Agnes Slott Møller udstillingen på ARoS viser et samlet portræt af én særegen kunstner

Agnes Slott Møller udstillingen på ARoS viser et samlet portræt af én af Danmarks mest særegne kunstnere

Kunst og Udstillinger Reportage Skrevet af: Teodora Biberovic 2018-10-04
Del på facebook
Facebook

Agnes Slott Møller udstillingen på ARoS viser et samlet portræt af én af Danmarks mest særegne kunstnere

Med udstillingen Helte og heltinder er værkerne af Agnes Slott-Møller samlet for første gang under ét tag. Udstillingen er et dybdegående portræt af én af Danmarks mest betydningsfulde kvindelige kunstnere i 1800-tallet

Da Agnes Slott-Møller begynder at lave kunst i 1880’erne er det på tærsklen til det moderne gennembrud. Hun var en del af den kunstneriske bevægelse, der i 1891 slog sig sammen omkring Den Frie Udstilling i København – en gruppe kunstnere, der søgte nye religiøse forestillinger og nye erkendelser til at udfylde det tomrum, skabt af moderniteten. Til en række forelæsninger med Georg Brandes på Københavns Universitet bliver Agnes Slott-Møller tidligt i sin karriere præsenteret for tanker af den tyske filosof Friedrich Nietzsche, og hans forestilling om individets kraft – individet der rejser sig over masserne og på den måde er kraft til forandring. Denne grundidé forankrer sig så dybt i Slott-Møller, at hun igennem hele sit kunstneriske virke afbilder de enkelte enestående individer – nemlig helte og heltinder.
Foto: PR-foto / Aros
Se store billeder her →
Værk af Agnes Slott-Møller: Niels Ebbesen.
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Værk af Agnes Slott-Møller

Folkevisebillederne og historiemaleriet

Agnes Slott-Møllers værker kan groft inddeles i to kategorier, som udstillingen Helte og heltinder pendulerer imellem - historiemalerier, og det der kan kaldes folkevisebillederne. I sine historiske motiver skildrede Agnes Slott-Møller den heroiske del af dansk historie, og her er der oftest tale om helteskikkelser fra middelalderen. Hendes folkevisebilleder handler derimod særligt om heltinderne. Her skildrede Agnes Slott-Møller blandt andet en melankolsk og mytologisk sagnverden med tragiske fortællinger om kvinder, som må yde ofre. Det var noget Agnes Slott-Møller kendte fra sig selv, hun levede nemlig på det tidspunkt sammen med den mere anerkendte maler Harald Slott-Møller. Hendes malerier kan på den måde ses som et billede på, hvordan det var, at være en kvindelig kunstner i et mandsdomineret miljø, dengang i 1800-tallet.

I sin samtid spillede Agnes Slott-Møller en fremtrædende rolle på den danske kunstscene, både som maler, men i høj grad også som debattør. Hun placerede sig helt centralt i den danske symbolisme og introducerede nye forestillinger om maleriet og kunstens muligheder i Danmark. Men det vandt ikke gehør hos alle, og hun blev hurtigt stemplet som en outsider i sin tid.

Det skyldes blandt andet, at Agnes Slott-Møller, til forskel fra andre kunstnerne i den danske symbolisme, hentede inspiration fra England og Prærafaelitterne, i stedet for Paris. Hun kastede sig over den sjælefulde kunst, som bryder frem i 1880’erne - en kunstnerisk bevægelse, som netop forholder sig melankolsk til den fremadbrusende modernitet. Det er især middelalderen, som optager Agnes Slott-Møller, og mange af hendes værker bærer præg af en middelalderlig gotisk måde at male på, som man blandt andet kan se på et af udstillingens største hovedværker, nemlig Niels Ebbesen.
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Fra udstillingen Helte og heltinder på Aros
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Værk af Agnes Slott-Møller

En moralsk pejling i en amoralsk samtid

Det monumentale værk Niels Ebbesen er et af Agnes Slott-Møllers mest berømte malerier, som skildrer den heltedåd, Niels Ebbesen udførte for Danmark. Ebbesen er en af middelalderens store danske helteskikkelser, som bliver hyldet for sin modstand imod den tyske fjende. I maleriet ser man en ensom Niels Ebbesen på vej til arnestedet for drabet på den holstenske grev Gert.

Agnes Slott-Møllers skildring af Ebbesen og hans heltedåd, er noget som vi, ifølge hende selv, alle burde spejle os i. For hende er fortiden netop et spejl for nutiden – en moralsk pejling i en amoralsk samtid, og til udstillingen Helte og heltinder kan man se mange af hendes store forbilleder portrætteret på lærred – blandt andet Valdemar Sejr og Dronning Margrete I.
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Fra udstillingen Helte og heltinder på Aros
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Værker af Agnes Slott-Møller

En tvetydig kunstner der maler i stor stil

De store hovedværker indrammer på mange måder Agnes Slott-Møllers syn på kunsten. De viser, hvordan hun hele tiden genfortolkede middelalderen, så den passede ind i hendes egen tid. Men det underminerede også hendes forsøg på at opnå en historisk korrekthed. Det er blandt andet denne tvetydighed, som gør Agnes Slott-Møller til en interessant og usædvanlig kunstner.

Agnes Slott-Møller er heller ikke en kunstner, som udtrykker sig subtilt. Hendes symbolik er altid meget iøjnefaldende,og det er tydeligt at antimodernitet og nationalisme optager hende meget. Mange af hendes værker er desuden malet i storslåede formater. Værkernes monumentalitet afspejler ikke blot heltedåden – men også Agnes Slott-Møllers tro på egne evner og den enorme selvsikkerhed forbundet med hele hendes kunstneriske virke. De store formater, som hun ofte malede i, viser en stor egensindighed i hendes kunstværker – og at hun aldrig gik på kompromis med egne idéer, som også fik alvorlige konsekvenser for den danske maler.

Agnes Slott-Møllers søgen efter at genfinde en stærk dansk identitet i en urolig samtid ved blandt andet at se tilbage i historien, gjorde, at hun kastede sig ud i enormt mange konflikter med den resterende kunstverden, hvorfra hun ender med at blive ekskluderet. Hun var en kvinde, som holdt på sin ret, og som på den ene side var en del af det moderne fremskridt, og på den anden side så med melankoli tilbage i tiden. Denne dobbelthed er igen med til at gøre Agnes Slott-Møller til en af 1800-tallets mest betydningsfulde kunstnere.
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Værk af Agnes Slott-Møller
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Fra udstillingen Helte og heltinder på Aros
Fakta:

Udstillingen Helte og heltinder på ARoS Kunstmuseum kan opleves fra den 29. september 2018 – den 6. januar 2019, på NIVEAU 5, som viser i alt 69 værker inddelt i to hovedgrupper; historiske motiver og motiver fra danske folkeviser.

Agnes Slott-Møller var fremtrædende på den danske kunstscene i slutningen af 1800-tallet. Hun var gift med den danske maler Harald Slott-Møller og var tilknyttet Den Frie Udstilling som stiftende medlem.
Del på facebook
Facebook
/ Kunst og Udstillinger
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: