Lyd+Litteratur festival med eksperimenterende samarbejder mellem musik, lyd og litteratur

Lyd+Litteratur ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger

Alt det andet Interview Skrevet af: Anne Møller 2018-10-09
Del på facebook
Facebook

Lyd+Litteratur ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger

Helt fra begyndelsen har Lyd+Litteratur-festivalen opfattet sig selv som et laboratorium for eksperimenter. I år har de givet sig selv et benspænd: De må kun invitere kvinder

“Det er først og fremmest eksperimentet og kvaliteten, der er hjertet i festivalen. Derfor er vi ikke en 10-dages festival, men et lille fokuseret kraftcenter,” lyder det fra leder af festivalen Lyd+Litteratur Robert Skovmose Christensen.

Festivalen startede i Mejlgade på det, der dengang hed Musikcaféen. Men i løbet af de 16 år, hvor Lyd+Litteratur har eksisteret, er der sket en del. Musikcaféen er ikke kun flyttet på Godsbanen, den har også skiftet navn til Radar. Men festivalen har stadig fokus på eksperimenterende samarbejder mellem musik, lyd og litteratur

Robert Skovmose Christensen siger:
“Vi har fundet ind i et virkelig godt samarbejde med Radar. Og det har vi egentlig haft hele vejen. De var jo med til at starte festivalen, og spillestedets profil passer rigtig godt til de eksperimenter, vi gerne vil præsentere.”
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kasper Marius Nørmark og Robert Skovmose Christensen
Foto: Lærke Posselt
Se store billeder her →
Mette Moestrup

En solid tradition


Det er Robert Skovmose Christensens forkærlighed for musik og litteratur, der i sin tid fik ham på idéen med at stable en festival på benene.
“Jeg har altid været interesseret både i musik og litteratur og gået og plejet de felter, så det var helt naturligt at prøve at tænke dem sammen,” fortæller han.

Umiddelbart kan det måske virke moderne at sætte musik sammen med litteratur, men faktisk er det en tradition, der går mere end 2000 år tilbage.
“I hele den oldgræske digtning var litteraturen og musikken jo tænkt sammen. Det var først med opfindelsen af det trykte ord, at man adskilte det. Så der ligger altså en rimelig solid tradition for at lave de her sammenkoblinger,” forklarer Robert Skovmose Christensen.
Leder Kasper Marius Nørmark nikker: “Det er jo ikke, fordi festivalen har opfundet det sammenstød.”
Foto: Siren Lauvdal
Se store billeder her →
Ingvild Lothe
Foto: Andreas Trier Mørch
Se store billeder her →
Flemming Ostermann, Pia Raug og Inger Christensen da de fik Sølvplader for Pia Raugs indspilning af Det - Digte Af Inger Christensen

Eksperimentet i fokus

Formålet med festivalen er mere konkret at se, hvad der sker, når man kombinerer to forskellige kunstformer.
“Vi er interesserede i at undersøge, om det kan lykkes at skabe en sammenblanding af litteratur og musik, så der kommer et tredje udtryk,” forklarer Robert Skovmose Christensen.

Kasper Marius Nørmark supplerer: “Eksperimentet ligger i, at vi sammensætter forskellige konstellationer og ikke ved, hvor de lander. Deltagerne må gerne forberede sig, så det er ikke som sådan et improviserende laboratorium. Men det handler meget om at vise, at vi ser nogle potentialer i at sætte nogle bestemte kunstnere sammen.”

“Ja, og sammensætningen kan jo gå forskellige veje,” tilføjer Robert Skovmose Christensen. “Man kan finde en forfatter og en musiker, hvor man synes, at det kunstneriske udtryk minder meget om hinanden. Og så kan man også vælge at have et kontrasterende indhold lyrisk og musikalsk.”

Vigtigst for de to ledere er det, at festivalen hele tiden fornyer sig. De er meget bevidste om ikke at følge en bestemt formel, men at formidle på så mange forskellige måder som muligt. Det er en af grundene til, at de i år har valgt kun at invitere kvinder.

Vi er mere kunstneriske end politiske

Ved første øjekast kan det ligne et stærkt politisk statement, men det er langt fra tilfældet, understreger de.
“Det er ikke, fordi vi tænker, vi har den kønspolitiske løsning på alle kulturarrangementer fremover,” siger Robert Skovmose Christensen.

“Nej, sådan tænker vi ikke. Tværtimod,” indskyder Kasper Marius Nørmark.

At valget i år er faldet på kvinder er et eksperiment. Et benspænd, fastslår de. Man kunne lige så godt have valgt kun at invitere danskere eller nordmænd. “Det kan være, vi gør det næste år,” siger Robert Skovmose Christensen.

Selvom de to ledere pointerer, at de er mere kunstneriske end politiske, underkender de ikke den kønsdebat, som festivaler ind imellem afføder.
“Det er en vigtig debat. Og på den måde kan man jo sige, at der ligger et statement i det her: Vi skal huske, hvorfor man booker, som man gør. Man har jo altid et filter for de handlinger, man foretager, som det er vigtigt at være sig bevidst som festival, som menneske, som land og ja som verden.”

Og det var da heller ikke uden forbehold, at de inviterede takkede ja til at deltage på årets festival.
Kasper Marius Nørmark fortæller: “Der har for nogle helt klart været en bekymring i forhold til kønskvotering, men der må vi bare slå hårdt fast og sige, at der ikke er nogen, der optræder på festivalen, hvis ikke det er, fordi vi synes, kvaliteten er høj.”
Foto: Mariana Gil
Se store billeder her →
Lyd+Litteratur 2017
Foto: Kasper Hjort
Se store billeder her →
Xenia Xamanek

Mette Moestrup, Pia Raug, Inger Christensen og Christina Hagen

For at undgå at det er to mænd, der planlægger en festival kun med kvinder, har de to ledere engageret forfatter Mette Moestrup som medkurator.
“Vi ville gerne have en kvinde med på beslutningsniveau, og Mette var på mange måder det helt oplagte valg, og hun ville rigtig gerne være med,” fortæller Kasper Marius Nørmark.

“Jeg tror, hun har booket to tredjedele af festivalen,” tilføjer Robert Skovmose Christensen og fortæller, at en af dem er folkemusiker Pia Raug, som i 1980 udkom med en plade, hvor hun satte musik til Inger Christensens digte.

Udover det er den norske digter Ingvild Lothe sat sammen med musiker ML Buch, som i år vandt Steppeulven i kategorien Årets håb.
Og som et eksperiment har de valgt at sætte den elektroniske musiker Xenia Xamanek sammen med forfatter Christina Hagen, der når festivalen afvikles, befinder sig i Caribien.
“Vi synes på mange måder, at det fravær er interessant, fordi rejsen er en stor del af hendes litterære projekt. Så i stedet for, at vi ikke skulle vælge hende, så tænkte vi: Hvorfor se det som en forhindring? Hvorfor ikke se det som en mulighed for at skabe noget helt andet?”
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Plakaten til Lyd og Litteratur
Foto: PR-foto / Ragnhild May
Se store billeder her →
Performance af Ragnhild May
Fakta:

Lyd+Litteratur foregår på Radar d. 26. - 27. oktober, hvor man bl.a. kan opleve Mette Moestrup med sit eget She’s A Show, Pia Raug, Ingvild Lothe og ML Buch, Kristina Holgersen & Ensemble Lydenskab, Xenia Xamanek & Christina Hagen, Rike Scheffler og Angela Rawlings.

Lyd+Litteratur-festivalen har eksisteret siden 2002.

Lyd+Litteratur arrangeres af Geiger Records og 365TEKSTER i samarbejde med spillestedet Radar.

Festivalen er ledet af Robert Skovmose Christensen og Kasper Marius Nørmark.
Del på facebook
Facebook
/ Kunst og Udstillinger
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: