Du hedder Anne og lider af empatitræthed - Teater Republique kan hjælpe dig

Du hedder Anne og lider af empatitræthed - Teater Republique kan hjælpe dig

Scene Interview Skrevet af: Carl Windahl Bøllingtoft 2018-12-27
Del på facebook
Facebook

Du hedder Anne og lider af empatitræthed - Teater Republique kan hjælpe dig

Med teaterserien Anne & Empatikrisen undersøger Teater Republique begrebet empati i vores moderne samfund. Første stykke i serien var mere en kollektiv oplevelse end egentligt teater

Så snart publikum træder ind ad døren til Teater Republiques foyer, kan man fornemme, at den første forestilling i teaterserien “Anne og empatikrisen” ikke bliver som en normal teateroplevelse. Aftenens forestilling er den første i en række af fem, der alle undersøger begrebet empati. Næste forestilling kan opleves i januar. Vi bliver budt velkommen og får at vide, at vi skal iføre os en hvid skjortebluse fra et stativ. Derefter skal vi gå ned på scenen og iføre os en af de mange blonde parykker, der hænger i klemmer på væggen. Anne står der skrevet med sprittusch over dem alle. Anne, Anne, Anne, Anne. I aften er vi alle Anne H. Nielsen. Gennemsnitsdansker og ramt af den folkesygdom, der kaldes empatitræthed.

Vi skal kureres, men vi ved ikke hvilken behandling, der virker, fortæller skuespiller Morten Burian fra scenen. Også han er Anne i aftenens anledning. Så vi får smidt en storm af mulige behandlinger mod os i løbet af en times tid. Alt fra fjernhealing, latterterapi, hypnose, fællesbøn, åndemaning, primalskrig og dans til fire minutters øjenkontakt med en fremmed.
Foto: Carl Windahl Bøllingtoft - Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Blonde parykker hænger i klemmer på væggen.
Foto: Carl Windahl Bøllingtoft - Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Alle skal iføres en blond paryk. Både publikum og optrædende.

Flere følelser end folk kan bære

Inden vi når så langt, har jeg dog sat mig ned bag kulisserne på Republique for at snakke med Lea Burrows, der er den ene halvdel af scenografduoen Sir Grand Lear, der står bag forestillingen. For hvad er baggrunden for forestillingen, hvorfor er empati et vigtigt ord i vores samtid og hvorfor er vi alle sammen klædt ud, som gennemsnitsdanskeren Anne?

“Det hele startede med et begreb, som jeg stødte på sidste vinter, nemlig empatitræthed. Det dækker over mennesker, som af forskellige årsager har følt så meget, at de til sidst ikke kan håndtere det, og derfor løser det ved at lukke følelserne ude. En forsvarsmekanisme egentlig. Det spændende er, at empatitræthed gennem årene har flyttet sig fra hovedsageligt at ramme f.eks. nødhjælpsarbejdere og læger til at ramme almindelige mennesker pga. eskaleringen af vores medieforbrug, og den adgang vi har til information om lidelser i hele verden. Jeg tænkte bare: Åh gud. Det er på mange måder symptomatisk for hvordan, jeg selv har det. Så det er baggrunden for forestillingen. Et ønske om at finde ud af, hvad den her empatikrise handler om. Er det bare mig, der har så svært ved at forholde mig til og handle på de vilde ting, der sker ude i verden, som jeg ser og læser om?”

Og hvor kommer de lyse parykker, skjortebluserne og karakteren Anne så ind?

“I teaterserien taler vi om empatitræthed som en slags folkesygdom, og det er selvfølgelig en dramatisk version af virkeligheden. Det at tage et kostume på er et teatralsk virkemiddel, som skal omfavne den ellers meget tematiske undersøgelse vi har gang i. Det er jo TEATER vi laver! Anne er en fiktion - gennemsnitsdanskeren - og hun lider af empatitræthed. I den time forestillingen varer, er vi alle Anne, vi udvisker alle vores forskellige identiteter, og iklæder os denne her syge person. Forhåbentlig sætter det gang i refleksionerne, og jeg lover, at Anne kommer igennem en gigantisk udvikling gennem seriens fem episoder,” fortæller Lea Burrows.

“En sidegevinst ved at vi sidder der som sådan en visuelt unison gruppe er, at vi skaber et nyt fællesskab, hvor vi sidestilles og kigger hinanden i øjnene på en helt anden måde. Vi visker fordommene væk, og bliver måske bedre i stand til at tale om vores egen empati og måske endda vores mangel på empati.”
Foto: PR-foto / Østerbro Teater
Se store billeder her →
Når alle er iklædt kostume og kalder sig Anne udviskes folks forskellige identiteter.
Foto: PR-foto / Østerbro Teater
Se store billeder her →
Kostumet skaber et nyt fællesskab, hvor folk sidestilles og kigger hinanden i øjnene på en helt anden måde

Hulken og hypnose

Så her sidder vi og er alle Anne. Selv hypnotisøren, der nu står på scenen er iklædt lys paryk og skjortebluse som alle os andre. Han skal få os til at føle gennem hypnose. Gennem hans kyndige vejledning bliver først armen tungere, så resten af kroppen og til sidst øjenlågene. Så tunge, at de ikke er til at åbne igen. For mit indre blik skal vi nu afspille den sørgeligste film, vi kan forestille os, og når hypnotisør-Anne, der egentlig hedder Mads Aggerholm, siger til, bliver den hundrede gange sørgeligere.

Jeg kan mærke de triste følelser stige op inden i mig, selvom jeg ikke kan sætte en finger på præcis hvorfor. Rundt omkring er der folk, der hulker. Nogle føler åbenbart effekten endnu stærkere end jeg.

Med et bliver vi bedt om at skifte kanal på vores indre skærm. Vi ser nu den sjoveste film nogensinde. Skiftet er markant og latteren fylder rummet. Jeg griner. Igen kan jeg ikke fortælle hvorfor, men jeg nærmest ryster af grin. Med et bliver vi bedt om at skifte tilbage til den sørgelige film. Latteren forstummer. Sorgen vælder op indeni mig. Så sendes vi tilbage den sjove film, og jeg griner ukontrollerbart igen. Sådan fortsætter det nogle gange.

Det er en absurd følelse. På den ene side er man klar over at man er hypnotiseret, men på den anden side kan man ikke lade være med at mærke følelserne, der vælder op inden i en. Hvis jeg har lidt af empatitræthed og ikke har været i stand til at føle, så har hypnosen kureret mig. I hvert fald for et øjeblik. Men er det empati, når man ikke ved, hvor følelserne kommer fra? Og kan jeg tage dem med mig, nu hvor hypnosen er brudt?
Foto: PR-foto / Østerbro Teater
Se store billeder her →
Gennem hypnotisørens kyndige vejledning bliver først armen tungere, så resten af kroppen og til sidst øjenlågene.
Foto: PR-foto / Østerbro Teater
Se store billeder her →
Anne og empatikrisen spiller på Reaktor på Republique d. 21. januar, 25. februar, 18. marts og 6. maj.

Empati kan ikke redde verden

Alt hvad vi laver i teatret denne aften er skabt med udgangspunkt i et såkaldt empatipanel af 20-30 mennesker med vidt forskellig baggrund. Klædt ud som Anne har de nogle uger før forestillingen været til en middagssamtale med kulturforskeren og journalisten Torben Sangild som moderator. Her har de diskuteret begrebet empati fra en række forskellige vinkler, og de samtaler har givet det kunstneriske hold bag teaterserien inspiration til aftenens udskejelser.

Og den første middag med panelet var en interessant oplevelse fortæller Torben Sangild. Der var nemlig mange af deltagerne i panelet, der dagligt blev udfordret på deres empati.

“Det var enormt interessant at høre folks erfaringer. Der var en der fx havde fyret mange mennesker, og der var andre, der på forskellige måder arbejder med mennesker i deres job. Der kom ind i forskellige dilemmaer omkring empati, fordi man kan også føle så meget empati, at man tager jobbet med hjem. Så det handler om på den ene side, at vise nok empati, så dem man er i berøring med får en god oplevelse, og på den anden side være professionel nok til at kunne børste det af sig igen. Det er ikke nemt.”

I et større perspektiv er empati også noget, der diskuteres. USA’s tidligere præsident Barrack Obama har f.eks. sagt, at verden har brug for mere empati, hvis vi skal løse de problemer, som vi står over for. Det stiller Torben Sangild sig dog skeptisk overfor. Han fremviser i hvert fald - delvist provokerende - bogen Against Empathy af psykologiprofessoren Paul Bloom, der argumenterer for at empati ikke er særlig brugbart på et samfundsmæssigt plan.

“Empati kan ikke redde verden. Empati kan ikke klare de der store sammenhænge, fordi empati handler om, at være tæt på et andet menneske og kunne sætte sig ind i et andet menneske, som er til stede her og nu. Det kan vi ikke med de store samfundsproblemer. Der er vi nødt til at forholde os til abstrakte menneskemasser, som er langt væk, og måske endda til fremtidige scenarier, og der kan du ikke bruge empati til noget som helst,” siger Torben Sangild.

Kig mig dybt ind i øjnene

Som en usædvanlig aften i teatret lakker mod enden, er det også det helt nære rum, vi afsøger. Som aftenens sidste punkt, skal vi i fire minutter have øjenkontakt med en af de andre publikummer. En person vi aldrig har mødt før i dag. Det er en intens oplevelse. Tankerne farer gennem mit hoved, mens jeg stirrer ind i øjnene på kvinden overfor mig. Jeg registrerer hvert et lille blik og blink. Inden længe er det som om min fornemmelse af tid forsvinder. Da de fire minutter endelig er ovre, er det som om, der er et nærvær i rummet, der ikke var der før, vi kiggede hinanden dybt i øjnene.

“Det var fint, synes jeg,” siger kvinden overfor mig, hvis navn jeg stadig ikke kender. Jeg nikker bekræftende.

Til slut tager vi alle vores parykker af. Vi er ikke længere Anne, men os selv igen. Går fra uniformeret ensartethed til individer. Gråt hår, brunt hår, rødt hår, langt hår, kort hår, krøllet hår dukker pludselig frem. Som om verden pludselig er i farver. Det er en ret vild følelse. Jeg tænker at det også må se ret vildt ud udefra. Tankerne flyver rundt, mens jeg sammen med resten af publikum siver ud i den kolde novemberaften. Jeg er spændt på, hvor den næste forestilling i teaterserien på Teater Republique peger hen. Måske vil den give mig mere afklaring, måske vil den rejse endnu flere spørgsmål.

Om hvad empati er, og hvad vi kan bruge den til.

Fakta:

Anne og empatikrisen spiller på Reaktor på Republique d. 21. januar, 25. februar, 18. marts og 6. maj.

Hver forestilling vil være med til at påvirke indholdet af den næste, og ingen af dem bliver ens. Man kan vælge kun at opleve en eller tage til dem alle sammen.

Medvirkende: Iscenesætter Henrik Grimbäck, scenograferne Sir Grand Lear, skuespiller Morten Burian, produktionsassistent Signe Berg skribent og kulturforsker Torben Sangild, samt en række optrædende gæster, et empati-panel og publikum.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: