Performancekunst workshop på Radar med Marta Moreno Muñoz - Kunsten er livet selv

Du kan miste og finde dig selv i performancekunst

Scene Interview Skrevet af: Nanna Westergaard 2019-01-16
Del på facebook
Facebook

Du kan miste og finde dig selv i performancekunst

Den spanske performancekunstner Marta Moreno Muñoz ser kunst som et sted, hvor man kan miste sig selv eller udvide sin bevidsthed. Den 20. januar holder hun performanceworkshop på Radar i Aarhus, hvor du også kan miste dig selv, eller i hvert fald dine hæmninger

En kvinde ligger i overfladen af en grøn sø. Af og til går hun lidt rundt i det lave vand, men for det meste ligger hun så stille, at det er svært at afgøre, om hun er død eller bare er i en form for meditativ trance. Omkring hende i vandet går en flok vandbøfler, der virker relativt uberørte over hendes tilstedeværelse. I den performative video-installation Lost Paradise forsøger Marta Moreno Muñoz at miste sig selv i vandbøflernes omgivelser og blive ét med dem.

At miste sig selv er et tema, der går igen i alle Marta Moreno Muñoz's værker, men under hendes performance art workshop på Radar kommer det i højere grad til at handle om at være til stede, at skrue op for opmærksomheden og derigennem opnå en udvidet bevidsthed om sig selv og verden omkring sig:

“Jeg håber at workshoppen vil få deltagerne til at øge deres opmærksomhed i deres daglige liv, at være mere tilstedeværende og observere livet fra et andet perspektiv. Workshoppen skal skabe et miljø, der åbner op for deltagelse, tab af hæmninger, kreativitet og fri udtryk for følelser og idéer” forklarer Marta Moreno Muñoz.

Foto: Marta Moreno Muñoz
Se store billeder her →
Performance Art Workshop by Marta Moreno Muñoz at LungA School. Oct 2018 - Seyðisfjörður, Iceland.
Performance Scala Paradisi by Marie Skovgaard Larsen and Liv Cappi Grunnet
Foto: Photo documentation by Stratos Ntontsis
Se store billeder her →
In All the Wrong Places I / Regression series: February 2018. Galería Ana Lama / Arte Extremo, Lisbon, Portugal.

Kan du bevæge dig i sneglefart gennem rummet?

Workshoppen er en intensiv 7-timers introduktion til performancekunst eller “action art”, som Marta Moreno Muñoz også kalder det. Det er ikke målet med workshoppen, at deltagerne skal udvikle deres eget performative værk, men i stedet er fokus på processen og på at introducere dem for en legende og eksperimenterende tilgang, der har intuition og selvrefleksion i hovedsædet.

Aktiviteterne på dagen spænder derfor vidt fra larmende improvisationslege til stille selvransagelse, både i grupper og for sig selv.

I en af øvelserne bliver deltagerne for eksempel inviteret til at bevæge sig så langsomt som muligt gennem rummet, mens de fuldstændigt retter deres opmærksomhed mod deres krop i rummet. Det er en øvelse, hvor krop og hovede skal spille sammen om at opnå en ny rumlig bevidsthed.
Foto: Photo documentation by Laura Brinkmann.
Se store billeder her →
Guggenheim (video performance, 2011).
Foto: Photo documentation by Pablo Martínez Muñiz
Se store billeder her →
I Will Miss You / Regression series, Live sound performance at Museo La Neomudéjar September 2016, Madrid

Kunsten er livet selv

Performativ kunst er en mærkelig størrelse. Den har ikke et særskilt studie på universiteterne som for eksempel musik og dramaturgi, men udnytter i stedet ofte en kombination af greb fra flere kunstgenrer. Den udfolder og manifesterer sig på så mange forskellige måder, at det selv for kunsteksperter kan give grå hår at italesætte og definere den.

Hvis man skal nærme sig en definition, så er performativ kunst en kunstform, der arbejder med tid og rum, og hvor kunstneren er til stede, enten fysisk eller gennem et medie. Performativ kunst er en autentisk oplevelse, der ikke kan gentages, indfanges eller købes.

Marta Moreno Muñoz beskriver også performancekunst som “teater, uden teater”, da det trods sine ligheder med teateret ikke følger et lineært narrativ, eller har fiktive figurer, der handler ud fra et manuskript. Desuden rækker den performative kunst også længere, end de kunstgenrer, den lægger sig op af:

“Performancekunst kan nok virke beslægtet med scenekunst som teater og dans, men performativ kunst inden for det visuelle felt er noget andet – det er livet selv, og ikke en repræsentation af det.”

Fakta:

Marta Moreno Munoz har en m.a. i Fine Arts fra Polytechnic University of Valencia og er p.t. ved at researche til hendes PhD Art as an Experience of Dissolution of the Self ved University of Granada. Hun lever en nomadisk tilværelse, mens hun arbejder på personlige projekter, som en del af sin research.

Performance art workshoppen finder sted på Radar søndag d. 20. januar kl. 10.30 og koster 350 kr.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: