Andreas Schulenburg fanger nattens stilhed i filt | Udstilling på Charlotte Fogh INTERVIEW

Andreas Schulenburg fanger nattens stilhed i billeder af filt

InterviewKunst og UdstillingerSkrevet af: Carl Windahl Bøllingtoft22. nov 2018

Med udstillingen Silent Night på Charlotte Fogh Gallery undersøger Andreas Schulenburg nattens stilhed gennem en række billeder lavet af filt. Det er en ny tematisk retning for en kunstner, der ellers er kendt for sin spraglede og sorte humor

Fire fuldmåner hænger side om side på væggen og suger beskuerens blik til sig. Over en rød blodmåne jager en flagermus et lille insekt. Over en gul måne flyver en ugle direkte mod os. Til venstre skinner månens lys gennem et vindue og blafrende gardiner på en tom seng, og til højre lyser en bils lygter op på en ensom landevej under en himmel af stjerner. I alle billederne er der en næsten eftertænksom ro.

Den dansk-tyske billedkunstner Andreas Schulenburg er ellers kendt for sine spraglede, humoristiske værker, der ofte også indeholder en samfundskritisk kommentar eller to. Men med udstillingen Silent Night på Charlotte Fogh Gallery i Aarhus, er han gået i en ny kunstnerisk retning rent tematisk.

“Normalvis laver jeg egentlig kunst, som består af meget mere udflippede ting med en masse talebobler i og så videre. Så udstillingen her er skabt med en lidt ny vinkel.Jeg har givet mig selv en lidt ny udfordring, i måden jeg laver min billedkunst på,” siger Andreas Schulenburg.
Little Moon, 2017, 100x120 cm, filt / Bad Room, 2017 61x100cm, filt
Foto: PR-foto / Andreas Schulenburg
Med udstillingen "Silent Night" har Andreas Schulenburg givet sig selv en ny kunstnerisk udfordring.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind / Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Der er en skønhed i nattens ro

Den nye udfordring, Andreas Schulenburg har givet sig selv, er at lave nogle ting, der er helt enkle og kogt ned til næsten ingenting. Med Silent Nights har han med udgangspunkt i simple motiver forsøgt at fange de stemninger, der findes i nattens stilhed. I de stille timer findes der ifølge Andreas Schulenburg en ro og en enkelthed, som man ikke finder om dagen, hvor telefonen ringer uafbrudt, og man er optaget af en masse ting hele tiden.

“Jeg prøver at ramme en bestemt form for stemning og fange den skønhed og den ro, der er om natten. Det kender vi nok alle sammen som mennesker. At der ligger en fordybelse i natten. Det er som om, man træder ind i en speciel tilstand i de stille timer. En slags meditativ tilstand, der kun er til stede om natten.”

Samtidig er Andreas Schulenburg meget optaget afnattens lys og dets flygtighed. Det er den, han forsøger at fastholde i sines værker.

“Jeg er vildt fascineret af at kigge på stjernehimlen og især månen. Den har en eller anden dragende effekt. Sikkert ikke kun på mig, men generelt på os mennesker,” fortæller han levende og fortsætter:

“Det er en flygtig bevægelse, når månen lyser op inden den bevæger sig om bag næste bygning. Eller når bilens lygter lyser vejen op, inden den bevæger sig videre og der er mørkt igen. I min kunst forsøger jeg, at fastholde det bestemte øjeblik.”
Owl, 2017, 100x120 cm, filt / Yellow Moon, 2017 61x100 cm, filt
Foto: PR-foto / Andreas Schulenburg
Bat, 2017, 100x120 cm, filt / Bloody Moon, 2017 61x100 cm, filt
Foto: PR-foto / Andreas Schulenburg

Fascineret af filt

Andreas Schulenburg arbejder med filt, som han former til alt fra billeder til tredimensionelle figurer, og valget af materiale har han ikke fra fremmede. For det var, da han i 2004 så sin mor filte krybbefigurer til julen med en stor nål, at hans fascination af filt blev vakt.

“Jeg blev meget fascineret af den teknik med at stikke en nål i en klump uld og fandt hurtigt ud af, at man kunne modellere den og lave både tredimensionelle ting, filte på og klippe af. Senere fandt jeg så ud af, at man kunne lave billeder med filten, og at der findes masser af indfarvet uld, som har nogle helt fantastiske farver.”

Resultatet bliver en række værker med en helt særegen kvalitet, mener Andreas Schulenburg.

“Det som uld kan er, at det ikke reflekterer lyset tilbage, så værker filtet i uld suger nærmest blikket ind og holder det fast. Man får en helt fantastisk fornemmelse af sådanne mættede farver. Desuden er der en stoflighed i det. Det føles blødt og dermed også lidt imødekommende og varmt. Det appellerer til vores sanser på en helt speciel måde.”
I "Nein" fra 2012 kan man ikke undgå at lægge mærke til modsætningen mellem filtens blødhed og bombens alvor.
Foto: Andreas Schulenburg
Full Moon, 2017, 100x120 cm, filt / Star Light, 2017, 61x100 cm, filt
Foto: PR-foto / Andreas Schulenburg

Ikke træt af at være sjov

Indtil nu har Andreas Schulenburgs værker været kendetegnet af en sort humor, der tager vores samfund og menneskets adfærd under kærlig behandling. Det resulterede i emner og motiver, der på mange måder stod i skarp kontrast til filten. For eksempel værket “Nein” fra 2012, der består af en næsten tegneserieagtig bombe lavet af filt. Man kan ikke undgå at lægge mærke til modsætningen mellem filtens blødhed og bombens dødelige alvor. Selv mener Andreas Schulenburg også, at humoren kan være med til at lette processen, når man behandler ellers alvorlige emner og tematikker.

“Humor kan mange ting. Den kan ligesom bløde op på tunge emner. Så for mig er den lidt et redskab til at kunne navigere og manøvrere rundt gennem alverdens problematikker rent tematisk.”

På den led kan Silent Night synes som et skridt væk fra det humoristiske, men når man spørger Andreas Schulenburg, om han er blevet træt af at være sjov, svarer han med et rungende grin.

“Det ved jeg nu ikke, om jeg er. Jeg synes for eksempel, at det er rimelig gakket at lave fire måner! Det er ikke fordi, jeg synes, at der her er så anderledes, end hvad jeg eller har lavet. Det er det samme og så alligevel ikke. Det er altid de små forskelle, der afgør om at en ting bliver morsom eller ej. Det er altid de små detaljer, der afgør hvor tingene tilter hen.”

At Andreas Schulenburg ikke er træt af at bruge humoristiske elementer i sin kunst står også klart, da han begynder at fortælle om den serie af billeder, han arbejder på netop nu.

“I øjeblikket fortsætter jeg lidt i den her boldgade med en ny række af billeder, som også foregår om natten og handler om de forladte steders lysreklamer. At der ingenting er andet end mørke, og så lige pludselig lyser et McDonalds-skilt frem. Eller et bordel med lyserøde lysreklamer; Girls, girls, girls,” siger Andreas Schulenburg med et grin.

“Der bliver det måske mere i en kategori, hvor det lægger sig tættere op af de ting, som jeg har arbejdet med førhen, hvor det også gør brug af nogle... Tja.. Platte elementer. Eller mærkelige og komiske elementer. Man kan måske sige, at det jeg arbejder på ligger et sted mellem stilen i denne her udstilling og så mine gamle værker. Men stadig med denne her enkelthed, hvor jeg zoomer ind på et element.”
Geldhahne - Specta, 2015.
Foto: Andreas Schulenburg
Andreas Schulenburg er kendt for sine spraglede, humoristiske værker, der ofte også indeholder en samfundskritisk kommentar eller to.
Foto: Andreas Schulenburg

Fakta:

Andreas Schulenburg er født i Hamburg i 1975 og er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005.

Han arbejder arbejder i mange forskellige medier som bl.a. maleri, keramik, tegning og animation, men det er arbejdet med filt der kendetegner ham mest.

Silent Night kan ses på Charlotte Fogh Gallery fra d. 16. november til 12 januar.
Andreas Schulenburgs næste projekt handler om de forladte steders lysreklamer.
Foto: Andreas Schulenburg
Night Shadow, 2017, 61x100 cm, filt
Foto: PR-foto / Andreas Schulenburg
Facebook
Del på facebook

Carl Windahl Bøllingtoft

Kulturjournalist
Carl er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han er vokset op med en far, der arbejder med teater og en mor, der skriver. Man kan ikke løbe fra sin sociale arv, og kulturjournalistikken var den naturlige konsekvens. Carl er glad for både teater, bøger og kunst. Det er dog musikken der er Carls helt store kærlighed, og det er mere reglen end undtagelsen, at han køber sig fattig i billetter til koncerter og festivaller.
Se Carls artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind