På Aros er hjem langt mere end det sted vi bor i udstillingen Far From Home

På Aros er hjem langt mere end det sted vi bor

Kunst og Udstillinger Omtale Skrevet af: Carl Windahl Bøllingtoft 2018-12-04
Del på facebook
Facebook

På Aros er hjem langt mere end det sted vi bor

Med udgangspunkt i en lang række værker fra deres egen samling undersøger ARoS begrebet hjem i den nye udstilling Far From Home.

Den nye udstilling Far From Home på ARoS stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvor føler vi os hjemme? Hvornår kommer man hjem? Er det et fysisk sted, eller er det et mentalt anliggende? Gennem en række vidt forskellige værker fra en række forskellige kunstnere undersøger udstillingen spændingsfeltet mellem det fysiske hjem i form af en bolig og hjem i sin mere abstrakte form som en følelse eller et sted indeni det enkelte menneske.
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Ideen om at have ordet hjem som tema kom fra ARoS' museumsdirektør Erlend G. Høyersten.
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Far From Home er tredje og sidste udstilling i en trilogi, hvor ARoS har lavet nye udstillinger med udgangspunkt i deres egen samling.

Rune Bosse - Tempus circularis fagus sylvatica, 2016

Afslutningen på en trilogi

Far From Home er tredje og sidste udstilling i en trilogi, hvor ARoS har lavet nye udstillinger med udgangspunkt i deres egen samling. Det er blevet til udstillingerne Out Of The Darkness i 2014, No Man Is An Island - The Satanic Verses i 2016 og nu altså Far From Home, der åbner d. 1. december. Fælles for udstillingerne er, at de på forskellige vis har undersøgt, hvordan man som museum kan italesætte vores samfund og samtid gennem tekst, form, iscenesættelse og nye sammensætninger af museets værker.

“Out Of The Darkness havde et globalt perspektiv, og så på menneskeheden som helhed, og det at man nu for første gang i verdenshistorien står over for en stor fælles udfordring i form af klimasituationen. Den anden udstilling No Man Is An Island handlede mere geografisk om kontinentet Europa og de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle bevægelser, som var så tydelige. Diskussionen om Brexit og Panama Papers, men også immigrationssituationen i Europa,” fortæller museumsdirektør Erlend G. Høyersten, inden han fortæller om den nye udstilling:

“I denne udstilling er vi på så på sin vis flyttet helt hjem, og går ind i individets forståelse af resten af verden. Vi er gået fra det globale til det individuelle.”
Foto: PR-Foto / Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Far From Home stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvor føler vi os hjemme?

Grayson Perry - The Expulsion from Number 8 Eden Close, 2012
Foto: PR-Foto / Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Installations-view i udstillingen Far From Home.

Elmgreen & Dragset - Welcome, 2014

Ordet hjem kan anskues på mange måder

Ideen om at have ordet hjem som tema kom fra Erlend G. Høyersten selv, og han husker tydeligt, hvornår og hvordan den kom til ham.

“Jeg sad på et fly og kiggede ned på landskabet i Europa. Vi skulle have fundet en titel og et koncept til udstillingen, og på det tidspunkt tænkte jeg ved mig selv over, hvor jeg rent faktisk føler mig hjemme? Jeg er nordmand. Så er det i Norge jeg føler mig hjemme? Er det i en speciel del i Norge, jeg føler mig hjemme? Og er der forskel i måden jeg føler mig hjemme, når jeg kommer tilbage til Danmark, hvor jeg bor, i forhold til der, hvor mine forældre bor?”

Det har ført til en udstilling, der anskuer temaet hjem fra en lang række vinkler og gennem et væld af kunstneriske udtryk. Ifølge Elend G. Høyersten kan man nemlig anskue hjem på mange forskellige måder, ligesom vores opfattelse af begrebet også har ændret sig gennem tiden.

“Vi kan snakke om hjem i betydningen geografi, vi kan snakke om hjem i betydningen familie, men først og fremmest handler udstillingen også om hvordan vi i dag har behov for at snakke om hjem på en anden måde end for måske bare 50 år siden.”
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Ifølge Erlend G. Høyersten er alle værkerne nøje udvalgt med baggrund i udstillingens tematik.

Elmgreen & Dragset - Welcome, 2014
Foto: Teodora Biberovic
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Installations-view i udstillingen Far From Home.

Jani Leinonen - Anything helps, 2009-2015

Nøje udvalgte værker

Far From Home handler derfor heller ikke om hjem i sin fysiske betydning, hvor vi indretter det sted, hvor vi bor, til vores egen personlige lille hule, der afspejler vores smag og sociale identitet. I stedet handler udstillingen om følelsen af at være hjemme og alt det, som eventuelt forhindrer os i at være eller føle os hjemme et sted.

Udstillingen tager os bl.a. forbi en norsk træhytte, der bogstaveligt talt er Far From Home. Pillet ned fra et fjeld i Norge og bygget op igen på museet. Vi ser menneskelige fugle i et bur, beskyttede eller i fangenskab bag deres tremmer? Vi går gennem resterne af et nedrevet hus i Doug Aitkens installation House, hvor video og lyde viser hans forældre sidde i stoisk ro, mens deres hjem rives ned for øjnene af dem. Vi ser video af afrikanske fugle, der har fundet et nyt hjem i Düsseldorfs byrum. Vi besøger den velkendte Boy, der nu har hjemme i et rum fyldt med spejle, som gengiver den forvoksede dreng i en uendelighed.

Og meget, meget mere.

Det kan lyde som lidt af en blandet landhandel, men ifølge Erlend G. Høyersten er alle værkerne nøje udvalgt med baggrund i udstillingens tematik. Præcis som værkerne var det i trilogiens to første udstillinger.

“Som i alle de andre udstillinger i serien, så har vi sagt, at det er udstillingen som dikterer udvælgelsen af værkerne. Det betyder at værkerne selvfølgelig er både vigtige og gode, men det er helheden som er afgørende for hvilke værker, vi har valgt at vise.”

For selvom værkerne sagtens kan forstås enkeltvis og i deres egen sammenhæng, så er det museets mål, at de tilsammen og med deres rækkefølge i udstillingen skal danne et større billede. At det ene værk vil påvirke publikums oplevelse af det næste, og fortælle en historie.
Foto: PR-Foto / Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Menneskelige fugle i et bur, beskyttede eller i fangenskab bag deres tremmer?

Noelia Mora Solvez - Birds, 2018
Foto: PR-Foto / Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Far From Home er kurateret i samarbejde med museumsinspektørerne Erik Nørager Pedersen og Jakob Vengberg Sevel.

Fakta

Far From Home er tredje udstilling i en trilogi af udstillinger bygget ud fra ARoS’ egen samling.

Udstillingen åbner d. 1. december 2018. Det er endnu ikke besluttet, hvor længe den kan opleves.

Udstillingen er lavet efter idé af Erlend G. Høyersten og er kurateret i samarbejde med museumsinspektørerne Erik Nørager Pedersen og Jakob Vengberg Sevel.

Værkerne på udstillingen er lavet af en lang række kunstnere: Thomas Poulsen, Nick Theobald, Grayson Perry, Marianne Heske, Noelia Mora Solvez, Domenique Gonzalez-Foerster, Rune Bosse, Mikkel Carl, Weng fen, Elmgreen & Dragset, Ismar Cirkinagic, Gardar Eide Einarsson, Jani Leinonen, Doug Aitken, Ron Mueck, Cyprien Gaillard, Miwa Yanagi, Morten Søndergaard og Banaan Al-Nasser.
Foto: Teodora Biberovic
Se store billeder her →
Velkendte Boy har nu hjemme i et rum fyldt med spejle.

Ron Mueck - Boy, 1999
Foto: PR-Foto / Anders Sune Berg
Se store billeder her →
Boy gengivet i en uendelighed.

Ron Mueck - Boy, 1999

 

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: