om i det danske land, og målet er at gøre kunsten tilgængelig for alle

Vandet klukker mellem kajen og skonnerten Aktiv, som lægger skrog til kunstprojektet M/S Bibiana. Sejlene på det store skib er dekoreret med søuhyrer, og rundt om på dækket hænger illustrationer af havfruer, søuhyrer og sagn fra ind- og udland. Det er organisationen Bibiana, der står bag projektet. Organisationen ønsker at styrke fantasi og nysgerrighed hos børn og unge i Danmark.

Snørklede sagn og søforklaringer

Lyserøde hårtotter stritter ud under den klassiske, hvide sejlerkasket, med sort skygge og et dekorativt, gult reb på. Under sine lokker smiler kulturformidler Ida Exner skævt, imens hun peger på tegningen af den fisk, der er skyld i, at der er salt i havene. Et fiskelignende væsen med ben og arme var ombord på et skib, med lasten fuld af salt. Den gnavede et hul i skroget, og saltet flød ud i vandet. Som straf fik dyret skåret arme og ben af. I dag kalder vi væsenet for en fisk. Det er muligvis ikke den naturvidenskabelige forklaring, men her på skibet er historien meget autentisk.

“M/S Bibiana er en skøn eventyrblanding af fiktion og fakta,” siger Ida Exner.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Der er skattejagt for de nysgerrige ombord på kunstskibet.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Hele skibet og selv sejlene er fyldt med historier og illustrationer fra de syv have.
Når det flydende museum er åbent, går Ida Exner og hendes kollegaer rundt på skibet og fortæller levende om de mange gode historier, der knytter sig til illustrationerne: “Når jeg står heroppe og fortæller eventyr fra havets bund, kan man vende sig om og se ned. På den måde kan jeg hele tiden sanseliggøre kunsten,” siger Ida Exner.

Kunst på kajen

Står det til direktør og kurator Janne Bech, skal kunst være for alle. For et par år siden fik hun idéen til at sejle kunst for børn rundt i hele Danmark. I januar bevilligede Nordea-fonden penge til projektet, og M/S Bibiana var en realitet.
“Jeg vil gerne ud med en båd i feriedanmark og skoledanmark. Jeg vil virkelig gerne ud og møde folk der, hvor de er,” siger Janne Bech.

Organisationen har de sidste fire år lavet forskellige kunstprojekter for børn i Danmark. Det er Janne Bech, der har stiftet organisationen med inspiration fra den slovakiske pendant Bibiana – House of art for Children.

Et koøje til kaptajnens kahyt

Hvor mange trin er der i rebstigen? Hvor tror du, pingvinen sejler hen? Hvad kan du se i kaptajnenes kahyt? Når de besøgende træder over rælingen og ind på skibet, får de udleveret et skattekort. På kortet er der opgaver til de nysgerrige, og der er fyldt med skattejægere på Bibiana, da skibet besøger Islands Brygge. Med kortet som guide ser de besøgende både kunsten og træskibet, to ting som i M/S Bibiana hænger uløseligt sammen.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Træskibet er ikke en kulisse, men en del af oplevelse på M/S Bibiana
Foto: Pressefoto / Bibiana Danmark
Se store billeder her →
Alverdens mystiske dyr og andre ting fra havet giver naturlige og nogle gange eventyrlige forklaringer.
“Skibet er ikke en kulisse,” siger direktør Janne Bech. For hende er det en vigtig del af oplevelsen, at den foregår på et rigtigt skib, hvor man kan dufte saltvandet og skibsbrædderne.
Når Bibiana laver projekter for børn, arbejder de også sammen med landets universiteter, om at analysere, hvordan formidlingen til børn lykkes i deres projekter. Janne Bech påpeger at deres tidligere undersøgelser viser, at børn gerne vil ud og møde aktiviteterne i nye omgivelser.

Salte fingre

Under dæk er der fokus på sanseligheden. “Ja, det kan godt svie lidt i neglerødderne,” siger Ida Exner til en pige, som rynker på næsen, mens hun tager hænderne op af et kar med salt. På opfordring fra Ida Exner, stikker pigen tungen ud af munden og smager på sine salte fingre. Det er historien om fisken og saltvandet, som er inspirationen til denne oplevelse.

Andre af historierne fra illustrationerne folder sig også ud i skibets underetage. Èn kahyt er fyldt med selvlysende fisk og havfruesang, og i en anden kan man prøve, hvordan det er at skrive breve, når man har luffer som en sæl. De sidste kahytter er lukket af, der bor personalet, imens de er på togt med M/S Bibiani.
Foto: Pressefoto / Bibiana Danmark
Se store billeder her →
Et skattekort hører til et rigtigt eventyrskib.
Foto: Pressefoto / Bibiana Danmark
Se store billeder her →
Folkene bag Bibiana ønsker at styrke børns fantasi og nysgerrighed.

Kunst skal være gratis
I første omgang er M/S Bibiana et treårige projekt. Hver sommer skal et nyt skib bære projektet. Denne sommer fortsætter togtet frem til midten af oktober. Det er gratis at gå ombord på skibet, og står det til Janne Bech, sejler M/S Bibiana også videre, når de tre år er gået.

Den passionerede direktør siger: “Jeg vil ikke ekskludere nogen. Det skal ikke være sådan, at fordi du tilfældigvis kan betale for det, så kan du komme i nærheden af det.”

Skibet er åbent for både skoleklasser om formiddagen og for familier senere på dagen. Det er også muligt at få Janne Bech ud og fortælle om projektet.
Læs mere om M/S Bibiana, skibets sejlrute og åbningstider på http://bibianadanmark.dk/sejlende-fortaellinger/
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: